Single Daily
af

Thomas Schumann

Merkel og Obama til tysk kirkefestival i Berlin

I år er det 500 år siden Martin Luther offentliggjorde sine 95 teser i Wittenberg, som senere skulle føre til reformationen og etableringen af den protestantiske kristendom. Fejringen af reformationsjubilæet startede onsdag i Berlin, hvor 70.000 mennesker deltog i den 36. evangeliske kirkedag med gudstjenester foran Reichstag, Brandenburger Tor og på Gendarmenmarkt.

Læs også: Sådan har festival i Berlin finjusteret sikkerheden efter Manchester-angreb

Fejringen har også tiltrukket prominente gæster. Torsdag talte den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og Tysklands kansler Angela Merkel ved Brandenburger Tor om temaet »Engageret i demokratiet«.

Her handlede det både om hvordan man sørger for, at unge mennesker deltager i demokratiet, håndtering af flygtningekrisen, de etiske dilemmaer forbundet med droneangreb og mange andre temaer. Rådsformanden for den evangeliske kirke Heinrich Bedford-Strohm var moderator på det meste af diskussionen og stillede spørgsmål til kansleren og den forhenværende præsident.

Barack Obama forsvarede indsatsen med droner i kampen mod terrorisme i sin tid som præsident.

– Af og til har mine beslutninger medført at civile er blevet dræbt på grund af fejl. Men der er ingen anden måde at bekæmpe terroristerne på. Dronerne i sig selv er ikke problemet – problemet er krigen, sagde Barack Obama.

Angela Merkel lagde vægt på, at krig må være den sidste udvej, når alle andre muligheder er afprøvet.

Afslutningen på fejringen sker søndag i Wittenberg, hvor det forventes at der vil møde 140.000 mennesker op.

kommentar
deling del

Skriv et svar