Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Ministerpræsidenten og Stadtwerke taler klima

Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) besøgte onsdag formiddag Stadtwerke Flensburg for at fejre forsyningsvirksomhedens jubilæum, men klimatiltag dominerede hurtigt samtalen.
Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) besøgte onsdag formiddag Stadtwerke Flensburg for at fejre forsyningsvirksomhedens jubilæum, men klimatiltag dominerede hurtigt samtalen.

Chefen Maik Render åbnede dørene til Stadtwerke Flensborg, så Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) kunne træde ind i varmen. Dermed blev ministerpræsidenten symbolet for startskuddet på forsyningsvirksomhedens 50-årige fjernvarme- og 125-årige strømforsyningsjubilæum. Daniel Günther fik en rundvisning på værket, men samtalen kom hurtigt til at dreje sig om klimaet.

– Jeg er imponeret over Stadtwerkes måde at håndtere udledningen af CO2 på. De er utrolig konsekvente og overholder dermed klimamålene, sagde ministerpræsident Daniel Günther.

Stadtwerke Flensborg har omlagt to ud af fire energikedler fra kul til gas. Gaskedlerne kan tændes og slukkes mere effektivt end kulkedlerne, hvilket gør det nemmere for virksomheden at reagere på de meget svingende energitilførsler fra vind og sol. De to udskiftede kedler har allerede sparet lige så meget CO2-udledning, som hvis 60.000 biler blev fjernet fra vejene. Derfor prøver de på at finde økonomien til at skifte de to andre kedler ud.

– Jeg er glad for, at vi i Slesvig-Holsten har en virksomhed som Stadtwerke, der målrettet går efter delstatens klimamål, sagde Daniel Günther.

Chefen Maik Render for Stadtwerke forklarede, at han er begejstret for samarbejdet med regeringschefen og ønsker, at Slesvig-Holsten kan præsentere sig som et forbillede på klimaområdet for andre delstater.

De to ledere lod rosen flyde i lokalet. Det afholdt dog ikke ministerpræsidenten fra at komme med en skæv bemærkning:

– Det er bemærkelsesværdigt, at jeg ikke mødte mange af medarbejderne under rundturen, selv om vi da stødte på et par i en døråbning, sagde han med et smil på læben.

Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) i klimadiskussion med direktøren Maik Render fra Stadtwerke Flensburg. Foto: Tim Riediger

Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) i klimadiskussion med direktøren Maik Render fra Stadtwerke Flensburg. Foto: Tim Riediger

Satser på CO2-neutralitet

Ministerpræsidentens regering har sat flere initiativer i gang på klimaområdet, som skal være med til at skubbe Slesvig-Holsten i retning af CO2-neutralitet i 2050. Men han er klar over, at det kan blive endnu bedre.

– Der er mange statslige priskomponenter (Preisbestandteile) i fastlæggelsen af energipriser. Det vil vi som regering reducere. Vores mål er at løsne op for de fastlagte prisrammer. Det skal dog gøres samtidig med, at vi indfører CO2-priser, som giver virksomheder som Stadtwerke et incitament til at være mere innovative, sagde Daniel Günther.

kommentar
deling del

Skriv et svar