Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

redaktionen

LIVE: Danmark lemper igen rejserestriktioner til Sverige

Her får du overblikket over coronakrisens udvikling i Danmark. Vi opdaterer alle ugens dage fra 7.30-22.30.
Her får du overblikket over coronakrisens udvikling i Danmark. Vi opdaterer alle ugens dage fra 7.30-22.30.

Rekordmange ansøgere til online-uddannelser

16.07.2020 22:01

Aldrig før har så mange søgt om en plads på en online videregående uddannelse.

Det viser en analyse fra interesseorganisationen Lederne, der har trukket tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

1.647 personer har i år søgt en online uddannelse som førsteprioritet. Sidste år var tallet 1.384. Tallet har aldrig tidligere været højere.

Det er dog stadig kun 1,74 procent af alle ansøgerne til videregående uddannelser, der har en online uddannelse som førsteprioritet.

dr.dk

Danskernes mentale trivsel tog et coronadyk – men rettede sig hurtigt

16.07.2020 21:57

Da coronapandemien toppede i Danmark i begyndelsen af april, sled smittefare og nedlukningen på danskernes psykiske trivsel. Men allerede tre uger senere – da samfundet atter åbnede, og smittetrykket faldt – voksede befolkningens generelle psykiske velbefindende igen.

Det viser forskning fra Aarhus Universitet, som professor på Institut for Klinisk Medicin, Søren Dinesen Østergaard, står bag sammen med kolleger fra Aarhus, Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Det skriver Jyllands-Posten.

Forskerne gennemførte i begyndelsen af april den første spørgeskemaundersøgelse om psykisk velbefindende blandt et udsnit på knap 2.500 danskere. Tre uger senere blev den samme gruppe danskere bedt om atter at udfylde spørgeskemaet. Det gjorde 2.149 af deltagerne i undersøgelsen.

Danmark lemper igen rejserestriktioner til Sverige

16.07.2020 18:08

Udenrigsministeriet har igen valgt at justere på rejsevejledningerne, og det betyder, at ikke-nødvendige rejser til de tre svenske regioner Halland, Kalmar og Värmland ikke længere frarådes.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Udenrigsministeriet åbner også for, at danskere nu kan rejse til Tunesien, Uruguay og Georgien. Både Uruguay og Georgien har dog indrejserestriktioner eller karantænekrav for danske rejsende.

Ændringerne sker på baggrund af de ugentlige tal fra Statens Serum Institut, som Udenrigsministeriet følger for at vurdere, hvor smitten med coronavirus falder.

Ministeriet har allerede åbnet for indrejse til Västerbotton, Kronoberg, Skåne og Blekinge i Sverige.

Chef for cybersikkerhed har smittestops-app på sin egen telefon

16.07.2020 17:01

Ansatte i Udenrigsministeriet må ikke downloade og bruge appen “Smittestop” på deres arbejdstelefoner.

Det skyldes, at appen ifølge Udenrigsministeriet udgør en mulig sikkerhedsbrist, fordi den baserer sig på bluetooth-teknologien.

Hos Center for Cybersikkerhed, der sorterer under Forsvarets Efterretningstjeneste, forstår man Udenrigsministeriets appforbud.

Men når det gælder privatpersoner, er der ifølge centerets direktør, Thomas Lund-Sørensen, ikke noget at betænke sig på.

– Vi kan kun opfordre til, at så mange som muligt anvender den i den fælles kamp mod Covid-19, siger han.

– Udenrigsministeriet siger ikke, at appen er et problem. De siger, det er at teknologien bag, som man ikke ønsker at bruge på Udenrigsministeriets arbejdstelefoner.

– Det skyldes, at det her er adgang til rigtig mange spændende informationer af national karakter, og det har vi fuld forståelse for i Center for Cybersikkerhed, siger Thomas Lund-Sørensen.

– Men det gør sig ikke gældende for privatpersoner. Jeg har selv appen, selv om jeg er del af en efterretningstjeneste. Kun hvis jeg er i udlandet, slår jeg bluetooth fra, siger han.

Verdens længste kapsejlads udsætter dansk besøg et år

16.07.2020 16:08

Aarhus må vente et år længere end først planlagt med at få besøg af verdens længste kapsejlads, The Ocean Race.

Det skyldes, at starten på sejladsen er blevet udsat med et år på grund af coronapandemien.

I stedet for at starte i efteråret 2021, kommer bådene således først afsted fra spanske Alicante i oktober 2022.

Besøget i Aarhus vil finde sted i maj eller juni 2023.

– Vores førsteprioritet ligger hos dem, der har været eller fortsat vil være påvirket af pandemien.

– Som en international sportsbegivenhed med stop på seks kontinenter er vi dybt forbundne til den omskiftelige virkelighed for sejlere, hold, byer og partnere verden over, siger Richard Brisius, der er løbschef for The Ocean Race, på begivenhedens hjemmeside torsdag.

Den internationale kapsejlads afvikles hvert tredje år og kommer jorden rundt.

Professor kalder ministeries app-forbud for overreaktion

16.07.2020 14:31

Udenrigsministeriet overreagerer, når ministeriet forbyder ansatte at bruge appen “Smittestop” på deres arbejdstelefoner.

Det mener professor i datalogi Mikkel Thorup, Københavns Universitet.

– Mit bedste bud er, at det er en overreaktion.

– Jeg synes, det er meget trist, hvis Udenrigsministeriets ansatte ikke downloader appen og hjælper med at stoppe corona, siger han.

Mikkel Thorup er medlem af regeringens advisory board (rådgivningspanel, red.), der står bag udviklingen af appen, som bruges i bekæmpelsen af coronavirus.

Udenrigsministeriet henviser til, at appens brug af bluetooth-teknologien udgør en mulig sikkerhedsbrist.

Men professoren er ikke bekendt med, at personer med en opdateret version af bluetooth er blevet hacket ad den vej.

– Det fine ved appen er, at den sikrer, at folk bruger en opdateret version af bluetooth, der ikke har sikkerhedsproblemer, siger Mikkel Thorup.

Han frygter, at meldingen fra Udenrigsministeriet kan få folk til at lade være med at downloade appen.

– Bluetooth er en vigtig ting i den måde, vi bruger vores telefoner på. Jeg synes, det kræver en forklaring at fraråde at bruge den teknologi. Så kunne man lige så godt sige, at man ikke skal bruge sin mobiltelefon, siger Mikkel Thorup.

To færre er indlagt med coronavirus i Danmark

16.07.2020 14:29

Yderligere 32 er bekræftet smittede med coronavirus i Danmark fredag.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

17 er indlagt. Det er to færre end onsdag.

Der er ingen nye dødsfald. Dermed er status, at i alt 610 er døde med coronavirus i Danmark.

Der er fem på intensiv og tre i respirator. Det er disse patienter, der har det værst.

Ifølge opgørelsen er næsten en million danskere blevet testet for coronavirus – 991.101 personer er registreret testet for coronavirus.

13 har overstået infektionen. En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er indlagt eller død.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB får bøde for tilskueres opførsel under pokalfinale

16.07.2020 12:36

Fodboldklubben AaB har modtaget en bøde på 40.000 kroner for problemer med klubbens fans under pokalfinalen.

Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans i en kendelse på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.

Under finalen mod Sønderjyske for godt to uger siden i Esbjerg affyrede AaB-fans pyroteknik, hvilket er ulovligt ifølge fodboldreglerne.

Derudover brød flere AaB-tilskuere de gældende corona-restriktioner, der betyder, at tilskuere skal sidde på deres pladser og holde en meters afstand mellem hinanden.

Kampens dommer, Jørgen Daugbjerg Burchardt, valgte efter en lille halv times spil at afbryde finalen i 14 minutter for at få styr på AaB-fansene.

AaB har mulighed for at anke dommen inden for de næste to uger.

Disciplinærinstansen skriver i torsdagens dom, at AaB i sin redegørelse har taget ansvar for tilskuernes opførsel og beklager den.

AaB-fans tændte pyroteknik og holdt ikke afstand under pokalfinalen mod Sønderjyske. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kompensation fra staten bidrager til plus for PostNord i Danmark

16.07.2020 10:32 – opdateret 10:44

Den danske del af PostNord har i andet kvartal haft en positiv indtjening.

Det er hjulpet på vej af økonomisk kompensation fra den danske stat. Det viser halvårsregnskabet fra PostNord.

Driftsoverskuddet for den danske del af PostNord er i andet kvartal endt på 39 millioner kroner.

Det er en forbedring i forhold til et driftsunderskud på 7 millioner kroner i andet kvartal sidste år.

Den samlede forretning hos PostNord, der har aktiviteter i hele Norden, har i alt modtaget omkring 57 millioner kroner i offentlig kompensation.

PostNord skriver i regnskabet, at kompensationen er gået til at dække udgifterne til at hyre ekstra personale.

I andet kvartal er omsætningen i den danske del af PostNord steget med en procent til 1,6 milliarder kroner.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har givet faldende resultater hos Falck

16.07.2020 09:22

Ligesom mange andre virksomheder har Falck i andet kvartal været presset økonomisk af coronakrisen.

Både omsætning og indtjening er faldet i forhold til andet kvartal sidste år. Det viser halvårsregnskabet fra Falck.

Ifølge selskabet, der blandt andet tilbyder ambulancekørsel, har der i kvartalet været kontraktudløb og lavere efterspørgsel på grund af coronakrisen.

Det har samtidig lagt pres på aktivitetsniveauet og givet faldende resultater.

– Den globale pandemi er en udfordring for Falck, men ved udgangen af kvartalet var vi finansielt på en bedre kurs, siger Jakob Riis, administrerende direktør i Falck, i en pressemeddelelse.

– Vi har taget skridt til at genoprette profitabiliteten og kom ud af kvartalet med et stærkt cash flow. Vi har desuden forlænget vores langtidsfinansiering med to år indtil juni 2023, fortæller direktøren.

I andet kvartal er Falcks omsætning faldet med 14 procent til 2,9 milliarder kroner i forhold til andet kvartal sidste år.

Samtidig er driftsresultatet før særlige poster faldet med 38 procent til 122 millioner kroner.

Falck har haft både en lavere omsætning og indtjening i andet kvartal i forhold til samme kvartal sidste år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SF vil have minister på banen efter app-forbud i ministerium

16.07.2020 09:14

Da appen Smittestop blev udarbejdet havde en lang række partier stor fokus på it- og datasikkerheden i den. Appen skal opspore og bremse udbredelsen af coronavirus i Danmark, og Regeringen ønsker, at så mange som muligt henter den.

Onsdag skrev Information dog, at Udenrigsministeriets ansatte har fået forbud mod at hente appen. Da appen skal bruge en åben Bluetoothkanal, udgør den nemlig et it-sikkerhedsproblem.

– Jeg synes, det er meget uheldigt, at det nu kommer frem, at folk i Udenrigsministeriet ikke må bruge denne her app. Jeg kan godt frygte, at det skaber tvivl i befolkningen om, hvorvidt den er sikker at bruge.

– Ministeren skal komme meget hurtigt på banen og forklare, hvad der er op og ned i dette her. Og er der sikkerhedsbrister, så skal de selvfølgeligt repareres, siger it-ordfører for SF Karina Lorentzen Denhardt.

SF mener dog i udgangspunktet fortsat, at danskerne bør hente appen, så coronavirus mest effektivt kan bekæmpes. Enhedslisten bakker også fortsat op om appen.

– Jeg føler mig stadig på fast grund i forhold til brug af Smittestop-appen. Bluetooth og lokal lagring er stadig en forholdsvis sikker metode at bruge. Og langt bedre end alternativer som brug af GPS og ekstern lagring, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.

Langt de fleste danskere bruger da også normalt Bluetooth til eksempelvis trådløse headsets, højttalere og så videre.

Peder Hvelplund siger, at det er naturligt, at nogle på grund af deres arbejde eller andre omstændigheder har behov for et betydeligt højere it-sikkerhedsniveau end andre.

Sundhedsminister Magnus Heunicke må på banen efter, at Udenrigsministeriet har forbudt sine ansatte at bruge Smittestop-appen, mener SF. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Coronakrisen øger truslen mod Danmark

16.07.2020 07:41

Coronakrisen har skabt nye trusler mod Danmarks sikkerhed og forstærket eksisterende truslerne, lyder det fra chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

– Vi kigger ind i et vanskeligere og stadigt sværere håndterbart trusselsbillede, siger han ifølge DR til Jyllands-Posten.

Coronakrisen og økonomisk tilbagegang kan ifølge Lars Findsen skubbe til ustabiliteten i Mellemøsten og Nordafrika og skabe ny grobund for terrorister, konflikter og nye flygtningestrømme.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Sommerhusudlejere melder alt udsolgt

15.07.2020 21:41

Det er ikke til at opdrive et sommerhus langs den jyske vestkyst. Der skriver DR.

– Isoleret set har sommerferien aldrig set bedre ud. Vi har 100 procents belægning i hele danskernes skoleferie, fortæller Jeppe Rysgaard, der er bureauchef hos sommerhusudlejnings Sol og Strand i Søndervig.

Og det er i høj grad takket være danskerne. Hos Sol og Strand i Søndervig har de nemlig mere end dobbelt så mange danskere sammenlignet med sidste år.

Lidt længere sydpå hos Feriepartner Danmark i Hvide Sande ser de også en markant anden sammensætning af deres gæster.

– Normalt er det 80 procent tyskere og 20 procent danskere. I år har vi 75 procent danskere, så det er et helt anderledes billede end normalt, siger udlejningsdirektør Lykke Høj.

De har ikke et eneste ledigt sommerhus i øjeblikket. Det havde de også sidste år, men til gengæld har de i år afvist langt flere end normalt.

– Det er både tyskere og danskere, men især danskere. Tyskerne planlægger i bedre tid, mens mange danske gæster er overraskede over, at de ikke kan ringe fem – seks dage før og få et sommerhus, siger Lykke Høj.

