Single Daily
af

Nanna Sarauw

Lars Salomonsen

Porsche på Sild præsenterer den nye E-performance

Alle venter på the ­tipping point - når alle pludselig vil have el-biler. Porsche på Sild arbejder intenst på at være parat, når det indtræder.
Alle venter på the ­tipping point - når alle pludselig vil have el-biler. Porsche på Sild arbejder intenst på at være parat, når det indtræder.

E-mobilitet

Vesterland. Porsche vil være der, hvor deres kunder er – kunderne skal ikke komme til Porsche. Og her er Sild det perfekte sted. Her kører nemlig forholdsvis mange Porscher rundt på de små veje, i hvert fald om sommeren. »Porsche auf Sylt« åbnede i marts i år, og de har indledt en charmeoffensiv, der medfører, at man indtil nytår gratis kan prøve deres E-performance modeller. Ifølge Porsches marketingschef Bastian Schramm er hybridbiler, Porsche og Sild knyttet tæt sammen. Det er på Sild, man lader sine batterier op, i mere end en forstand.

Indenfor i den sandfarvede bygning, der skal lede tankerne hen på klitter, måger og skøn natur, åbner Porsches marketingschef ballet. Han holder en lille diskret sort boks i hånden, og ved et tryk på en knap får han Porsches nye promotionfilm til at tone frem på det store lærred bag ham og præsenterer hermed dagens hovedperson – Porsches Panamera turbo hybrid.
Lyden af blød musik og en kendt stemme rammer øret. Man ser den amerikanske skuespiller Patrick Dempsey køre rundt i klitterne i en Porsche 911, mens han fortæller om, hvordan han lader op, får roen tilbage, for når man er på Sild, skal man ikke nå noget.
Spørgsmålet er, hvordan slow living, opladning af batterier og e-biler hører sammen med Porsche. Det finder man ud af, når man ser Porsches nye slogan: Det bedste sted at lade batterierne op er på Sild. Videoen bag Bastian Schramm skifter til billedet af en Porsche, mens marketingschefen siger:
– På Sild lever man i harmoni med naturen. Det er her, man kan oplade sine batterier. Det er her, vores kunder er. Derfor hænger Sild og Porsche sammen. Vi har åbnet en forretning på Sild, og vi vil gerne teste nye teknologier i samarbejde med vores partnere på øen.

Dagens hovedperson

Marketingschefen slår ud med hånden og peger på bilen, der står badet i lys ved hans højre side:

– Den her bil er perfekt til Sild. Den kan køre helt lydløst og energirigtigt på indkøb rundt om hjørnet, og den kan give den gas på motorvejen, når man skal videre på skiferie i Alperne.
Panamera turbo hybrid-modellen ligner forfra en Porsche og en stationcar, hvis man går en lille runde om bilen og beundrer den bagfra. Det passer godt til marketingchefens beskrivelse. Den kan køre mellem 25 og 50 km på ren elektricitet – uden den klassiske porschelyd. Men når forbrændingsmotoren overtager fremdriften, svinger den sig lynhurtigt op på 310 km i timen.
Det vil sige, at når man skal på indkøb i Vesterland, kan man med god ren samvittighed sætte sine varer ind i det rummelige stationcar-agtige bagagerum og uden at forstyrre nogen køre tilbage til sommerresidensen. Når man skal hjem efter at have opladet batterierne på Sild, stiger man ind i sin Porsche og kører mod syd. Hybridbilen kombinerer det gode fra begge verdner, mener Bastian Schramm.

Pilotprojekter på øen

Ifølge marketingchefen har Porsche været med på el-bølgen længe, men står nu på vippen til at træde ind i fremtiden. Porsche regner med, at der inden udgangen af 2020 ruller en rent eldrevet bil af fabriksbåndet.

Men der er nogle forudsætninger, der skal være på plads, for at en e-drevet Porsche vil få succes hos forbrugerne. En af de største udfordringer, også for Porsche, er, hvordan man gemmer strøm nok, så forbrugerne har samme bevægelsesfrihed som ved benzin/diesel-drevne biler. En anden udfordring er, hvordan man kan få sin bil ladet op.
Porsche på Sild vil gerne være et testcenter for nye teknologier. Et af de nyeste projekter står da også lige uden for døren i den arkitekttegnede og sandfarvede bygning. En solcelle-carport, som genererer så meget strøm, at man kan tanke hele flåden af de hybrid-porscher, som Porsche på Sild har i stalden.
Under carportens tag står en rigtig lækkerbisken til opladning. En Porsche 918 Spyder – hybridernes konge. En sportsvogn med 875 hk. Alle de inviterede journalister sender da også lange blikke efter den, da de stiger ind i Panamera turbo hybrid-bilen for at føle bilen køre på Silds veje og få en forsmag på eventet, hvor man får lov til at prøvekøre en Porsche Panamera sammen med en instruktør.

