Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Ølglad politiker kunne tale med alle

Han blev kaldt »Flensborgs ukronede konge«.

Gustav Johannsen havde en enorm popularitet ikke bare i Flensborg, men i resten af Sønderjylland.

Hvor afholdt en mand, Gustav Johannsen var, det ser man på et foto fra 1901. Billedet viser ligtoget ved Gustav Johannsens begravelse, og der er sort af mennesker på Storegade i Flensborg.

– Gustav Johannsen var folkelig. Han kunne godt lide at få sig et krus øl og kunne snakke med mennesker fra ethvert lag. Han var jovial og havde en stor personlig udstråling, der kom ham til gode i hans politiske liv, siger Klaus Tolstrup Petersen.

Tolstrup Petersen udsender i dag sin biografi om en af frontfigurerne i den danske bevægelse i Sønderjylland i slutningen af 1800-tallet. Gustav Johannsen var sønderjydernes folkevalgte repræsentant i både rigsdagen og den preussiske landdag i Berlin, og det var han i en periode med en massiv preussisk undertrykkelse af danskheden i Sønderjylland, men også med store interne stridigheder i den danske bevægelse med nye politiske strømninger.

»Gustav Johannsen – og moderniseringen af danskheden i Sønderjylland« er titlen på bogen, og titlen refererer til den afgørende betydning, Gustav Johannsen fik for danskheden under tysk herredømme. Det er ingen fuldstændig biografi, som Klaus Tolstrup Petersen præsenterer. Historikeren, der er leder af Den Slesvigske Samling på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, fokuserer på Gustav Johannsens politiske karriere periode fra 1881 frem til hans død i 1901.

Klaus Tolstrup Petersen fremhæver Gustav Johannsens rolle i demokratiseringen af Sønderjylland – en rolle, som historikerne, deriblandt nestoren inden for den historiske forskning i grænselandet, Troels Fink, indtil nu primært har tillagt poltikeren H.P. Hanssen.

– Det mener jeg ikke er helt korrekt. Gustav Johannsen hjalp H.P. Hanssen på vej. H.P. Hanssen gik ind og overtog den rolle, som Gustav Johannsen havde. Flensborg Avis’ redaktør Jens Jessen karakteriserede på et tidspunkt H.P. Hanssen som Gustav Johannsens kronprins, og den bemærkning blev ikke modsagt af Gustav Johannsen, siger Klaus Tolstrup Petersen.

Trods hans store popularitet er der endnu ikke lavet et samlet værk om Gustav Johannsens politiske karriere. Det råder Klaus Tolstrup Petersen bod på. (Foto: Hans Christian Davidsen)

Danskhed i forandring

Mens Jens Jessen var hardlineren over for de tyske politikere og de preussiske myndigheder, slog Gustav Johannsen ind på den mere pragmatiske forhandlingslinje, og det var denne linje, som H.P. Hanssen videreførte, konkluderer Klaus Tolstrup Petersen. En forhandlingslinje, der på mange måder kan videreføres til den linje, som praktiseres i grænselandet i dag.

Hvem kunne for eksempel forestille sig, Sydslesvigsk Vælgerforening stå for den rendyrkede protestlinje, som Jens Jessen stod for i den tyske rigsdag?

Gustav Johannsen var tilmed en eksponent for en danskhed, der var i forandring, som danskheden har været det i grænselandet lige siden.

Efter 1864 lagde han ud med at være højremand i sin tilgang til grænsespørgsmålet.

– Det vil sige en konservativ og, kongetro linje, som i Danmark blev støttet af partiet Højre og det er som oftest denne linje, Gustav Johannsen forbindes med. Især denne del af det politiske spektrum brugte Prag-fredens artikel fem som en del af sin argumentation over for Berlin, siger Klaus Tolstrup Petersen.

Freden i Prag blev indgået i 1866, efter afslutningen af den preussisk-østrigske krig. I aftalen indgik også et afsnit, artikel 5, som sagde, at de nordlige distrikter af Slesvig skulle afstås til Danmark, når befolkningen ved en fri afstemning ønskede det. Selv om paragraffen blev ophævet i 1878 ved en tysk-østrigsk aftale, havde de dansksindede sønderjyder stadig deres håb om, at paragraffen ikke blev glemt.

Ændrer billedet

Men Klaus Tolstrup Petersen ændrer det billede, der indtil nu er blevet tegnet af Gustav Johannsen. Han var ikke så reaktionær, som andre historikere mener. Han lader sig gradvist overbevise af de tanker, der trivedes inden for partiet Venstre i Danmark om at oplyse sønderjyderne om nye demokratiske og litterære strømninger. Sammen med svigersønnen, Johan Ottosen, udarbejdede Gustav Johannsen en plan for, hvordan man kunne øge partiets interesse for forholdene i Sønderjylland. Og han forlod den mere konfrontatoriske linje til fordel for den pragmatiske.

