Single Daily
af

Jens Nygaard

Mindretallet alle frygter – og næsten ingen ved noget om

Endnu i vore dage er det mange steder helt i orden at være nedsættende over for romaer. Det er et folk, som har undgået at blive assimileret på grund af ydre tryk og indre konventioner. Og i dag er det en folkegruppe med store problemer.
Endnu i vore dage er det mange steder helt i orden at være nedsættende over for romaer. Det er et folk, som har undgået at blive assimileret på grund af ydre tryk og indre konventioner. Og i dag er det en folkegruppe med store problemer.

Da verden var ved at blive ramt af en atomkrig i 1961 under Cuba-krisen, var den sovjetiske udenrigsminister, Andrei Gromyko, på besøg i USA, hvor han blandt andet havde et møde med sin amerikanske kollega, Dean Rusk. Og Gromyko nægtede på det bestemteste på det tidspunkt, at hans land var i gang med at opstille atommissiler på Cuba.

– Han opførte sig som en sigøjner, der var i gang med at stjæle en hest. Han sagde: Nej, det var ikke mig, og jeg er slet ikke interesseret i heste, skrev den sovjetiske generalsekretær, Nikita Khrustjov, senere i sine erindringer.

Bemærkningen er interessant, fordi den afspejler, at der også blandt statsledere har været og er fordomme om Europas største mindretal, de mellem ti og 12 millioner romaer.

Der er mange stammer blandt romaerne. Billedet her er af kvinder i Rumænien fra den såkaldte kalderash-stamme, som er en af de mest konservative. (Foto: Wikimedia Commons)

Der er mange stammer blandt romaerne. Billedet her er af kvinder i Rumænien fra den såkaldte kalderash-stamme, som er en af de mest konservative. (Foto: Wikimedia Commons)

Det er et forunderligt folkefærd. Blandt andet fordi deres forfædre indvandrede til Europa fra Indien for over 800 år siden – og siden er mange af efterkommerne ikke blevet assimileret, som det er gået med mange andre folkeslag. Der har været enkelte undtagelser, hvor romaer også har bragt det til berømthed. Nogle af dem er filminstruktøren og skuespilleren Charlie Chaplin og musikeren Django Reinhardt.

– Min gæt er, at der er et ret simpelt svar på, hvorfor det er sådan: De har historisk set ikke ønsket at blive assimileret – på samme måde som med jøderne, skriver den polske historiker Tomek Jankowski i et diskussionsindlæg på internettet.

Han peger også på, at romaerne igennem århundreder har været udsat for et meget stort ydre pres, som har svejset dem endnu mere sammen:

– De er klar over, at de er ret fattige, men ikke desto mindre værner de nidkært om deres kultur og deres værdier, anfører historikeren.

Og det er en kultur, der på mange måder adskiller sig fra flertalsbefolkningen i de lande, hvor romaerne bor – spredt ud over Europa med en hovedvægt i kontinentets østlige del.

– De har ikke nogen helte. De har ingen myter om den store udfrielse, om grundlæggelsen af »nationen«, om det forjættede land. De har ingen Romulus og Remus. De har ingen monumenter og helligdomme, ingen nationalhymner, ingen ruiner og ingen bibel, anfører Isabel Fonseca i sin bog »Den lange vej«.

Hun rejste for nogle årtier siden rundt til en lang række roma-bebyggelser i Europa. Hvad hun fandt var en kultur, som er ukendt for langt de fleste – og meget forskellig fra de folk, som romaerne lever omgivet af.

– Sigøjnerne lyver i stor stil. Ikke overfor hinanden, men over for »gadjoer« (ikke-roma, red.) Det mener de ikke noget ondt med. Det er for at glæde andre, at de forskønner virkeligheden, anfører Isabel Fonseca blandt andet.