Panamera turbo hybrid 680 hk på Silds asfalt

Efter velkomsten står 5-6 instruktører, klædt i Porsches klassiske farver sort, rødt og hvidt, klar til at indvie journalisterne i bilens hemmeligheder. Undertegnede stiger ind i bilen sammen med Andreas Fischer, og aldrig har jeg haft en mere behagelig instruktør, som forklarer mig en masse om bilen. Både noget, som jeg kan forholde mig til, og en masse, som jeg overhovedet hverken forstår eller kan bruge til noget på min korte tur rundt på øen. Bilen byder blandt andet på massage, og jeg bliver introduceret til, hvordan jeg kan bestille en flybillet via bilens internet udelukkende ved hjælp af min stemme. Det sjoveste er dog at køre bilen. Jeg stiger klogere ud af bilen, end da jeg steg ind, og har haft en oplevelse af at være indhyllet i total luksus. Bilen kører godt og ligger stabilt på vejen. Men konceptet – en lydløs Porsche – passer ikke rigtigt sammen med billedet af en Porsche.

Hvornår kører alle i e-biler?

Egentlig er det også et problem for Porsche, at deres image som et bilmærke for de rige og fartglade spænder ben for deres ambitioner om at være mere miljørigtige. Men ifølge Bastian Schramm har Porsche arbejdet med hybridvarianter igennem lang tid, og firmaets image er ved at ændre sig, så også kunderne begynder at få øjnene op for hybrid-modellerne. Det er nødvendigt for at kunne være førende på markedet, dels fordi politikerne kræver, at CO2-udledningerne skal ned, men også fordi forbrugerne gerne vil være grønne, uddyber han.

– Det gælder om at være på forkant med udviklingen.

Imens kigger han ud over forsamlingen af samarbejdspartnere og journalister, der er kommet tilbage efter prøveturen. De står omkring ham i showroomet og lytter intenst til hvert ord, han siger. De fleste mænd er i moderigtige jakkesæt med en designerbrille på næsen. Marketingchefen forklarer, hvor vigtige eldrevne biler bliver for fremtiden. Hele bil-branchen venter på the tipping point, som marketingchefen siger.
– The tipping point er det tidspunkt, hvor alle vil have hybrid eller e-biler, og hvor de konventionelle biler ikke mere er interessante for kunden. For få år siden så vi det med fladskærme, pludselig kunne man ikke mere sælge et almindelig fjernsyn – forbrugerne ville kun have fladskærme.
Når det sker for bilbranchen – og det vil ske – vil Porsche gerne stå klar, forklarer Bastian Schramm. Vejen skal være banet for hybrid- og e-biler, før man når til the tipping point. Derfor arbejder Porsche på, at de rigtige betingelser vil være til stede, når markedet er klart.
Forsamlingen klapper energisk, mens marketingchefen overlader ordet til Frank Weberbauer, lederen af Porches mobilitetskoncept og infrastruktur (Leiter Mobilitätskonzept und infrastruktur bei Porsche). De fleste gæster klarer at tilkendegive deres begejstring uden at spilde vin fra det glas, de har fået stukket i hånden af betjeningen, som diskret sørger for, at gæsterne ikke mangler noget, mens de lytter til eksperterne.

Øen og ladestandere

Frank Weberbauer lægger ud med at forklare om en af de store udfordringer, der ud over rækkevidden af kilometer på e-biler gør, at forbrugeren endnu ikke er klar til at investere i hybrid og e-bilerne. Det er udfordringerne med at få ladet bilerne op, der gør det svært at få forbrugerne til at hoppe med på vognen.

På Sild afprøver Porsche, udover solcelle-carporten, også et andet koncept. De vil i samarbejde med energiforsyningen på øen sætte ladestandere op forskellige steder, så man ikke risikerer at løbe tør.
Udfordringen er, siger Frank Weberbauer, at lige nu står der mange forskellige slags ladestandere rundt omkring, og der er ikke et ensartet betalingssystem.
Porsche har indgået et samarbejde med andre bilproducenter i Ionity, hvor de arbejder på at opbygge et ensartet system, der gør det nemt for forbrugeren at betale for opladningen.
Frank er dagens sidste fordragsholder. Forsamlingen står badet i det bløde lys ved Panameraen og kigger efterhånden mere på den end på taleren. Bilen skinner om kap med smartboardet, hvor de søjler, der illustrerer Frank Weberbauers afsluttende pointer om, at 90 procent af opladningerne foregår hjemme, langsomt fader ud. Selskabet bliver af Bastian Schramm guidet over til den mere uforpligtende del af arrangementet, hvor der serveres forskellige små kanapeer med et glas til. Snakken går lystigt, mens folk sætter sig ind i bilen og bliver indhyllet i luksus.

kommentar
deling del

Skriv et svar