Også hos Feriehusudlejernes Brancheforening melder de om særlig stor efterspørgsel denne sommer.

– Der er udsolgt de fleste steder i landet i øjeblikket. Også i højre grad end normalt, fortæller Poul Fejer Christiansen.

Derfor ser han gerne, at der i fremtiden kommer flere sommerhuse til udlejning på markedet.

Ansatte i Udenrigsministeriet må ikke hente smittesporingsapp

15.07.2020 21:34

Udenrigsministeriets ansatte har fået forbud mod at downloade den smittesporingsapp, der skal opspore smittekæder med coronavirus, og som Sundhedsministeriet lancerede i juni. Det skriver Information.

Grunden er, at man frygter for datasikkerheden, fordi appen kræver, at man har bluetooth-funktionen aktiveret på sin telefon.

Det sker på trods af, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) flere gange har forsikret, at appen er sikker at bruge – danskerne skal med andre ord ikke frygte, at deres data bliver lækket igennem appen ifølge ministeren.

Men det gælder altså ikke, hvis man har bluetooth-funktionen tændt.

Det er Erik Brøgger Rasmussen, Direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, der bekræfter forbuddet til Information.

– Bluetooth er en åben kanal, og derfor er den relativt nem at penetrere, for dem der nu har lyst til at følge med i, hvad der foregår. Derfor tillader vi generelt ikke brug af bluetooth på vores telefoner, siger han til Information.

Formanden for IT-Politisk forening, Jesper Lund, mener dog, det er en smule dobbeltmoralsk af myndighederne.

Han siger til Information, at man er klar over, at en tændt bluetooth-funktion gør en telefon mindre sikker.

To flere indlagt med coronavirus onsdag

15.07.2020 16:05 – opdateret 16:45

Der er onsdag sket en lille stigning i antallet af indlagte med coronavirus i Danmark.

Det viser nye tal, der er offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Samlet er 19 indlagte med coronavirus onsdag klokken 14, to flere end tirsdag samme tid. Der er fortsat seks indlagt på intensiv, tre af disse i respirator.

Ingen yderligere er døde med coronavirus onsdag. Dermed er antallet af danskere, der er døde med coronavirus fortsat 610.

I alt er 13.092 personer konstateret smittet i Danmark, 31 flere end tirsdag.

Der er testet 981.280 personer, 12.825 flere end tirsdag.

Sunny Beach-gæster lod sig teste i lufthavnen

15.07.2020 13:50

79 af de 85 unge, der kom hjem til Billund Lufthavn fra festferien på Sunny Beach i Bulgarien, har valgt at lade sig teste for corona.

Det oplyser Kenneth Ravnholt, der er beredskabkoordinator i Region Syddanmark, ifølge DR.

– De var meget ydmyge og gode til at stå i kø, så det var tydeligt, at de havde forstået budskabet, og det hele foregik uden problemer, siger han.

I Københavns Lufthavn er billedet det samme, meddeler Region Hovedstadens Akutberedskab. Her lyder vurderingen, at langt de fleste passagerer lod sig teste »i god ro og orden«.

Professor om coronavaccine: De første nåleøjer er klaret

15.07.2020 13:07

Et amerikansk selskab er nået til den sidste test af en mulig coronavaccine.

Fase 3-forsøget begynder 27. juli, og det er lovende, at selskabet Moderna er nået dertil. Det mener Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet.

– Det betyder, at firmaet er kommet gennem de første to nåleøjer, så vaccinen er sikker, giver ikke bivirkninger, og den kan inducere den immunrespons, som skal beskytte mod sygdommen, siger han.

I fase 3 skal selskabet Moderna se, om effekten er tilstrækkelig stor. Den fase består af blindtest med to store grupper af forsøgspersoner. Den ene gruppe får produktet, mens den anden får placebo, altså et produkt uden virkning.

Når grupperne har fået henholdsvis produkt og placebo, undersøger forskere, om de, der har fået produktet, rent faktisk også er bedre beskyttet mod virus eller som minimum får mildere symptomer.

Det er ikke en garanti, at produktet ender med at komme ud på markedet, selv om det er nået til den afsluttende fase.

Moderna står til at afslutte forsøget senest 27. oktober 2022. Der ventes dog resultater inden da.

Også i Danmark er aktører ved at udvikle mulige coronavacciner. Både Statens Serum Institut og Københavns Universitet er i gang, men de er ikke nået så langt endnu.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har givet stor kundefremgang hos Nemlig.com

15.07.2020 10:52

Da coronaudbruddet for alvor ramte Danmark i marts, blev det pludselig ekstra populært at handle sine dagligvarer online.

Det kan man skrive under på hos onlinesupermarkedet Nemlig.com, der i årets første seks måneder har haft en markant kundefremgang.

Sammenlignet med de første seks måneder af sidste år er antallet af kunder i år steget med 60 procent, oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Samtidig er antallet af nye kunder mere end fordoblet, da det er steget med 108 procent.

Den store kundeaktivitet har resulteret i, at omsætningen hos Nemlig.com er vokset med over 50 procent i første halvdel af i år i forhold til samme periode sidste år.

Nemlig.com tilbyder et bredt sortiment af dagligvarer, som ud over forskellige mad- og drikkevarer også tæller blandt andet rengøringsmidler.

Selskabet sælger også måltidskasser, der består af færdige måltidsløsninger.

Også måltidskasserne har været populære i første halvdel af 2020, hvor salget er vokset med mere end 60 procent i forhold til samme periode sidste år.

Foto: Nemlig.com/Ritzau Scanpix

Superligaklubber skal betale mindre for coronatest

15.07.2020 09:47

Fodboldspillerne i Superligaen og 1. division skal fortsat testes for coronavirus i den kommende sæson. Til gengæld er det ikke alle prøverne, der skal analyseres.

Sådan lyder oplægget fra Divisionsforeningen, som anbefaler, at superligaklubberne tilslutter sig det nye initiativ.

Det skriver Ekstra Bladet.

I resten af 2020 bliver proceduren – hvis det står til Divisionsforeningen – således, at klubberne selv skal stå for at teste spillerne ugentligt. Men kun stikprøver skal analyseres.

– Vi gør det på en måde, der er lettere og billigere, men lige så sikker for klubberne, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til Ekstra Bladet.

Hvis en stikprøve er positiv, skal alle prøver analyseres.

I denne sæson har der været tre positive coronaprøver i Superligaen. FC Københavns målmandstræner, Kim Christensen, testede positiv i begyndelsen af juni, og i slutningen af samme måned skete det samme for Brøndby-spillerne Samuel Mraz og Simon Hedlund.

Ifølge Ekstra Bladet har det indtil nu kostet de 14 superligaklubber omkring fire millioner kroner at gennemføre de mange coronatest for at spille indeværende sæson færdig.

Det svarer til knap 300.000 kroner per klub.

Med den nye procedure sparer klubberne penge og skal ifølge avisen betale cirka 100.000 kroner for resten af kalenderåret, medmindre en test er positiv, så alle skal analyseres.

Spillerne i herrernes 2. division og kvindeligaen skal angiveligt ikke testes.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nordisk hotelkoncern går konkurs efter længere tids problemer

15.07.2020 08:13

Den nordiske hotelkoncern Maribel, der blandt andet driver hoteller i Danmark, er gået konkurs.

Det skriver det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.

Konkursen følger efter længere tids økonomiske problemer for Maribel, der har haft mere end svært ved at tjene mere, end hvad der er blevet brugt penge på.

Problemerne er ikke blevet mindre af, at coronakrisen pludselig er kommet og har gjort det sværere for koncernen at finde finansiering til at klare sig.

– Vi har siden sidste efterår arbejdet hårdt på at få en langsigtet finansiering med vores tre hovedkreditorer, Vastint, Host og Marriott.

– Desværre nåede vi ikke i mål med dette, før coronakrisen ramte, siger Pål Mørch, direktør hos Maribel, til Dagens Næringsliv.

Ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, driver Maribel hoteller under navnene First Hotels, Moxy og Courtyard by Marriott.

I Danmark drejer det sig om hoteller i København, Odense og Aalborg, skriver Finans.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Island fjerner krav om coronatest for danskere

14.07.2020 19:55

Island fjerner fra torsdag Danmark, Norge, Finland og Tyskland fra listen over højrisikolande. 

Det skriver DR.

Det betyder, at rejsende fra de fire lande ikke længere skal testes for coronavirus eller gå i 14 dages karantæne for at komme ind i landet.

En betingelse er dog, at de rejsende ikke har besøgt et højrisikoområde op til to uger før ankomsten til Island.

Mange rejsende tilmelder sig Danskerlisten

14.07.2020 19:49

Antallet af tilmeldte på den såkaldte Danskerliste er firdoblet i løbet af juli. Det skriver Udenrigsministeriet på Twitter.

Er man på listen, kan man, når man rejser udenlands, modtage informationer om, hvordan man bør forholde sig, hvis der opstår en alvorlig krise i det land, man er.

Helsingør udskyder EM i halv ironman til 2021

14.07.2020 16:01

Der bliver alligevel ikke afholdt EM i halv ironman i Helsingør i 2020.

Stævnet var først sat til 21. juni, men blev på grund af coronapandemien rykket til 6. september. Nu opgiver arrangørerne altså at afholde det i år.

Det skriver Ironman Group Denmark i en pressemeddelelse.

Årsagen er – ligesom ved den første udskydelse – coronapandemien og de restriktioner, den har medført. Ironman 70.3 European Championship Elsinore, som er EM’s officielle navn, løber nu af stablen 27. juni 2021.

– Ironman 70.3 European Championship Elsinore er en kæmpe begivenhed, der kan noget særligt, siger borgmester i Helsingør Kommune Benedikte Kiær i pressemeddelelsen.

– Vi havde set frem til en folkefest i Helsingør Kommune til september, men deltagernes og tilskuernes sikkerhed kommer naturligvis først. Vi må se fremad og forventer at kunne byde velkommen til et stort Ironman 70.3 European Championship Elsinore i 2021 – selvfølgelig tilpasset Covid-19 situationen.

En halv ironman består af 1,9 kilometer svømning og 90 kilometer cykling, ligesom man skal løbe et halvmaraton på 21,1 kilometer.

Det er fjerde gang i træk, at EM afholdes i Helsingør.

Sundhedsstyrelsen: Små børn bør ikke bruge mundbind

14.07.2020 14:51

Små børn kan have svært ved at bruge mundbind korrekt, og derfor bør de ikke bruge dem.

Det mener Sundhedsstyrelsen, der ikke anbefaler, at børn før skolealderen får maskerne på.

I sidste uge udsendte styrelsen en anbefaling om at bruge mundbind i bestemte situationer og kaldte det en god idé at have nogle af de beskyttende masker liggende i hjemmet.

Hvis man mistænker at være smittet med coronavirus og er på vej hen for at blive testet, bør man tage et mundbind på.

Også hvis man rejser hjem fra et højrisikoområde, anbefaler styrelsen at tage mundbind på i forbindelse med turen fra eksempelvis lufthavnen til sit hjem.

Anbefalingerne gælder dog ikke for alle. Og det er ikke kun små børn, som ikke anbefales at bruge mundbind.

Heller ikke personer med nedsat motorisk eller kognitiv funktion som eksempelvis lammelser, gigtsygdomme, udviklingshæmning, hjerneskade og demens anbefales at tage maskerne på.

Det samme gælder folk, der i svær grad lider af lungesygdommen kol.

Tusinder er blevet afvist ved grænsen efter coronalukning

14.07.2020 14:36

Sidste uge blev 760 personer afvist ved de danske grænser, der fortsat er delvist lukkede på grund af coronapandemien. Det viser nye tal fra politiet.

Dermed er i alt 9980 personer blevet afvist ved grænsen siden 14. marts, hvor grænserne blev lukkede.

I en længere periode var det kun folk med få, anerkendelsesværdige formål, der måtte indrejse i Danmark.

Før sommerferien blev der åbnet for turister fra en stribe lande, der vurderes at have coronasmitten under kontrol.

Klart flest blev i sidste uge afvist i København omkring Øresundsbroen, ved toget fra Sverige og i lufthavnen. Også Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har afvist over 100.

Bornholms Politi afviste ingen I sidste uge, men ifølge døgnrapporten for mandag blev der her afvist to personer.

En færre er indlagt med corona i Danmark

14.07.2020 14:29

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er faldet med 1 person til 17, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut tirsdag.

Af de 17 indlagte er 6 af dem stadig indlagt på en intensivafdeling. Tre af dem er lagt i respirator.

Der er ikke registeret nogle nye dødsfald med corona, og dermed er 610 personer i Danmark døde med coronavirus ifølge myndighederne.

Det betyder også, at der har været et dødsfald med corona siden 6. juli – altså mandag i sidste uge.

Antallet af indlagte har siden tirsdag i sidste uge været tilsvarende stabilt med enten 17 eller 18 indlagte.

I den daglige opdatering optræder også 24 nye bekræftede tilfælde, samt yderligere 30 tilfælde af en overstået infektion.

Smittede danske soldater evakueret hjem

14.07.2020 12:53

To coronasmittede danske soldater er blevet evakueret hjem fra den danske mission i Afghanistan.

Lørdag landede de i Aalborg, og her skal de være i karantæne i en periode, inden de kan blive genforenet med deres familier.

Det skriver Forsvaret i en såkaldt mission update.

De to smittede er uden symptomer og ved godt mod, oplyser Forsvaret.

Desuden er ni danske soldater fra missionen i Afghanistan i forebyggende karantæne. De er alle testet negative.

I denne uge rejser de første soldater fra Hold 12 i Afghanistan hjem til Danmark.

