Single Daily
af

Holger Johannsen

Politi øger tilstedeværelsen efter masseslagsmål i Flensborg

Efter at have været i slagsmål og skærmydsler med nogle unge mænd mandag eftermiddag på gågaden vil politiet nu skærpe kontrollen og holde mere øje med voldelige ungdomsbander i Flensborg.
Efter at have været i slagsmål og skærmydsler med nogle unge mænd mandag eftermiddag på gågaden vil politiet nu skærpe kontrollen og holde mere øje med voldelige ungdomsbander i Flensborg.

Det lignede en optagelse til en actionfilm om voldsomme opgør blandt ungdomsbander.

Midt på Flensborgs gågade blev der mandag eftermiddag råbt og skreget, mens unge mænd jagtede hinanden gennem byen. Der opstod situationer, der mindede om en borgerkrig.

Politiet, der var mødt talstærkt op, havde svært ved at sørge for ro og orden blandt de unge. Først ved 18-tiden lykkedes det for politiet at få styr på tingene igen.

– Vi vil markant øge politiets tilstedeværelse i den indre by. Det drejer sig om at øge sikkerheden for borgerne og forebygge lignende optrin, siger talsmanden for Flensborg politi, Christian Kartheus.

I flere timer var politiet mandag eftermiddag og aften i færd med at forhindre et masseslagsmål mellem to grupper unge mænd, som åbenbart på forhånd havde aftalt at slås i byen.

– Omkring 30 unge havde aftalt et slagsmål, der blev råbt og skreget, og de involverede unge mænd virkede meget aggressive, også over for politiet, fortæller politiets talsmand, Christian Kartheus.

Politiet udstedte et »Platzverweis« til de unge, altså forbud imod at opholde sig på stedet. Men kort tid senere havde de unge fundet et nyt samlingssted i Nikolaigade. Og på den måde spillede de kispus med politiet i et stykke tid.

– Endnu mere dramatisk blev det, da vi fik en melding om en bevæbnet person, der skulle opholde sig ved rutebilstationen, fortæller politiets talsmand.

Det viste sig dog heldigvis, at der kun var tale om en legetøjspistol.

– Vi tog alligevel manden med til politistationen, da han opførte sig yderst aggressivt over for betjentene, siger Christian Kartheus.

I alt blev fem personer mellem 14 og 21 år foreløbig anholdt, da politiet anser dem for at være ophavsmændene til det tilsyneladende planlagte masseslagsmål.

– Ingen af de anholdte har ønsket at afgive forklaring, lød det fra politiet.

Det er ikke første gang, at unge ryger i totterne på hinanden i den indre by i Flensborg. Sidste år var der et større slagsmål i og omkring Toosbygade.

– Dengang var det to personer, der var blevet uvenner, og det varede ikke længe, så var der samlet en hel del unge fra begge sider, der gik løs på hinanden, siger Christian Kartheus.

Politiet kan ikke bekræfte rygter om, at det først og fremmest skulle dreje sig om flygtninge eller andre udlændinge, der står bag slagsmålene.

– Det er er blanding af mange nationaliteter, deriblandt også en del tys-ke, siger politiets talsmand.

kommentar
deling del

Skriv et svar