Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Nervøsitet ved bygrænsen

Greta Louise Schenk vendte i weekenden hjem og gav sin første solokoncert i hjembyen Husum. Den tyske pige er i gang med en musikkarriere - i Danmark.
Greta Louise Schenk vendte i weekenden hjem og gav sin første solokoncert i hjembyen Husum. Den tyske pige er i gang med en musikkarriere - i Danmark.

For syv år siden kunne Greta Louise Schenk ikke tale dansk. Hun gik på tysk skole i sin hjemby, Husum, men drog efter studentereksamen til Danmark for at studere på musikkonservatorium. Fra en veninde havde Greta Louise Schenk hørt, at musikmiljøet og undervisningen var mere spædende nord for grænsen.

Lørdag aften sad hun på scenen i Husumhus og talte dansk med en tonegang, som de fleste udlændinge kun får ved at have boet i selve Danmark og været en del af samfundet der. Hun sang på engelsk, men numrene blev præsenteret på et smukt og flydende dansk, da Sydslesvigsk Forening inviterede til »Vestkystkultur«, en koncertrække rundt omkring i Nordfrisland fra Ejdersted i syd til Sild i nord.

– Sidste gang jeg spillede her i Husumhus, var jeg blot 11 år, og det var som en del af et blokfløjteensemble. Dengang havde jeg aldrig regnet med, at jeg skulle sidde på scenen og spille mine egne sange, sagde Greta Louise Schenk til et publikum, der næsten fyldte hele salen. Her var naturligvis familie, venner og andre ansigter, som Greta Louise Schenk kunne genkende. Men der var også mange, aftenens musiknavn ikke kunne genkende, fortalte hun bagefter.

Ved koncerten spillede hun en blanding af numre, som allerede er udgivet på streamingtjenesten Spotify eller på albummet »Who Is Louis?« med sit band af samme navn. Senere i år udkommet hendes første soloalbum, og herfra præsenterede Greta Louise Schenk en håndfuld numre på forhånd. Med sig som akkompagnatør havde hun Niels Münster på guitar og keyboard. Han stammer fra Haderslev, og hun mødte ham på musikkonservatoriet i Esbjerg.

Greta Louise Schenk på scenen i Husumhus sammen med Niels Münster på guitar og keyboard. Foto: Hans Christian Davidsen

Greta Louise Schenk på scenen i Husumhus sammen med Niels Münster på guitar og keyboard. Foto: Hans Christian Davidsen

»Mega-dejligt«

Greta Louise Schenk har tidligere givet koncert på sin tidligere hjemmebane i Husum. Det var i 2016, da hun gav koncert i kulturhuset Speicher ved havnen i forbindelse med festivalen Honky Tonk. Dengang var det med band. I weekenden var det i eget navn og under mere intime rammer.

– Det var mega-dejligt og helt specielt at give koncert i Husumhus. Jeg mødte rigtig megen varme, og publikum var meget lyttende. Jeg snakkede med mange efter koncerten, og de var rigtig glade, fortæller Greta Louse Schenk, da Flensborg Avis også får lejlighed til at snakke med hende efter hendes optræden.

Hun tilføjer, at hun har været nervøs i flere dage op til koncerten i Husum.

– Jeg mærkede især nervøsiteten stige, da vi kørte ind i byen. Det var jo lidt af et gensyn. Folk havde sikkert hørt en masse om mig på de sociale steder og andre steder på nettet, men det var jo ikke sikkert, de havde hørt mig i mellemtiden. Nu fik jeg chancen for at vise, hvad jeg har gang i lige for tiden, og hvordan jeg har udviklet mig de seneste år, siger Greta Louise Schenk.

Hun udsender ikke blot sin solo-debut-cd i år, men også en ep, som hun har været i Nordatlanten for at indspille. Selveste Teitur, den kendte sanger og sangskriver fra Færøerne, inviterede hende op til sig, så hun kunne indspille nogle nye numre i hans studie. Greta Louise Schenk spillede tre sange fra ep’en, »Wild And Young«, »Wildernes« og »When You Die«.

Hvorfor skriver du ikke blot nogle glade hits?, er Greta Louise Schenk blevet spurgt. - Fordi der også er andet i livet end glæde, svarer hun. Foto: Hans Christian Davidsen.

Hvorfor skriver du ikke blot nogle glade hits?, er Greta Louise Schenk blevet spurgt. – Fordi der også er andet i livet end glæde, svarer hun. Foto: Hans Christian Davidsen.

»Bad Lovers« hedder et andet nummer om et forhold, der har mistet jordforbindelsen. I sangen beskæftiger hun sig med det tilbagvendende tema, om man kan finde en kærlighed, der varer ved.

Greta Luise Schenk bliver ofte spurgt, hvorfor hun ikke bare skriver nogle galde hits.

– Det er vigtigt for mig også at kunne skrive om andre sider af livet end de glade, sagde hun, da hun præsenterede et af sine mange eftertænksomme tekster i Husum.

Sidste sommer blev færdig på musikkonservatoriet i Aarhus, som hun skiftede til efter to år i Esbjerg. Nu boer hun i København, hvor et år med to plade-udgivelser og en større forårsturne venter hende.

kommentar
deling del

Skriv et svar