Flere af disse skal hjem, så de kan nå at overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer om 14 dages hjemmeophold efter udlandsophold samt holde sommerferie, inden de skal begynde på Hærens Sergentskole.

dr.dk

Skyland-deltagere testet negative for corona

14.07.2020 11:46

Ingen af de unge, der lod sig teste for Covid-19 i forbindelse med ungdomscampen Skyland Beach Camp i Øster Hurup i uge 27, er konstateret smittet. Det oplyser Statens Serum Institut.

Omkring 1.000 unge var samlet til fest og overnatning i campen. Ifølge Statens Serum Institut har 200 af dem ladet sig teste på stedet, hvoraf alle altså er påvist negative for smitte.

100 andre borgere blev i samme periode testet på et testcenter i Øster Hurup by. Heller ikke her var der nogen smittede.

Campen blev afholdt i Mariagerfjord Kommune, hvor man i sidste uge havde 7 nye tilfælde af coronasmittede. Det rejste tvivl om, hvorvidt arrangementet var årsag til, at smittetallet for kommunen steg.

dr.dk

Lektor: Stejl smittekurve viser pandemi på fuld styrke

14.07.2020 09:56

Der går kortere tid mellem, at der bliver rundet en million nye smittede på verdensplan, og det viser, at coronapandemien stadig kører for fuld kraft.

Det vurderer Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme og lektor i global sundhed på Aarhus Universitet.

– Det fortæller os jo, at det er en global epidemi, der virkelig kører afsted med fuld kraft, og at det måske ikke har toppet endnu, siger han.

28. juni blev der rundet ti millioner bekræftede coronatilfælde på verdensplan. Efter seks dage var der registreret yderligere en million smittede.

Det tog fem dage at nå fra 11 til 12 millioner smittede og blot fire dage at nå fra 12 til 13 millioner bekræftede smittetilfælde.

Mandag aften blev der rundet 13 millioner smittetilfælde på globalt plan, og det er særligt i USA og Brasilien, at coronavirusset har godt fat.

– Tallene afspejler mere forholdene i nogle enkelte lande og ikke at pandemien globalt set er ude af kontrol, siger Christian Wejse.

– Hvis jeg var borger i USA, ville jeg bestemt være bekymret, fordi der er det overhovedet ikke en pandemi under kontrol. Og det er bekymrende, at vi globalt set står med så høje tal, og at det måske ikke har toppet endnu.

– Alt andet lige øger det risikoen for, at vi kan få importeret nye smittede ude fra nogle af de lande, hvor pandemien virkelig kører afsted, siger han.

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Corona-krise sender fire borerigge i havn

13.07.2020 20:01

Fire af Maersk Drillings 12 borerigge ligger nu i danske havne på grund af coronakrisen og lave oliepriser. Ifølge Maersk har det været svært at få folk frem og tilbage til riggene. Det skriver DR Østjylland.

Mærsk Innovator og Maersk Interceptor er landet i Grenaa Havn, mens de to andre borerigge ligger i havnene i Esbjerg og Frederikshavn.

I Grenå håber man på ordrer for flere hundrede millioner. Sidst en borerig lå i havnen, gav det ordrer til firmaer for 400 millioner kroner.

Tre ud af fire corona-arbejdsskader kommer fra to regioner

13.07.2020 18:10

Region Hovedstaden og Region Midtjylland tegner sig for hele 74 procent af de anmeldte og registrerede corona-arbejdsskader. Det skriver A4 Arbejdsmiljø.

Nye tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) viser, at der i Region Hovedstaden er oprettet 287 coronarelaterede arbejdsskader. I Region Midtjylland 282. AES har den 13. juli registreret i alt 772 anmeldte skadesager.

I Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Nordjylland er der oprettet hhv. 96, 75 og 31 sager.

Ud af de 772 sager har AES afgjort 58 af dem. 27 er blevet anerkendt, mens de resterende 31 er blevet afvist.

AES har godkendt alle sager, hvor skadelidte har fået konstateret covid-19. Det drejer sig om 26 sager.

12 af de afviste sager handler om psykiske lidelser relateret til coronaepidemien, mens 15 sager er blevet afvist, fordi skadelidte ikke har opgivet de nødvendige oplysninger til AES.

De fleste anmeldelser kommer fortsat fra landets hospitaler og plejehjem. 333 sager omhandler ansatte på sygehusene, mens 107 af sagerne kommer fra plejehjemansatte.

Knap otte ud af 10 af de tilskadekomne er kvinder.

Anmeldelserne handler om alt lige fra infektionssygdomme til hudsygdomme efter brug af værnemidler og mundbind.

Tallene fra AES dækker over de arbejdsskader, som er blevet anmeldt til AES.

Prop ved Fanøfærgen: Endags-turister glemmer at booke tur på forhånd

13.07.2020 18:08

Sommerens gratis færger for gående og cyklende passagerer er en kæmpe succes. Forleden kunne Transportministeriet oplyse, at cirka 83.000 havde benyttet sig af muligheden i løb af de første dage. Bagsiden af medaljen er, at mange rejsende “glemmer” at reservere på forhånd, og så opstår der lange køer og kaos, skriver TV SYD.

For eksempel på Esbjerg Havn, hvor endagsture til Fanø er populære hos feriefolket på Vestkysten. Men selvom det er gratis at sejle over, skal man stadig reservere på forhånd.

– Mange har ikke sat sig godt nok ind i ordningen. De møder op i havnen og opdager, at de skulle have booket på forhånd. Der en kun én pc i terminalen, som nogle booker fra, mens andre bruger mobilen. Det presser hele indtjekningsrutinerne, at mange kommer uden en billet, fortæller Jesper Maack, pr- og kommunikationschef, Mols Linjen, som driver Fanølinjen.

Han foreslår, at folk går på Fanølinjens hjemmeside og booker billet allerede ved planlægning af turen.

– Ellers skaber det prop i systemet, når vores folk ved overfarten skal forklare om ordningen, siger han.

Typisk opstår problemet om formiddagen, hvor mange vil med færgen for at få en hel dag på Fanø. Færgen sejler hvert tyvende minut dagen lang.

Vil man have en gratis tur med færgen, skal man både bestille og betale på forhånd. Så får man penge returneret sine penge ved afbenyttelse af billetten, så man sikrer, at folk rent faktisk benytter sig af tilbuddet.

Markant flere coronasmittede i Mariagerfjord Kommune

13.07.2020 16:08

Mariagerfjord Kommune oplevede i sidste uge 17 nye tilfælde af smittede med covid-19, skriver DR Nordjylland.

Det vides endnu ikke, om årsagen er den omstridte Skyland Beach Camp, hvor 1000 unge var samlet i Øster Hurup.

Det siger Jan Andersen (V), der er formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget til DR Nordjylland.

– Vi ved ikke, om der blandt de nye smittede er gæster fra Skyland. Når unge mennesker indtager alkohol og fester, så kommer man da tæt på hinanden. Men om de kan have skylden for stigningen, ved jeg ikke noget om, siger udvalgsformanden.

Han oplyser samtidig, at der ikke er registreret smitte blandt kommunens ældre eller ansatte.

Endnu en dansker dør med coronavirus

13.07.2020 14:37

Siden fredag er en person død med coronavirus i Danmark. Dermed er i alt 610 personer døde med virussen i Danmark.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. der er offentliggjort mandag. Tallene bliver offentliggjort på hverdage og dækker dermed over udviklingen siden fredag.

Siden da er antallet af indlagte med coronavirus steget med en enkelt til 18. Af disse er seks indlagt på intensiv og tre indlagt på intensiv i respirator.

I alt er 960.821 – 25.768 flere end fredag – testet for coronavirus. 91 er bekræftet smittet, hvilket sender det samlede antal bekræftet smittede op på 13.037.

På Grønland og Færøerne er der ikke sket yderligere smittespredning.

Statens Serum Institut udvikler ny lovende vaccine mod covid-19

13.07.2020 13:52

Statens Serum Institut er i fuld gang med et udvikler en vaccine mod Covid-19.

Indtil videre har vaccinekandidaten, som har fået navnet CoVAXIX, været en stor succes i forsøg med mus.

Forsøg på aber er planlagt, og vaccinen kan måske blive klar til afprøvning på mennesker allerede i år.

Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

I forsøg med mus har vaccinen fremkaldt antistoffer, der neutraliserer coronavirus med samme eller større styrke end de fleste mennesker, der er immune efter en veloverståetcovid-19 infektion.

Miljøstyrelsen stopper titusindvis liter dårlig håndsprit

13.07.2020 13:17

I takt med at efterspørgslen efter håndsprit er steget markant under coronakrisen, der har sat et stort fokus på korrekt afspritning, har Miljøstyrelsen kontrolleret store mænger håndsprit ved grænsen.

Det har ført til, at samlet omkring 19 ton håndsprit enten er blevet sendt retur til afsenderen eller direkte er blevet destrueret, fordi det har været farligt.

Det skriver Miljøstyrelsen i en nyhed på sin hjemmeside, der blandt andet beskriver håndsprit uden sprit og manglende mærkning som problemerne.

Tre forsendelser, svarende til omkring otte ton, er sendt til destruktion. Det blandt andet er sket, hvis de har indeholdt det farlige middel Metanol.

17 forsendelser svarende til omkring 11 ton er sendt tilbage til afsenderen.

Lyspunkt i ledigheden efter tre ugers tristesse

13.07.2020 11:23

Antallet af tilmeldte ledige faldt i sidste uge med 1349 personer. Det sker efter tre uger med markante stigninger, viser tal fra Jobindsats.dk. Det betyder, at flere personer frameldte sig ledig end tilmeldte sig ledig i sidste uge.

Samlet er der siden mandag 15. marts kommet 48.382 flere tilmeldte ledige.

– Den dalende arbejdsløshed i sidste uge er godt nyt, ovenpå at arbejdsløsheden er steget de foregående tre uger. Det var ventet, at vi i uge 28 ikke ville se en lige så stor stigning i ledigheden som i uge 27. Det skyldes, at i starten af juli fandt en række personer, der i marts var blevet opsagt med tre måneders varsel, ind i ledighedsstatistikken, skriver seniorøkonom hos Dansk Erhverv Kristian Skriver i en kommentar til tallene.

De seneste tre uger har da også budt på markante stigninger i antallet af tilmeldte ledige. Samlet er det kommet over 7200 til ledighedskøen i den periode.

Bedringen i uge 28 fjerner ikke frygten for, at der kan komme flere ledige fremover. Flere af de store støttepakker til erhvervslivet, der skulle hjælpe det gennem coronakrisen, er ved at udløbe.

Matas solgte 8.000 mundbind fredag

13.07.2020 10:07

Efter at Sundhedsstyrelsen fredag anbefalede at bruge mundbind i visse tilfælde, har Matas oplevet større salg.

– Fredag er den enkeltdag, vi har solgt flest mundbind. Vi solgte cirka 8.000, siger Klaus Fridorf, kommunikationschef i Matas.

Coop planlægger at købe flere mundbind den kommende tid.

Lægemiddelstyrelsen anbefaler, at folk køber mundbind, der er CE-mærkede, og at man bruger dem, som der står angivet. Eksempelvis skal engangsmundbind kun bruges en gang, og man bør ikke røre ved det ofte.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Svensk minister er bekymret for nordisk samarbejde

13.07.2020 09:56

Sveriges minister for udenrigshandel, Anna Hallberg, mener, at lukkede grænser og verbale angreb fører til gnidninger i samarbejdet i Norden. Det skriver DR. 

– Jeg er bekymret. Vi skal tackle det her nu, siger Hallberg, der også er minister for det nordiske samarbejde til nyhedsbureauet TT.

Hun påpeger, at samarbejdet er blevet hårdt ramt på grund af coronapandemien og de forskellige landenes håndtering af det.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Plejecenter går fri af corona efter smittet nattevagt

12.07.2020 22:19

En nattevagt, der har arbejdet på Plejecenter Margrethelund i Dronninglund, blev i den forgangne uge konstateret smittet med coronavirus og sendt hjem.

Efterfølgende blev cirka 80 beboere og cirka lige så mange ansatte på stedet også testet. Den første test var negativ, og nu har den anden test, som blev foretaget fredag, vist samme resultat.

Det skriver Brønderslev Kommune i et Facebook-opslag.

– Der vil blive testet igen i dag, søndag. Det er denne test, der hedder »Dag 6«-testen og foretages på de to afdelinger, hvor nattevagten har været på arbejde.

– Hvis denne test også er negativ, er de to afdelinger gået helt fri af Covid-19, lyder det i opslaget.

15.000 tilfældigt udvalgte danskere inviteres til coronatest

12.07.2020 17:57

15.000 danskere vil til august blive inviteret til at blive testet for, om de har eller har haft coronavirus.

Det sker, når Statens Serum Institut genoptager de såkaldte repræsentative test i en ny form. Det oplyser seruminstituttet i et svar til Ritzau.

Testene, der skal give et billede af epidemiens udvikling hos et tilfældigt udsnit af befolkningen, blev sat på pause i juni.

Det viste sig dengang, at meget få af de indkaldte dukkede op og lod sig teste.

Bestseller-partnerfirma fik blankocheck til coronaindkøb

12.07.2020 08:02

I slutningen af marts gav staten og regionerne tøjgiganten Bestsellers partnerfirma Nine United ret til at købe værnemidler for millioner af skattekroner, skriver Politiken.

Med en aftale den 31. marts fik firmaet fuldmagt til at indgå kontrakter i Kina på »vegne af og med juridisk og økonomisk bindende virkning for Region Hovedstaden«, der havde staten i ryggen.

Firmaet fik et honorar på 2,5 procent for alle indgåede kontrakter. Det viser dokumenter, som Politiken har fået aktindsigt i. Samtidig blev Nine United fritaget for ansvar.

Nine United, som er ejet af Bestsellers stifter, Troels Holch Povlsen, oplyser til Politiken, at man via aftalen har lavet kontrakter for i alt 760 millioner kroner.

Bestsellers topchef, Anders Holch Povlsen, afviser over for Politiken, at koncernen og dens grene i Kina har spekuleret i at lave forretninger på indsatsen.

