Single Daily
af

Thomas Schumann

Rektor: Duborg-Skolen er ikke handicapvenlig

Kørestolsbrugere kan ikke frit færdes på skolen. Selv når den store ombygning er færdig, vil skolen ikke være 100 procent tilgængelig.
Kørestolsbrugere kan ikke frit færdes på skolen. Selv når den store ombygning er færdig, vil skolen ikke være 100 procent tilgængelig.

Der er langt mellem de elever, som lider af et fysisk handicap på den danske fællesskole og gymnasium Duborg-Skolen.

– Vi har ikke haft en kørestolsbruger i 15 år, fortæller skolens rektor, Ebbe Rasmussen.

Om det skyldes skolens mange trapper og dørtærskler, tør han ikke gisne om.

Læs også: Handicappet elev droppede Duborg-Skolen

Men det var blandt andet på grund af trapperne, at en elev med muskelsvind sidste år måtte skifte til Tønder Gymnasium efter at have gået på Duborg-Skolen i tre måneder.

– Bygningen er labyrintisk, og der er 13 forskellige niveauer, så det er svært for gangbesværede. På den måde er skolen ikke særligt velegnet til elever med fysisk handicap, forklarer Ebbe Rasmussen

»Bliver aldrig ideelt«

Han siger samtidig, at det vil blive bedre, når Duborg-Skolens tilbygning tidligst efter efterårsferien er færdigrenoveret. Der bliver bygget to nye elevatorer udover den fra 1978, som findes i den oprindelige bygning. Men, siger Ebbe Rasmussen, »det bliver aldrig ideelt«.

– Selv med to nye elevatorer vil der stadig være områder, man ikke kan komme til. Vi har taget hensyn til handicappede i ombygningen, men skolen bliver aldrig 100 procent tilgængelig, fortæller Ebbe Rasmussen.

Han tilføjer, at det bedste, en gangbesværet elev på Duborg-Skolen kan gøre, er at få en hjælper.

Skoleforeningen har en inklusionspolitik; det vil sige en politik, som skal sikre lige muligheder for handicappede elever. I den står der, at »institutionerne indretter deres fysiske rammer, både ude og inde, så de tilgodeser barnets forskellige fysiske behov«.

Forsøger at forbedre rammerne

Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen, forklarer, at Skoleforeningen forsøger at forbedre rammerne for handicappede, hver gang skoler og gymnasier bliver renoveret, eller der bliver bygget nyt.

– Der er forskel på, om man kan komme rundt alle steder i bygningen, og om man kan gennemføre sin uddannelse med et fysisk handicap. I nogle tilfælde må vi planlægge elevernes hverdag sådan, at undervisningen kun foregår de steder, hvor eleven kan komme til, påpeger Lars Kofoed-Jensen.

Han erkender, at forholdene kan blive bedre.

– Med den bygningsmasse, vi har, er der nok forhold, som lader noget tilbage at ønske, og så er der nogle steder, hvor vi er kommet fremad, siger Lars Kofoed-Jensen.

Da Slesvig-Holsten betragter Skoleforeningens institutioner som privatskoler, er det op til Skoleforeningen selv at sørge for rammerne for handicappede elever.

En talsmand for uddannelsesministeriet i Kiel siger, at det er forældrene, som må lægge pres på Skoleforeningen, hvis de er utilfredse med forholdene.

kommentar
deling del

Skriv et svar