Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Månedens bog: Med Lykke Friis på de bonede gulve

Berlingskes Tysklands-korrespondent boltrer sig med politiske analyser. Partikongresser, topmøder, forhandlinger - her føler Lykke Friis sig hjemme som den politolog, hun er. Hun kunne have afbalanceret det ved at bevæge sig væk fra den politiske grød.
Berlingskes Tysklands-korrespondent boltrer sig med politiske analyser. Partikongresser, topmøder, forhandlinger - her føler Lykke Friis sig hjemme som den politolog, hun er. Hun kunne have afbalanceret det ved at bevæge sig væk fra den politiske grød.

Endnu har ingen foreslået at stryge betegnelsen »tysk« fra Tyskland. Landet må således stadig være tysk – på en eller anden måde. Hvor lidt mange tyskere end bryder sig om at diskutere det, så er det de seneste år svært at komme uden om spørgsmålet: Hvad vil det sige at være tysk? Hvilken fælles vej er det egentlig, tyskerne går ind på?

En slags kollektiv identitetskrise har ramt landet – den præmis godtager også Lykke Friis i sin nyeste bog, »En kuffert i Berlin«.Titlen refererer naturligvis til Marlene Dietrichs »Ich hab’ noch einen Koffer in Berlin«. Derudover er det vanskeligt at få øje på en dybere mening med titlen.
Lykke Friis drog i 2017 på en rejse rundt i Tyskland op til forbundsdagsvalget for godt et år siden. Lykke Friis er politolog. Måske er det derfor primært de bonede gulve, hun beretter fra: Partikongresser, topmøder, politiske forhandlinger og andre steder, hvor man ikke behøver at smøre sin madpakke hjemmefra: Der står som regel altid lidt snitter og andet mundgodt klart – Bratwurst eller en egnsspecialitet. Politikere kommer hurtigt til at leve i en verden, der minder om de professionelle fodboldspilleres. De skal ikke selv sørge for det daglige. Tiden går med politik langt væk fra almindelige menneskers hverdag.

Lykke Friis har et vindende væsen. Hun har forladt den akademiske verden som prorektor på Københavns Universitet og er blevet Berlingskes Tysklands-korrespondent. Der er krudt i den kvinde. En overgang var hun også i politik.

Udgangspunkt for hendes velskrevne og velfunderede politiske analyser i »En kuffert i Berlin« er: Der er ikke grund til at frygte et politisk tilbagefald a la Weimarrepublikken. Dertil er der simpelthen for mange forskelle og stopklodser – både i den næsten skudsikre og vandtætte tyske forfatning, men også i en stærk politisk kultur.

Hvis man havde glemt alle Weimarrepublikkens dårligdomme, så er man med meget meget jævne mellemrum mindet om den i den politiske debat i Tyskland de seneste par år. Nogle siger, at Tyskland – med de store brydninger landet har været igennem – er blevet »et normalt land«. Med »normalt« menes her »ligesom de andre lande«, hvor det er blevet almindeligt at sige ting, som havde været direkte diskvalificerende, hvis man havde udtalt dem for blot få år siden – lande hvor man i mange år havde vænnet sig til de partier, der med et værdiladet ord kaldes for »højrepopulistiske«. De lande, der havde nogle, som de andre først ikke ville lege med.

I bogen illustrerer Lykke Friis, hvordan partiet Alternative für Deutschland har vendt op og ned på alt i Tyskland, men knap så meget hvorfor. Der var vel ingen, der havde forudset partiets komme for blot få år siden, selv om der i Tyskland – af ganske gode grunde – altid er en frygt for, at det yderste højre skal få næring igen. Svækkelsen af de store folkepartier på midten og styrkelsen af de yderligtgående partier opfattes som et forbistret problem i netop Tyskland, hvor det politiske liv er så konsensuspræget, at det ikke blot kan være dræbende kedsommeligt, men også irriterende for de vælgergrupper, der drukner i folkepartiernes store grød.

