Single Daily
af

Thomas Schumann

Maria nægter at have et hegn på sin grund: Jeg lægger ikke jord til frivilligt

Maria Aas fra Aventoft vil ikke have det planlagte vildsvinehegn på sin grund. Enten må Naturstyrelsen bygge det et andet sted, eller også må man ekspropriere hendes have, forklarer hun. Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen fortæller, at loven gør det muligt at ekspropriere.
Maria Aas fra Aventoft vil ikke have det planlagte vildsvinehegn på sin grund. Enten må Naturstyrelsen bygge det et andet sted, eller også må man ekspropriere hendes have, forklarer hun. Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen fortæller, at loven gør det muligt at ekspropriere.

Til efteråret regner Naturstyrelsen med at sætte de første hegnspæle op til det 68 kilometer lange og halvanden meter høje vildsvinehegn på den dansk-tyske grænse. Forinden vil myndigheden tage kontakt til samtlige lodsejere, som skal have hegnet til at stå på deres grund. Det lovede Naturstyrelsens skovrider Bent Rasmussen på det borgermøde, som miljø – og fødevareminister Esben Lunde Larsen tirsdag havde inviteret til i Tønder.

Men allerede nu er der én indbygger i Aventoft, som ikke vil tillade hegnet på sin grund: Læreren Maria Aas bor i et gammelt gendarmhus med have lige ned til diget ved Sønderå ved den dansk-tyske grænse.

– De får ikke lov at sætte det ved min grund. Jeg lægger ikke jord til frivilligt. Så må de sætte det på diget eller ekspropriere min grund. Det hegn har intet at gøre med vildsvin, fortæller Maria Aas.

Forskruet menneskesyn

Hun peger på, at der ingen vildsvin er ved vestkysten, og at alle de vildsvin, der er kommet ind i Danmark, er svømmet over Flensborg fjord.

– Så hegnet har ikke noget med vildsvin at gøre. Det har at gøre med, at Dansk Folkeparti vil holde alle ude, som ikke er blåøjede, lyshårede og kristne. De har et fuldstændig forskruet menneskesyn. Jeg tror ikke, at det vildsvinehegn skal holde vildsvin ude, men i stedet holde flygtninge ude, siger Maria Aas.

Aftalen om vildsvinehegnet samt en række andre initiativer, som skal holde afrikansk svinepest ude af Danmark, blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Ekspropriation er mulig

Bent Rasmussen forklarer, at Naturstyrelsen helst vil finde en løsning med de enkelte lodsejere, så vildsvinehegnet kommer til at forstyrre så lidt som muligt. Samtidig påpeger han, at loven giver mulighed for at ekspropriere private grunde.

– Vi forventer da, at det ikke er alle der synes, det er en god ide. Det må vi have en god snak om, og vi håber, , at vi kan finde nogle løsninger, fortæller Bent Rasmussen.

Han tilføjer, at selv om der skulle være lodsejere, som ikke vil tillade hegnet på deres jord, vil det ikke forsinke tidsplanen.

– Vi håber at vi kan få en god dialog med de pågældende lodsejere og få dem til at se anderledes på tingene.

Maria Aas er ikke den eneste modstander af vildsvinehegnet. I påskedagene oprettede jæger og forfatter til bøger om jagt i Sønderjylland, Hans Kristensen, en Facebook-gruppe med navnet »Vildsvinehegn – nej tak«. Den har i skrivende stund samlet 536 følgere.

kommentar
deling del

Skriv et svar