Single Daily
af

Lars Geerdes

Anmeldelse: Møllersvendens elskovskvaler

Den internationalt efterspurgte Wagner-tenor Klaus Florian Vogt, der har en fortid på teatret i Flensborg, gav en fin forestilling med et værk, som øser af tysk romantik.
Den internationalt efterspurgte Wagner-tenor Klaus Florian Vogt, der har en fortid på teatret i Flensborg, gav en fin forestilling med et værk, som øser af tysk romantik.

Naturen, især en bæk, farven grøn, en jæger, ulykkelig kærlighed, jalousi – man er aldrig i tvivl om, at man har at gøre med et værk fra den tyske romantik, når den er bedst. Vi taler om Franz Schuberts sangcyklus »Die schöne Müllerin«, som er komponeret i 1823, to år efter at Wilhelm Müllers originaltekst blev offentliggjort.
Den tyske tenor Klaus Florian Vogt præsenterede torsdag aften hele værket i Det tyske Hus i Flensborg ved en koncert som led i Schleswig-Holstein Musik Festival (SHMF). Han blev akkompagneret af den kon­geniale Jobst Schneiderat på klaver.
Klaus Florian Vogt stammer fra Heide i Holsten, hvor han blev født i 1970. Oprindeligt blev han uddannet som hornist, men valgte sideløbende at studere sang, og det resulterede i et engagement ved Schles­wig-Holsteinisches Landes­theater i Flensborg i sæsonen 1997/98. Herefter kom der gang i en strålende, international karriere, hvor han især gjorde opmærksom på sig selv i Wagner-operaer, blandt andet som Parsifal ved Wagner-festspillene i Bayreuth. Aktuelt høster han stort bifald som den unge ridder i »Mestersangerne i Nürnberg«, som tirsdag i sidste uge havde premiere i Bayreuth. Instruktøren Barrie Krosky roste i den forbindelse Vogts »kønne, elegante stemme«, og at Vogt »tilføjer stykket en ungdommelig note«. Ganske imponerende for en 47-årig, må man konstatere.
Men tirsdag drejede det sig om Schubert i stedet for Wagner, og man kan – for nu at bruge Kroskys ord – konstatere, at Vogt også tolker »Die schöne Müllerin« på en elegant måde. Møllersvendens elskovskvaler kommer fint til udtryk i de enkelte, meget varierede 20 sange. I den femte sang, »Am Feierabend«, lykkes det ham for eksempel meget godt at skifte toneleje for at tydeliggøre, at det er henholdsvis »mesteren« og »pigen«, der taler.
I »Ungeduld« og »Die böse Farbe« viser tenoren sit dramatiske temperament, mens han i bl.a. »Die liebe Farbe« får tårerne til at trille af lutter inderlighed. Det er næsten for meget af det gode.
Det vækker desuden beundring, at sangeren fremfører hele værket, der varer godt en time, helt uden nodeblade foran sig og uden pause.

Klaus Florian Vogt (t.h.) og pianisten Jobst Schneiderat efter koncerten i Det tyske Hus og efter at have modtaget den obligatoriske gave med rom fra Flensborg.(Foto: Lars Geerdes)

Jobst Schneiderat, som i øvrigt ligesom Vogt er fast medarbejder i Bayreuth, holder sig som regel til en lydstyrke, der ikke overdøver sangeren. Nogle få gange skruer han dog lidt for meget op, så det går ud over tekstforståelsen. Så hjælper det, at hele teksten er trykt i programhæftet – hvis man altså har købt et.
Publikum i Det tyske Hus, som langtfra var udsolgt denne aften, var tydeligt imponeret over sangerens præstation og klappede sig til hele fire ekstranumre, deriblandt Johannes Brahms’»Die Müllerin« fra »Zwölf Lieder und Romanzen op. 44«. Teksten af Adalbert von Chamisso er skrevet blot et år efter Wilhelm Müllers cyklus og »fortæller hele historien ganske kort«, som Klaus Florian Vogt sagde med et glimt i øjet.
Som slutpunkt serverede tenoren så alligevel lidt Wagner for det flensborgske publikum – »en lille hilsen fra Bayreuth«, som han sagde.
Og ja, han fik vist, hvorfor han er så populær i byen i Oberfranken.

kommentar
deling del

Skriv et svar