Single Daily
af

Tilla Rebsdorf

Nu er det slut med tysk tv på danske tv-skærme

Tyske tv-kanaler skifter signal, og det får betydning for alle i Danmark, der gerne zapper over for på tyske programmer.
Tyske tv-kanaler skifter signal, og det får betydning for alle i Danmark, der gerne zapper over for på tyske programmer.

Sort skærm. Det er, hvad der venter de syddanske tv-seere, når de efter den 29. marts zapper over for at se Tatort eller Schleswig-Holstein Magasin.

Fra den dato sender Tyskland sine tv-kanaler ud i et andet format – DVB-T2 HD – og med mindre man har et ret nyt tv stående i stuen med H265 HEVC Logo, kan det ikke fange signalet. Det er der ikke ret mange danske tv, der har – ganske enkelt fordi det er en ny standard at sende tv i. Undtagelsen kunne være, at dit nye tv er indkøbt syd for grænsen.

-Så vi har rigtig mange, der ringer og spørger, hvad det betyder for dem, ikke kun sønderjyder, men hele vejen over Sydfyn til Lolland og Falster, siger Jan Schmidt fra AV-Connection Sønderborg, der er specialist i signaler og antenner.

Gælder dem der selv henter tv-signal

Vigtigt er det dog at nævne her, at det kun er de husstande, der selv henter deres tv-signal ned via en antenne på loftet eller i vindueskarmen, som fra næste uge ikke længere kan se tysk tv.

Hvis man får sit tv-signal fra en antenneforening, Stofa, parabol eller YouSee sørger de for at klare signalomstillingen, og man behøver ikke at læse videre.

Men alle andre, og blandt dem er der også en del sommerhusejere, skal nu ud og anskaffe sig en lille boks, en DVB-T2 HD receiver med tilhørende fjernbetjening, hvis de holder af at se de tys-ke kanaler.

– Så der er en løsning og ingen grund til at fortvivle, siger Jan Schmidt, der regner med at få ret travlt efter omstillingen syd for grænsen, og som også har lagt en lille »sådan-gør-du-video« ud på forretningens hjemmeside.

Boxer-problemer

Mange danske tv-seere har et Boxer-abonnement og chipkort bag på apparatet, men andre har en Boxer-boks stående, som de henter film med.

Her i denne boks sidder også chipkortet, så den kan familien ikke undvære. Derfor skal der købes endnu en boks og stiller under tv-apparatet, og endnu en fjernbetjening på sofabordet.

– Sådan er det. Familier har forskellige behov, og hvis de skal dækkes, skal der bokse til, så de kan modtage det, de har brug for, siger Kaj Høi-vang fra Boxers pressetjeneste.

Han har dog ikke stort kendskab til omstillingen af det tyske system, men med det tyske HEVC-signal bliver der sort skærm på de tyske kanaler i Danmark.

Omstillingerne generer ofte mange, men det bliver jo gjort for at give kunden et bedre produkt.
Kaj Høi-vang, Boxers pressetjeneste

Og også med en Boxer-boks er der ingen grund til helt at droppe de tys-ke tv-kanaler.

– Sammenkoblingen af de to systemer kræver måske et par ekstra kabler mellem bokse og apparat, men det er da til at klare, siger Jan Schmidt fra AV-Connection i Sønderborg.

Syd for grænsen er der også forvirring

Det er da heller ikke kun nord for grænsen, at man er forvirret over omstillingen af tv-signalet, der i fremskridtets navn skal give os alle en bedre billedkvalitet helt ind i stuen.

– Det er de også her hos os, og vi sælger en del bokse, så de fortsat kan se tv, siger tv-ekspert i Saturn-koncernens afdeling i Flensborg, Mark Steen.

Han har også danske kunder, men lige nu er det de lokale, der kommer for at få råd og vejledning til at kunne se tv efter den 29. marts. Også her gælder det, at der kun bliver sort skærm i de familier, som selv henter signalet ned til deres apparater. Hvis man får sit tv gennem en af de store kabeludbydere af pakkeløsning på tv-området, klarer de paragrafferne.

– Ellers kontakter de os, siger Fernseh-Janott.

Endnu er telefonen ikke rødglødende, men det kommer garanteret, lød profetien fra værkstedet.

Hvad gør jeg selv?

Signalomstillingen er ikke lige alles kop te og skaber ofte en del udfordringer derhjemme i stuen, der skal løses.

Men inden læseren styrter ud og investerer i nyt udstyr, er der et tip til de familier, der har et ret nyt tv stående i stuen. For hvis det er et nyere tv, har producenterne allerede bygget den ny DVB-T2 eller H265 reciever ind i alle apparaterne, og er du i tvivl, er her et tip fra Mark Sten i Saturn.

– Vend dit tv om og skriv serienummeret ind på google. Her ligger alle mærkerne, og her kan du se hvilken tuner, der er i netop dit tv, siger han.

Hvis ikke, skal der investeres i en modtagerboks, og det er én til hvert apparat. Prisen er ens på begge sider af grænsen, ca. 65 euro eller 500 kroner.

Ønsker flensborgerne at se de private TV-kanaler under Freenet-abonnement, kommer de til at lede forgæves. Det er stadig ikke kommet hertil, fortæller Mark Steen.

Foto: Tilla Rebsdorf.

kommentar
deling del

Skriv et svar