Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Mette F. ved stemmeboksen: Har ikke fået meget søvn

Socialdemokratiets formand opfordrer til at stemme på hendes parti, hvis man vil være sikker på ny regering.
Socialdemokratiets formand opfordrer til at stemme på hendes parti, hvis man vil være sikker på ny regering.

Den er ikke hjemme.

Sådan har det lydt igen og igen fra S-formand Mette Frederiksen i løbet af valgkampen.

Og det var langtfra en skråsikker Mette Frederiksen, der onsdag formiddag mødte op i Hareskovhallen i Værløse for at afgive sin stemme ved folketingsvalget.

Her mødte hun blandt andet Furesø-borgmester Ole Bondo Christensen (S).

– Humøret er højt, men det blev ikke til så meget søvn i nat, siger hun til partifællen.

Frederiksens stemme gik til Socialdemokratiet. Hun kan ikke stemme på sig selv, da hun stiller op i Nordjylland.

De fleste eksperter vurderer, at en S-ledet regering er det mest sandsynlige scenarie efter valget.

Men endnu føler Frederiksen sig ikke sikker.

– Det er jeg ikke overbevist om. Nu er det danskerne, der skal tale, og valg i Danmark plejer at være tætte, siger hun.

– Derfor er mit budskab i de sidste timer, at hvis man vil være helt sikker på en ny regering, så skal man stemme socialdemokratisk i dag.

S-formanden, der kom gående til valgstedet sammen med sin forlovede, Bo Tengberg, fandt tid til både smil og selfies med vælgere på stedet.

Hun understregede, at målet er at danne en ren socialdemokratisk regering, som kan samarbejde med højre og venstre side i Folketingssalen.

Inden hun gik ind i valglokalet, gav hun sin vurdering af den forgangne valgkamp – herunder Lars Løkke Rasmussens (V) ønske om en SV-regering.

– Jeg synes, det er noget useriøst, at man kommer med tre-fire forskellige forslag til en regering under én valgkamp, lød det fra Mette Frederiksen.

– Jeg tager det mere som et udtryk for, at der har været valgkamp.

Den lange valgkamp er nu i store træk overstået for Frederiksen.

Forude venter muligvis nogle regeringsforhandlinger, der nærmest uanset stemmefordelingen bliver svær, vurderer S-formanden.

– Jeg tror uanset resultatet, at når den sidste stemmer er givet i aften, kan det blive svære forhandlinger.

– Der ser ud til at komme endnu flere partier i Folketinget, og det har været en valgkamp med mange ultimative krav, sagde hun.

Stemmen gik til Socialdemokratiet, afslører S-formand Mette Frederiksen, som ikke kunne stemme personligt på sig selv.
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

kommentar
deling del

Skriv et svar