Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Lars Salomonsen

Perverteret pligtfølelse

Filmatiseringen af Siegfried Lenz’ »Deutschstunde« er dyster, dunkel og skarpt vinklet.
Filmatiseringen af Siegfried Lenz’ »Deutschstunde« er dyster, dunkel og skarpt vinklet.
For den lokale politibetjent Jens Ole Jepsen (Ulrich Noethen) går pligten over alt andet. Det spiller ingen rolle, at han og maleren Max Ludwig Nansen (Tobias Moretti) har været private venner længe, inden nazisterne kom til magten.

For den lokale politibetjent Jens Ole Jepsen (Ulrich Noethen) går pligten over alt andet. Det spiller ingen rolle, at han og maleren Max Ludwig Nansen (Tobias Moretti) har været private venner længe, inden nazisterne kom til magten.

I år kom det frem, at maleren Emil Nolde aldrig fik maleforbud – sådan som Nolde og de fleste af dem, der har forvaltet hans arv, ellers hævdede.

I selvsamme år, 2019, har filmatiseringen af Siegfried Lenz’ »Deutsch­stunde« haft premiere i de tyske biografer. Og netop i Lenz’ roman møder vi en kunstmaler i Nordfrisland, Max Ludwig Nansen, der af naziregimet i Berlin får forbud mod at male – et forbud, som den nidkære landbetjent Jens Ole Jepsen sørger for bliver overholdt.

Mig bekendt har Siegfried Lenz aldrig udtalt, at det skulle være Emil Nolde, han tegnede et billede af eller lavede en parallel til. I Christian ­Schwochows nye film minder malerens billeder da heller ikke det fjerneste om Emil Noldes værker. Og det har egentlig heller ingen betydning, at vi i Lenz’ fiktion møder en kunstner, der fik maleforbud – en kunstner som vi årevis har troet var et billede på Nolde. For der var en lang, lang række kunstnere, der under nazismen fik maleforbud – især ekspressionisterne, og på dette punkt har handlingen ikke mistet sin historiske relevans.

Siegfried Lenz’ roman fortæller historien om den rigoristisk pligttro tysker, der satte den pligt, som en lov eller myndighed havde givet ham, over alt. Det var en pligtfølelse, der til dels var nedarvet fra den preussiske militarisme og underdanigheden over for den tyske kejser, og som blev fuldstændig perverteret under nazisterne. Hitler udnyttede edsaflæggelsen ganske bevidst. Det var føreren og ikke Tyskland, som alle i Værnemagten og regimets myndigheder skulle aflægge ed til. Det var fatalt. Nogle af de mest grumme resultater kender vi. Desertører blev likvideret på stedet til skræk og advarsel, selv på et tidspunkt hvor det blev ekstremt destruktivt og alt håb for Nazi-Tyskland alligevel var ude.

Mellemtonerne er væk

Mens maleren Nansen er fortællingens symbol på liv, frihed og kreativitet, er landbetjenten symbolet på den grænseløse og golde lydighed.

Lenz mestrer at bruge varme og ironi. Han leverer flotte og intense beskrivelser af vadehavsegnen syd for den dansk-tyske grænse, og han er ikke den, der afleverer sine budskaber i overskriftsform.

Mellemtonerne og det ambivalente skrælles dog ofte bort i filmatiseringer – også i Christian Schwochows film, hvor Ulrich Noethen spiller en stærk hovedrolle som landbetjenten. Filmens æstetik er skarp ligesom vinklingen, og det er ikke ligefrem lys, som Schwochow rutter med. Atmosfæren er dyster og dunkel og lidt mere lærebogsagtig end selve romanen.

Tobias Moretti har rollen som maleren Max Ludwig Nansen, der får maleforbud af nazisterne. Siggi Jepsen - spillet af Levi Eisenblätter - kommer i en samvittigheds- og loyalitetskonflikt mellem sin far, landbetjenten, og maleren Nansen. Miljøet er den fiktive by Rugbüll i Nordfrisland. Fotos fra filmen

Tobias Moretti har rollen som maleren Max Ludwig Nansen, der får maleforbud af nazisterne. Siggi Jepsen – spillet af Levi Eisenblätter – kommer i en samvittigheds- og loyalitetskonflikt mellem sin far, landbetjenten, og maleren Nansen. Miljøet er den fiktive by Rugbüll i Nordfrisland. Fotos fra filmen

En rørende Siggi

Levi Eisenblätter er rørende og overbevisende som landbetjentens søn, Siggi, og han formidler billedet af den samvittigheds- og loyalitetskonflikt, som han fanges i, fremragende. På den ene side er han maleren Max Uwe Nansens fortrolige fra barnsben, da Hansen var en ven af landbetjent-familien. På den anden side sendes han i byen som spion af faren, den pedantiske og pligttro landbetjent, og straffen er nådesløs, hvis ikke Siggi udfører sin gerning.

Der er gennemgående i filmen lagt skygger ind over aktørernes ansigter. Max Uwe Nansen er godt besat med Tobias Moretti, og visuelt er filmen virkelig flot. Der skabes en virkningsfuld kontrast mellem de idylliske landskaber omkring den fiktive landsby Rugbüll i Nordfrisland – med strand, marsk, vadehav og traditionelle friserhuse – og den barske handling, hvor rigtig meget siges uden ord. Ja, der tales sjældent i landbetjentens hjem. Kun når det et ganske nødvendigt, og det er som regel kun nødvendigt, når det mørke og onde kommer op til overfladen. Danske Sonja Richter spiller landbetjentens ægtefælle og har kun ganske få replikker.

Efter en meget dvælende og rolig start kommer filmen op i omdrejninger, så det virker som om, den har travlt med at få afsluttet historien til sidst. Det er smag og behag, om man kan lide dette. I hvert fald er kontrasten mellem  start og slut slående.

Deutschstunde har i øvrigt ikke været filmatiseret siden 1971, hvor den blev vist som tv-serie. Romanen blev udgivet i det herrens år 1968.

FAKTA

Deutschstunde

Titel: Deutschstunde.

Manuskript:  Christian Schwochow efter roman af Siegfried Lenz.

Længde: To timer og fem minutter.

Medvirkende: Tobias Moretti, Ulrich Noethen, Levi Eisenblätter, Tom Gronau, Sonja Richter,Johanna Wokalek, Maria Dragus, Louis Hofmann, Artus Maria Matthiessen, Marek Harloff, Tom Zahner, Peter Badstübner, Michael Wittenborn, Klaus Peeck og Joachim Regelien.

Nærmeste biografer: 51 Stufen i Flensborg, Schauburg i Rendsborg og Metro-Kino im Schlosshof i Kiel.

Tilladt: Fra 12 år.

kommentar
deling del

Skriv et svar