Single Daily
af

Nanna Sarauw

Her må man altså godt røre

Også blinde kan få noget ud af at gå på kunstudstilling. Vi er med på en helt speciel rundvisning på Museumsberg i Flensborg.
Også blinde kan få noget ud af at gå på kunstudstilling. Vi er med på en helt speciel rundvisning på Museumsberg i Flensborg.

Lidt nervøst flytter hun på et vandglas og sender stjålne blikke til uret på håndledet. Det er anden gang, at Kirsten Piper skal være rejseførere på udstillingen, Peter F. ­Piening, »Augenscheinlich«, på Musesumsberg i Flensborg.

Hun er spændt og forventningsfuld – det er nemlig ikke tit, at hun har mulighed for at bruge de kvalifikationer, hun har erhvervet som blindefører på kunstudstillinger. Men i dag kan hun, fordi, når Peter F. Piening udstiller, kigger kustoden ikke skævt til én, når man rører ved kunstværkerne. Her er det nemlig meningen, at man skal røre ved kunsten.

Hver gang døren går op, vender Kirsten Piper sig forventningsfuldt, men heller ikke denne gang, er det de ventede gæster: En lille flok blinde og svagtseende har meldt sig til at kigge på kunst. Kirsten Piper tager hånden op til det blonde hår og retter på brillerne med de temmelig tykke glas og siger:

– De må være lige på trapperne.

Piening er en kunstner med en passion for løvsaven. Alle de udstillede kunstværker – både billeder og skulpturer – er fremstillet af krydsfiner, skuer og maling. I reliefferne eller billederne – om man vil – er figurer og motiver skåret ud med løvsaven. Og det er en lykke for fingrene, når de skal gå på opdagelse i kunsten.

Dagens rundviser er uddannet kunstpædagog og har specialiseret sig i at guide blinde rundt på kunstmuseer. Det har hun blandt andet gjort i samarbejde med blinde og svagtseende, som har fortalt, hvordan de oplever kunst, og på hvilke måder de gerne vil introduceres til kunstværkerne.

Gruppen, som Kirsten Piper venter på, består af to blinde og en svagtseende samt deres ledsagere. Kirsten Piper får bænket de første ved de hvide cafeborde og byder på en lille forfriskning, mens de venter på de sidste deltagere og de indledende ord fra turguiden.

Endelig går døren op, og ind træder de sidste gæster til dagens rundvisning. Kirsten Piper springer op og byder velkommen, og hurtigt derefter begynder hun sin rundtur med et kort foredrag om kunstneren bag udstillingen.

Indledningsvis får deltagerne at vide, at Peter F. Piening er født i 1942 på vestkysten i Breklum. Han begyndte som en helt konventionel kunstner – som dog altid har valgt meget enkle materialer, som papir og blyant – og begyndte at eksperimentere med drivtømmer og har siden begyndelsen af 1980erne arbejdet med det, han kalder objekter, som kan betrædes.

Frauke Bendixen er født blind og en af de gæster, som Kirsten Piper skal vise rundt i Pienings univers. Hun bevæger sig med den blindes kendetegn, med forsigtige, men elegante bevægelser. Hun er iført løstsiddende blomstrede bukser og et par mørke solbriller, som hun beholder på under hele turen. Det samme gælder også hendes mellemstore håndtaske. Den er også med på hele turen.

Efter et par indledende runder, hvor Pienings billedsprog, humor og virke er blevet gennemgået, er gruppen klar til at begive sig ind i de hellige haller – nærmere bestemt de tre udstillingsrum, som Kirsten Piper har planlagt, at rundvisningen skal gå igennem.

Det giver mig mest selv at skulle lade min egen fantasi lege med og først får det forklaret, når jeg ikke ved, hvad det er. Hvis jeg får det hele forklaret på forhånd, bliver det hurtigt temmelig kedeligt, siger Frauke Bendixen.

Det giver mig mest selv at skulle lade min egen fantasi lege med og først får det forklaret, når jeg ikke ved, hvad det er. Hvis jeg får det hele forklaret på forhånd, bliver det hurtigt temmelig kedeligt, siger Frauke Bendixen.