En af Gustav Johannsen store forcer var, at han ikke tog del i Jens Jessens kamp, men lagde vægt på sit politiske arbejde, hvor han var i stand til at skabe alliancer om grænselandsspørgsmålet på tværs af politiske skel. I Berlin samarbejdede han med såvel socialdemokrater som liberale, og i Danmark vovede Gustav Johannsen et samarbejde med den radikale Georg Brandes.

Gustav Johannsen fik via Brandes og dennes skrifter sine synspunkter om danskheden i Sønderjylland bragt ud til et publikum i hele Europa.

FAKTA

Gustav Henrik Jøns Johannsen blev født i Gundeby, hvor han var hjælpelærer hos sin far i Sølversted ved Treja. Han blev uddannet som lærer i København i 1861 (efter at have afbrudt uddannelse på Tønder Seminarium på grund af sygdom), ansat i Langballe Skole i 1862-1864, men blev afskediget af det preussiske skolevæsen på grund af sit danske sindelag.

  • Efter 1864 oprettede han en privatskole i Flensborg, men kunne ikke få de nødvendige tilladelser og måtte også forlade A.C.C. Holdts realskole i Flensborg på grund af sine politiske aktiviteter. Herefter han drev en boghandel i Flensborg frem til 1874. Han var politisk meget aktiv op til rigsdagsvalget i 1867
  • I 1869 grundlagde han Flensborg Avis, som han udgav til 1883, da avisen blev overtaget af Jens Jessen. I midten af 1870erne blev han flere gange idømt fængselsstraf på grund af sine kritiske artikler over for de preussiske myndigheder.
  • I en periode i 1876 sad han i fængsel i Glückstadt sammen med redaktør Moldt for Dybbøl-Posten i Sønderborg og advokat Bekker. De blev behandlet godt i fængslet, som det fremgår af deres fortælling.
  • I 1881 blev Gustav Johannsen med 60 procent af alle stemmer i Flensborg by valgt som rigsdagsmand i Berlin og i 1888 desuden valgt til den preussiske landdag. Gustav Johannsen var meget veltalende, slagfærdig og underholdende, og tillige en dygtig politiker, der forstod at opmuntre sine tilhængere.
  • Med sit vindende væsen og sin sans for politik knyttede han nære forbindelser til frisindede og socialdemokrater; med deres støtte kritiserede han i februar 1899 i en tre dage lang forespørgselsdebat i rigsdagen de preussiske myndigheders undertrykkelses- og udvisningspolitik i Nordslesvig.
  • En af de seks danske skoler i Flensborg er opkaldt efter Gustav Johannsen.

Kilde: Grænseforeningen

»Du kan være stolt far, du har altid holdt på Brandes. Du var vist en tid den eneste blandt de ældre, der har turdet tage ham til sig«, sagde Gustav Johannsens datter, Martha, til ham – på et tidspunkt, hvor mange andre sønderjyder undgik den danske kritiker og litterat, der stod for det moderne gennembrud.

– Gustav Johannsen bevægede sig også uden for de bonede gulve og var ikke så reaktionær, som andre historikere mener. Han var i stand til at bevæge sig. Og sideløbende med sit parlamentariske arbejde i Berlin lagde han vægt på det folkelige i arbejde ved blandt andet at engagere sig i sprogkampen gennem oprettelsen af Bogsamlingen Margrethes Minde (det der senere bliver til Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig) og udgivelsen af Sønderjyske Årbøger.

Årbøgerne var et forsøg på at holde fast i dansk sprog og kultur med vægt på artikler, der havde en lidt længere holdbarhed end avisartikler, siger Klaus Tolstrup Petersen.

Gustav Johannsens politiske karriere fik en kickstart, da han – meget overraskende – i 1881 blev valgt ind i Rigsdagen i Berlin i den ellers så sikre tyske Flensborg-Aabenraa valgkreds. I 1884 mistede han sit mandat, efter at tyskerne havde gjort fælles front mod ham i valgkredsen med det ene formål at få ham ud. Derefter stillede han op i den dansk-dominerende Haderslev-Sønderborg valgkreds, hvor han første gang blev valgt til rigsdagen i 1886. I 1888 blev han desuden valgt til den preussiske landdag og med et ben i begge parlamenter fremstod han herefter som den ubestridte leder at den danske bevægelse frem til sin død i 1901.

Gustav Johannsen drikker dus med svigersønnen Sigurd Trier. (Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Rivalisering

Allerede i midten af 1880’erne opstod der en skarp rivalisering mellem Gustav Johannsen og Jens Jessen. Op gennem 1890erne blev han en del af den interne rivalisering, der var inden for den danske bevægelse i Sønderjylland, i en trekant mellem ham selv, Jens Jessen og H.P. Hanssen. I biografien kan man blandt andet læse, hvordan Jens Jessen og hans støtter forsøgte at beklikke Gustav Johannsen ved at fremhæve Johannsens til tider lidt rigelige alkoholforbrug.

