Single Daily
af

Peter Gram

Politiet slog til mod højreekstremister

I kampen mod højreekstremisme slog politiet tidligt tirsdag morgen til mod adskillige adresser i Slesvig-Holsten. Det skete på begæring af anklagemyndigheden i Flensborg.
I kampen mod højreekstremisme slog politiet tidligt tirsdag morgen til mod adskillige adresser i Slesvig-Holsten. Det skete på begæring af anklagemyndigheden i Flensborg.

Kiel. Tidligt tirsdag morgen omkring klokken seks slog politiet til mod adskillige adresser i Slesvig-Holsten.

Aktionen var rettet mod medlemmer af den højreekstreme gruppe Aryan Circle Germany. Politiet mistænker i alt 12 personer for at tilhøre gruppen. Myndighederne mener,  gruppen blev etableret i 2019 i Bad Segeberg.

De 12 mistænkte er mellem 19 og 57 år. Det skriver politi og anklagemyndighed i en fælles pressemeddelelse.

Selv om ransagningerne har fundet sted i Bad Segeberg og Sülfeld i den sydlige ende af Slesvig-Holsten, skete det på begæring af anklagemyndigheden i Flensborg, hvorefter det var retten i Flensborg, der udstedte kendelsen. Forklaringen er, at statsadvokaturen i Flensborg har ansvaret for at opklare trusler mod statens sikkerhed i Slesvig-Holsten i henhold til den tyske retsplejelovs paragraf 74.

Myndighederne mener, Aryan Circle Germany havde planer om vold ud fra racistiske motiver. Desuden er der mistanke om overtrædelser af våbenloven.

Alle er højreekstreme

Alle de mistænkte tilhører det højreekstreme miljø. Nogle af dem har allerede tidligere været i søgelyset for fremmedfjendsk vold samt ulovlig våbenbesiddelse.

Der har også været ransagninger i Niedersachsen og Hessen.

Anklagemyndigheden i Flensborg oplyser til nyhedsbureauet dpa, at der blev fundet store mængder digitale data. Desuden stødte politiet på narko og enkelte genstande, som falder ind under våbenloven.

Under ransagningen skulle der desuden være fundet beviser, der skal tjene til at afklare, hvilke roller de enkelte mistænkte har spillet og om, der har været tale om dannelsen af en kriminel forening, skriver dpa.

Politiets specialtropper fra SEK deltog i razziaen som her i Bad Segeberg. Foto: Markus Scholz.

kommentar
deling del

Skriv et svar