Single Daily
af

May-Britt Petersen

Politikere vil gøre Slesvig-Holsten til den førende delstat indenfor e-sport

Delstatsregeringen og SSW er gået sammen om et forslag, der skal gøre Slesvig-Holsten til den førende delstat inden for e-sport. Målet er, at e-sport bliver en del af foreningslivet i delstaten.
Delstatsregeringen og SSW er gået sammen om et forslag, der skal gøre Slesvig-Holsten til den førende delstat inden for e-sport. Målet er, at e-sport bliver en del af foreningslivet i delstaten.

E-sport er en niche i idrætsverdenen, der er i voldsom vækst. Det vil man ikke mindst kunne mærke i Husum i slutningen af ugen, når e-sport-turneringen og festivalen Nordic Gaming Convention (NGC) finder sted for femte gang. 1200 e-sport-begejstrede – herunder godt en tredjedel fra Skandinavien – vil i løbet af arrangementets fire dage være til stede i messehallerne for at konkurrere inden for forskellige computerspil.

Også Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) og den slesvig-holstenske delstatsregering har efterhånden fået øjnene op for de muligheder, der er inden for e-sporten. Mindretalspartiet er gået sammen med CDU, De Grønne og FDP om et forslag, der skal styrke e-sporten i delstaten og gøre Slesvig-Holsten til den førende delstat på området.

– Det er en ungdomskultur, der bør støttes som andre sportsgrene, siger SSWs gruppeformand i landdagen, Lars Harms.

Formålet med fremstødet er især at skabe nogle store events i regionen og integrere e-sporten i det slesvig-holstenske foreningsliv.

– Her kan man spille i fællesskab og lære, hvordan man kan blive bedre. Desuden kan vi på den måde få styr på de problemer, der opstår, når man udelukkende sidder derhjemme og spiller i timevis, lyder det fra Lars Harms.

Stor efterspørgsel

Martin Freese, som er arrangør af Nordic Gaming Convention og selv har dyrket e-sport, synes godt om politikernes tiltag.

– Der er stor efterspørgsel efter e-sport fra de konventionelle idrætsforeninger. De lægger nemlig i stigende grad mærke til, at de mangler medlemmer, fordi flere og flere dyrker e-sport, fortæller Martin Freese, der er overbevist om, at e-sport vil være godt placeret i foreningslivet.

– Det er her, man kan lære, hvordan man kan blive bedre, mener NGC-arrangøren, der understreger, at e-sport ligesom andre sportsgrene kræver klassiske færdigheder.

– Det er videnskabeligt bevist, at e-sportsfolk under en konkurrence har den samme hvertefrekvens som maratonløbere. For at have succes i e-sport skal man også være i fysisk god form, påpeger Martin Freese.

Et led i SSWs og delstatsregeringens forslag er endvidere at undersøge muligheden for etablering af et e-sports-akademi ved Fachhoch­schule Westküste i Heide. Det vil i givet fald blive det første i Tyskland.

– FH Westküste har i forvejen tekniske og økonomiske uddannelser. Her ville man kunne lære de økonomiske og tekniske færdigheder, man skal bruge inden for e-sport, og Slesvig-Holsten ville kunne profitere af, at man er den første delstat, der tilbyder hele pakken, fastslår Lars Harms.

kommentar
deling del

Skriv et svar