Single Daily
af

Nelle Margrethe Hardt

Rekordmange sydslesvigere tager på efterskole i Danmark

Antallet af sydslesvigske elever på danske efterskoler er stærkt stigende. Mere oplysning og øget anerkendelse nævnes som mulige grunde.
Antallet af sydslesvigske elever på danske efterskoler er stærkt stigende. Mere oplysning og øget anerkendelse nævnes som mulige grunde.

Ikke siden 1957 har så mange sydslesvigske unge gået på efterskole i Danmark som i år. Det fremgår af den aktuelle udgave af Grænseforeningens magasin »Grænsen«, som kan fortælle, at der i år er 111 sydslesvigske elever fordelt på de ca. 250 danske efterskoler. I 2006 var tallet 18.

Ifølge Jeppe Pers, der er projektleder i Grænseforeningen, kan den kraftige fremgang blandt andet føres tilbage til Grænseforeningens intensive samarbejde med Dansk Skoleforening for Sydslesvig og Efterskoleforeningen i Danmark, som har resulteret i en øget oplysningsindsats.

– Det har været vigtigt at få forældrenes øjne op for, hvordan det er at få børnene på efterskole, siger Jeppe Pers.

Samtidig vil Grænseforeningens og Efterskoleforeningens fælles projekt »Mindretal på efterskole« i år sende alle 7.-klasses elever fra Sydslesvig et døgn på efterskole.

En anden grund til det voksende antal af sydslesvigske elever på efterskolerne er ifølge specialkonsulent Hanne Lautrup fra Efterskoleforeningen, at eleverne ikke længere skal gå et år om, når de kommer tilbage fra efterskole.

– Før 2016 fik eleverne ikke altid anerkendt efterskoleåret i Tyskland og fik dermed ikke adgang til gymnasiet, før de var gået året om. Men nu »spilder« de sydslesvigske elever ikke længere et år ved at tage på efterskole, forklarer hun.

Glad for sydslesvigere

I Danmark sætter man pris på de sydslesvigske elever, fortæller direktøren for Efterskoleforeningen, Bjarne Lundager Jensen, til »Grænsen«:

– Vi er meget glade for, at der er så mange sydslesvigere på efterskole. Vi oplever, at de er med til at øge mangfoldigheden på efterskolerne, siger han.

Frøslevlejrens Efterskole, som har en længere tradition for sydslesvigske elever, er »absolut glad« for eleverne sydfra, som dog ikke skiller sig synderligt ud fra deres kammerater.

– Det er nogle velopdragne unge mennesker, der kommer. Nogle har problemer med sproget i starten, men det tager de hurtigt til sig, og så falder de lige så godt til på efterskolen som de danske elever, siger forstander Annemette Hess.

– Vi tænker faktisk ikke så meget over, at de er fra Sydslesvig, når først de er der, siger hun.

kommentar
deling del

Skriv et svar