Single Daily
af

Thomas Schumann

Løkke og Günther talte Femern, grænsekontrol og vildsvinehegn

Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther, respekterer den danske fremgangsmåde med grænsekontrol og vildsvinehegn.
Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther, respekterer den danske fremgangsmåde med grænsekontrol og vildsvinehegn.

Før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skulle holde tale på årsmødepladsen i Flensborg, havde han tid til et kort møde med Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU).

– Jeg tror de her møder vi har med jævne mellemrum, beviser at vi har et særligt forhold mellem Tyskland og Danmark, sagde Lars Løkke Rasmussen, da de to regeringsledere kom ud fra mødet i Unionbanks baggård ved Storegade.

De fremhævede begge, at grænseregionen og mindretalspolitikken er forbilledlig for resten af Europa, samt at de ser frem til 2020-fejringen af folkeafstemningen om den dansk-tyske grænse.

Under deres møde drejede samtalen sig særligt om det danske og tyske samarbejde om Femern-Bælt forbindelsen.

– I slutningen af 2018 vil vi være færdige med planlægningsfasen. Jeg har meddelt, at sagen er overladt til domstolene, hvor jeg som ministerpræsident ikke kan komme med garantier, men kun sige, at det tager tid. Vi håber at det er muligt for domstolene at klare på to år, sagde Daniel Günther.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil principielt også gerne sikre fri bevægelighed henover grænsen. Men terrortrussel og flygtningekrise gør grænsekontrollen nødvendig, forklarede han. (Foto: Martin Ziemer)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil principielt også gerne sikre fri bevægelighed henover grænsen. Men terrortrussel og flygtningekrise gør grænsekontrollen nødvendig, forklarede han. (Foto: Martin Ziemer)

Også den danske grænsekontrol havde Lars Løkke Rasmussen og Daniel Günther drøftet.

– Jeg har den klare holdning, at grænsekontrollen ikke skal blive permanent. Men vi har jo også grænsekontrol i Tyskland ved vores sydlige grænser og på den måde har jeg forståelse for at den danske side har håndteret det på lignende vis. Men vi håber ikke at det bliver permanent og at vi kan vende tilbage til Schengen-reglerne fra før, forklarede Daniel Günther.

– Jeg tror egentlig vi er enige om det her, for i princippet er jeg fortaler for retten til fri bevægelighed i Schengen-regi. Uheldigvis er der er en særlig situation i Europa i disse dage – terrortrussel og en flygtningekrise. Det er grunden til at Danmark, ligesom Tyskland og andre lande, har introduceret den midlertidige grænsekontrol, sagde Lars Løkke Rasmussen og tilføjede:

– Vi prøver at afvikle den så gnidningsfrit som muligt og jeg tror, at vi i realiteten forsøger at kombinere beskyttelsen af Danmark med adgangen over grænsen for folk i grænseområdet. Det synes jeg, vi er lykkedes med.

De to politikere nåede også at komme ind på det danske vildsvinehegn.

– Vi har en anderledes fremgangsmåde, men naturligvis vil vi også beskytte vores land bedst muligt. Derfor respekterer vi den måde som Danmark har grebet det an. På trods af det håndterer vi det på en anden måde, fordi vi tror spredningen af svinepest hovedsageligt sker ad andre veje end gennem vildsvinene, sagde Daniel Günther.

Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) har forståelse for den danske tilgang til grænsekontrollen. Han håber imidlertid ikke den bliver permanent. (Foto: Martin Ziemer)

Ministerpræsident Daniel Günther (CDU) har forståelse for den danske tilgang til grænsekontrollen. Han håber imidlertid ikke den bliver permanent. (Foto: Martin Ziemer)

kommentar
deling del

Skriv et svar