På tur i Pienings univers

Frauke Bendixen rækker armen frem, og hendes ledsager tager den, mens Kirsten leder ind i det første rum. Midt i rummet står et kæmpestort, sort objekt, som er kunstnerens eget navn for sine skulpturer. Den ligner næsten udsigttårnet fra en ubåd, indhyllet i et stillads. Den er beklædt med afbarkede pinde, som er skruet sammen.

Kirsten Piper og Frauke Bendixen, står sammen foran dem. Kirsten Piper er faktisk mere fascineret af Frauke Bendixens måde at gå på opdagelse i kunstværket, end hun er af at formidle Pienings kunst til hende og de øvrige i gruppen. Frauke Bendixens fingre løber hen over de afbarkede pinde, finder og stopper søgende op, når de møder en skrue, mens hun gør opmærksom på, hvordan de er skruet ind i træet efter et sirligt mønster, til Kirsten Pipers udelte fornøjelse. Detaljer, som Kirsten Piper ikke selv havde opdaget.

De går sammen videre ind i skulpturen, fordi der er jo et »betrædeligt« kunstværk. Inde i »ubådstårnet« har Piening skåret lange rækker af bogstaver ud i krydsfiner, der tilsammen former humoristiske og sarkastiske kommentarer til, hvad beskueren egentlig kigger på lidt à la Magrittes berømte billede »Dette er ikke en pibe« underforstået, at det er billedet af en pibe. Bogstaverne er straks værre for Fraukes Fingre at se – også selv om de får stavet sig igennem den første sætning.

– Pienings humor er meget svær at videreformidle, hvorimod hans filosofi er nemmere. Det er svært at føle humor med fingrene, siger Kirsten Piper.

Her får hun en introduktion til de forskellige kunstværker.

Her får hun en introduktion til de forskellige kunstværker.

Spejlfiguren

Kirsten Piper og Frauke Bendixen er gået videre til næste rum, hvor et nyt objekt har fanget deres interesse. Det ligner det foregående, bortset fra, at det fremstår helt lyst og i sine naturlige krydsfinerfarver. Frauke Bendixen får en hjælpende hånd og sætter sig ind i den lænestolsagtige krydsfinerstol, mens en af de andre gæster glædestrålende fortæller Frauke Bendixen, at værket indeni er beklædt med spejle.

Det er ikke så vigtigt for Frauke, som dog er enig med den forgående gæst i, at stolen er meget behagelig.

Da Kirsten Piper spørger, hvad hun egentlig tænker om et billede af sig selv, og om hun overhovedet har et forhold til spejle, siger Frauke Bendixen:

– Jeg glemmer ofte, at jeg overhovedet eksisterer, så må jeg røre ved mig selv og finder så ud af, at jeg alligevel eksisterer.

Forbløffelsen lyser ud ad Kirsten Pipers øjne, mens hun langsomt lader Frauke Bendixens ord synke ind.

Det har tændt en nysgerrighed, og man kan tydeligt se på hende, at hun vil gerne vide mere. Kirsten Piper forsøger at forstå, hvad det egentlig er, at Frauke har sagt. Efter de to har stået og filosoferet henover kunstværket, siger Kirsten Piper:

– Det må være en hel befrielse ikke hele tiden skulle tage stilling til sit eget spejlbillede.

Frauke Bendixen tilføjer:

– Spejlene, er interessante – det med at kigge på sig selv og sin egen selvopfattelse. Det vil jeg gerne undersøge igen. Også fordi jeg har intet begreb om spejle. Måske kan jeg blive konfronteret med mig selv uden spejle.

Kirsten Piper tilbyder Frauke Bendixen en arm, mens de fortsætter meningsudvekslingen om, hvorvidt en af de her bænke altid står til rådighed for trætte kunstinteresserede. Frauke Bendixen har brug for en pause, som hun siger,

– Min hukommelse bliver hurtigt fyldt op, når jeg skal bearbejde så mange indtryk,

Hvordan ser blinde på kunst

Kirsten Piper har gennemgået en coaching-uddannelse i samarbejde med en ikke-seende, som efter hendes eget udsagn var en var en meget hård læremester. Der er to dominerende måder, som ikke-seende møder kunst med: Den intellektuelle og den mere eventyragtige, og Frauke Bendixen er helt klart til den sidste tilgang. Kirsten Piper uddyber:

– Der er forskellige måder at se kunst på. Nogle vil gerne have det hele forklaret på forhånd – og andre – som Frauke – vil gerne have et rum, som man selv kan gå på opdagelse i kunsten i.

