Single Daily
af

Tilla Rebsdorf

Muskelkraft erstattes af velfærdsteknologi

Fald i hjemmene sker og de er et voksende problem, ikke mindst for personalet i hjemmeplejen, der kører ud i nattetimerne.

Ofte er det faldulykker, hvor personen ikke er kommet synderligt til skade, men hvor vedkommende bare ikke selv kan komme op igen.

– Sært nok sker det ofte i nattetimerne, hvor hjemmeplejen er alene ude. Så står de der i en situation, hvor de måske selv er nødt til at løfte personen op igen, eller erkende, at det kan de ikke selv, fortæller ledende hjemmesygeplejerske Kerstin Reich fra Dansk Sundhedstjeneste.

Men nu er det slut. Hjemmeplejen har fået fire nye Raizer-løftestole, der kan klare opgaven med at løfte en person op, selv på steder, hvor der ikke er megen plads omkring dem, og så kan den betjenes af en person. De fire nye stole står strategisk placeret rundt omkring i Sydslesvig, i Hattsted, Læk, Slesvig og Flensborg, og her skal de afhentes, hvis hjemmeplejens personale skal ud til en falden person.

– Alle i hjemmeplejen har prøvet den nu, og den er nem at betjene. Motoren stiller du under benene, rygstykkerne under overkroppen, så stikkes stolebenene i motoren og så klarer batteriet resten. Se, lige så stille løfter den klienten op, fortæller Kerstin Reich, og viser fremgangsmåde på sit kontor.

 

Anonym giver

Stolen er udviklet i Danmark, den er pakket ned i to tasker, den ene som rygsæk, og det tager ikke mange minutter at samle den.

Den kører på batteri, og et tomt batteri er heller ikke noget problem. Det tager ganske kort tid at lade det op ved bilens batteri, og det er en nænsom måde at blive løftet op på.

– Det foregik stille og roligt, sagde Ulrike Anderle fra hjemmeplejen, der sagde ja til at prøve stolen, mens fotografen var der.

– Selvfølgelig er det en dyr affære med denne anskaffelse, så vi er meget glade for en anonym gave, vi fik for noget tid siden. Gaven var øremærket til hjemmeplejen, og så fandt vi det helt rigtigt at bruge dem til disse løftestole. De kommer til at lette vore medarbejderes arbejdsvilkår, siger hun.

Hvis der er tale om mere alvorlige fald, hvor der formodes at noget er brækket, bliver der naturligvis ringet efter en ambulance.

kommentar
deling del

Skriv et svar