af

Jens Nygaard

Nu kan du hjælpe mindretallene med en digital underskrift

Det er nu muligt at støtte mindretallenes borgerinitiativ, Minority Safepack, ved at skrive under online. I alt skal der samles en million signaturer.
Det er nu muligt at støtte mindretallenes borgerinitiativ, Minority Safepack, ved at skrive under online. I alt skal der samles en million signaturer.

Du kan skrive under på Minority Safepack her

Inden marts næste år skal mindretallene inden for EU samle en million underskrifter i forbindelse med borgerinitiativet Minority Safepack. Med dem i ryggen skulle EU-Kommissionen gerne lave noget i retning af en mindretalsbeskyttelse inden for unionen. Det er noget, der hidtil næsten udelukkende har været overladt til medlemsstaterne. Og mange stater gør ikke ret meget i den retning.

Mindretalsunionen FUEN har allerede været i gang med at sende blanketter på papir ud, som man kan skrive under på. Og nu er der også åbnet for at underskrive online. Det formodes, at langt de fleste signaturer om, at man støtter initiativet, vil komme ad den vej.

– Det betyder, at de tekniske forudsætninger for en succesfuld kampagne er på plads, siger Lorant Vincze, der er præsident for mindretalsunionen FUEN med hjemsted i Flensborg. Vincze er selv ungarer fra Rumænien og er baseret i Bruxelles.

Læs mere: Minority SafePack: På vej mod en million

FUEN har haft en medarbejder, Frank de Boer, i Bruxelles for at få de sidste enkeltheder på plads inden lanceringen af online-indsamlingen af underskrifter.

Desuden er man i gang med at starte en kampagne inden for EU for borgerinitiativet. I den forbindelse søger FUEN for tiden en manager, der kan have det store overblik over kampagnen.

I forvejen er mindretallene fortrøstningsfulde i forhold til at få samlet de mange underskrifter. Det er nemlig omkring hver tiende inden for EU, der hidrører fra et mindretal og derfor har en personlig interesse i sagen.

Man kan skrive under på siden minority-safepack.eu, hvor der er et link direkte på forsiden – ligesom man kan læse mere om, hvad hele borgerinitiativet drejer sig om. Det er planen, at alle mindretalsaviserne også skal have et link til borgerinitiativet på deres hjemmesider.

– Jo flere signaturer vi får, jo bedre støtte vil der være til hele initiativet – og dermed også mere pres på EU-Kommissionen, siger Lorant Vincze.

Hele borgerinitiativet drejer sig om ni punkter. Det er blandt andet regionale og mindretalssprog, uddannelse og kultur, regional politik, mindretallenes politiske medindflydelse, lighed og medier.

Læs mere: Nu skal mindretallene samle en million underskrifter

Borgerinitiativet har skabt optimisme rundt omkring i mindretallene. Her håber man at få en mindretalsbeskyttelse inden for EU på linje med de to konventioner om mindretal fra Europarådet.

Men eksperter advarer allerede nu om, at man ikke skal forvente for meget. Hidtil er det kun tre borgerinitiativer, der er gået hele vejen – og de konkrete resultater har ikke været store.

– Man skal være opmærksom på, at klimaet i forhold til mindretal inden for EU er blevet værre og ikke bedre, siger Markus Warasin, der er fra det tysktalende mindretal i Italien og er rådgiver for præsidenten for EU-Parlamentet, Antonio Tajani.

Det er Warasins opfattelse, at »kommissionen vil forsøge at foreslå et minimum af mindretalsbeskyttelse«, hvis det lykkes at samle de mange underskrifter.

– Mindretallene skal have støtte fra EU-Parlamentet, hvor mange er mere positive overfor de små folkegrupper, hvis der skal komme et godt resultat ud af det, siger Markus Warasin.

Også det sydtyrolske medlem af EU-Parlamentet, Herbert Dorfmann, er skeptisk overfor, hvad der kan komme ud af det hele.

– Der skal være en debat i EU-Parlamentet, mens ellers er det meget blødt formuleret, hvad kommissionen skal foretage sig i forhold til et succesfyldt borgerinitiativ, siger han.

kommentar
deling del

Skriv et svar