Single Daily
af

Tilla Rebsdorf

Politikerne vil have fat i tøjlerne til nyt sygehus

Politikerne vil have afklaret om Flensborgs nye sygehus skal drives af de to kirkeretninger alene, eller om kommunen skal blive et tredje ben i et såkaldt holdingselskab.
Politikerne vil have afklaret om Flensborgs nye sygehus skal drives af de to kirkeretninger alene, eller om kommunen skal blive et tredje ben i et såkaldt holdingselskab.

I flere måneder har Flensborgs politikere danset om den varme grød uden at komme et skridt videre. På tirsdagens møde trak politikerne i social- og sundhedsudvalget en streg i sandet og stemte for, at alle spørgsmål skal endevendes om ansvarsfordeling og økonomi, hvis Flensborg Kommune indgår som tredje part i et fælles sygehus.

– Som det er nu, mangler vi baggrundsviden om konsekvenserne af, hvad vi siger ja eller nej tak til, sagde udvalgsformand Edgar Möller, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) til det beslutningsforslag, som byrådets mindste parti, Flensburg Wählen, stillede på udvalgsmødet i tirsdags.

Her var partiformand Karsten Kuhls helt klar i mælet: Når kommunen stiller med en grund og infrastrukturen til det nye sygehusbyggeri på Peelwatt, skal kommunen også være repræsenteret ved bordet, hvor beslutningerne træffes. Desuden var Karsten Kuhls heller ikke helt tryg ved, at private organisationer alene skal drive et så stort hospitalsvæsen.

– Det er nu, vi skal gribe muligheden for at blande os i de opgaverne, der skal løses i de kommende år. Det gøres bedst gennem et holdingselskab, sagde Karsten Kuhls fra Flensburg Wählen.

Han var ikke bekymret for de økonomiske konsekvenser, der kan falde tilbage på kommunens slunkne pengekasse. Sundhedsministeriet i Kiel medfinansierer udgifterne til byggeriet, mens sygekasserne via patienternes bidrag, betaler den daglige drift, argumenterede han.

Men så enkelt mente hverken socialdemokraterne og de Grønne, at dette kunne udlægges. Flensborg forærer intet væk, de to sygehuse arbejder fortrinligt sammen, kommunen skal ikke blande sig i driften og til hvilken nytte? lød argumenterne.

Det lykkedes Edgar Möller at få alle parter med på et kompromis.

Forslaget fra Flensburg Wählen blev sendt til første behandling, og derefter blev forvaltningen bedt om at udarbejde et arbejdspapir til det kommende udvalgsmøde, der klart skitserer, hvad der skal kortlægges, hvis kommunen indgår i et sygehusfællesskab.

Både på Diako- og St. Franziskus er ledelsen afventende og ønsker på nuværende tidspunkt at tage stilling til den politiske debat.

– Så længe der ikke er nogen officiel henvendelse fra byen, ser vi ikke nogen grund til at tage stilling til det, lyder det i en fælles udtalelse.

kommentar
deling del

Skriv et svar