Single Daily
af

Lars Geerdes

Populære melodier på stribe

To år efter, at Ulrich Tukur ved Schleswig-Holstein Musik Festival leverede en fremragende swing-koncert i værfthallen hos Robbe & Berking i industrihavnen i Flensborg, kom der tirsdag aften endnu en skuespiller, som blandt andet er kendt fra tv-krimiserier, for at præsentere sin musikalske kunnen: Gustav Peter Wöhler. Sammen med Kai Fischer (klaver/hammondorgel), Olaf Casimir (kontrabas) og Mirko Michalzik (guitar) serverede Wöhler »en broget buket af populære melodier fra de seneste 40 eller endda 50 år«, som han sagde.

Programmet, som onsdag aften skulle gentages i Timmendorfer Strand, bærer titlen »Shake A Little« efter en Bonnie Raitt-sang, som også gav navn til kvartettens seneste cd, og tirsdagens setliste (se boksen) bestod da også af mange numre fra albummet.

Den 60-årige Gustav Peter Wöhler (han fylder 61 nu på mandag) er en habil sanger. Det viser han allerede i aftenens første nummer, Steve Millers »The Joker«. Titlen antyder samtidig, at man nok skal regne med et par muntre og sjove bemærkninger undervejs, hvor han heller ikke skåner sig selv, når han blandt andet gør grin med, at han – som den lettere korpulente herre, han er – ikke helt opfylder vor tids skønhedsidealer.

Gustav Peter Wöhler viste, at han ud over skuespiller også er en garvet sanger. Her ses han på scenen sammen med pianisten Kai Fischer.(Foto: Sven Geißler)

Gustav Peter Wöhler viste, at han ud over skuespiller også er en garvet sanger. Her ses han på scenen sammen med pianisten Kai Fischer.(Foto: Sven Geißler)

Med ganske få undtagelser leverer Gustav Peter Wöhler Band rigtig vellykkede arrangementer af de velkendte sange. I Nenas »Nur geträumt«, aftenens eneste tysksprogede nummer, prøver sangeren at udstille tekstens platheder, men det ender overdrevet pjattet. Gæsterne i den udsolgte hal kan dog lide det alligevel.

Bandet er bedst, når det sætter sit helt egen stempel på sangene, f.eks. i The Rolling Stones’»Mother’s Little Helper«. Den starter ganske vist lidt snublende, som om musikerne først skal finde hinanden. Men klaver, kontrabas og guitar forvandler sig pludselig til en jazztrio, og hele nummeret får dermed en helt ny og spændende dimension. I øvrigt er det ikke den eneste gang, at de tre musikere giver deres talenter frit løb, og det skal de ubetinget have ros for.

Sangeren er stærkest i balladerne, hvor han blotlægger hele sin sjæl. I andet set gør han det i tre numre, som spilles uden ophold, dog ikke som medley (»tre sange uden reklamer«): »Hang On To A Dream«, »A Salty Dog« og »Bridge Over ­Troubled Water«, hvor hammondorglet for første gang optræder, er for anmelderen koncertens højdepunkt, selv om det regulære programs slutpunkt, Annie Lennox’»Why«, kommer tæt på det samme niveau.

Fra de bageste rækker i værfthallen er der temmelig langt til scenen, så Gustav Peter Wöhler måtte undskylde, at »vi endnu ikke har råd til at sætte storskærme op«. (Foto: Sven Geißler)

Fra de bageste rækker i værfthallen er der temmelig langt til scenen, så Gustav Peter Wöhler måtte undskylde, at »vi endnu ikke har råd til at sætte storskærme op«. (Foto: Sven Geißler)

De mange populære numre på programmet gør koncerten til en ubetinget succes. Det irriterer dog, at der ikke findes en rød tråd. Der er mere tale om et »Best of …«-program, hvor det ene hit spilles efter det andet uden større sammenhæng. At de bliver serveret af en god sanger og et meget velspillende band udligner dog denne mangel.

Schleswig-Holstein Musik Festival: Gustav Peter Wöhler Band: Shake A Little. Koncert i værfthallen hos Robbe & Berking, Flensborg, tirsdag aften.

Gustav Peter Wöhler Bands setlist:

1. set

  • The Joker (Steve Miller Band)
  • Luka (Suzanne Vega)
  • Shake A Little (Bonnie Raitt)
  • Peace Of Mind (Mindy Smith)
  • Can’t Get It Out Of My Head (Electric Light Orchestra)
  • Changes (David Bowie)
  • Mother’s Little Helper (Rolling Stones)
  • Walk Like An Egyptian (Bangles)
  • Nur geträumt (Nena)

2. set

  • Running On Empty (Jackson Browne)
  • Hang On To A Dream (Tim Hardin)
  • A Salty Dog (Procol Harum)
  • Bridge Over Troubled Water (Simon & Garfunkel)
  • Pride (U2)
  • Message In A Bottle (Police)
  • Bitterblue (Cat Stevens)
  • Why (Annie Lennox)

Ekstranumre

  • Tom Traubert’s Blues (Tom Waits)
  • Mrs. Robinson (Simon & Garfunkel)
  • Wonderful Tonight (Eric Clapton)

kommentar
deling del

Skriv et svar