Region Hovedstaden oplyser til Politiken, at der er indgået en tilsvarende aftale med Maersk. Indkøbssummerne for denne aftale er ikke oplyst.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Store skiftedag i danske sommerhuse udløste lange køer

11.07.2020 21:07

Har man enten taget afsked med et sommerhus i Danmark eller sat kursen mod et lørdag, har man formentlig holdt i kø.

Der har nemlig været store kødannelser på motorveje over det meste af hele landet, siger Brit Osted Nielsen, som er vagthavende ved Vejdirektoratet.

– Der har været meget kø i løbet af dagen, særligt fra Københavns-området over Sjælland og så over hele Fyn. Der har også været lidt i Sønderjylland og oppe omkring Aalborg.

Sidst på eftermiddagen var der lidt tilbage ved Lillebæltsbroen, fordi der er vejarbejde, så der kun er to farbare spor i retning mod Jylland, oplyser Brit Osted Nielsen.

Tidligere på dagen var der lange køer ved Storebælt, særligt på Sjælland, hvor trafikken gled meget trægt helt fra Sorø.

I Syd- og Sønderjylland har ferietrafikken givet trafikale problemer ved Esbjerg Havn, hvor mange skulle med færgen til Fanø.

Plejemedarbejder testet positiv

11.07.2020 16:50

En medarbejder på Svinget, som er en afdeling under ældrecentret Teglgårdsminde i Skørping i Rebild Kommune, er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Der er tale om en fast vikar. De øvrige medarbejdere på Svinget er sendt til test, og i løbet af lørdag skal alle beboere på Svinget testes.

Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet kontaktet. De står for at opspore smitteveje.

Dannelseskulturen er vendt tilbage

11.07.2020 14:13

Danskerne er ikke længere kun vilde med dans, men også med dannelse.

Det er en af de uventede konsekvenser af coronakrisen, som har pustet nyt liv i både fællessang og litterære oplevelser i Danmark. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Hvem havde sidste år troet, at et fællessangsprogram med sange og salmer fra Højskolesangbogen skulle kunne slå X-Factor i seertal?

Men sådan gik det, da lederen af DR’s pigekor Phillip Faber for nylig var med til at samle et rekordstort antal danske seere fredag efter fredag i den bedste sendetid på DR med programmet »Fællessang – hver for sig«, ligesom han gennem 100 dage fik genindført morgensangen i mange hjem via både P2 og DR 1.

Alene i april så 2,7 millioner danskere mindst et af de programmer, mens både Højskolesangbogen og Bibelen i mellemtiden kom på bestsellerlisterne. På de sociale medier er det tilsvarende blevet en tendens at vise forsiderne af sine yndlingsbøger frem for andre.

Afklaring om seksdagesregel kommer tidligst i august

11.07.2020 10:40

Flere politiske partier og branchen selv har presset regeringen for at fjerne krav om seks overnatninger for udenlandske turister. Men der kommer tidligst en afklaring til august.

Det fremgår af et folketingssvar, der er sendt til Folketingets Erhvervsudvalg fra Justitsministeriet.

Spørgsmålet er stillet af Venstres Anni Matthiesen. Det går på, hvad der skal til, før kravet om, at turister skal overnatte seks nætter i Danmark for at få lov at rejse ind, bliver fjernet.

– På grund af sommerferie er det ikke muligt at besvare spørgsmålet inden for svarfristen. Spørgsmålet forventes besvaret i løbet af august 2020, lyder det i folketingssvaret.

Venstre har i et åbent brev henvendt sig med kritik. Regeringen lader branchen bløde, når reglen gælder i højsæsonen omkring juli og august, lyder det.

Turister fra Norge og fra flere regioner i Sverige er undtaget kravet.

83.000 har sejlet gratis med færge i juli

11.07.2020 09:57

Cirka 83.000 cyklende og gående danskere har i juli sejlet gratis med danske færger.
Det svarer til 2600 cyklister og 14.000 gående, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Og det er blot tal for 34 ud af de i alt 56 færger, der har tilmeldt sig ordningen med gratis færgerejser for gående og cyklister i juli.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) erklærer sig »overvældet« over den store interesse.

– Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ser ud om nogle uger, når sommervejret forhåbentlig er kommet igen, og endnu flere har fået ferie, siger Benny Engelbrecht i pressemeddelelse.

De gratis færgeture er en del af den politiske sommerpakke, der skal styrke turisme og aktiviteter i Danmark over sommeren i ly af coronakrisen.

Halv pris på kulturen får besøgstallene til at stige

11.07.2020 07:47

Som en del af sommerpakken, der skal sparke gang i den coronaramte økonomi, er billetpriserne fra den 27. juni på en lang række kulturoplevelser blevet halveret.

Hos H.C. Andersens Odense, hvor gæsterne kan træde i forfatterens fodspor og blandt andet besøge hans barndomshjem, kan det mærkes på billetsalget, at priserne har fået et hak nedad.

– Vi havde under 100 gæster om dagen (inden 27. juni, red.), og nu er vi oppe at ramme 600-700 gæster dagligt, siger Merete Schultz, som er publikumschef for Odense Bys Museer.

Starten på denne uge har samtidig budt på, hvad nogle vil kalde klassisk dansk sommervejr, regn og rusk, og fra Moesgaard Museum i det sydlige Aarhus, siger direktør Mads Kähler Holst, at der i denne uge har været »godt museumsvejr«.

Lige nu ligger museet på op til 2000 daglige besøgende, hvilket er på samme niveau som sidste år.

Hos Aalborg Zoo skal en voksen som følge af rabatten kun betale godt 100 kroner for at komme ind. Det har fået gæsterne til at strømme dertil.

– Før sommerpakken trådte i kraft, lå vi en lille smule foran normalen. Fra den 27. juni til i dag ligger vi cirka 50 procent foran normalen, siger Søren Sørensen, der er salgs- og kommunikationschef i Aalborg Zoo.

I Ishøj hos Arken Museum for Moderne Kunst vurderer museumsdirektør Christian Gether, at sommerpakken har øget billetsalget med omkring 20 procent.

Det er muligt at få halv pris på billetterne frem til den 9. august.

Aalborg Zoo oplever i disse dage en stor tilstrømning af gæster. Dyreparken åbnede igen den 27. maj efter at have været coronanedlukket. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Ingen coronadødsfald i Danmark siden mandag

10.07.2020 14:32

Der er en person mindre indlagt på danske hospitaler med coronavirus, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut fredag. Dermed er der 17 indlagte med coronavirus.

Af de 17 indlagte er fire af dem indlagt på en intensivafdeling. Det er en mindre end torsdagens opdatering. Alle fire er i respirator.

Fredagens opdatering indeholder yderligere 30 bekræftede tilfælde af smitte med coronavirus, mens 32 smittede er registreret som havende overstået en infektion.

Der er ikke registreret nye dødsfald, og dermed er der fortsat 609 i Danmark, der er døde med coronavirus.

I de underliggende tal fra Statens Serum Institut kan man se, at det seneste kendte dødsfald med coronavirus er sket 6. juli – altså mandag.

Tre personer sigtet for bedrageri med hjælpepakke

10.07.2020 13:15

Københavns Politi oplyser på Twitter, at man har sigtet tre personer fra en kiosk i Nordvest-kvarteret for bedrageri for cirka 29.000 kroner. 

Blandt de sigtede er kioskens indehaver og revisor. De er sigtet for bedrageri med covid-19-hjælpepakkerne for lønkompensation.

Tivoli lukker populær musikskole og parkerer storstilet kulturhusprojekt

10.07.2020 12:52

Danmarks mest besøgte attraktion er hårdt ramt på økonomien og må som konsekvens heraf lukke nuværende som planlagte projekter ned. Det skriver TV 2 Lorry.

Mens 233 medarbejdere allerede er blevet afskediget i en massefyringsrunde, får Tivolis spareplaner nu også konsekvenser for parkens musikskole for børn samt en stor planlagt udbygning omkring den eksisterende koncertsal og restauranten Wagamama.

I et brev til forældre til børn på Tivoli Musikskole oplyser forlystelsesparken, at musikskolen lukker ved udgangen af sæsonen, og at medarbejderne tilknyttet skolen afskediges. Samtidig nævnes det i en bisætning, at kulturhusprojektet Tivoli Huset »ikke kan gennemføres«.

– Vi har gjort alt hvad vi kunne og lidt mere til for at undgå det, men vi står desværre i en svær situation, hvor vi er nødt til at skære ind til benet. Og så er vi desværre nødt til at lukke musikskolen, som vi ellers var meget glade for, siger Lars Liebst, administrerende direktør i Tivoli til TV 2 Lorry.

Tivoli Musikskole lukker dermed efter kun et enkelt år.

Det stort anlagte byggeri af kulturprojektet Tivoli Huset, som er en planlagt udbygning af koncertsalen, bliver med attraktionens økonomiske kvaler nu også lagt i koma.

– Det er jo et meget stort projekt til trecifret millionbeløb, og med en usikker fremtid, hvor der ikke er udsigt til samme mængde turisme lige foreløbig, så kan vi ikke sætte gang i det, siger Lars Liebst.

To danske soldater i Afghanistan har fået coronavirus

10.07.2020 12:48

To danske soldater i Afghanistan er testet positive for corona, men er uden symptomer. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.

Testen af de danske soldater sker, efter at det tidligere er blevet konstateret, at soldater fra det internationale Nato-samarbejde i Afghanistan var smittet med coronavirus.

Herefter blev fire danske soldater onsdag i denne uge sat i karantæne og testet. To af de fire test har vist sig at være positive. Alle fire forbliver dog i karantæne.

– De to, der er testet positive, er uden symptomer på sygdommen og er ved godt mod.

– De har kontaktet deres pårørende, og der er ikke umiddelbart nogen grund til at være urolig, siger oberst Klaus Brieghel, der er chef for de danske soldater i Afghanistan, i pressemeddelelsen.

For at minimere risikoen for spredning så meget som muligt har det vist sig nødvendigt at sende yderligere ni danske soldater i præventiv karantæne.

De er alle ni blevet testet og er ikke smittede, men de forbliver i karantæne, indtil de kan testes igen.

Grønt lys for rejser til Storbritannien

10.07.2020 11:03

Feriehungrende danskere har fået endnu en mulig destination for udrejse, efter at Udenrigsministeriet har lempet på advarslen for rejser til Storbritannien.

Fredag har Udenrigsministeriet sænket Storbritannien fra orange til gult niveau.

Det betyder, at de danske myndigheder tidligere frarådede alle ikke-nødvendige rejser til Storbritannien. Det gør myndighederne ikke længere.

I stedet opfordres alle danskere, der tager til Storbritannien, til at være ekstra forsigtige. Det er, uanset hvor i landet man befinder sig.

Lempelsen sker synkront med en opdatering af Storbritanniens liste af lande, som er undtaget af den britiske regerings opfordring om at droppe alle ikke-nødvendige rejser.

Listen er også opdateret fredag, og Danmark er på sammen med stort set alle europæiske lande samt enkelte dele af Nordamerika og Asien. USA, Sverige, Brasilien, Mexico, Indien og Kina er stadig ikke på listen.

Udenrigsministeriet gør opmærksom på, at selv om der er åbnet for trafikken til Storbritannien, vil der stadig være tiltag, som rejsende normalt ikke oplever.

Blandt andet gælder undtagelserne fra Storbritanniens karantæneregler kun, hvis man rejser fra et undtaget land. Man vil dermed ikke opleve samme regler, hvis man som dansker rejser fra Sverige til de britiske øer, som hvis man rejser fra Danmark.

– Derudover skal du være opmærksom på, at du fortsat skal registrere dig hos myndighederne i Storbritannien inden indrejsen, tilføjer Udenrigsministeriet.

Flere flyver til og fra København – men corona påvirker stadig

10.07.2020 10:55

I juni er 151.085 passagerer rejst igennem Københavns Lufthavns terminaler.

Det er et fald på 94,9 procent i forhold til samme måned sidste år. Det oplyser Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

I gennemsnit har lufthavnen i juni dagligt talt 4870 passagerer. Det er en klar forbedring i forhold til lavpunktet 9. april, hvor der blot var 427 rejsende.

På trods af forbedringen er der stadig et stykke op til de 83.000, der normalt rejser igennem lufthavnen i løbet af en junidag.

– Luftfarten er forsat i dyb krise, og det vil vare længe endnu, siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard.

Han nævner dog også, at det heldigvis er til at spore de første lysglimt.

Både passagerer og flyselskaber er så småt begyndt at vende tilbage, og det har gjort det muligt at genåbne flere butikker og serveringssteder i lufthavnen.

– I dag har vi åbnet omkring 20 af de 146 butikker og serveringssteder, vi havde, før coronaen knockoutede lufthavnen og alle virksomhederne herude, siger Peter Krogsgaard.

Samlet for denne sommer forventer Københavns Lufthavn et fald i antallet af rejsende på omkring 85 procent sammenliget med sommeren sidste år.

Der er begyndt at komme flere rejsende i Københavns Lufthavn sammenlignet med de seneste måneder. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Barlukninger og aflyste festivaler koster Carlsberg

10.07.2020 09:57

Salget af øl og andre drikkevarer er faldet for Carlsberg i første halvår.

Det viser foreløbige tal fra den danske bryggerikoncern, der er en af de største inden for sin branche i verden.

Ifølge Carlsberg er den samlede omsætning faldet med 11,6 procent i de første seks måneder af året.

Alene i andet kvartal er omsætningen faldet med 14,6 procent.

Det er udbruddet af coronavirus, som rammer Carlsbergs salg af blandt andet øl, fordi eksempelvis barer og restauranter har været lukket under udbruddet.

– Covid-19-pandemien fortsætter med at give store udfordringer for vores forretninger på tværs af vores tre regioner, skriver Carlsberg i en meddelelse.

