Single Daily
af

Jan Christensen

Ny tysk miljøklage mod Femern-tunnelen

Den tyske miljøorganisation, NABU, skærper nu sin kritik af den kommende Femer-forbindelse forud for klage ved forvalgningsdomstolen.
Den tyske miljøorganisation, NABU, skærper nu sin kritik af den kommende Femer-forbindelse forud for klage ved forvalgningsdomstolen.

Den tyske miljøorganisation, NABU, der allerede for mere end et år siden klagede til den  tyske forbundsforvaltningsdomstol over den planlagte faste forbindelse over Femerbælt, skærper nu sin kritik.

NABU har gennem hele forløbet sat spørgsmålstegn ved, om Femer-projektet lever op til de gældende miljøkrav i forbindelse med det omfattende gravearbejde på havbunden. Men nu har miljøorganisationen udarbejdet en ny miljørapport, der fastslår, at store rev på havbunden vil blive ødelagt, og at en række fredede dyrearter vil blive berørt.

– I det omfattende ansøgningsmateriale har det danske konsortium bag Femer-forbindelsen fastholdt, at det meste af havbunden, hvor tunnelen skal graves ned, består af sand og mudder. Men vi har nu påvist, at der er flere kvadratkilometer med rev, der er fredet i henhold til både EUs og tyske miljøregler, siger Kim Detloff fra NABU til det tyske nyhedsbureau DPA.

De fredede rev er blandt andet yngleplads for ni ud af 17 fredede arter. NABU frygter derfor, at de mange millioner kubikmeter havbund, der skal flyttes i forbindelse med gravearbejdet i 60 meters bredde og 20 meters dybde, vil ødelægge det sårbare havmiljø. Nu har NABU kortlagt hele havbunden og kræver, at der skal laves helt nye, uafhængige miljøundersøgelser.

NABU har allerede på et tidligere tidspunkt gjort miljømyndighederne opmærksom på, at den 18 kilometer lange tunnel risikerer at berøre fredede områder, men det har Femern A/S hidtil afvist.

– NABUS indsigelser bringer intet nyt ind i forhold til den samlede ansøgning og ændrer efter vores mening ingenting i forbindelse med myndighedernes behandling, siger Femern A/S i en udtalelse til DPA.

kommentar
deling del

Skriv et svar