Single Daily
af

Rasmus Meyer

Ny meningsmåling: SPD fortsat i modvind

Med kun få dage til forbundsdagsvalget den 24. september ser det fortsat sort ud for kanslerkandidat Martin Schulz. Hans parti SPD er i en ny meningsmåling faldet ned på 20 procent. Merkels CDU står fortsat til at få 37 procent, mens AfD står til blive tredjestørste parti med 12 procent af stemmerne.
Med kun få dage til forbundsdagsvalget den 24. september ser det fortsat sort ud for kanslerkandidat Martin Schulz. Hans parti SPD er i en ny meningsmåling faldet ned på 20 procent. Merkels CDU står fortsat til at få 37 procent, mens AfD står til blive tredjestørste parti med 12 procent af stemmerne.

Mange tyske eksperter i politik har meldt ud, at forbundsdagsvalget allerede er afgjort. Forbundskansler Angela Merkel står til at vinde stort, når stemmerne tælles op den 24. september. Meningsmålingerne op til valget støtter eksperternes forventning.

Ifølge den seneste meningsmåling, som instituttet Infratest Dimap har foretaget for ARD, står Angela Merkels CDU til at få 37 procent af stemmerne. Dermed er CDU fortsat det langt største parti, og det ser ikke ud til, at Martin Schulz, SPDs kanslerkandidat, kan rokke ved kansler Merkels popularitet.

SPD er nemlig igen gået tilbage i meningsmålingerne. Partiet har tabt et procentpoint, og er nu nede på 20 procent.

Samtidig fremgår det af meningsmålingen, at langt de fleste i Tyskland ville vælge Angela Merkel, hvis de kunne vælge en kandidat direkte. 51 procent ville vælge Merkel, 25 procent ville vælge Schulz.

Over for NDR sagde Martin Schulz forleden, at meningsmålinger kun er meningsmålinger. De er ikke valgresultater, og hans kampgejst holdes i live, fordi omkring 40 procent af vælgerne endnu ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds den 24. september.

AfD i fremgang

Ud over kansler-spørgsmålet, er de tyske medier og eksperter i politik meget optaget af, hvilket parti der kommer ind på tredjepladsen. Ifølge meningsmålingen fra Infratest bliver det partiet Alternative für Deutschland (AfD). Partiet står til at få 12 procent af stemmerne. Sammenlignet med andre meningsmålinger, svarer det til en fremgang på et procentpoint.

I meningsmålingen fra Infratest står FDP til at få 9,5 procent, Linke 9 procent og De Grønne er helt nede på 7,5 procent.

Hvis den meningsmåling holder stik, bliver det umuligt for kansler Merkel at danne regering med FDP. Til gengæld er der stor sandsynlighed for at den siddende regering, bestående af CDU og SPD, fortsætter efter valget.

FDP kunne satse på en trekløver-regering sammen med CDU og De Grønne. Den såkaldte Jamaica-regering.

Alle partier har på forhånd udelukket et samarbejde med AfD.

(Grafik: Eyla Boysen)

Andre målinger

Op til valget kommer der løbende meningsmålinger fra forskellige institutter. Deres resultater afviger på nogle punkter fra hinanden.

I en måling fra Forschungsgruppe Wahlen får CDU 36 procent, SPD 23 procent. AfD og FDP deler tredjepladsen. De får begge 10 procent. Linke får 9 procent og De Grønne 8 procent.

kommentar
deling del

Skriv et svar