Romaerne adskiller sig de fleste steder fra flertalsbefolkningen både med hensyn tl udseende og kultur. Billedet er fra Bulgarien, der har en af de største roma-andele af befolkningen i Europa.(Foto: Wikimedia Commons)

Romaerne adskiller sig de fleste steder fra flertalsbefolkningen både med hensyn tl udseende og kultur. Billedet er fra Bulgarien, der har en af de største roma-andele af befolkningen i Europa.(Foto: Wikimedia Commons)

Via ophold hos flere roma-familier – i blandt andet Albanien – fandt hun også ud af, at mange af de traditionelle mønstre stadig lever i bedste velgående. Det er også dem, som har været medvirkende til, at romaerne ofte ikke er blevet assimileret.

For eksempel bliver mange romaer gift som helt unge – og det er deres forældre, som udvælger ægtepartneren. Hvis en roma-mand bliver gift med en gadjo, kan hustruen i nogle tilfælde accepteres, hvis vedkommende tilegner sig roma-livsformen. Men det er stadig ikke i mange roma-kredse velset, at en roma-kvinde gifter sig med en gadjo. Kvinderne bliver ofte set som grundlaget for, at folkegruppen kan overleve.

Efter ægteskabets indgåelse erfarede Fonseca, der er amerikaner, at hustruen flyttede ind hos mandens storfamilie som en såkaldt »bori«. Og i storfamilien havde de et meget arbejdsomt liv. Først senere, via familieforøgelse, rykkede mand, hustru og børn ud af storfamilien og fik deres eget.

I det hele taget var det Fonsecas opfattelse, at der hviler et meget stort gruppepres på mange af de traditionelle romaer. De forventes blandt andet at blive gift. En single kan ifølge de flestes opfattelse ikke være meget andet end en person, som er blevet anset for at være »uren« og dermed er blevet stillet uden for gruppen. Og ligesom hos mange indianere i Nordamerika i gamle dage er det det værste, der kan ske.

Det med det »urene« viste sig også at spille en stor rolle, fandt Fonseca ud af. Mange gadjoer bliver betragtet som urene – blandt andet når de holder hunde og katte inde i huset.

Roma-bebyggelser er ofte uhumske, og udover fattigdommen angiver en roma som årsag, at det drejer sig om andre folks affald, små måske kan være »uren«. (Foto: Wikimedia Commons)

Roma-bebyggelser er ofte uhumske, og udover fattigdommen angiver en roma som årsag, at det drejer sig om andre folks affald, små måske kan være »uren«. (Foto: Wikimedia Commons)

Omvendt ser mange europæere ned på de ofte slumlignende bebyggelser, som romaer tit bebor – og de store bjerge af affald, som ligger rundt om dem. I Fonsecas bog peger en roma på, at det jo drejer sig om andre folks affald, som måske kan være »uren«, så derfor lader man den blive liggende. Samtidig er romaernes boliger, når man kommer inden for, ofte meget rene.

Ægteskab blandt romaer kan opløses, men så er det for det meste ensbetydende med en dramatisk forringet social status hos den forladte hustru, påpeger Fonseca. Den efterlade hustru vil så sikkert kun kunne få fat i en fraskilt eller en enkemand – men selv det vil for de fleste være bedre end at være alene.

Og hvis det går en person inden for roma-samfundet dårligt, bliver der ikke set ret meget ned på, at vedkommende stjæler for at overleve.

Det er sikkert i høj grad netop disse forskelligheder, der har gjort, at romaerne i hundreder af år er blevet brugt som syndebukke. Fonseca fandt frem til mange områder, hvor roma-bebyggelser var blevet nedbrændt og de lokale romaer forjaget. Interessant i denne sammenhæng er, at en del af disse overgreb har fundet sted i det område i Transsylvanien i Rumænien, hvor det ungarske mindretal bor. I dette tilfælde er der altså ikke tale om solidaritet mellem mindretallene.

