Single Daily
af

redaktionen

Mette Bock: Gæsteværelse uden ejerskab og værtskab

Af Mette Bock (LA), 
kulturminister og 
kirkeminister.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

»Alle foreninger i Sydslesvig, bortset fra Skoleforeningen, må nøjes med en fremskrivning på 0,9 procent i 2019«, hedder det i en forsidehistorie, 31.12, om Det sydslesvigske gæsteværelse, Christianslyst.

Må »nøjes« med en fremskrivning på 0,9 procent!

Må jeg minde om, at alle danske offentlige institutioner er underlagt et omprioriteringsbidrag på to procent i disse år. Det indebærer, at mange har måttet gennemføre besparelser, omlægninger – og ikke mindst gentænke, nytænke og udvikle. Det er der faktisk kommet meget godt ud af.

Især det sidste, nytænkning og udvikling, tror jeg, der er behov for i Sydslesvig. For få år siden var jeg som formand for Grænseforeningen med til at sikre Christianslysts økonomi frem til 2020. Tanken var, at årene skulle anvendes til at udvikle en mere langsigtet plan.

Nu kan jeg så læse, at man igen er tilbage ved nul og gerne vil lave en udviklingsplan, der kan fremtidssikre Christianslyst.

Undskyld mig – men hvad har de sydslesvigske organisationer og foreninger brugt de sidste par år til? Hvorfor er der ikke lavet en plan, som rækker ud over 2020? Som man har taget et fælles ansvar for?

Mit nytårsønske for relationen mellem Danmark og Sydslesvig er, at man i fællesskab sikrer et gæsteværelse, så interesserede borgere nord for grænsen kan komme på besøg, føle sig velkomne, se og opleve Sydslesvig. Den, der ikke har et gæsteværelse, kan jo ikke invitere gæster. Og så kommer vi ikke.

Vis dog, helt konkret, at I kan handle i fællesskab i Sydslesvig. Det er ikke flere ord, der er behov for.

Godt nytår!

Send dit debatindlæg til debat@fla.de

Skriv og fyndigt og maks. 2500 tegn. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte debatindlæg. Debatindlæg kan offentliggøres på alle platforme under Flensborg Avis.

kommentar
deling del

Skriv et svar