Single Daily
af

redaktionen

Magi, Murray og Pimm’s – en Wimbledon-hyldest

Sommer er også lig med sport. Og sport er lig med fortællinger. Sportens ferievikar, Jonas Løytved, skriver i dag om sit forhold til tennisturneringen Wimbledon i dette essay.
Sommer er også lig med sport. Og sport er lig med fortællinger. Sportens ferievikar, Jonas Løytved, skriver i dag om sit forhold til tennisturneringen Wimbledon i dette essay.

Af Jonas Løytved

Måske er det græssets grønne farve. De spinkle strå i håbets farve, som giver en følelse af lys og sommer. Eller også er det traditionerne, det hvide spillertøj og forskelle dommeraccenter, der bestemt dikterer »quiet please«. Wimbledon er magi. Wimbledon er tennis, men ikke som alt andet tennis. Af grunde som er ligeså ubeskrivelige som et af de passerslag, hvor spilleren ved nettet bare er efterladt med åben mund og polypper.

Australian Open har haft gode tenniskampe. Rigtig gode tenniskampe. Det har French Open også. Men de legendariske tenniskampe spilles på Wimbledon. Det er vist en regel. For en uges tid siden genså jeg dokumentaren om herrefinalen fra 2008. »Den bedste tenniskamp nogensinde« kaldes finalen mellem Rafael Nadal og Roger Federer, hvor spanieren for første gang fik revet hornene af tennissportens største tyr, kongen af Centre Court. Find dokumentaren eller i det mindste nogle highlights fra den kamp på YouTube. Det er tennismagi. På Wimbledon. På Centre Court. Naturligvis.

Federer og Nadal. Roger og Rafa. Min generations to helte. Vores Becker, McEnroe og Borg. Til de yngre læsere, så ja, Björn Borg er den samme som ham med underbukserne, men engang var han min fars tennishelt. Min helt er til gengæld hverken Federer eller Nadal. Det var ellers dem, som alle de andre på grusbanerne i tennisklubben gerne ville være, dengang jeg fristede en tvivlsom tilværelse på 3. holdet i Helsingør Tennisklub.

Ved dette års Wimbledon spiller hjemmebanehelten Andy Murray (til venstre) mixeddouble med Serena Williams (til højre). Murray er helten i dette Wimbledon-essay. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Min helt er britiske Andy Murray. Eller Andy Murray fra Skotland, som mange englændere ikke har været sene til at påpege. Altså lige indtil han begyndte at vinde. Først for hele Storbritannien under OL på hjemmebane. På Wimbledon. På Centre Court. Naturligvis. Og siden som vinder af de ægte »The Championships«. På Wimbledon. På Centre Court. Naturligvis. Før Murray nærmest egenhændigt vandt Davis Cup – tennissportens VM – for Storbritannien.

Måske er den mangeårige modstand mod Murray forståelig. Han har talt varmt for Skotlands selvstændighed, og det vanskeliggør af gode grunde mulighederne for at vinde godt 50 millioner englænderes tennishjerter. På diverse pubs i Sheffield mødte jeg mange øldrikkende, engelske tennisfans, der var ligeglade med Skotland. »Hvis de vil være selvstændige, så værsgo og held og lykke«, måtte man forstå. For flestedelens vedkommende var man bare også ligeglad med Murray.

Men jeg er hverken englænder eller skotte. Jeg behøver ikke blande mig i britisk politik. Jeg kan bare nyde Murrays magi. Som da jeg under en ferie på Lanzarote i 2009 så den krølhårede skotte i hans måske første af en stribe legendariske kampe på Wimbledons Centre Court. Det var første gang med det nye tag over Centre Court. Et lille brud med en af Wimbledons utallige traditioner. Murray vandt i fem sæt over Stanislas Wawrinka til jubel for de mange englændere på baren på hotellet på den spanske ferieø. Ja, englænderne jublede over den skotske sejr, og ja, jeg sad på en bar på Lanzarote som 14-årig. Undskyld mor.

Jeg kom fra Murray, som blev min helt. På grund af Wimbledon. På grund af den måde som Centre Court gispede, når han flyttede sine hvide futter på det grønne græs. Og nok også fordi jeg som stort set alle andre elsker underdog-historien. Federer, Murray, Djokovic. Det var de tre store. De var afgjort også mere elegante end Murray. Men han fightede, og jeg tror, at hans indædte passion for at erobre Wimbledon, Centre Court og det britiske folk fik mig på hans side.

Det sidste parti i finalen fra 2013. 40-0. Han havde jo vundet. Men selvfølgelig måtte Murray alligevel gennem adskillige runder »Deuce«, før min kommentatorhelt, den tidligere tennisspiller Andrew Castle, kunne udbryde: »The waiting is over«. De fire ord indrammede helt præcis, hvad der var foregået.

Andy Murray har kun vundet to af de fire Grand Slams. Derfor skal han selvfølgelig ikke regnes på samme hylde som Federer, Nadal og de øvrige legender. Heller ikke selvom jeg forsøgte at overbevise nogle tennisvenner om det efter Storbritanniens Davis Cup-triumf i 2015. Det var vist i kådhed over min helts nye store sejr. For mig at se måske den største. Som hold skal man i alt vinde 12 tenniskampe for at vinde Davis Cup. Murray var med i 11 af Storbritanniens 12 sejre. I finaleweekenden spillede han endnu engang single fredag, double lørdag og single igen søndag. Det ligner nogle gange, at Federer kommer sovende til sine triumfer. Det kan man ikke sige om Murray.

Det blev pludselig lidt indviklet og tennisnørdet, så vi stikker tilbage til Wimbledon. Her er allerede spist mange jordbær, drukket meget champagne og ikke mindst Pimm’s. Det er en lækker drink, prøv den for guds skyld. Og så er der også spillet meget tennis. Jeg har svært ved ikke at holde af Nick Kyrigos og hans flabethed, og som de fleste andre fælder jeg også en lille tåre over, at Roger Federer og Rafael Nadal ikke kan mødes i finalen. Wozniacki behøver vi vist endnu engang ikke nævne. Og så har jeg gudhjælpemig set mixeddouble. Altså, jeg har da spillet mixeddouble, men det har der været andre, mindre tennisrelaterede årsager til, og nok om det… Andy Murray og Serena Williams sammen. Så fik jeg også prøvet at holde med Serena.

Jeg bliver ganske enkelt glad, når jeg ser Murray på det grønne græs. Og indtrykket er blankt som en skyfri London-himmel: Wimbledon elsker stadig Andy Murray, og skotten kan stadig. Nu har han endda luftet tanker om en comeback i single også. Jeg holder fingrene krydset, mens jeg smager på Wimbledons sidste skønne halve uge. Desværre uden Murray men heldigvis med grønt græs, solskin og Pimm’s.

kommentar
deling del

Skriv et svar