Single Daily
af

Lennart Adam

Rasmus Lind har udsat håndbold-pensionen

Faktisk var den danske målmand Rasmus Lind allerede stoppet med at spille håndbold. Men som erstatning for den skadede Kevin Møller får han nu et kort, uventet comeback i Flensborg.
Faktisk var den danske målmand Rasmus Lind allerede stoppet med at spille håndbold. Men som erstatning for den skadede Kevin Møller får han nu et kort, uventet comeback i Flensborg.

Den danske målmand Rasmus Lind fra TTH Holstebro havde allerede planlagt sin velfortjente afsked med professionel håndbold: Ikke flere blå mærker eller andre skader, ingen lange ture til udekampe og normale arbejdstider. Men det blev helt anderledes.

Under en træningssamling med det danske landshold blev Kevin Møller, der er andenmålmand i SG Flensburg-Handewitt, alvorligt skadet. Diagnosen: en lyskeskade, som holder ham væk fra håndbold indtil sandsynligvis december. En erstatning var derfor nødvendig. Resultatet blev, at Rasmus Lind tager endnu et halvt år mellem målstængerne.

– Jeg kunne i første omgang ikke tro på, at Flensborg havde bud efter mig, for jeg var faktisk allerede stoppet med håndbold. Jeg var begyndt at forberede mig på et normalt job og normale arbejdstider, da Dierk (Schmäschke) kontaktede mig. Men det er bare alt for svært at sige nej til et hold som Flensborg. Når SG Flensburg-Handewitt kalder, så er man nødt til at sige ja. Og nu er det rart at være sammen med gutterne her, siger den 34-årige målmand.

Rasmus Lind.
(Foto: Lars Salomonsen)

En gammel rotte

Efter forberedelsesfasen ser han nu frem til kampene med SG.

– Jeg kender allerede mange af spillerne fra Danmark, de er dejlige mennesker og fantastiske spillere, siger Lind.

Hans nye træner Maik Machulla har stor tillid til danskeren.

– Han er en gammel rotte, som tager det med sindsro. Han har sin egen stil, og vi har ikke behov for at ændre den. For det første fordi han er 34 år, og for det andet fordi han kun er her et halvt år. Han kender sin rolle og ved, at han er her for at aflaste Mattias Andersson. Men han nyder at være her, det er en fantastisk måde at afslutte sin karriere på, siger træneren.

Selv om der i slutningen af sæsonen skulle komme et tilbud om, at han kan blive i SG, har målmanden ingen ambitioner om at fortsætte sin karriere i Flensborg efter de planlagte seks måneder.

– Jeg ønsker at hjælpe Mattias og holdet det bedste, jeg kan. Men herefter er det definitivt slut. Seks måneder endnu, og så må det være godt, insisterer danskeren.

Derefter vil målmanden vende ryggen til professionel håndbold og gå over i byggebranchen.

– Hårdt arbejde fra klokken syv om morgenen til klokken fire om eftermiddagen, det er, hvad jeg drømmer om, siger Lind.

kommentar
deling del

Skriv et svar