Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Ny Nolde-biografi lagt ud på nettet

Allan Jensen fra København har forgæves forsøgt at få en omfattende Emil Nolde-biografi udgivet på et par danske forlag. Nu lægger han den i stedet for ud på internettet, hvor den er frit tilgængelig.
Allan Jensen fra København har forgæves forsøgt at få en omfattende Emil Nolde-biografi udgivet på et par danske forlag. Nu lægger han den i stedet for ud på internettet, hvor den er frit tilgængelig.

København. En ny Emil Nolde-biografi ligger frit tilgængeligt på internettet. Den er skrevet af cand.mag. Allan Jensen, der gennem mange år har undervist på gymnasiet i sit hovedfag, tysk, og i bifaget dansk.

Allan Jensen, der bor i København, har forsøgt at få biografien udgivet på to velrenommerede danske forlag, men i sidste ende var der ingen af de to forlag, der turde binde an med udgivelsen, fortæller han.

– Derfor har jeg nu besluttet mig for at lægge manuskriptet på nettet frit tilgængeligt. Måske kan det være til glæde og gavn for nogen. Jeg har været engageret i Emil Nolde og hans liv i snart ti år, siger Allan Jensen.

Da Nolde-Stiftung i Seebüll i Nordfrisland har ophavsret på alle Emil Noldes kunstværker, har det for Allan Jensen ikke været muligt at illustrere biografien med et udvalg af ekspressionstens oliemalerier, akvareller eller tegninger. Mange af billederne ligger dog tilgængelig på andre platforme på nettet, og man kan uden problemer søge dem frem.

– Ved de vigtigste billeder har jeg i fodnoterne noteret billedernes tyske navn med rødt, så det skulle være muligt at google dem, siger Allan Jensen.

Har gravet i arkiverne

Grundlaget for Nolde-biografien er blandt andet breve på Det Kongelige Bibliotek i København og universitetsbiblioteket i Hamborg. Dertil kommer flere bind med Emil Noldes korrespondance med sin hustru, Ada, en lang række artikler fra aviser og tidsskrifter samt et hav af kataloger fra diverse særudstillinger med Emil Noldes kunst.

Forfatteren fremhæver på sin hjemmeside, at Emil Nolde gennem årtier har nydt respekt som både kunstner og person. Det har især været historien om, at han skulle have været forfulgt af nazisterne, der har næret sympatien. Godt nok fik Emil Nolde af nazi-regimet forbud mod at udstille sin kunst, og hans kunst blev i 1937 også erklæret »vanartet« og kom med på en stor spot-udstilling, der blev vist flere steder i det tyske rige.

Blev rehabiliteret

Senere lykkedes det dog Emil Nolde – især med hjælp fra hans aktive danske hustru, Ada – at blive rehabiliteret og trukket ud af kredsen som »vanartede kunstnere« – en nedværdigende betegnelse, som nazisterne især tildelte de tyske ekspressionister.

– I løbet af de seneste 15 år er det dog gradvist kommet frem, at Nolde selv var begejstret Hitler-fan og anså jøderne for at være roden til alle verdens dårligdomme. Det har været nødvendigt med ikke blot mindre justeringer, men fundamentale korrektioner af det billede, Nolde selv og forvalterne af hans eftermæle har konstrueret gennem mange år, siger Allan Jensen.

Det nye billede af Nolde som overbevist nazist og en maler med antisemitiske synspunkter hviler især på det materiale, der sidste år blev fremlagt i forbindelse med en stor særudstilling på Hamburger Bahnhof i Berlin.

Allan Jensens biografi er opbygget kronologisk fra kunstnerens fødsel og barndom i landsbyen Nolde ved Tønder til hans død i Seebüll i 1956. Den omfangsrige biografi består af 20 kapitler og derudover en prolog, et forord, et eftermæle og en litteraturliste.

Netadressen er nolde-biografi.dk

kommentar
deling del

Skriv et svar