Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Luther-udstilling på Gottorp trak 10.000

Delstatsmuseernes særudstilling »Luthers Norden« overskred den magiske grænse i Slesvig.
Delstatsmuseernes særudstilling »Luthers Norden« overskred den magiske grænse i Slesvig.

Delstatsmuseerne på Gottorp Slot i Slesvig rundede 10.000 gæster til særudstillingen »Luthers Norden«, før den lukkede i den forgangne weekend.

Det oplyser pressetalsmanden Frank Zarp fra Schleswig-Holsteinische Landesmuseen.

Tallet 10.000 er det magiske runde tal, når det gælder særudstillingerne på Gottorp Slot. Kun de helt store udstillinger trækker så mange gæster. Det gælder blandt andet en Picasso-udstilling i 2004. En udstilling med den afdøde franske Niki de Saint Phalle i 2009 nåede helt op på 35.000 gæster.

Udstillingen »Luthers Norden« var tilrettelagt i et samarbejde med Pommersches Landesmuseum i Greifs­wald og handlede om reformationen i primært Slesvig-Holsten, Hamborg og Mecklenburg-Vorpommern. Udstillingens tilrettelægger, Uta Kuhl, glæder sig i en pressemeddelelse over, at godt 1600 af de 10.000 gæster deltog i rundvisninger og workshops i forbindelse med særudstillingen.

Udstillingen berettede ikke blot om de kirkelige aspekter ved reformationen, men også om alle de sideeffekter, den havde på det højtyske sprog, kunst, musik og kvinders stilling i samfundet. En af hjørnestenene var Lucas Cranachs den Ældres berømte maleri af Martin Luther. Men også på den tyske romantiske maler Caspar David Friedrichs skildringer af romantiske nordtyske landskaber kunne gæsterne se reformationens indflydelse.

Stoffet er af flere gæster blevet rost for at blive serveret på en moderne og vedkommende facon.

Tilrettelæggerne havde blandt andet fået studieværten Susanne Daubner fra Tagesschau, nyhedsudsendelsen på den tyske public service-kanal ARD til at indspille en fiktiv breaking news-udsendelse med direkte nyheder fra de afgørende øjeblikke i reformationsåret 1517.

Kunsthistorikeren Uta Kuhl har stået for opsætningen af »Luthers Norden« på Gottorp Slot. Foto: Sebastian Iwersen

Kunsthistorikeren Uta Kuhl har stået for opsætningen af »Luthers Norden« på Gottorp Slot. Foto: Sebastian Iwersen

kommentar
deling del

Skriv et svar