Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Macron: Vi må gøre EU stærkere og vise verden fredens vej

- I Europa er der en forpligtelse til ikke at lade verden glide ind i et kaos, siger Frankrigs præsident i Berlin.
- I Europa er der en forpligtelse til ikke at lade verden glide ind i et kaos, siger Frankrigs præsident i Berlin.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, opfordrer til, at der bliver skabt ny dynamik i EU for at forebygge et globalt kaos.

Opfordringen blev fremsat i en følelsesladet tale i Forbundsdagen i Berlin, hvor den franske præsident talte på den tyske Volkstrauertag – en årlig mindedag for ofrene for krig, undertrykkelse og voldelige konflikter.

– I Europa – og inden for EU i det fransk-tyske partnerskab – er der en forpligtelse til ikke at lade verden glide ind i et kaos. Vi må vise vejen frem mod fred, sagde Macron, der i Berlin også skulle drøfte brexit og EU’s fremtid med den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

– Derfor må vi gøre EU stærkere, understregede den franske præsident og tilføjede:
– I dag må vi tage fat på et nyt kapitel. Det skylder vi Europa.

Macron henviste til store udfordringer, som kun kan løses i internationalt samarbejde. Han kom ind på blandt andet klimaforandringerne og handelskonflikterne.

– Vi ønsker alle en retfærdig verdensorden, sagde Macron i talen, hvor han også henviste til, at den kendsgerning, at en fransk leder kan holde tale i Forbundsdagen, er tydeligt signal om forsoning og samarbejde i Europa.

– Det, som vi har til fælles, er stærkere end vore forskelle, fastslog han.
På den officielle sørgedag, hvor tyskerne ikke mindst mindes de faldne i Første og Anden Verdenskrig, fastslog Macron, at han er stolt af Europas genopbygning og sit eget lands rolle i den. Han citerede Goethe for, at genopbygningen er sket oven på massegravene fra verdenskrigene.

“Und so, über Gräber vorwärts” (“Og så, hen over gravene, fremad”).

– Vi befinder os på et meget vigtigt sted i historien. En ung generation kan kun bygge fremtiden, hvis den kender historien. Skab et åbent, ambitiøst Europa, sagde Macron, da han mødtes med unge fra hele verden i den tyske hovedstad.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron holdt pressemøde sammen med forbundskansler Angela Merkel (CDU), da han besøgte Berlin i anledning af “Volkstrauertag”.
(Foto: Kay Nietfeld/dpa)

kommentar
deling del

Skriv et svar