Single Daily
af

Thomas Schumann

Regeringen, valgprogrammet og Danmark var skyld i skuffende SSW-valg

Spidskandidat Lars Harms og landsformand Flemming Meyer mener SSW tabte mange sympativælgere på grund regeringen, SSWs valgprogram og den danske grænsekontrol.
Spidskandidat Lars Harms og landsformand Flemming Meyer mener SSW tabte mange sympativælgere på grund regeringen, SSWs valgprogram og den danske grænsekontrol.
Sympatien for Danmark er faldet. Førhen forbandt folk Danmark med noget hyggeligt, men grænsekontrol og flygtningedebatten har sat sine spor
Flemming Meyer, SSW-landsformand

Selv om det med hjælp fra et udligningsmandat lykkedes SSW at fastholde tre pladser i landdagen i Kiel, så ses valgresultatet af partitoppen som en skuffelse. I forhold til valget i 2012 fik partiet den 7. maj 13.900 færre stemmer. En stor del af de stemmer gik til CDU, AfD og FDP og i mindre grad til de øvrige partier.

På SSWs hovedudvalgsmøde tirsdag var det tid til selvransagelse. Partiets landsformand Flemming Meyer og spidskandidat Lars Harms mener begge, at partiet har tabt sine sympativælgere men beholdt hovedvælgerne. De mener der er tre grunde til den udvikling; regeringssamarbejdet, valgemnerne og Danmark.

Regeringssamarbejdet

Begge politikere er enige om, at det var helt rigtigt gå i regering med SPD og De Grønne efter valget i 2012. Både før og efter valget sagde partiet tydeligt, at SSW ikke kunne forestille sig et regeringssamarbejde end rød-grøn-blå.

– At vi har bundet os så stærkt til kystkoalitionen har ramt os. Det sætter spørgsmålstegn ved, om vi i fremtiden skal binde os, udtaler Lars Harms. Flemming Meyer mener ligeledes, at partiet som regeringspartner i mindre grad bliver betragtet som “harmløs” og derfor har mistet stemmer.

– Vi er blevet betragtet som et vedhæng til SPD. Fordi det er gået så skidt for dem, er det også gået skidt for os. Set i bakspejlet har det virket, som om vi har bundet os for meget til regeringen.

Valgprogrammet

Lars Harms forklarer samtidig, at SSW som et lille parti har haft svært ved i valgkampen at få sine emner bragt på banen. Han tilføjer at de 10 punkter i partiets valgprogram druknede i den debat, som de øvrige partier førte.
Flemming Meyer peger også på, at SSW havde en helt klar sag ved valget i 2012, som tiltrak mange sympativælgere.

– Dengang havde vi sagen om nedskæringer i de danske skoler. Men ved valget den 7. maj havde vi ikke nogen sag, som vi kunne profilere os på, forklarer Flemming Meyer.

Danmark

Som det tredje og sidste punkt peger både Flemming Meyer og Lars Harms på Danmarks indirekte påvirkning af SSWs image.

– I Tyskland bliver Danmark i stigende grad forbundet med lukkethed og nationalisme. Det har ikke gavnet os. Vi skal have os et nyt image, som også flertalsbefolkningen i Slesvig-Holsten bryder sig om, forklarer Lars Harms.

– Sympatien for Danmark er faldet. Førhen forbandt folk Danmark med noget hyggeligt, men grænsekontrol og flygtningedebatten har sat sine spor, siger Flemming Meyer.

Matlok: Danmark er ikke skyld i SSW-nederlag

Nord for grænsen har Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger, også fulgt med i SSWs valg. Han mener ikke, Danmarks ry har skræmt vælgerne væk fra SSW.

– SSW har jo været imod den danske holdning i forhold til grænsekontrol og flygtninge, så jeg kan ikke se logikken i den forklaring, når partiet nu står for det modsatte, udtaler Siegfried Matlok. Han mener i stedet man skal kigge dybere.

Også han mener at samarbejdet med SPD og socialdemokraternes dårlige valg har smittet af på SSW. Men ligeså væsentligt har det været, at Anke Spoorendonk ikke genopstillede til valget.

– Lars Harms har ikke den samme popularitet og folkelighed som Anke Spoorendonk.

kommentar
deling del

Skriv et svar