Blandt Carlsbergs regioner har det største, Vesteuropa, haft en »meget« svær start på andet kvartal, oplyser bryggeriet.

Markedet har dog siden oplevet en forbedring henimod slutningen af kvartalet på grund af den gradvise genåbning af barer og restauranter.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ø-pas bliver revet væk: Ny kampagne skal booste ø-turisme

10.07.2020 08:16

Mange af de danske øer oplever i år flere turister end nogensinde før.

Nu lancerer Landdistrikternes Fællesråd en storstilet turismekampagne for at booste ø-turismen i Danmark. Samtidig er 50.000 nye Ø-pas klar til danskerne. Det skriver Landdistrikternes Fællesråd i en pressemeddelelse.

– En ferie i Danmark er ikke lig med afsavn til den aflyste sommerferie i syden, det kan faktisk være et bevidst valg, og være en øjenåbner for, hvor afslappet, berigende og magisk en ferie, man kan få i sit eget land. Og hvor stort Danmark er på skønne attraktioner, autentiske oplevelser, og smuk natur, fortæller Landdistrikternes Fællesråds formand Steffen Damsgaard.

Sammenlignet med sidste år er der solgt 86 procent flere Ø-pas i år, hvilket svarer til mere end 21.000 ekstra rødebedefarvede rejsepas. Derfor er 50.000 nye Ø-pas blevet produceret og igang med at blive distribueret til turistbureauer, færgerederier og interesserede borgere.

I år er Rømø blevet en del af det rødbedefarvede Ø-pas, der nu indbefatter 39 af de færgeforbundne øer i Danmark. I Ø-passet kan man finde inspiration og lokale guides til øferie og ø-hop i det danske, ligesom det er muligt at samle stempler fra øerne og konkurrere internt om flest besøgte øer i Danmark.

SAS drukner i coronakrav fra kunder

10.07.2020 07:48

Millioner af flykunder må væbne sig med tålmodighed, før de kan få penge tilbage for SAS-billetter, der blev købt, inden coronakrisen tvang den internationale flytrafik til jorden. Det skriver DR.

Ifølge EU-reglerne har flyselskaberne syv dage til at refundere billetter til aflyste flyrejser.

Men en kombination af tusindvis af hjemsendte SAS-medarbejdere og tusindvis af aflyste flyafgange har gjort det svært for Nordens største flyselskab at følge med ansøgninger om at få penge tilbage.

– I knap tre måneder har vi aflyst næsten 800 daglige flyvninger, og det har ført til, at rigtig mange kunder har søgt om og har ret til kompensation. Desværre så kommer det til at tage betydeligt længere tid end vanligt, og det beklager vi naturligvis, siger pressechef i SAS, John Eckhoff.

Ifølge John Eckhoff har SAS foreløbig arbejdet sig igennem bunken med refusioner for flyrejser i marts.

Det har betydet, at omkring 700.000 SAS-kunder har fået penge retur.

Af disse har cirka 30 procent valgt at modtage en voucher, som skal bruges til en anden SAS-afgang inden for de næste 12 måneder.

Men sagspuklen er fortsat enorm, og John Eckhoff tør ikke udstikke en horisont til de mange kunder, som fortsat mangler at få penge tilbage.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Coronapause skubber superligastart til september

09.07.2020 20:47

Næste sæson af Superligaen skydes i gang i midten af september.

Divisionsforeningen oplyser torsdag aften i en pressemeddelelse, at landets bedste fodboldrække går i gang 13. september. Det er otte uger senere end planlagt.

Den sene sæsonstart skyldes, at den nuværende sæson er blevet forlænget som følge coronapandemien.

Coronakrisen har desuden budt på en udskydelsen af sommerens EM-slutrunde til 2021.

I næste sæson bliver Superligaen afviklet med blot 12 hold i stedet for de nuværende 14 efter en strukturændring.

Det betyder, at grundspillet blot vil bestå af 22 spillerunder. De seks bedste hold skal bagefter kæmpe om mesterskabet, mens de nederste seks hold skal forsøge at undgå nedrykning.

Rejsevejledning opdateret: Nu kan du rejse til Skåne

09.07.2020 15:34

Udenrigsministeriet ændrer rejsevejledningen til regionen Skåne i Sverige, så danskere ikke længere frarådes at rejse dertil.

Dermed er der nu i alt fire regioner i Sverige, det ikke længere frarådes at rejse til.

Man skal dog stadig udvise ekstra forsigtighed, lyder det i rejsevejledningen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler mundbind i visse tilfælde

09.07.2020 14:34

I særlige situationer anbefales borgere at bruge mundbind for at beskytte andre mod coronavirus.

Sådan lyder det i opdaterede retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

Det gælder blandt andet, hvis man mistænker, at man er smittet med coronavirus og skal bevæge sig ned for at blive testet.

Det gælder også, hvis man i en situation ikke har andre muligheder for at forebygge smitte med coronavirus.

Har man eksempelvis ikke mulighed for at sætte plexiglas eller et visir op for at forebygge smitte med coronavirus to personer imellem, kan man i stedet bruge mundbind.

Sundhedsstyrelsen har ellers hidtil ikke anbefalet at bruge mundbind. Vurderingen har hidtil været, at effekten er usikker.

Men Verdenssundhedsorganisationen, WHO, opdaterede i juni sin anbefaling til brugen af mundbind.

Det kan anbefales i særlige situationer, lyder det fra WHO.

Yderligere 16 personer er smittet med coronavirus

09.07.2020 14:06 – opdateret 14:18

Antal indlagte med coronavirus i Danmark ligger forsat på 18, som det var tilfældet onsdag.

Det viser torsdagens tal fra Statens Serum Institut.

Der er ikke registreret dødsfald, så antallet af døde med coronavirus i Danmark er stadig 609.

Yderligere 16 personer er bekræftet smittet med virusset. Dermed er antallet for bekræftede smittetilfælde i alt på 12.916.

Af de smittede har 12.045 overstået deres infektion.

En infektion regnes som overstået, når man efter 14 dage hverken er død eller indlagt med virusset.

Tallene for indlagte patienter på intensiv ligger forsat på fem, hvoraf fire ligger i respirator.

Det er disse patienter, som er mest syge.

Brøndby får forbud mod at bruge tidligere coronasmittede

09.07.2020 10:59

Superligaklubben Brøndby må fortsat undvære de to angribere Simon Hedlund og Samuel Mraz, selv om begge spillere er erklæret raske efter at have haft coronavirus.

Det har et ekspertudvalg i Divisionsforeningen bestemt, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Svenske Hedlund og slovakiske Mraz blev sidste uge testet positive for coronavirus, og gik derfor syv dage i isolation, som Superligaens coronarestriktioner foreskriver.

De har hele tiden været symptomfri, og begge blev tidligere i denne uge testet negative for coronavirus.

Derfor ærgrer det fodbolddirektør Carsten V. Jensen, at Brøndby ikke må bruge de to spillere i torsdagens kamp mod FC Nordsjælland og søndagens kamp mod FC København.

– Vi er først og fremmest rigtig ærgerlige over, at vi må undvære Hedlund og Mraz i de kommende to kampe. Hedlund og Mraz returnerende fra deres isolation i mandags og er i løbet af ugen blevet undersøgt af uafhængige speciallæger ud fra et forsigtighedsprincip, og her er tilbagemeldingen til os, at de begge er sunde og raske.

– Dette har vi løbende informeret Divisionsforeningen og det lægefaglige ekspertudvalg om, men de har i går aftes (onsdag, red.) meddelt os, at de ikke mener, at vi kan have de to spillere med i kamp før næste uge.

– Det er vi som sagt ærgerlige over, men vi respekterer og følger naturligvis deres indstilling, siger Brøndbys fodbolddirektør.

Samuel Mraz er lejet i italienske Empoli. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Corona-dyk i lærlinge er mindre end frygtet

09.07.2020 10:17

Der er kommet færre unge i lære hos virksomhederne i kølvandet på corona, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.

Men dykket på 33 procent færre  uddannelsesaftaler mellem unge og virksomheder i april sammenlignet med april sidste år er alligevel ikke så stort, som flere parter havde frygtet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Hos Dansk Byggeri har man talt om en risiko for at miste helt op til 7.700 lærlinge i år.
At faldet på byggeområdet i april kun ser ud til at være på 7,5 procent, kalder underdirektør Louise Pihl “relativt nådigt”.

– Det afspejler, at der stadig har været aktiviteter i bygge- og anlægsbranchen under corona-krisen. Mit håb er, at vi kommer fornuftigt igennem 2020, og jeg synes, at det var rettidig omhu, at man fik lavet lønkompensationspakken, der gør, at det er økonomisk overkommeligt at tage lærlinge i år, siger Louise Pihl.

Per Kristensen er praktikcenterchef på Techcollege i Aalborg, hvor man på et år indgår cirka 2.000 nye uddannelsesaftaler med virksomheder.

Hans worst-case scenario var, at skolen ville opleve en nedtur på helt op til 40 procent under corona-nedlukningen.

Men hos Techcollege er antallet af aftaler “kun” faldet med 17,4 procent, hvis man ser på, hvor mange uddannelsesaftaler der er indgået indtil nu i 2020 sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Fra 1.214 aftaler i 2019 til 1.000 i 2020.

– Jeg havde forventet et større fald. Og de sidste to uger har vi faktisk lavet over 100 uddannelsesaftaler om ugen. Normalt ligger det tal på 50. Det er jeg både glad og stolt over, og det kan godt give en smule optimisme, siger Per Kristensen.

Det danske overskud fra handel med udlandet er faldende

09.07.2020 08:56

Danmark har i maj haft et faldende overskud fra handlen med varer, og det er med til at give et mindre overskud på landets betalingsbalance.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Betalingsbalancen, der groft sagt er summen af landets handel med udlandet, viser i maj et overskud på 13,3 milliarder kroner. Det er 3,6 milliarder kroner mindre end i april.

– Faldet sker især på baggrund af et fald i overskuddet på varer som følge af både et fald i eksporten og en stigning i importen, skriver Danmarks Statistik i sin opgørelse.

En anden opgørelse fra statistikbanken viser, at den danske eksport er faldet med 7,6 procent i perioden fra marts til maj.

Det er den periode, hvor Danmark har været delvist lukket ned på grund af coronaudbruddet.

– Alle vores store eksportmarkeder er ramt af den dybeste krise i mands minde.Vi skal formentlig frem til 2022, før efterspørgslen er tilbage på samme niveau som før coronakrisen, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

Gode afkast på aktiemarkedet øger overskuddet i Tryg

09.07.2020 08:53

En god udvikling på de finansielle markeder har i andet kvartal hjulpet Tryg med at tjene flere penge, end det var tilfældet i samme kvartal sidste år.

Til gengæld er coronaeffekter med til at give lavere indtjening for første halvår. Det viser halvårsregnskabet fra den danske forsikringskoncern.

Af regnskabet fremgår det, at investeringsafkastet i andet kvartal er steget til 541 millioner kroner. Det er næsten en tidobling i forhold til afkastet året før.

Fremgangen har bidraget til at hæve Trygs overskud i andet kvartal til lidt over 1,2 milliarder kroner. Det er en vækst på 59 procent sammenlignet med resultatet året før.

For halvåret er der dog ikke lige så meget at glæde sig over resultatmæssigt.

Tryg har med egne ord været “stærkt præget” af udbruddet af coronavirus, der samlet set har påvirket negativt med et investeringstab på 440 millioner kroner.

Trygs koncernchef, Morten Hübbe, forklarer, at selskabet i de første seks måneder af året har fået 125.000 rejseanmeldelser på tværs af Skandinavien, hvor cirka halvdelen – 65.000 – er relateret til coronaudbruddet.

De mange rejseanmeldelser har i første halvår været med til at sænke Trygs overskud til 804 millioner kroner fra næsten det dobbelte året før.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sommerferiehjælp til udsatte børn og unge

09.07.2020 07:48

Efter måneder med isolation under coronakrisen har mange børn og unge ekstra meget brug for et pusterum i sommerferien.

Den sociale hjælpeorganisation Blå Kors er en blandt flere organisationer, der har fået tildelt 1,1 millioner kroner som en del af Folketingets sommerferiepakke til at lave opsøgende arbejde og arrangementer for udsatte børn og unge i løbet af juli og august.

Det skriver Blå Kors Danmark i en pressemeddelelse.

Flere steder i Danmark har Blå Kors ansat projektledere til at hjælpe familierne med at finde rundt i de mange aktivitetstilbud i sommerferien i samarbejde med kommune, boligforeninger og det lokale foreningsliv.

Blå Kors driver en række støttecentre for børn fra familier med alkohol- og stofmisbrug, kaldet Barnets Blå Hus, og Familienetværket i partnerskab med lokale kirker, som er sociale fællesskaber med spisning og aktiviteter. Det er blandt via disse netværk, at man kommer i kontakt med familierne i sommerferien.

Målet er at få børnene med i fællesskaber, hvor de får mulighed for at få nye oplevelser og venskaber. Samtidig arrangerer Blå Kors også aktiviteter og udflugter i sommermånederne rundt omkring i Danmark samt sommerlejre for udsatte børn og unge.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Pandora får hård vækstnedgang i andet kvartal af 2020

08.07.2020 21:05

Pandora har fået en tilbagegang i væksten på 40 procent i andet kvartal af 2020.

Det fremgår af en markedsorientering fra smykkefirmaet onsdag.

Dog forventes driftsindtjeningen at blive bedre end forventningen i begyndelsen af maj.

– Den bedre end ventede finansielle udvikling er et resultat af hurtigere genåbning af markederne, en smule hurtigere genopretning af trafikken i de genåbnede butikker og en fortsat stærk onlineudvikling, skriver Pandora i meddelelsen.

