Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Overborgmester: 
Flensborg er en sikker by

Flensborg Kommune vil holde flere møder i det kriminalpræventive råd. Herudover ser politiet og kommunen ikke grund til flere initiativer på baggrund af aktuelle overfald.
Flensborg Kommune vil holde flere møder i det kriminalpræventive råd. Herudover ser politiet og kommunen ikke grund til flere initiativer på baggrund af aktuelle overfald.

Flensborg er en sikker by. Det var hovedbudskabet fra politiet og kommunen, da overborgmester Simone Lange (SPD) torsdag over for pressen redegjorde for, hvad de seneste 14 dages overfald har af konsekvenser for byens myndigheder. Hertil tæller en hjemløs alkoholiseret mands overfald på overborgmesteren og søndagens knivstikkeri i Flensburg Galerie i lørdags. Her blev en egypter livsfarligt såret, mens en landsmand fik alvorlige kvæstelser.

– Jeg er ny formand for Det Kriminalpræventive Råd og vil sørge for, at vi kommer til at holde flere møder for at kigge på sikkerhed og forebyggelse oftere end hidtil, lød overborgmestrens mest konkrete bud på et nyt initiativ.

Politiet og forvaltningen har noteret sig, at mange føler sig utrygge efter de seneste begivenheder.

– Det er forståeligt, for i modsætning til sammenlignelige byer foregår det meste af kriminaliteten i centrum. Det skyldes, at vi har en attraktiv bymidte, sagde overborgmesteren, der pegede på, at politiet allerede har forstærket patruljeringen i centrum i juletiden.

Kommunens ledelse vil afvente en række rapporter, der kommer i de kommende måneder. De afdækker kriminaliteten i byen og årsagerne til den.

– Jeg vil også undersøge, om det er muligt at få politiets kriminalstatistik mere end en gang om året, sagde overborgmesteren med henvisning til, at myndighederne så hurtigere kan gribe ind.

Bundplacering

Kommunen vil også studere en undersøgelse gennemført af magasinet Focus nøje. Af den fremgår det, at Flensborg indtager en bundplacering som nummer 396 af Tysklands 401 amter og amtsfrie byer. Undersøgelsen udpeger de mest og mindst sikre byer, men inddrager ud over hård kriminalitet også mindre forseelser som at køre i busser uden billet og spraye vægge til med graffiti.

– Alle kan færdes sikkert i Flensborg, sagde Simone Lange og tilføjede, at budskabet også er til de mange danskere, der julehandler i byen.

Danske medier har i de seneste dage berettet massivt om overfaldene og sikkerheden i fjordbyen.

Simone Lange nævnte, at der for tiden ikke er ungdomsbander i byen. I slutningen af marts var der dog slagsmål mellem grupper af unge mænd på gågaden. Dengang udtalte politiet, at det ville øge patruljeringen.

Simone Lange afviste, at det er en god ide at ansætte private sikkerhedsfolk til at patruljere i byen, sådan som handelsstandsforeningen Flensburger Gilde agter at gøre.

– Det bør i hvert fald afstemmes med politiet. Det har magtbeføjelserne, og sikkerhedsfolk uden kompetencer kan med deres uniformer formidle en falsk tryghed, sagde Simone Lange, der selv har en fortid inden for ordensmagten.

kommentar
deling del

Skriv et svar