Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Ny leder i Ladelund

Den ny leder af mindemuseet for koncentrationslejren i Ladelund i Nordfrisland præsenteres efter gudstjenesten den 1. september.

Dr. Katja Happe startede allerede i sin ny stilling i foråret. Hun er historiker og har forsket intensivt i Holland og det tysk-hollandske forhold i perioden fra 1918 til 1945 – herunder også den hollandske by Putten, som Ladelund har tætte forbindelser med.

I koncentrationslejren Ladelund sad i 1944 en stor gruppe hollandske fanger fra byen Putten. De blev deporteret til Nazityskland i en gengældelsesaktion efter et attentat mod højtstående nazister i Putten.

Katja Happe præsenteres for offentligheden ved en reception i dokumentationscentret ved Ladelund Kirke.

Gudstjenesten begynder klokken 10, og receptionen er klokken 11.30. Flensborg Avis lavede tidligere på sommeren et video-interview med Katja Happe, og det kan ses på avisens hjemmeside under rubrikken »Kultur på grænsen«.

Ved kirken i Ladelund er der rejst et kors til minde om de mindst 300 mennesker, der omkom i koncentrationslejren i landsbyen. Arkivfoto: Hans Christian Davidsen

 

kommentar
deling del

Skriv et svar