Single Daily
af

Bianca Kirkeby

Obama skal debattere med Merkel foran Brandenburger Tor

Hvis du drømmer om at se Barack Obama, så har du chancen i Berlin i maj.
Hvis du drømmer om at se Barack Obama, så har du chancen i Berlin i maj.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama kommer til Berlin. Her deltager han i en trosfestival, hvor han skal debattere med forbundskansler Angela Merkel (CDU) foran Brandenburger Tor. Det oplyser arrangørerne af festivalen Deutscher Evangelischer Kirchentag.

Festivallen finder sted fra den 24. til den 28. maj i både Berlin og Wittenberg. Det er på Kristi himmelfartsdag – den 25. maj – Obama snakker med Merkel foran porten i Berlin.

140.000 mennesker i alle aldre forventes at besøge trosfestivalen. Til en afsluttende gudstjeneste i Wittenberg forventes omkring 200.000 mennesker at møde op.  Den festlige begivenhed afholdes hvert andet år i fem dage. Workshops, udstillinger, koncerter og gudstjenester kan findes på festivalen, der hylder forskellige religioner.

Barack Obama vinker efter sin tale foran Brandenburger Tor den 19. juni i 2013. Foto: Michael Kappeler/dpa.

Hemmeligt om resten af familien også kommer

Selvom det ikke er første gang, 55-årige Obama besøger den tyske hovedstad, er det hans første deltagelse på trosfestivalen. Hans sidste besøg i Berlin var i november sidste år, hvor han var på en en såkaldt afskedsturne som USA’s præsident.

– Hvis jeg var tysker, ville jeg stemme på Merkel, sagde Obama under sit sidste besøg.

Sikkerhedskravene til besøget i maj er næsten ligeså strenge, som de ville være for en, der var præsident.

Det er stadig hemmeligt, om Obama kommer alene eller med sin kone, Michelle Obama, og deres døtre. Der er heller ikke blevet offentliggjort andre møder i forbindelse med hans besøg.

Obama modtager ikke noget honorar for sin optræden, oplyser rådsformanden for den evangeliske kirke i Tyskland, Heinrich Bedford-Strohm.

Obamas besøg om godt seks uger er hans tredje i Berlin og hans ottende gang i Tyskland. Seks af gangene har det været som præsident. Udover Berlin har han tidligere besøgt Baden-Baden, Kehl, Dresden, Buchenwald og Rheinland-Pfalz.

Det er endnu uvist, om Barack Obamas kone, Michelle Obama, også deltager under det kommende besøg i maj. Her ses de gå hånd i hånd i Honolulu på Hawaii. Foto: Carolyn Kaster/AP/dpa.

kommentar
deling del

Skriv et svar