Samtidig viste statistik dog dengang, at romaerne i for eksempel Rumænien ikke var specielt overrepræsenterede i landets kriminalitetsstatistikker. I en del andre lande kan man i vore dage se, at romaerne er overrepræsenterede, når det drejer sig om mindre brugstyverier – men næsten ikke er til stede, når det drejer sig om svindel og korruption.

Faktisk er der opstået noget af et paradoks i Europa, hvor racisme ellers bliver nedgjort og i vore dage ikke er acceptabel: I mange lande er det helt i orden at komme med nedsættende bemærkninger om romaer, tvangsforflytte dem og i det hele taget behandle dem som andenklasses borgere.

– Det har i høj grad noget at gøre med den proces, der går i gang i forbindelse med at opbygge en nation. Et element her er, at man adskiller »dem« fra »os«, og den gruppe, der ses som den fremmede, bliver ofte dæmoniseret, anfører professor Aidan McGarry fra universitetet i Brighton i sin bog med titlen: »Romaphobia. The Last Acceptable form for Racism«.

Han anfører, at den befolkningsgruppe, der bliver betegnet med et »os«, normalt ses som den vestlige og moderne, og »dem« ses typisk som tilbagestående fremmede.

Ungarn har også en ret stor andel af romaer i sin befolkning. (Foto: Wikimedia Commons)

Ungarn har også en ret stor andel af romaer i sin befolkning. (Foto: Wikimedia Commons)

Problemet er ifølge McGarry, at romaerne ser anderledes ud, de har altid holdt sig meget for sig selv, de har ikke ønsket at følge mange regler, og i mange århundreder var de fleste af dem omrejsende.

Det har gjort dem til pariaer i det meste af Europa. Slemt ser det specielt ud i Østeuropa, men når romaerne forsøger at få en bedre tilværelse eller tjene flere penge i det vestlige og nordlige Europa, går det dem ikke meget bedre.

I de seneste år har Frankrig blandt andet opløst en del roma-lejre og tvangssendt indbyggerne tilbage østpå. Det er sket uden de store protester fra den franske befolkning.

Romaer, som samler flasker, bor i parker, skider i buskene og efterlader affald, er blandt andet i de seneste år blevet et problem i København og i en række tyske byer. Måske er de også kriminelle. Hvert år går der en strøm af romaer fra deres fattige hjemsteder i Østeuropa til den nordlige del af kontinentet. I modsætning til almindelige turister er det deres mål at vende tilbage med flere penge, end de drog ud med.

McGarry gør opmærksom på, at det store problem for romaerne er, at de bliver set på med en række af negative stereotyper – der typisk er konstrueret af andre.

Mange steder i Europa er romaerne blevet smidt ud fra bycentre til lossepladser, hvor de ofte ernærer sig som affaldssamlere. Billedet er fra byen Cluj i Rumænien, hvor romaer har meget svært ved at få arbejde. (Foto: Alessandro Galantucci)

Mange steder i Europa er romaerne blevet smidt ud fra bycentre til lossepladser, hvor de ofte ernærer sig som affaldssamlere. Billedet er fra byen Cluj i Rumænien, hvor romaer har meget svært ved at få arbejde. (Foto: Alessandro Galantucci)

Men i virkeligheden kan man ikke tale om én roma-identitet, anfører han: Romaerne rundt omkring i Europa er meget forskellige – og mange dem taler for den sags skyld ikke engang det fælles sprog, romanes. Det skønnes, at omkring 3,5 millioner taler romanes, der dog også har lokale særpræg.

McGarry peger på det samme problem som en del førende romaer: De er simpelthen bange for, at deres folkeslag skal uddø.

– Den største fare er at forsvinde, sagde romalederen Manush Romanov fra Bulgarien til Isabel Fonseca.

Han går ind for, at romaerne får deres eget land, et Romanistan. Men hvor det skal være, ved han ikke. Og der er for øvrigt mange romaer, som ikke er enige med ham.

kommentar
deling del

Skriv et svar