Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Netanyahu truer Iran og fremviser iransk vraggods i München

Israel er klar til at angribe Iran og ikke blot dets allierede, siger Benjamin Netanyahu på en konference.
Israel er klar til at angribe Iran og ikke blot dets allierede, siger Benjamin Netanyahu på en konference.

Iran er omdrejningspunkt for Israels premierminister Benjamin Netanyahus tale søndag på en international sikkerhedskonference i den sydtyske by München.

– Israel vil ikke tillade det iranske regime at hænge en løkke af terror om vores hals, siger Netanyahu ifølge avisen Haaretz.

Regeringschefen havde en bunke skrot med på talerstolen. Det skulle ifølge Netanyahu være en vragdel fra en iransk drone, som Israel skød ned for nylig.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu

Israels premierminister Benjamin Netanyahu viser det, der ifølge regeringschefen er en vragdel fra en iransk drone, som Israel skød ned for nylig.
(Foto: Lennart Preiss/MSC 2018/dpa)

Premierministeren slog fast, at Israel er klar til at angribe Iran og ikke blot landets allierede.

– Jeg har en besked til tyrannerne i Teheran: I skal ikke udfordre vores beslutsomhed, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den israelske leder appellerer til USA og Europa om at bremse Iran hurtigt. Han fremviser et kort, der viser Israels bud på, hvor Iran øver indflydelse i Mellemøsten.

Og den indflydelse er ifølge premierministeren vokset, i takt med at den USA-styrede koalition til bekæmpelse af Islamisk Stat har haft succes.

– Det ulykkelige er, at mens IS skrumper, og Iran bevæger sig frem, så etablerer iranerne et imperium rundt i Mellemøsten helt til det sydlige Yemen. Men det gælder også en bro fra Iran til Irak, Syrien, Libanon og Gaza.

– Det er en meget farlig udvikling i vores region, siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Israel og Iran er ærkefjender, og spændingerne mellem de to lande toppede 10. februar, da et israelsk kampfly blev skudt ned, efter at det havde været på bombetogt i Syrien.

Netanyahu optræder på konferencen i Tyskland, mindre end en uge efter at israelsk politi har anbefalet, at han sigtes for korruption.

Anklagemyndigheden har sagt, at Netanyahu bør sigtes for korruption i to sager, som politiet har undersøgt i et års tid.

Premierministeren har afvist anklagerne.

kommentar
deling del

Skriv et svar