Lykke Friis forsøger at analysere det mudrede politiske billede, der opstod i Tyskland i 2017. Hun hæfter sig ved, at det var andre temaer end de økonomiske, der var årsag til den politiske forskydning – al den stund, at Tyskland er stort set blottet for arbejdsløshed.

Her synes jeg nok, at politologen taler lidt for ensidigt ud fra lærebøgernes teorier: Altså ud fra den devise, at når bare arbejdsløsheden er lav, så er vælgerne tilfredse med økonomien. Lykke Friis’ indgangsvinkel hænger også nøje sammen med bogens svaghed: Selv om hun – primært af fortælletekniske årsager – disker op med lidt beskrivende journalistik fra lokaliteter i Tyskland, hvor turisten ikke normalt rejser hen (det være sig Frankfurt an der Oder eller Cottbus), så kommer hun kun i beskedent omfang ud til den verden, der ligger uden for den politiske. For selv om arbejdsløsheden er lille, så er der tyskere der må arbejde til en hundeløn, som knap nok rækker til dagen og vejen. Og der er millioner af tyske pensionister, der sidder fast i en miserabel pension og kan skue misundeligt over til nabolandenes pensionister, som tager på charterrejser og spiller golf. Der er totalt nedslidte skoler, og i en række større byer også boligproblemer. Så med en lav arbejdsløshed er al verdens lykke nok næppe gjort.

Andre med de rigtige meninger, gode uddannelser og sikre indkomster kan hurtigt blive enige om, at den store migrationen udefra og de nævnte problemer i det tyske samfund ikke har noget med hinanden at gøre. Mange af dem, som ikke sidder på den grønne gren, ser bare ikke sådan på det.

De liberale som Lykke Friis – tidligere politisk aktiv i partiet Venstre – tilhører og venstrefløjen har i en sjældent set samdrægtighed lovsunget globaliseringen. Men for mange tyskere givet ordet »Heimat« (som Horst Seehofer af politiske modstandere ellers er blevet drillet for, da han fik et »Heimatministerium«) god mening. Tag ægteparret i Warnemünde, hvis eneste fornøjelse fra deres to-værelses lejlighed på sjette sal er udsigten over Østersøen – som i mellemtiden er blevet spoleret af kæmpe-kolosser af krydstogtskibe, hvorfra der strømmer turister ud med penge på lommen og gør de lokale indbyggere fremmede i deres egen by. Eller generelt den lavere middelklasse, der har mistet enten jobs eller købekraft. Dette blot nævnt som et billede på, at økonomi kan veje tungere end immaterielle værdier i de politiske beslutninger. 
Det havde pyntet på bogen, hvis Lykke Friis havde bevæget sig ud i den virkelige verden – ikke nødvendigvis helt væk fra det politiske spil, som hun så glimrende ellers analyserer som en anden fodboldkommentator. Ja, det er hun faktisk eminent til. Hun er blandt andet stærk i sin analyse af det tyske socialdemokratis store fokus på en forældet højre-venstre-alliance og tilsvarende for lidt på identitetspolitikken.

Geografien halter det nogle steder lidt med. Sydtyrol får hun for eksempel placeret i Østrig. Området er retteligt en del af Italien og har været det siden Første Verdenskrig.
Men facit er, at Lykke Friis er en skarp iagttager og en blændende formidler. Med denne bog får man et godt overblik over det politiske liv i Tyskland lige nu – og forfatteren vover også at kigge ud i fremtiden. Det er et vovestykke – selv i det konservative og stabile Tyskland, hvor man hælder til læresætningen »keine Experimente«. Alligevel har der i historien været begivenheder, man ikke lige havde set komme.

Lykke Friis: En kuffert i Berlin – Rejse i Angela Merkels Tyskland, 196 sider, 200 kroner (vejledende) Gyldendal.

kommentar
deling del

Skriv et svar