Prognosen for 2020 er stadig usikker, og derfor er den fortsat suspenderet, skriver selskabet. Det er den, fordi coronakrisen stadig påvirker forretningen.

Hvide telte tester videre for corona i vinterhalvåret

08.07.2020 16:55

De hvide testtelte, der er opstillet rundt om i landet for at teste danskerne for coronavirus, bliver bevaret i vinterhalvåret, selv om de har fået kritik for at være for dyre.

Det bekræfter Sundheds- og Ældreministeriet.

Der skal dog findes “en holdbar løsning”, når vinterkulden rammer landet, lyder det fra ministeriet.

Lige nu arbejder regionerne, Testcenter Danmark og den nationale operative stab under politiet sammen for at finde en måde at holde teltene i drift, oplyser ministeriet.

De hvide telte har ellers fået kritik for at være dyre og ineffektive. I Information blev det i midten af juni beskrevet, hvordan de hvide telte koster cirka en milliard kroner at holde i drift i et halvt år.

250 millioner kroner bliver dog finansieret af Novo Nordisk Fonden.

Ud af 128.000 test foretaget fra slutningen af april til midt i juni var 458 positive for coronavirus, og til Information sagde Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom hos Det Nationale Forskningscenter for Analyse og Velfærd (Vive), at man kunne komme langt for så mange penge i dansk sundhedsvæsen.

Alle voksne danskere kan bestille en test for coronavirus i de hvide testtelte uden henvisning fra lægen. Har man symptomer, skal man dog kontakte sin læge i stedet for at bestille tid til test i teltene.

Ingen er døde og en ny er indlagt med corona

08.07.2020 14:10

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark stiger med en til 18.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Der er ikke registreret dødsfald. I alt er 609 døde med coronavirus i Danmark.

Yderligere 12 er bekræftet smittet, så tallet for bekræftede smittetilfælde med coronavirus i Danmark i alt er på 12.900.

Af de smittede har 12.001 overstået infektionen.

En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er indlagt eller død.

Tallene for patienter på intensiv og i respirator er uændrede. I alt er fem patienter indlagt på intensivafdeling, mens fire er i respirator.

Det er disse patienter, der har det værst.

I Danmark har man testet 931.373 personer for coronavirus i alt.

Raske danskere kan få digitalt coronapas til rejsebrug

08.07.2020 11:41

Flere steder i verden skal der fremvises en negativ coronatest ved indrejse.

Derfor indføres der nu et digitalt coronapas, der skal dokumentere, at man er rask.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at danskere, der skal til lande, hvor en negativ coronatest er nødvendig, kan få foretaget en test inden afrejsen.

Er den negativ, kan der downloades eller printes bevis for det, så det kan dokumenteres, når der rejses.

– Flere steder vil man kunne møde et krav om at kunne dokumentere en negativ Covid-19-test (sygdommen, der forårsages af coronavirus, red.), og med det nye Covid-19-pas har vi nu et digitalt tilbud til danskere, som har brug for at kunne medbringe en officiel dokumentation for test på deres rejse, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.

Passet er i første omgang tilgængeligt for voksne over 18 år. Fra midten af juli bliver det dog også tilgængeligt for børn.

Venstre opfordrer til at fjerne seksdages-regel omgående

08.07.2020 11:40

Syv folketingsmedlemmer fra Venstre opfordrer regeringen til straks at droppe kravet om seks dages ophold for udlændinge, som vil rejse ind i Danmark.

Det fremgår af et åbent brev, som er sendt til finansministeren, justitsministeren og erhvervsministeren.

I brevet udtrykkes bekymring for de konsekvenser, som kravet vil få for det danske turisterhverv.

– Regeringens 6-dages-regel betyder, at mange udenlandske turister og andre gæster fravælger Danmark som destination i sommerferien.

– Det risikerer at koste dyrt for en branche, der hvert eneste år hiver milliarder af kroner hjem til Danmark, og som beskæftiger næsten 170.000 personer, står der i brevet.

Hvis regeringen fastholder seksdagesreglen, må regeringen fremlægge en plan for, hvordan turistbranchen skal klare sig, står der i brevet.

Coronapatienter døjer med at huske og smage som før

08.07.2020 11:38

Nedsat smags- og lugtesans, hukommelsestab og koncentrationsbesvær.

Det er nogle af de senfølger, som plager patienter, der har været indlagt med Covid-19 – sygdommen der forårsages af smitte med coronavirus.

Det oplyser professor og ledende overlæge Lars Østergaard, infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Det kommer således ikke bag på ham, at forskere fra University College London har påvist nerveskader og skader i hjernen hos 43 coronapatienter.

– Det kan vi godt nikke genkendende til. Vores resultater viser også hjernepåvirkning og påvirkning af nervesystemet, siger Lars Østergaard.

Infektionsmedicinsk afdeling har fulgt 46 patienter seks uger efter udskrivelsen.

13 af dem melder om problemer med deres smags- og lugtesans, og 14 oplever koncentrationsbesvær, træthed eller hukommelsestab.

– Vi har kendt til, at der var problemer med nedsat smags- og lugtesans. Men det er nyt, at patienterne også melder om besvær med koncentration og hukommelse seks uger efter udskrivelse, siger Lars Østergaard.

Det minder ifølge overlægen om symptomer, man ser hos personer med meningitis.

– Det kommer vi til at følge endnu mere grundigt op på, og vi vil give et tilbud om genoptræning til de her patienter, hvis det bliver nødvendigt, siger Lars Østergaard.

Det tyder på, at coronavirus ikke bare påvirker lungerne, men også hjernen. Flere coronapatienter melder om nedsat smags- og lugtesans og koncentrationsbesvær seks uger efter udskrivelse fra sygehus. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Bilsalget tog revanche i juni – men halser stadig efter

08.07.2020 08:58

Bilsalget tog et stort spring i juni, hvor det var 24,2 procent højere end i maj. Det oplyser Danmarks Statistik.

Det er dog ikke nok til at kompensere for det store fald, som udbruddet af coronavirus har tilført branchen.

Samlet er salget i april, maj og juni således faldet med 18,6 procent fra niveauet i de tre foregående måneder.

Brian Friis Helmer, privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, mener, at salget formentlig har nået bunden for denne omgang.

– Vi kan med dagens tal se et lille lys i mørket og ane de første konturer af et rebound til bilsalget, skriver han i en analyse.

Han vurderer, at stigningen i juni skyldes, at mange udskød bilkøbet i marts og april – blandt andet på grund af udfordringer med at prøvekøre bilerne.

Derudover spillede den generelle usikkerhed omkring økonomien med stigende ledighed også ind, vurderer privatøkonomen.

Selv om bilsalget er revancheret en smule i juni, advarer Brian Friis Helmer dog om at glæde sig for tidligt.

– En mere langvarig krise vil også ramme bilsalget hårdere end vores nuværende scenarie og gøre en del af de seneste måneders nedgang mere permanent, lyder advarslen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Stort fald i overnatninger i måned inden genåbning

08.07.2020 08:54

Der var 1,9 millioner færre turistovernatninger i maj, hvor Danmark var lukket for turister på grund af udbruddet af coronavirus, end året før.

Det svarer til et fald på 59 procent, oplyser fra Danmarks Statistik.

Værst gik det i maj ud over vandrerhjemmene og hotellerne, hvor antallet af overnatninger faldt med 86 og 85 procent.

15. juni åbnede grænserne for turister fra Norge, Island og Tyskland, og siden er de blev åbnet for rejsende fra flere lande.

Trods de hårde måneder ser sommeren ud til at blive god for de danske feriehuse.

Ved udgangen af juni var der booket 380.000 overnatninger i feriehuse for resten af 2020, hvilket er 18 procent mere end samme tidspunkt sidste år.

Bookingerne er dog sandsynligvis ikke nok til at opveje tabet af overnatninger i årets første seks måneder, vurderer Danmarks Statistik.

I Dansk Industri peger man på, at turisterhvervet stadig kæmper med følgerne af virusudbruddet.

– Kravet om seks overnatninger holder desværre rigtige mange turister væk fra byerne, og det gør ondt på hoteller, attraktioner, museer og restauranter, skriver Sune K. Jensen, chef for turisme og oplevelser, i en kommentar.

Boligpriser ligger på højeste niveau i ti år

08.07.2020 07:54

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer, ejerlejligheder og sommerhuse er på det højeste niveau i ti år.

Det viser tal fra Boligsiden.dk.

Det høje niveau skyldes ifølge Boligsiden.dk en stigning i boligsalget den seneste tid.

For villaer og rækkehuse er salgspriserne er steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned.

Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 2,3 procent.

For ejerlejligheder er salgspriserne steget med 0,9 procent i løbet af den seneste måned, og i forhold til samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 3,3 procent.

Dermed lander den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i juni på 28.712 kroner, hvilket også er det højeste niveau i de seneste ti år.

Ifølge chefanalytiker og boligøkonomen hos Nordea Lise Nytoft Bergmann kan den ekstra tid derhjemme under coronakrisen være årsag til den stigende købelyst.

– Vi har haft god til at vurdere vores boligsituation, og hvor det for nogen har betydet gør-det-selv projekter og ture til den lokale byggemarked, har det for andre betydet drømmen om noget nyt, siger hun.

Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

FAKTA: Sådan bliver forsamlingsforbuddet gradvist hævet

08.07.2020 07:42

Fra i dag er det igen tilladt at samles op til 100 personer.

Det historiske forbud trådte i første omgang i kraft 16. marts, hvor det blev forbudt at samles flere end 100 personer.

Allerede dagen efter blev det skærpet. Og i længere tid var det forbudt at samles flere end ti personer.

Her kan du få et overblik over, hvordan forbuddet gradvist bliver hævet:

* 8. juni blev grænsen for forsamlinger hævet til 50 personer.

* 8. juli hæves forsamlingsforbuddet til 100 personer.

* 8. august hæves forsamlingsforbuddet til 200 personer for visse arrangører. Det gælder for arrangører, som er underlagt retningslinjer for genåbningen. Eksempelvis kultur- eller idrætsarrangementer.

* For arrangører i en sektor, hvor der ikke er aftalt retningslinjer, er loftet stadig 100 personer.

* Fra 8. juni blev nogle arrangementer undtaget fra forsamlingsforbuddet på 50 personer. De skal dog stadig overholde forbuddet mod store forsamlinger på 500 personer.

* Det gælder for arrangementer, hvor deltagerne primært sidder ned. Justitsministeriet giver som eksempler:

– Bryllupper afholdt på restauranter.

– Fodboldkampe.

– Generalforsamlinger i konferencecentre som eksempler.

– Sommeraktiviteter for børn og unge.

* Også andre arrangementer er undtaget forsamlingsforbuddet, men stadig underlagt forbuddet mod store forsamlinger på 500 personer.

* Der er blandt andet tale om arrangementer i private boliger og haver samt begravelser.

* Regeringen og Folketingets partier har dog besluttet ved nogle fodboldkampe at tillade forsamlinger med flere end 500, såfremt der holdes afstand, hvilket er sket i flere fodboldkampe.

* Politiske demonstrationer er undtaget for både forsamlingsforbuddet og loftet for store forsamlinger.

Kilder: Justitsministeriet.

Ved flere fodboldkampe har der været flere end 500 tilskuere. Her er det en kamp mellem AGF og FC København, hvor der var cirka 7000 tilskuere. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fra i dag må borgerne samles 100 mennesker

08.07.2020 07:40

Det blev sat til ti, siden blev det hævet til 50, og fra i dag ligger grænsen for forsamlinger i Danmark på 100 mennesker.

Det sker som konsekvens af den politiske aftale, der blev indgået 8. juni.

Den betød, at det daværende forsamlingsforbud på ti personer blev hævet til 50 fra 8. juni. Det hæves til 100 fra onsdag, og 8. august bliver det hævet til 200 personer.

Lars Østergaard, ledende overlæge på Skejby Hospital og professor ved Aarhus Universitet, påpeger, at der i øjeblikket er godt styr på coronasmitten i Danmark.

Derfor, siger han, er det fornuftigt at åbne for større forsamlinger.

– Som det er i øjeblikket, har vi en meget lav forekomst af virusinfektioner i Danmark. På den måde giver det god mening, siger Lars Østergaard.

Ifølge overlægen er det svært at vurdere, om åbningen for større forsamlinger vil betyde flere smittede.

Men han understreger, at virus stadig er i samfundet. Og derfor bør man tage sine forholdsregler, når der nu åbnes for forsamlinger på op til 100 mennesker.

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Et udpluk af tirsdagens overskrifter

07.07.2020 22:26

Antal indlagte med corona er faldet til 17 – to døde

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er faldet til 17, viser opgørelsen fra Statens Serum Institut. Det er seks personer færre end mandag.

Der er registreret to dødsfald siden mandag. Dermed er i alt 609 personer døde med coronavirus i Danmark.

Coronaudbrud sætter industriproduktionen tre år tilbage

Udbruddet af coronavirus har sat en kæp i hjulpet på produktionen i den danske industri.

Den har nået det laveste niveau siden september 2017, efter at produktionen i maj er faldet tre procent fra april.

2500 borgere går rettens vej for refundering af rejser

Omkring 2500 borgere har henvendt sig til den juridiske rådgivningsvirksomhed Flyhjælp, der nu vil gå rettens vej for at få tilbagebetalt penge fra luftfartsselskaber og rejsebureauer på grund af aflyste rejser.

Joy Mogensen får næse i sag om tilskueradgang

Kulturminister Joy Mogensen (S) får en næse af blå blok og De Radikale for sagen om tilskueradgang til superligakampe, bekræfter De Radikales Jens Rohde.

Formelt får ministeren onsdag næsen, der er en politisk anmærkning. Men det står allerede klart efter et samråd om sagen tirsdag, at næsen gives.

Mogensen får også næsen for sin generelle håndtering for kulturlivet under coronakrisen, lyder det i kritikken fra flertallet.

