Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Lufthansa på offentlige hænder?

Lufthansa har kun to muligheder. Rekonstruktion eller statshjælp.

Hvis der er nogen, der er i corona-krise, er det flyselskaberne.

Hos mægtige Lufthansa står 95 procent af flyene på jordene. Koncernen mister én million euro. Ikke per dag, men hver time døgnet rundt. Første kvartal endte med et samlet minus på 1,2 milliarder euro. I andet kvartal kommer det til at gå langt værre.

Da Lufthansas likvider »kun« er på omtrent fire milliarder euro, er pengekassen snart tom. Derfor overvejer den tyske regering at købe sig ind hos mægtige Lufthansa, der er det største af de gamle luftfartsselskaber i Europa, sidste år dog for første gang overhalet af lavpris-giganten Ryan Air. Lufthansa plejer at transportere 350.000 passagerer dagligt, lige nu er det blot 3000.

Lufthansa har reelt kun to muligheder. At indgive konkurs med henblik på en rekonstruktion eller delvist statseje. En rekonstruktion vil medføre et langt mindre Lufthansa, som bl.a., også vil føre tab af op imod 10.000 arbejdspladser i koncernen.

Men at komme delvist i offentligt eje er heller ikke nemt. Lige nu forhandles der mellem Lufthansa og forbundsregeringen om en redningspakke på svimlende ni milliarder euro i kontanter her og nu. Derudover en kredit garanteret af den tyske stat på et ukendt og dermed formentlig endnu højere beløb.

For den håndsrækning ønsker staten en fjerdedel af aktierne, plads i bestyrelsen og et forbud mod afkast til aktionærerne,. På den måde vil staten forhindre, at Lufthansa stille og roligt plukkes fra hinanden af spekulanter og konkurrenter.

Det er afgørende for Tysklands konkurrencedygtighed, at Lufthansa ikke kommer varigt svækket ud af krisen. Deraf de beskyttende politiske vinger fra Berlin. Lufthansa derimod frygter for sin uafhængige ledelsesret i et meget kommercielt marked. For det kunne også være skadeligt, hvis man på grund af rigid statslig indblanding begynder at opføre sig anderledes end de mange sultne konkurrenter i markedet, der gerne vil have en luns af Lufthansas kunder. Det er der også partipolitik i.

Walter-Borjans, en af SPDs formænd, der som parti jo stadig sidder med i regeringen, krævede søndag i »Bild am Sonntag«, at Lufthansa stopper med at have datterselskaber i skatte-oaser. »Hvis formålet med er at spare skat i Tyskland, er det uacceptabelt«, som Walter-Borjans er citeret for at mene.

Det synspunkt kan man kun bakke op om. Men om det er klogt, hvis Lufthansa varigt skal droppe at betale aktieudbytte, er ikke nødvendigvis sundt for fly-gigantens muligheder for selv at kunne tiltrække frisk kapital til fremtiden.

kommentar
deling del

Skriv et svar