– Gustav Johannsen var glad for øl. Men det var netop en uadskillelig del af hans politiske virke, at han var en mand, der kunne begå sig i drikkelag med personer fra alle samfundslag, siger Klaus Tolstrup Petersen. Men dette forsøgte Gustav Johannsens modstandere i den danske bevægelse altså at udnytte til at så tvivl om hans evne til at være de dansksindedes rigsdagskandidat.

Jens Jessen brugte som redaktør Flensborg Avis som sit talerør og rettede med jævne mellemrum hårde angreb mod især H.P. Hanssen. Klaus Tolstrup Petersen tolker det sådan, at Jens Jessen godt turde lægge sig ud med H.P. Hanssen, men helst ikke med Gustav Johannsen, som var bevægelsens leder og – det vidste Jens Jessen ganske udmærket – særdeles populær. Man kan få det indtryk, at Gustav Johannsen var mægleren mellem de to andre, men den konklusion drager Klaus Tolstrup Petersen ingenlunde.

Jens Jessen utilfreds

På den ene side var Jens Jessen ikke tilfreds med Gustav Johannsens arbejde, som ifølge ham manglede alvor og energi. Jessen mente blandt andet, at Gustav Johannsen siden sin tilbagevenden til Rigsdagen i Berlin i 1886 havde holdt alt for få møder i og syd for Flensborg, og at dette var en væsentlig grund til, at danskheden tabte terræn i dette område.

På den anden side mente Gustav Johannsen, at Jens Jessen direkte modarbejdede den sønderjyske sag. Gustav Johannsen var skuffet og frustreret over Jens Jessens manglende vilje til at indordne sig under den forhandlingsorienterende og moderate politiske linje, som Johannsen selv stod for. Hvor den ofte iltre Jens Jessen ikke var en mand, der lagde fingrene imellem i sin retorik, så sagde Gustav Johannsen ikke altid offentligt, hvad han tænkte. Han gik derimod ind for en »forsigtighedens politik« over for den preussiske chikanepolitik i Slesvig-Holsten, som var særligt hård i slutningen af 1890’erne under provinsens overpræsident Ernst Matthias von Köller.

Den største sejr

Når Klaus Tolstrup Petersen skal fremhæve Gustav Johannsens største sejr i hans parlamentariske arbejde i Berlin, er det, at rigsdagen i 1889 udtalte en kritik af Köllers hårde fremfærd over for de dansksindede i Sønderjylland. Det skete ved Gustav Johannsens behændige alliancer med de liberale og socialdemokraterne, der gerne ville have nogle pluspoint hos de dansksindede socialdemokratiske arbejdere i Sønderjylland.

– Det var lidt af en bedrift, at han fik mønstret et flertal i et tysk parlament mod en ærkepreussisk embedsmand i Slesvig-Holsten – også set i lyset af, at det var med støtte fra socialdemokraterne, mens han i Danmark havde et tæt samarbejde med Venstre, som hidtil havde været modstandere af den danske bevægelse, siger Klaus Tolstrup Petersen.

Ligtoget ved Gustav Johannens begravelse i Flensborg den 29. oktober 1901. Billedet er taget på Storegade, og den store folkemængde giver et godt indtryk af Gustav Johannsens enorme popularitet i byen. (Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Spion for Danmark

Til gengæld lykkedes det ham i den såkaldte skolesag kun at få bevaret få timers religionsundervisning på dansk, selv om hans ambition var mange flere.

Til de mere kuriøse sider i Gustav Johannsens arbejde hører hans tid som en slags spion. Fra 1866 til 1893 leverede han fortrolig information fra Berlin til den danske efterretningstjeneste, der havde ham på sin lønningsliste. Hans involvering startede med den preussisk-østrigske krig i 1866. Efter preussernes sejr over Østrig ville danskerne for eksempel gerne ville vide, om preusserne nu også havde intentioner om at snuppe Jylland.

– Det er ganske utroligt, at Gustav Johannsen sad i Rigsdagen i Berlin og udnyttede sit sæde til at skaffe Danmark fortrolige oplysninger, siger Klaus Tolstrup Petersen.

På et tidspunkt arbejdede Gustav Johannsen også på den ide, at Danmark kunne tilbyde tyskerne De vestindiske Øer mod at få Sønderjylland tilbage. Han gik ikke offentligt ud med sin ide. Det ville have kunnet skabe problemer. Men han luftede den dog for den danske konseilpræsident J.B.S. Estrup, der ikke var afvisende over for forslaget.

Hvilken historie kan Gustav Johannsen fortælle grænselandet i moderne tid?

– Frem for alt at danskhed ikke er noget statisk, men noget foranderligt. Det ser vi jo også i dag.

kommentar
deling del

Skriv et svar