For Kirsten Piper er denne rundvisning også et første møde med en blind, som helst selv vil være en opdagelsesrejsende i kunstnerens univers. Frauke Bendixen siger selv:

– Jeg vil gerne selv udforske kunsten og ser mig selv som en forsker, der udforsker nye områder. Det giver mig mest, selv at skulle lade min egen fantasi lege med – og først få det forklaret, når jeg ikke ved, hvad det er. Hvis jeg får det hele forklaret på forhånd, bliver det hurtigt temmelig kedeligt, siger hun.

Mens de to sidder tæt sammen på bænken omgivet af udskårne Mortadella-pølser, elskende i tæt omfavnelse og ironiske citater, falder talen på, hvilke kunstbegreber blinde har. Frauke Bendixen siger lige ud, at hun faktisk slet ikke har begreb om kunst. Hun synes, at det er svært at opfatte kunst med hænderne.

Det, hun får mest ud af ved Pienings kunst, er hans udsavede dyr, planter og møbler. De kunstværker, hvor man kan mærke konkrete figurer – som når hun på turens sidste stop går på opdagelse i den sidste af de »betrædelige« objekter. Inden i den er et virvar af små tykke fugle, der minder om overvægtige gråspurve, planter af enhver art og små miniature møbler. Kirsten Piper står ved siden af Frauke Bendixen, mens hun oplever de mange indryk, der for øvrigt også kan virke overvældende på seende.

– Det er spændende, hvad de blinde tager med sig hjem. Noget får man jo ud af at føle kunsten. Jeg er meget fascineret af den oplevelse de har, siger Kirsten Piper, mens Frauke Bendixens fingre bevæger sig usikkert hen over nogle afbarkede grene, som er skruet sammen og sidder fast i døren til værket, mens hun interesseret udbryder:

– Er det et fuglebur? Mine fingre er for tykke til at mærke, hvad der er inden i,

Kirsten Piper bekræfter. Det er et fuglebur med en af de overvægtige gråspurve indeni. Som for øvrigt er talstærkt repræsenteret rundt om i alle krogene på det værk, som Frauke Bendixen nu står halvt inde i, mens hun udforsker alle finurlighederne.

Rundvisningen lakker mod enden, og man kan godt mærke på Frauke Bendixen, at hun er ved at være fyldt godt op med indtryk. Hun børster fingrene og forsøger at få støvet, som har lagt sig som et film hen over fingerspidserne, af. En af de andre deltagere rækker hende en vådserviet, og mens hun forsøger at tørre støvet væk, siger hun:

– Det er noget støvet, og det gør det er svært at se kunsten. Det sætter sig på fingrene. De bliver ufølsomme.

Kirsten Piper er glad for rundvisningen.

– Det har været fantastisk at få lov til at guide jer rundt i Peter F. Pienings værker. Jeg håber, at det har været lige så interessant for jer, som det har været for mig. Tak for denne gang, siger hun til deltagerne.

Flere udstillinger

Kirsten Piper vil gerne lave flere udstillinger for blinde. Hun drømmer om et permanent tilbud, hvor man må røre ved kunsten. Selv om Frauke Bendixen ikke betegner sig selv som hverken kunstkender eller kunstelsker, synes hun, at det har været spændende, værdifuldt og oplysende at besøge en kunstudstilling og se kunst.

– Det vil være skønt, hvis der var flere udstillinger, hvor man kan røre ved kunstgenstandene, der findes desværre ikke så mange steder og billeder giver mig ingenting, siger hun på falderebet.

Kirsten Piper tilføjer, mens gæsterne hjælper hinanden med overtøjet og galant tilbyder en arm til dem, der har brug for lidt ekstra hjælp med at komme ud af døren:

– Jeg er tilfreds. Deltagerne var virkelig interesserede i hans kunst, og stemningen var god. Jeg er overbevist om, at de også fik en kunstoplevelse ud af det.

Den tunge jernfarvede metaldør ind til Museumsberg glider langsomt i, og dagens rundvisning er slut.

kommentar
deling del

Skriv et svar