9.500 tilskuere lukkes ind i Parken på søndag

07.07.2020 22:11

Når der på søndag er derby mellem FC København og Brøndby, vil det blive med op til 9.500 tilskuere på lægterne i Parken.

Det oplyser FCK på sin hjemmeside.

Klubben havde egentlig fået myndighedernes godkendelse til 11.000 tilskuere, men har valgt kun at invitere 9.500 inden for, skriver DR.

Årsagen er, at det er første gang, Parken skal håndtere så stor en kampdag, og at en stor del af personalet ikke har været på arbejdet i flere måneder.

Dog bliver der plads til alle sæsonkortholdere, abonnenter og partnere, der i morgen får en mail om, hvordan man vælger og trækker billetter.

2500 borgere går rettens vej for refundering af rejser

07.07.2020 19:54

Omkring 2500 borgere har henvendt sig til den juridiske rådgivningsvirksomhed Flyhjælp, der nu vil gå rettens vej for at få tilbagebetalt penge fra luftfartsselskaber og rejsebureauer på grund af aflyste rejser.

Derfor skal der nu afvikles en lang række retssager, som Flyhjælp vil stå i spidsen for.

Rejserne er blevet aflyst på grund af coronakrisen.

Alex Kirkeberg er pressechef hos Flyhjælp. Han siger, at der for nogle er tale om beløb på op til 20.000 kroner, som mangler at blive refunderet.

– De her folk er ret fortvivlede. Det har været en stor kamp, og vi har ikke selv formået at få så meget fra flyselskaber eller tredjeparter. Men det, vi ved virker, er at gå rettens vej.

– Vi sender kun sager i retten, når vi er overbevist om, at vi kan vinde dem, siger han.

Alex Kirkeberg siger, at Flyhjælp er klar til at følge samtlige retssager til dørs og regner med at vinde dem.

Hos Flyhjælp har man forståelse for, at luftfartsselskaberne står i en svær situation, men mener, at kunderne har ventet længe nok.

– Man har måske 20.000 kroner, man ikke har fået retur, og måske bliver man så nødt til at bruge sommeren hjemme i lejligheden i stedet for at leje et sommerhus eller købe en rejse, nu hvor der er åbnet lidt mere op, siger Alex Kirkeberg.

Elektronik- og tøjkøb sender juliforbrug på normalt niveau

07.07.2020 19:09

Borgerne bruger ikke så mange penge på fadøl og rejser, som de plejer, men til gengæld er appetitten stor på at handle ind i supermarkeder samt købe tøj, sko og elektronik.

Samlet set ligger forbruget i første uge af juli derfor på samme niveau som i samme periode i 2019, når det kommer til køb med MobilePay og betalingskort, viser tal fra Danske Bank.

Tallene er baseret på kort- og MobilePay-betalinger hos omkring en million kunder i banken indtil 7. juli.

Coronakrisen afspejler sig stadig i høj grad i forbruget hos danskerne, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom hos Danske Bank.

– Sammensætningen af forbruget er noget anderledes end juli sidste år, hvor sådan noget som rejser og byture fyldte forholdsvis meget. Det gør det slet ikke i år, siger hun.

Flere brancher oplevede et dyk i forbruget i slutningen af juni. Blandt andet var forbruget på tøj- og sko cirka 20-25 procent lavere end normalen. Men her har borgerne altså fundet købelysten frem.

For barer, natklubber og værtshuse ligger forbruget 25 procent under normalen i første uge af juli.

Men det kan blandt andet skyldes, at forbruget sidste år lå ekstraordinært højt i samme periode, hvor der både afholdes Roskilde Festival og studenteruge.

Til gengæld sørger borgernes restaurantbesøg for at rette en smule op på det, da forbruget her er tilbage på normalt niveau.

Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Frederiksberg Sundhedscenter lukker efter smitte hos medarbejdere

07.07.2020 18:01

Tre medarbejdere på Frederiksberg Sundhedscenter er testet positive for coronavirus, oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Det skriver DR.

En fjerde medarbejder viser symptomer, men har endnu ikke fået svar på sin test.

Det betyder, at centret efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed lukker i syv dage.

Styrelsen anbefaler, at centrets besøgende kun bør lade sig teste, hvis de udviser symptomer. Men de besøgende, som har haft kontakt til de smittede medarbejdere, har fået direkte besked og er blevet testet.

Udenrigsministeriet: Husk at tilmelde dig liste, hvis du rejser udenlands

07.07.2020 18:00

Hvis du rejser udenlands i løbet af sommerferien, bør du tilmelde dig den såkaldte Danskerliste.

Sådan lyder opfordringen fra Udenrigsministeriet.

Er du på listen, kan du modtage vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig, hvis der opstår en alvorlig krise i det land, du er.

Minister åbner for økonomisk støtte til kulturliv – efter sommer

07.07.2020 17:58

Hvis der stadig er begrænsninger på forsamlinger på den anden side af sommeren, kommer der økonomisk støtte til de kulturinstitutioner, som er berørt af faldende billetsalg.

Det skriver kulturminister Joy Mogensen (S) på sin Facebook-side.

I opslaget nævnes teatre, spillesteder, ensembler samt visse idrætsbegivenheder som dele af kulturlivet, der kan få brug for støtte.

Hvis der forsat er et forsamlingsbud efter sommeren, vil regeringen indkalde til forhandlinger i de første uger af august om støtte til de ramte arrangører.

Ministeren opfordrer til, at kultur- og idrætslivet holder fast i deres planer for efteråret.

– Men det er også klogt at være ekstra forsigtige, udvise rettidig omhu og tage højde for, at forholdene ikke lige med det samme bliver, som de var, skriver Joy Mogensen.

Hjælpen kommer til at afhænge af, hvad der kan samles flertal for i Folketinget samt hvilke restriktioner, der kommer til at gælde efter sommeren.


Corona-testcentre forlænges til 2021 og søger indendørs

07.07.2020 17:43

Corona er ikke noget, vi slipper af med lige foreløbig. Det har de danske sundhedsmyndigheder nu erkendt, og derfor forlænges massetest af befolkningen frem til udgangen af 2021.

Det skriver Sjællandske.

– Oprindeligt var det planen, at massetest af befolkningen skulle stå på fra 1. maj og et halvt år frem. Men nu har myndighederne vurderet, at der fortsat vil være behov for test – også næste år. Derfor lyder opgaven nu på, at vi tester frem til udgangen af 2021, siger Benny Jørgensen, direktør for Præhospitalt Center i Region Sjælland.

Han har selv været med til at udarbejde det notat, der ligger til grund for beslutningen.

Det betyder samtidig, at regionerne skal se sig om efter mere egnede lokaler end de hvide telte, der skød op, da coronaen tog fart.

Efter sommerferien bliver det samtidig muligt for Testcenter Danmark at tilbyde test for antistoffer, der kan påvise, om man har været smittet med Covid-19 og dermed har dannet antistoffer.

I Danmark er der foreløbig foretaget over en million test for Covid-19. Knap 13.000 er smittede, og omkring 600 er døde af Covid-19.

Danmark trækker sig som vært for VM i gymnastik

07.07.2020 17:40

Danmark opgiver værtskabet for VM i gymnastik, der skulle have været afholdt i Royal Arena i 2021. Det bekræfter GymDanmark.

Årsagen til den drastiske beslutning er forbundets anstrengte økonomi.

Som følge af coronapandemien regner GymDanmark med et millionunderskud i 2020/21, og derfor vurderer forbundet, at det er uforsvarligt at gennemføre arrangementet.

– Det underskud, der potentielt ville komme ud af VM, ville vi ikke kunne holde til som forbund, siger GymDanmarks formand, Anders Jacobsen.

– Der er økonomiske udfordringer i eventen i sig selv på grund af corona, og vi har økonomiske udfordringer i forbundet på grund af corona. Samtidig ved vi heller ikke, hvad der sker på verdensplan i de næste to år.

– Det hele til sammen gør, at vi som bestyrelse har valgt at trække os som arrangør, forklarer formanden.

Ved andre store sportsbegivenheder i Danmark som VM i Håndbold og VM i ishockey har de danske forbund tjent millionbeløb.

Men sådan var det langt fra sikkert, det ville være gået ved gymnastik-VM, og i sidste ende blev risikoen for stor.

GymDanmark er i dialog med Det Internationale Gymnastikforbund (FIG) om, hvad den danske beslutning kommer til at betyde.

Joy Mogensen får næse i sag om tilskueradgang

07.07.2020 17:39

Kulturminister Joy Mogensen (S) får en næse af blå blok og De Radikale for sagen om tilskueradgang til superligakampe, bekræfter De Radikales Jens Rohde.

Formelt får ministeren onsdag næsen, der er en politisk anmærkning. Men det står allerede klart efter et samråd om sagen tirsdag, at næsen gives.

Mogensen får også næsen for sin generelle håndtering for kulturlivet under coronakrisen, lyder det i kritikken fra flertallet.

Den har ikke været god nok. Ministeren har ikke åbnet øjnene for kulturlivets muligheder, lyder det fra Venstres kulturordfører, Britt Bager.

– Et flertal i udvalget bestående af V, DF, RV, K, NB og LA udtrykker alvorlig kritik og påtale af regeringens manglende forståelse for de professionelle fodboldklubbers vilkår og behovet for rettidig klarhed frem mod åbningen af den kommende sæsonstart 1. september, står der i et udkast til en beretning, der udløser næsen.

– Klubbernes økonomiske fundament skabes med salg af sæsonkort, billetter og sponsorater i juli og august, og klubberne kommer på en umulig salgsopgave, når først regeringen vil give klarhed om tilskuervilkår efter en forhandling i Folketinget den 20. august, står der videre i udkastet, som Ritzau har set.

Superligaklubber må vente til august med vished om tilskuere

07.07.2020 16:08

Superligaklubbernes økonomi har brug for klarhed i forhold til, hvor mange tilskuere der må være på lægterne i den nye sæson, der begynder forsinket i september på grund af coronasituationen.

Og klubberne har brug for klarhed snart. Ikke sidst i august kort før den næste sæson.

Sådan er meldingen fra blå blok og støttepartiet De Radikale.

Derfor har Venstre, De Radikale og Dansk Folkeparti kaldt kulturminister Joy Mogensen (S) i samråd om sagen. Men fra ministeren er meldingen den samme som hidtil.

Det er først 20. august, at regeringen vil drøfte tilskuersituationen til den næste sæson, siger hun på tirsdagens samråd.

– Jeg kan til fulde følge frustrationen over, at man gerne vil have vished lang tid frem. Men fra regeringens side vil vi gerne vide, hvordan sundhedsstatussen er, siger Mogensen.

Regeringen vil se og derefter analysere smittetrykket og smittetallene i begyndelsen af august, tilføjer Mogensen.

Hun opfordrer fodboldklubberne – og resten af kulturlivet – til at planlægge efterårets program med visse forbehold.

Regeringen vil holde øje med og analysere smittetrykket i august, før der tages yderligere stilling til tilskuersituationen i Superligaen. Det siger kulturminister Joy Mogensen (S) tirsdag på et samråd. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Beboere isoleret efter ansat på plejecenter er smittet med corona

07.07.2020 15:02

En nattevagt, der har arbejdet på Plejecenter Margrethelund i Dronninglund, er konstateret smittet med Covid-19 og er sendt hjem. Det skriver TV2 Nord.

Det betyder, at omkring 80 beboere og 80 ansatte søndag og mandag er testet af Region Nordjyllands mobile testenhed.

Det fortæller Henrik Aarup-Kristensen, der er direktør for Sundhed & Velfærd i Brønderslev Kommune.

– Nattevagten kommer fra et vikarbureau, og vedkommende har været på to afdelinger på plejecentret med i alt 24 beboere. Disse beboere er nu isoleret, og tre medarbejdere, som har arbejdet sammen med vikaren, er sendt hjem, forklarer Henrik Aarup-Kristensen til tv-stationen.

Resultatet af testene ventes i løbet af torsdagen.

Derimod er coronasmitten på tilbagetog på plejecenteret Vendelbocenteret i Hjørring.

De 15 beboere, der har været smittede, siden en medarbejder for fire uger siden blev konstateret smittet, er nu blevet meldt raske.

Mens alle de bekræftede smittede beboere nu er raskmeldte, gælder det dog ikke for alle de ansatte, der er bekræftet smittede.

Her er 23 raskmeldte ud af de 32 ansatte, som er bekræftet smittet med Covid-19, skrev DR Nordjylland mandag.

Antal indlagte med corona er faldet til 17 – to døde

07.07.2020 14:44

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er faldet til 17, viser opgørelsen fra Statens Serum Institut. Det er seks personer færre end mandag.

Der er registreret to dødsfald siden mandag. Dermed er i alt 609 personer døde med coronavirus i Danmark.

Yderligere ti tilfælde med virusset er bekræftet, og 48 har overstået deres infektion.

Mundbind kan give fyldte rutsjebaner i forlystelsesparker

07.07.2020 12:54

Brug af mundbind gør det nu muligt for landets sommerlande og forlystelsesparker at fylde rutsjebaner og lignende forlystelser med gæster.

Det oplyser Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark.

Hidtil har flere af de såkaldt hurtigt kørende forlystelser ellers været lukket – eller kun åbent i begrænset omfang.

Eksempelvis for ét eller to hold per tur.

Det skyldes risikoen for, at der kan spredes smitte med den udåndingsluft, der kommer fra de kørende gæsters skrig og råb.

Men nu kan vognene fyldes op, hvis gæsterne ifører sig mundbind.

Djurs Sommerland og Fårup Sommerland oplyser på deres hjemmesider, at de nu har åbnet for en række forlystelser – forudsat at man bruger mundbind.

I Tivoli tager man den nye ordning i brug fra onsdag. Her vil der blive udleveret gratis mundbind ved fire forlystelser.

