Single Daily
af

Thomas Schumann

Ny dom kan åbne stenkast-sag

Forbundsdomstolen tillader dashcam-video som bevismateriale i retssager. Flensborg politi efterlyser video-optagelser fra lastbilchauffører i forbindelse med opklaring af stenkast fra motorvejsbro.
Forbundsdomstolen tillader dashcam-video som bevismateriale i retssager. Flensborg politi efterlyser video-optagelser fra lastbilchauffører i forbindelse med opklaring af stenkast fra motorvejsbro.

Kameraet i forruden var tændt, da en bilist i Magdeburg stødte sammen med en bil i et kryds, imens hun svingede til venstre. Fra Berlin fik hun tirsdag Forbundsdomstolens ord på, at hun kan bruge optagelserne fra sammenstødet som bevis for, at hun ikke var årsag til trafikuheldet.

Domstolen sagde ja til, at det i retssager skal være tilladt at bruge video-optagelser fra såkaldte »dashcams« – et lille kamera i foruden som optager trafikken. Imidlertid forbliver det ulovligt for bilister at lave optagelserne, da det strider med lovgivningen om datasikkerhed.

Aktuelt efterlyser Flensborg politi video-materiale fra lastbilchauffører, som kom kørende ind i Tyskland fra Danmark natten til onsdag i sidste uge, da der ved to motorvejsbroer blev kastet sten ned på vejen. En dansk kvinde blev hårdt kvæstet, da hendes bil blev ramt af en 20 kilo tung granitsten.

Endnu er der ingen vidner i sagen, og der er heller ikke blevet indleveret video, oplyser Flensborg politis pressetalskvinde, Sandra Otte. Hun forklarer, at der er mange faktorer, som spiller ind, hvis politiet skal benytte filmoptagelser i opklaringen af forbrydelser.

– Man skal kunne se, hvilket køn den formodede gerningsmand har, og hvor mange af dem der er, samt hvilket tøj de har på. Kameraets opløsning skal være høj nok til at afsløre de detaljer. Belysningen er også meget vigtig, forklarer Sandra Otte.

Ved bankrøverier eller forbrydelser i det offentlige rum benytter Flensborg politi gerne video-optagelser til at hjælpe opklaringen.

Fagjurist i trafikjura i Hamborg, Daniela Mielchen, mener ikke, at dashcam-optagelser har nogen forebyggende effekt på stenkast fra motorvejsbroer.

– Man må sætte sig ind i hovedet på den, der kaster stenen. Det vil ikke have nogen effekt på dem. Hvis de er bange for at blive optaget, så tager de en maske på. Desuden er fotokvaliteten i almindelige dashcams ikke god nok til, at man kan genkende gerningsmænd, siger Daniela Mielchen.

kommentar
deling del

Skriv et svar