Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Kongehuset: Prins Henrik ønsker sin sidste tid på Fredensborg

Prinsen vil have sin sidste tid på Fredensborg Slot, oplyses det i en pressemeddelelse fra kongehuset.
Prinsen vil have sin sidste tid på Fredensborg Slot, oplyses det i en pressemeddelelse fra kongehuset.

Prins Henrik er tirsdag blevet overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor han ønsker at opholde sig i sin sidste tid.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at prinsens tilstand stadig er alvorlig.

Kongehusets pressechef, Lene Balleby, uddyber over for Billed-Bladet, hvorfor prins Henrik har ønsket at komme til Fredensborg Slot:

– Her kan prinsen være omgivet af familien og opholde sig i rammer, der betyder noget for ham, siger hun.

Dronning Margrethe er på Fredensborg Slot sammen med prins Henrik, og kort før klokken 15 tirsdag eftermiddag ankom kronprins Frederik og kronprinsesse Mary til slottet, hvor de blev en times tid.

Kort efter ankom prins Joachim og prinsesse Marie.

83-årige prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet 28. januar efter at have været i Sharm el Sheikh i Egypten siden 4. januar.

I fredags meddelte hoffet, at prinsens tilstand var alvorlig.

Det fik kronprins Frederik til at afbryde sit besøg til vinter-OL i Sydkorea, ligesom familien har besøgt prinsen på Rigshospitalet, herunder hans søster, børn, svigerbørn og børnebørn.

Det har tidligere været meddelt fra kongehuset, at prinsen har fået konstateret en godartet svulst i venstre lunge, og at han skulle i behandling for en lungeinfektion.

Hoffet har dog ikke meldt noget nærmere ud om prinsens diagnose.

Prinsens tilstand har fået dronningen til at aflyse arrangementer i den kommende tid.

Dronningen aflyser en offentlig audiens 19. februar.

Derudover skulle dronningen have deltaget i Skuespilhusets tiårsjubilæum i København fredag 16. februar, men det er også blevet fjernet fra kalenderen.

I september meddelte kongehuset, at prins Henrik lider af demens.

Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.

En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meddelte, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.

Prins Henrik er kommet hjem til Fredensborg Slot

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet 28. januar. Indlæggelsen skete efter sygdom opstået i Egypten.
Prins Henrik er tirsdag kommer hjem til Fredensborg Slot, hvor han ønsker at opholde sig sin sidste tid. Hans tilstand forbliver alvorlig, oplyser kongehuset.
Læs her om prins Henriks sygdomsforløb:

* Juli 2017:

Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.

* August 2017:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.

Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.

Han er indlagt i lidt mere end en uge.

* September 2017

Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.

En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.

* Januar 2018:

Den 28. januar bliver prins Henrik indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.

* Februar 2018:

Prins Henrik bliver undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viser sig at være godartet, oplyser kongehuset 2. februar.

* En uge senere, 9. februar, lyder meldingen fra kongehuset, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.

Han overføres til Infektionsmedicinsk Klinik med en lungeinfektion.

Den 13. februar bliver prins Henrik overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor prinsen ønsker at opholde sig i sin sidste tid.
Der oplyses ikke yderligere fra kongehuset.

Kilder: Ritzau, kongehuset.

kommentar
deling del

Skriv et svar