Single Daily
af

Jens Nygaard

Mølle til salg for en krone

Den gamle vandmølle i Kruså er fanget i lidt af et paradoks: Kommunen vil ikke bruge mange penge på at restaurere den, og for private investorer er den ikke interessant, fordi den er rubriceret som bevaringsværdig - og så følger der mange klausuler med.
Den gamle vandmølle i Kruså er fanget i lidt af et paradoks: Kommunen vil ikke bruge mange penge på at restaurere den, og for private investorer er den ikke interessant, fordi den er rubriceret som bevaringsværdig - og så følger der mange klausuler med.

Mens det er lykkedes at gøre noget ved møllen i Kobbermølle syd for grænsen, synes der ikke at være store udsigter til, at det samme vil ske for den gamle vandmølle i Kruså lige nord for grænsen. Selv om det er det samme vand, de historisk set har benyttet.

Møllen i Kruså har også mange hundrede år på bagen, og der er tale om en smuk bygning ned til Møllesøen – men for tiden står den bare og forfalder. Allerede nu ser det inden døre slemt ud. Hvis det fortsætter meget længere, så er der nok ingen vej uden om at rive den ned.

– Vi har fået lavet et overslag, og det vil koste omkring 20 millioner kroner at sætte den i stand. Så mange penge kan vi ikke forsvare at bruge på sådan et projekt. Vi har også skoler og børnehaver, der trænger til investeringer, siger formanden for vækst- og udviklingsudvalget i Aabenraa Kommune, Philip Tietje (V).

På det nuværende sted har møllen ligget siden 1640. Driften ophørte helt tilbage i 1964. I 1992 købte den daværende Bov Kommune stedet – angiveligt fordi der er tale om en bevaringsværdig bygning. Og da den nuværende Aabenraa Kommune så dagens lys i 2007, fulgte den gamle vandmølle med.

Den har været til salg siden 2008. Dengang skulle den koste 850.000 kroner. Senere blev prisen sat ned til 725.000 kroner – og for tiden er der tale om, at man kan afgive et bud. Det vil sige, at man kan nøjes med at byde en enkelt krone for at være alvorlig interessent.

Prisen var lidt højere, da den lokale tømrer Michael Jensen for en del år siden blev interesseret i ejendommen. Han ville lave den om til lejligheder.

– Men det er jo en såkaldt bevaringsværdig bygning, så jeg fik omkring 30 sider med klausuler, som skulle overholdes, fortæller Michael Jensen.

Der var blandt andet et påbud om, at der ikke måtte ændres noget ved facaden. Og hvis det skulle overholdes, så kunne der ikke laves lejligheder. Derfor valgte Michael Jensen at droppe projektet. Senere fik han ejendommen tilbudt for en krone. Men det ændrede ikke noget.

– Vi må se i øjnene, at der er tale om en meget dårlig business-case. Der kan ikke gives tilladelse til at ændre på ret meget, så for eksempel kontorer kan heller ikke komme på tale, fortæller Philip Tietje.

Han kan udmærket se, at møllens fremtid er truet af paradokset: Kommunen agter ikke at bruge ret mange penge på den, og for private investorer er den med de mange klausuler ikke interessant.

– Vi må snart træffe en beslutning om, hvad der skal gøres. Det ville være fint, hvis vi kunne finde en filantrop, men en sådan er ikke i syne lige nu, siger Philip Tietje

kommentar
deling del

Skriv et svar