Single Daily
af

Jens Nygaard

Nye vinger til Dybbøl Mølle

2,5 millioner kroner er afsat på finansloven næste år til vinger og måske en krans til den gamle mølle, der ellers ikke får statsligt tilskud. Vingerne skal være på plads til 2020-markeringen.
2,5 millioner kroner er afsat på finansloven næste år til vinger og måske en krans til den gamle mølle, der ellers ikke får statsligt tilskud. Vingerne skal være på plads til 2020-markeringen.

Dybbøl Mølle er et af Danmarks bedst kendte nationale symboler – men det står ikke for godt til med vedligeholdelsen. Forud for markeringen af 100-året for Genforeningen i 2020 har blandt andet møllens bestyrelse henvendt sig til fremtrædende politikere med et påtrængende ønske: Det drejer sig først og fremmest om møllens vinger, som alvorligt trænger til at blive skiftet ud, og måske også den krans, som drejer vingerne rundt alt efter vindretningen.

– Vi er super glade for, at der nu er bevilget 2,5 millioner til dette projekt, fortæller formanden for møllens bestyrelse, Jens Peter Rasmussen.

Han og bestyrelsen har mange andre projekter på ønskesedlen, men arbejdet med vingerne og kransen er meget påtrængende. Der skal nu indhentes tilbud, og man regner med, at arbejdet vil gå i gang, når det bliver varmere i vejret igen.

– Vi regner med at kunne være færdige med arbejdet op til markeringen af 100-året, fortæller Jens Peter Rasmussen. Han tilføjer, at der ikke er ret mange leverandører til en så speciel opgave, men man har allerede en mulighed i kikkerten.

Selvejende institution

Selv om den gamle mølle er et af de vigtigste nationale symboler i Danmark, er det ikke en institution, der får statslige penge. Møllen er en selvejende institution, og i et notat til politikerne blev der også udtrykt ønske om årligt 400.000 kroner til renovering. Men det er altså et møde, som ikke imødekommes.

– Der er omkring 15.000 gæster hvert år, som ser på møllen i sommerhalvåret, og dem tjener vi lidt på. Desuden er der en fond under Grænseforeningen, som giver lidt penge i afkast, ligesom vi får et mindre beløb fra Sønderborg Kommune, fortæller Jens Peter Rasmussen.

Pengene fra kommunen bruges også til diverse aktiviteter, og eftersom vedligeholdelsen er en ret stor post, er møllens bestyrelse jævnligt ude med ansøgninger til blandt andet fonde.

Meget udrettes i samarbejde med det lokale Historiecenter, og bestyrelserne i de to selvejende institutioner har også en del gengangere.

kommentar
deling del

Skriv et svar