Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Mange nye måder at skaffe regionens mad på

Kasser leveret til døren, mad bestilt online, stalddørs- og torvesalg. Der er mange måder at få fat i regionens mad på. Nu har bevægelsen »solidarisk landbrug« også indfundet sig i Sydslesvig. 110 familier får grøntsager fra et økologisk gartneri i Vanderup.

Det regionale udbud af regionale fødevarer direkte til forbrugeren er steget eksplosivt i Sydslesvig de seneste få år. Det meste er økologisk, men der er også bønder udenfor øko-organisationer, der har et stort stalddørssalg eller får distribueret deres kartofler, kød, grøntsager, marmelade, yoghurt og meget andet gennem eksempelvis online-torvet »Marktschwärmer« og firmaer, der har specialiseret sig at levere madkasser til private på ugebasis

I Nibøl dyrker en gruppe borgere selv deres grøntsager i en fælles urtehave under navnet »Go Müse«. Der er snesevis af gårdbutikker og hver en halvstor by med respekt for sig selv har torvedage, hvor der afsættes masser af regionale varer.

For ikke så længe siden fik Sydslesvig også sit første SoLaWi-gartneri. Det er en forkortelse for solidarisk landbrug.

170 gårde og gartnerier

– Der er mig bekendt 170 gårde og gartnerier i hele Tyskland. Vi samarbejder i et netværk, men du skal helt ned til Kiel-egnen for at finde den næste SoLaWi, siger Hendrik Henk, gartner der er født i Vanderup, opvokset i Flensborg og nu sammen med sin kæreste, Judith Oeltze, står for en SoLaWi i Vanderup. Navnet er Gärtnerhof Wanderup.

Sammen med to lærlinge sørger de for, at op mod 80 forskellige slags grøntsager og urter skyder op af et par hektar bar jord i Vanderups nordlige udkant. På bare to år er 100.000 investerede euro blevet vekslet til river, hakker, spader, små motoriserede redskaber, en traktor, såsæd, gødning og nogle store rundbuede drivhuse.

– Lige nu får 110 familier økologiske grøntsager fra os. Det er lige i underkanten. Vi skulle gerne i løbet af den kommende sæson komme op på 150 medlemmer. Det vil være nok til, at vi fire gartnere kan leve af det. Og vel at mærke leve ordentligt. Vi betaler en god løn til vore lærlinge, understreger Hendrik.

Judith og hushunden Pfote er i færd med at rense salatrækkerne for ukrudt, mens Hendrik kigger på i forgrunden. Gärtnerhof Wanderup har flere store drivhuse. Her står der lige nu tusinder stiklinger, så kunderne snart kan få friske forårsgrøntsager. (Foto: Lars Salomonsen)

Solidarisk pris

Princippet er det enkle, at familierne betaler enten 75 euro eller 95 euro om måneden. For de penge får de fire gange om måneden en kasse med årstidens friske grøntsager og urter, som de enten selv kan hente i Vanderup eller får udleveret i Nørregade 108 i Flensborg.

– Dem, der har råd, betaler den lidt højere pris og er dermed med til at finansiere det for eksempelvis en enlig mor med børn, der ikke har så mange penge, forklarer Hendrik om indholdet i navnet »solidarisk«. Ordet skal også ses i sammenhæng med, at metoderne i gartneriet er bæredygtige. Med andre ord udpines jorden ikke, men kan afleveres i god stand til de kommende generationer.

– Det fine er også, at vi udvikler et meget venskabeligt forhold til aftagerne. Mange af dem kommer ud til os og giver en hånd med, når der er brug for, at mange tager fra i en fælles aktion. Så er der kaffe og kage, og voksne og børn hygger sig og får et tæt forhold til os og til det, de spiser, understreger Hendrik.

Der både en traktor og små motoriserede redskaber i Gärtnerhof Wanderup. Men meget arbejde foregår med klør fem, siger gartner Hendrik Henk. Bag ham de kendte haveredskaber: rive, hakke, spade, kultivator, greb etc. (Foto: Lars Salomonsen)

kommentar
deling del

Skriv et svar