Single Daily
af

Bianca Kirkeby

Løkke roser debatter i Sydslesvig i hilsen til årsmøderne

Lars Løkke Rasmussen fremhæver bestemte debatter i Sydslesvig, som han mener er relevante.
Lars Løkke Rasmussen fremhæver bestemte debatter i Sydslesvig, som han mener er relevante.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen,  roser de debatter, som løbende bliver taget i Sydslesvig. Det gør han i en hilsen til årsmøderne 2017.

Årsmøderne er en årlig begivenhed ved den dansk-tyske grænse. Her mødes det danske mindretal i Sydslesvig for at manifestere deres tilhørsforhold til det danske. Samtidig viser de flertalsbefolkningen, at der stadig er dansksindede i det nordlige Tyskland. Omkring 18.000 deltagere forventes at dukke op i år.

Læs også: Test dig selv: Hvor godt er dit kendskab til det danske mindretal?

Statsministeren beskriver årsmøderne som en mulighed for at debattere relevante spørgsmål, som er interessant for folk på begge sider a grænsen. Han fremhæver emnet sprog og identitet.

– Hvad vil det for eksempel sige at være en dansk sydslesviger? Hvad binder os sammen? Bliver der talt nok dansk blandt mindretallet? Det er vigtige spørgsmål, men de er svære at svare på, siger han i sin hilsen.

– Jeg har derfor stor respekt for, at I løbende tager dem op til debat. Det er årsmøderne også en god ramme for.

Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix.

Løkke: Enestående forhold i grænselandet

Den danske statsminister fremhæver også det politiske parti Sydslesvigsk vælgerforening (SSW) i sin hilsen.

Læs også: Interaktivt kort: Her bliver årsmøderne afholdt i Sydslesvig

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er det noget særligt i Europa, at et nationalt mindretalsparti som SSW er med til at bære et regeringansvar.

– At det kan lade sig gøre på vores breddegrader understreger bare det enestående forhold, som er bygget op mellem mindretallet og flertallet i det dansk-tyske grænseland, siger han.

– Det vil jeg gerne udtrykke stor anerkendelse og respekt for. Sydslesvigsk vælgerforening har ydet en stor indsats i de sidste fem år.

Du kan læse hele Lars Løkke Rasmussens hilsen til årsmøderne 2017 herunder.

Lars Løkke Rasmussens hilsen til årsmøderne 2017

Kære danske sydslesvigere, kære årsmødedeltagere,

På regeringens vegne, på egne vegne vil jeg gerne ønske jer en rigtig god weekend til de danske årsmøder 2017.

Årsmøderne bygger på en lang tradition, der går helt tilbage til Blichers Himmelbjergsfester i midten af 1800-tallet. I Sydslesvig kan de føres tilbage til 1921, og i dag er de – sammen med Folkemødet på Bornholm – en af vores største politiske samlingspunkter.

Med 40 møder over tre dage er der rig mulighed for at gense gamle venner, skabe nye kontakter og debattere nogle af de spørgsmål, som optager os på begge sider af grænsen.

Særligt sprog og identitet optager mange danskere syd for grænsen. Hvad vil det for eksempel sige at være en dansk sydslesviger? Hvad binder os sammen? Bliver der talt nok dansk blandt mindretallet? Det er vigtige spørgsmål, men de er svære at svare på.

Jeg har derfor stor respekt for, at I løbende tager dem op til debat. Det er årsmøderne også en god ramme for.

I det hele taget er årsmøderne et bevis på, at et nationalt mindretal både kan bevare sine egne rødder og sit eget sprog og samtidig – og det er dét, der er det helt afgørende – være i god samklang med det tyske samfund, som det er en del af.

I har drevet det langt, for det er ikke hverdagskost i dagens Europa, at et nationalt mindretalsparti er med til at bære et regeringsansvar. At det kan lade sig gøre på vores breddegrader understreger bare det enestående forhold, som er bygget op mellem mindretallet og flertallet i det dansk-tyske grænseland.

Det vil jeg gerne udtrykke stor anerkendelse og respekt for. sydslesvigsk vælgerforening (SSW) har ydet en stor indsats i de sidste fem år, som en del af den nu afgående slesvig-holstenske landsregering.

Sidst men ikke mindst vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke jer alle for den store indsats, I yder til gavn for Danmark i Sydslesvig. Sammen med det tyske mindretal i Sønderjylland, udgør I et meget vigtigt bindeled mellem vores to lande. Og det gør I på forbilledlig vis.

Rigtig god fornøjelse med alle arrangementerne.

kommentar
deling del

Skriv et svar