Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Nordtysklands yngste våbenhandler åbner butik

Kunderne banker allerede nu på døren til den 23-årige Andreas Pauckerts våbenbutik. Det er på trods af, at butikken ikke har haft sin første åbningsdag.
Kunderne banker allerede nu på døren til den 23-årige Andreas Pauckerts våbenbutik. Det er på trods af, at butikken ikke har haft sin første åbningsdag.

Andreas Pauckert valgte at gå sin helt egen vej, da han under et praktikophold som bøssemager blev klar over, at han havde fundet sit kald. Efter skolen flyttede han til Suhl i Thüringen for at gå i lære som bøssemager, og derefter tog det ham kun tre år at etablere sin første butik.

– Utrolig mange mennesker nyder at gå på jagt og skyde, men der er for få i det nordlige Tyskland, som reparerer våben, siger Andreas Pauckert, der tydeligt kan mærke efterspørgslen i hverdagen.

Den nye butik i Valsbøl er ikke åbnet endnu, men fem til seks kunder banker alligevel på døren hver dag. Mange af de besøgende er danskere, som vil købe våben eller udstyr til jagt, og derfor blev danske Maja Rosendal Frederiksen ansat i butikken. Hun taler flydende dansk og skal tage sig af de mange danske henvendelser, som butikken får.

Den 23-årige bøssemager forklarer, at forskellen på momsen i Danmark og Tyskland gør hans produkter seks procent billigere, hvilket får mange danskere til at rejse over grænsen.

Andreas Pauckert er 23 år og nyder at pusle med reparationer af pistoler og geværløb. Foto: Sven Geißler

Andreas Pauckert er 23 år og nyder at pusle med reparationer af pistoler og geværløb. Foto: Sven Geißler

Gammel bunker

Andreas Pauckert købte en gamle bunker i Valsbøl af det tyske forbundsværn (Bundeswehr) og har bygget den om til en våbenbutik.

– Det fantastiske ved bunkeren er, at betonmurene er en halv meter brede. Det gør det næsten umuligt at begå indbrud, fordi butikken er en stor betonhvælving med bevægelsesdetektorer, forklarer han.

Selv om de fleste af varerne ikke er ankommet endnu, er sikkerheden i top. Ammunitionen skal placeres bagerst i lokalet sammen med våbnene, der kan afskærmes fra resten af butikken med den gamle skydedør fra militærtiden.

Våbenforhandleren er ikke sikker på, hvornår butikken åbner officielt, for der er stadigvæk en del at lave. Lokalerne er malet færdig, salgsdisken i mahognitræ står placeret ved indgangen, og det camouflagefarvede udstyr og tøj hænger på stativerne, selv om størstedelen af våbnene og opbevaringshylderne mangler at ankomme.

Det ti meter lange betonrør skal bruges til at indskyde patronerne i geværet. Det sker lige ved siden af den nye butik. Foto: Sven Geißler

Det ti meter lange betonrør skal bruges til at indskyde patronerne i geværet. Det sker lige ved siden af den nye butik. Foto: Sven Geißler

Masser af papirarbejde

Man kan blandt andet købe pistoler, jagtgeværer og haglgeværer i butikken ud over de mange forskellige slags patroner og hagl.

– Et våben bliver ikke bedre end kvaliteten af ammunitionen. Geværet og krudtet skal også passe ordentligt sammen, pointerer Andreas Pauckert.

Det unikke ved våbenbutikken er, at der bliver bygget en 100 meter lang indskydningsbane, hvor kunderne kan teste, om våbnet og ammunitionen passer sammen.

– Det er ikke alle og enhver, der kan gå ind i en butik og købe et våben. Det kræver to beviser og et specifikt behov, siger Andreas Pauckert.

Det kræver et jagttegn eller et medlemskab fra en skytteforening og et godkendt våbenbevis fra jagtmyndighederne (Untere Jagdbehörde) at købe et våben i Tyskland.

Andreas Pauckert bruger omkring en dag på at bearbejde de tilhørende dokumenter, som sendes direkte til jagtmyndighederne. Inden for 14 dage skal kunden have indsendt lignende informationer, så myndighederne har registreret, hvem der er i besiddelse af våben. Hvert våben har en unik kode, så det kan føres tilbage til den enkelte køber, hvilket kan være nødvendigt i problematiske tilfælde.

Uddanne andre

Lige nu føler Andreas Pauckert, at han har mere end nok at se til, men længere ude i fremtiden vil han gerne uddanne andre.

– Jeg tilbyder informationskurser på nuværende tidspunkt, så kunder kan undgå skader og blive bedre til at omgås våbnet. Det kan jeg godt lide, siger han.

kommentar
deling del

Skriv et svar