Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Mødet på Flensborgvej

Bilkaravanen udgjorde et næsten rørende skue.

Mandag den 15. juni vil gå over i historien. På en solbeskinnet og meget varm dag fejrede vi hver på vores måde genforeningen. Danmark og også vi danske syd for grænsen kunne glæde os over 100-årsdagen for, at Sønderjylland reelt blev overdraget til Danmark. Dannebrog kunne for første gang i mange årtier igen gå til tops. Preussiske postkasser og mange andre symboler på den tyske tid kunne pilles ned.

Men også vi i Sydslesvig og Slesvig-Holsten blev endelig efter tre måneders udelukkelse genforenet med Danmark. Blandt dem var Dorthe Dodak fra Harreslev og mor til to, der endelig kunne få afleveret sit ur til reparation i Padborg. Derfra videre til Kollund for at kigge på udendørslamper og i dagens anledning rundet af med et besøg hos iskiosken i Sønderhav. Helt almindelige ting. Og så var der de 14.000 tyske familier, der havde haft så meget længsel efter Danmark, at de endda holdt i kø frem mod midnat natten til mandag, nu hvor den danske regering igen lod tyske turister trille ud til de danske sommerhuse og campingpladser.

Trafikken på den sønderjyske motorvej var tæt pakket nordpå mandag morgen. En bilkaravane, der udgjorde et næsten rørende skue for, at så mange på én gang demonstrerede deres indestængte og opsparede behov for at være sammen igen på tværs af landegrænsen. P4 Syd havde en rørende kvinde fra Kassel igennem i radioen lige efter, at hun var nået frem til sommerhuset på Fanø på en solbeskinnet mandag morgen. Så mange gange havde hun været på ferie i Danmark, at hun gennemførte live-interviewet i radioen på et fint forståeligt dansk. Og som hun sagde: Vi har tænkt os at komme igen og igen og igen og …

Med andre ord: De bånd, der binder os på tværs, er på trods af den pandemi-betingede nedlukning de seneste tre måneder heldigvis så stærke, at de ikke kan brydes. Statsministeren selv tilbragte hele genforeningsdagen i Sønderjylland. Blandt andet også en god halv time i Kruså. Der, i krydset ved Flensborgvej, hvor mindestenen for Kong Christian den 10s møde med »de danske sydfra« i 1920 står. Statsministeren pointerede, at hvis der er noget, der er enighed om i Folketinget, så er det den fortsatte støtte til det danske arbejde syd for grænsen. Mette Frederiksen lod på den måde ingen tvivl om, at løftet fra 1920 fortsat gælder. Også selvom der de seneste par uger har været frustrationer over den danske regerings set fra grænselandet noget nølende tilgang til at få genåbnet de grænser.

Nu kan vi se fremad igen. Alt imens lokale nummerplader fra Sydslesvig blandede sig med tyske campingvognsturister længere sydfra på en tæt trafikeret Flensborgvej.

kommentar
deling del

Skriv et svar