Single Daily
af

Marc Reese

Par fra Oldenburg camperer i Flensborg: – En smuk lille by

Forældrene Natalie og Igor fra Oldenburg opdager fjordbyen for første gang. Ægteparret Graf fra Leverkusen har havudsigt under deres korte ophold i Flensborg.
Forældrene Natalie og Igor fra Oldenburg opdager fjordbyen for første gang. Ægteparret Graf fra Leverkusen har havudsigt under deres korte ophold i Flensborg.

– Det passer os rigtig fint med vejret. Vi har virkelig været heldige.

Det siger parrret Natalie og Igor fra Oldenburg ved Bremen. De to nyder for tiden deres ferieophold i Flensborg, hvor de vil være frem til den 21. oktober. Med søn og datter sejlede de tirsdag med udflugtsskibet Viking en tur til Lyksborg.

– For os begge er det første gang her i Flensborg. Min mor har været her nogle gange og fortalt lidt. Vi har valgt det spontant, det passede fint med ferieboligen. For os var det vigtigt, at vi ikke skulle køre så langt, fortæller Natalie.

Parret er meget nysgerrigt på, hvad der venter dem. De spørger til snorene med de mange sko, som de har set spændt ud mellem husenes facader i »multi-kulti-gaden« Nørregade. Og de vil i hvert fald hen og smage en Fischbrötchen i løbet af deres ferie.

Foto: Lennart Adam.

Parret spurgte blandt andet til snorene med de mange sko, som de har set spændt ud mellem husenes facader i Nørregade. Foto: Lennart Adam.

Ferie med havudsigt

På den anden side af havnen, på standpladserne for autocampere i industrihavnen, var ni af pladserne optaget, da Flensborg Avis kiggede forbi tidligt på eftermiddagen i tirsdags. To campere fra Sverige, to fra Danmark, derudover gæster fra Slesvig, Gifhorn (Niedersachsen), Bad Kreuznach (Rheinland-Pfalz), Bremen og Leverkusen. I camperen med den nok flotteste udsigt til vandet sad ægteparret Graf fra Leverkusen.

– Vi er kørt turen op langs Østersøen. Vi er ankommet i dag og bliver i to dage. I morgen får vi besøg af en bekendt. Så tager vi over til den anden side og kører ned langs Vesterhavet. Hele turen tager omkring fem, seks uger, sagde pensionisten.

Parret kan lide at se på borge og slotte undervejs, deres mad laver de for det meste selv. Begge er de nogenlunde tilfreds med autocamperpladsen ved vandet i Flensborg.

– Den har en fantastisk udsigt, og vi vidste i forvejen, at den vil være godt besøgt. Rent optisk findes der mange, som er mere velplejet. Jeg synes, den er lidt snusket. Til gengæld er den gratis, så der er ingen grund til at være utilfreds. Vi er gerne parate til at betale op til 10 euro for en plads. Forleden var der en i Egernførde, som skulle koste 21 euro. 15 i leje, og så to gange tre euro i lokal turistskat (Kurtaxe). Det, synes vi, er for meget. Men har man højere forventninger for eksempel til faciliteter, bør man finde sig en campingplads, sagde manden, som synes rigtig godt om Flensborg. »En smuk lille by«, synes han.

Parret nyder pensionisttilværelsen i fulde drag. Når den kolde vinter kommer, regner ægteparret Graf fra Leverkusen med at sidde lunt og behageligt i Spanien.

Ud over standpladserne på campingpladserne er der flere standpladser for autocampere i industrihavnen i Flensborg.

Familie Graf fra Leverkusen rejser langs kysten i deres autocamper. Lige nu er de i Flensborg, hvor de har fundet sig en plads med udsigt til vandet.

Familie Graf fra Leverkusen rejser langs kysten i deres autocamper. Lige nu er de i Flensborg, hvor de har fundet sig en plads med udsigt til vandet.

kommentar
deling del

Skriv et svar