Arrangører efterlyser retningslinjer og aflyser halvmaraton

07.07.2020 11:12

Copenhagen Half Maraton 2020, der var fastsat til 13. september, er aflyst.

Det er der flere årsager til, oplyser arrangørerne Sparta og Dansk Atletik og henviser til tøven hos myndighederne.

– Sparta Atletik & Løb og Dansk Atletik ser sig nødsaget til at aflyse årets halvmaraton i København på grund af den alvorlige situation med Covid-19, men også på grund af manglende retningslinjer for større arrangementer i resten af året, lyder det i en pressemeddelelse.

Sparta-direktør Dorte Vibjerg peger blandt andet på, at der er stor usikkerhed omkring udlændinges mulighed for at deltage i løbet.

– Efter sidste år har den internationale løbescene virkelig fået øjnene op for vores event, og i år var 42 procent af alle tilmeldte fra udlandet, og mange ved ikke, hvordan de står i forhold til transport og overnatning med de nuværende regler.

– Vi og deltagerne kan ikke vente til efter sommerferien på de nye retningslinjer for større arrangementer fra efter august. Derfor ser vi os nødsaget til at aflyse verdens hurtigste halvmaraton, som ellers hvert år tiltrækker tusindvis af turister til København, siger hun.

Sidste år var der mere end 25.000 tilmeldte løbere til halvmaratonet i de københavnske gader. Her satte Geoffrey Kamworor verdensrekord på distancen.

2021-udgaven af løbet er planlagt til 19. september næste år.

Mink slipper for aflivning selv om de er smittet med corona

07.07.2020 10:14

For nylig blev tusindvis af mink på tre farme i Nordjylland aflivet, fordi de var inficeret med coronavirus.

Men sådan bliver det ikke fremover, fremgår det af en ny strategi fra regeringen.

– Det er vores vurdering, at vi med de forebyggende indsatser kan holde smitte med Covid-19 i minkbesætninger på et minimum.

– Med den viden vi har og med de nye tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt at lade smittede minkbesætninger leve fremover, siger fødevareminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Den nye praksis betyder, at der lægges mere vægt på sygdomsovervågning af dyrene og forebyggelse af smittespredning.

Der indføres således krav om, at medarbejdere på farmene skal bære mundbind, handsker og bruge sprit.

Det skal mindske risikoen for, at eventuel smitte spredes.

Desuden skal der ske en tæt sygdomsovervågning af minkfarmene.

Alle danske minkavlere skal over en periode på tre uger indsende prøver fra deres besætninger.

I første omgang gennemføres to runder af overvågningen.

Fødevarestyrelsen har tidligere gennemført en screening af 125 besætninger – svarende til hver 10. danske minkfarm.

Der blev dengang ikke konstateret smittede besætninger.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Coronaudbrud sætter industriproduktionen tre år tilbage

07.07.2020 10:07

Udbruddet af coronavirus har sat en kæp i hjulpet på produktionen i den danske industri.

Den har nået det laveste niveau siden september 2017, efter at produktionen i maj er faldet tre procent fra april.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Bunden kan dog være nået for nu. Det vurderer Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

– Et lys i en ellers mørk tid er, at forventningerne til fremtiden i industrien er forbedret markant, skriver han i en analyse.

Det bemærkes dog, at den danske industri endnu ikke er påvirket i samme grad som lande, der normalt sammenlignes med.

Det kan dog ifølge Danmarks Statistik skyldes sammensætningen af industrien i Danmark, hvor medicinalindustrien fylder meget.

Der kan dog anes mørke skyer i horisonten, vurderer Danmarks Statistik:

– Det kan dog frygtes, at nedturen i USA og det øvrige Europa vil ramme den danske industri, idet USA, Tyskland, Sverige og Storbritannien stod for cirka 39 procent af den danske vareeksport i april måned, skriver DST.

Coronakrise giver B&O stort fald i salget og milliontab

07.07.2020 09:19

Udbruddet af coronavirus har betydet et stort dyk i Bang & Olufsens salg.

I marts, april og maj er selskabets salg faldet med tæt på 40 procent, mens der på bundlinjen har været et tab på 135 millioner kroner.

Det fremgår af selskabets regnskab for perioden tirsdag.

– Det har været et skuffende år for Bang & Olufsen, siger topchef Kristian Teär.

Udbruddet af coronavirus har haft store konsekvenser får B&O, der har måttet sælge aktier for at få flere penge i kassen.

Det har indbragt yderligere 356 millioner kroner til at forsøge at komme oven på igen efter coronakrisen.

Hver femte går på ferie med coronarelaterede bekymringer

07.07.2020 07:49

Sommerferien står for døren, og mange pakker tasken med badetøj, solcreme og let sommertøj.

Men hver femte dansker har også coronarelaterede bekymringer om helbred og jobsituation med i bagagen, når de går på ferie.

Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt cirka 2500 danskere, som Kantar Gallup har lavet for pensionsselskabet PFA.

22 procent erklærer sig enige eller meget enige i, at coronakrisen har påvirket dem psykisk. De bekymrer sig om at blive syge eller miste deres arbejde.

Andelen ligger på 25 procent for de 25-34-åriges vedkommende.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Dommerformand kritiserer coronalukning af domstole

06.07.2020 22:12

Dommerforeningens formand, Mikael Sjöberg, mener, at det var regeringen, der tog en beslutning om at lukke domstolene grundet coronavirusset.

Det vil være på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling, skriver Dagbladet Information. Regeringen har nemlig ikke hjemmel til at tage den beslutning.

– Der kom ikke nogen henstilling fra regeringens side om, at domstolene skulle lukke.

– Men der kom nærmest en ordre ligesom til alle andre statsinstitutioner, siger Mikael Sjöberg til Ritzau.

Han mener dog, at intentionen var “god nok”.

Sammen med det øvrige offentlige Danmark lukkede domstolene ned i midten af marts. Kun særligt kritiske sager som blandt andet grundlovsforhør blev fortsat behandlet.

Nedlukningen varede frem til slutningen af april og har resulteret i store sagspukler ved domstolene.

Dokumenter og mails, som Information har fået aktindsigt i, viser, at styrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager.

De fleste firmaer undgår udbytteforbud

06.07.2020 21:27

Enhedslisten kaldte det en stor sejr. SF mente, at det satte en stopper for grådighed. Regeringen talte om retfærdighed og rimelighed.

Begejstringen var stor, da alle partier i Folketinget i april aftalte et forbud mod, at virksomheder udbetaler udbytte til deres ejere, hvis de modtager mere end 60 mio. kr. fra den coronahjælpepakke, der dækker faste udgifter, skriver Jyllands-Posten.

Nu viser en aktindsigt imidlertid, at kun 6 af ca. 8.000 virksomheder indtil videre har søgt om så stort et beløb, at de rammes af forbuddet. Det svarer til ca. 0,1 pct.

Ifølge De Konservative blotlægger tallene, at det omdiskuterede udbytteforbud var »stor ståhej for meget lidt«.

»Det er ren symbolpolitik. Reelt er der meget få virksomheder, der overhovedet har penge på bundlinjen at udbetale i udbytte,« siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).

SF-ordfører Rasmus Nordqvist erkender, at seks virksomheder »ikke lyder af meget«, men han fastholder, at der er tale om et »nybrud«.

Kræftens Bekæmpelse er bekymret over få screeninger under corona

06.07.2020 19:16

Det bekymrer Kræftens Bekæmpelse, at der under coronakrisen er sket et fald i antallet af kvinder, der er blevet screenet for livmoderhalskræft.

– Det er sådan, at de her screeninger bidrager til, at man opdager en eventuel kræft så tidligt som muligt, og helbredelsesmulighederne hænger direkte sammen med, hvor tidligt det bliver opdaget.

– Så det er meget bekymrende, at vi har for få af de her resultater lige nu, siger Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge Sundhedsstyrelsen blev der fra årsskiftet og frem til starten af marts udført mellem 5000 og 5500 screeninger om ugen i hele landet.

Efter 9. marts og særligt fra ugen efter skete der dog et stort fald til et niveau på mellem 650 og 1500 prøver om ugen de næste uger.

Sundhedsstyrelsen tilskriver faldet en ændring i adfærd hos kvinder, der ikke mødte op til screeninger – enten fordi de måske var bekymrede for at bevæge sig ud, eller fordi de ikke ønskede at belaste sundhedsvæsenet under corona.

Direktøren fra Kræftens Bekæmpelse tror også, at det er hovedårsagerne til faldet, da de samme faktorer har spillet ind på andre sundhedsområder under coronakrisen.

Cirka 400 kvinder får hvert år konstateret kræft i livmorhalsen i Danmark.

Kræftens Bekæmpelse er bekymret over, at der under coronakrisen er blevet foretaget et faldende antal screeninger for livmoderhalskræft. Opdages kræften for sent, påvirker det nemlig helbredelsesmulighederne. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Politi roser AGF-fans efter kamp med 7000 tilskuere

06.07.2020 17:09

7048 tilskuere var til stede på Ceres Park til søndagens superligakamp mellem AGF og FC København.

Det var klart det højeste antal tilskuere til en kamp på dansk grund efter coronapausen, og afviklingen var vellykket.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

– Det var politiets oplevelse, at klubben havde forberedt sig rigtig godt og havde taget en helt række forholdsregler for at sikre, at der blev holdt den fornødne afstand, og at forsamlingsforbuddet blev overholdt, står der i rapporten.

I sidste uge sænkede regeringen blandt andet afstandskravet mellem tilskuere til én meter. Det betyder, at flere tilskuere kan komme til fodboldkampe i Superligaen i resten af indeværende sæson.

Fansene på Ceres Park får ros for deres opførsel i det ellers medrivende opgør, som endte 1-0 i aarhusiansk favør.

– Politiet har også ros til fansene for i stor udstrækning at udvise en god disciplin og efterkomme de anvisninger, der blev givet før, under og efter kampen. Ved scoringen til 1-0 var der flere, der rejste sig op fra stolene, men de satte sig hurtigt ned igen, lyder det fra politiet.

Til gengæld påpeger politiet, at fans stimlede sammen, da hjemmeholdets spillere efter slutfløjtet gik en sejrsrunde på stadion. Det kalder politiet “uhensigtsmæssigt”, og politiet vil nu indgå i en dialog med AGF.

Efter en lang periode med ingen eller få tilskuere på stadion var 7048 tilskuere på lægterne til søndagens superligakamp mellem AGF og FC København. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Antal corona-indlagte i Danmark falder til 23

06.07.2020 14:36

23 personer smittet med coronavirus er mandag indlagt på de danske hospitaler, viser tal fra Statens Serum Institut. Det er fire færre end fredag.

I alt 607 personer, der er bekræftet smittet med Covid-19, er nu afgået ved døden i Danmark. I den seneste opgørelse fredag var tallet 606.

Der yderligere 46 bekræftede tilfælde. Siden fredag er der dog 118, der har overstået infektionen.

Udviklingen viser, at der er styr på situationen. Det vurderer Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi på Aarhus Universitet.

– Vi bliver ved med at se, at den grad af åbning, der er i samfundet lige nu, bliver vi ved med at kunne håndtere.

– Og så er der jo basis for at gå videre. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå, når vi åbner større ting som fodboldkampe. Men som det er lige nu, har vi fuldstændig styr på det, siger han.

Der er testet yderligere 25.888 borgere, viser mandagens opgørelse. Det betyder, at i alt 894.073 nu er testet.

Samlet har der været 12.878 bekræftede tilfælde, hvoraf 11.935 har overstået infektionen.

Beboere på coronaramt plejecenter i Hjørring er nu raske

06.07.2020 12:23

Coronasmitten er på tilbagetog på plejecenteret Vendelbocenteret i Hjørring.

De 15 beboere, der har været smittede, siden en medarbejder for fire uger siden blev konstateret smittet, er nu blevet meldt raske.

Det skriver DR Nordjylland.

Hjørring Kommune har i juni oplevet et lokalt udbrud af coronasmitte, som har fundet vej til flere skoler og en minkfarm.

Siden kom det frem, at en person fra minkfarmen havde sin gang på plejecenteret.

Smitten spredte sig efterfølgende på centeret, og i alt tre beboere, som har været testet positive for coronavirus, er afgået ved døden.

Mens alle de bekræftede smittede beboere nu er raskmeldte, gælder det dog ikke for alle de ansatte, der er bekræftet smittede.

Her er 23 raskmeldte ud af de 32 ansatte, som er bekræftet smittede med Covid-19, skriver DR Nordjylland.

Børn fik 70 procent mindre antibiotika under coronanedlukning

06.07.2020 11:29

Forbruget af antibiotika til de mindste børn faldt med 70 procent under nedlukningen af daginstitutionerne i foråret.

Det viser en ny analyse fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge styrelsens hjemmeside.

– Forbruget af antibiotika er generelt faldende i disse år, da det er et indsatsområde i sundhedsvæsenet at mindske antibiotikaforbruget.

– Men vi har oplevet et hidtil uset fald parallelt med nedlukningen af daginstitutionerne dette forår, siger afdelingschef Lars Eriksen Videbæk.

Antibiotika bruges blandt andet til at bekæmpe luftvejsinfektioner.

Statistikkerne viser, at antallet af indløste recepter på antibiotika for 0- til 4-årige i marts var 26 procent lavere end året før.

I april og maj 2020 faldt forbruget af antibiotika til samme aldersgruppe med hele 70 procent i forhold til året før.

Det kan ifølge afdelingschefen være hygiejne- og afstandsreglerne, som forlænger effekten.

– Vi har tidligere set lavere forbrug af antibiotika lige efter børnene har været hjemme i forbindelse med for eksempel jule-, vinter- og påskeferien, men måske får effekten længere varighed efter corona på grund af hygiejne- og afstandsregler.

Mere klor skal slå coronavirus ihjel i svømmehaller

06.07.2020 10:49

Visse svømmehaller bør hæve koncentrationen af klor i vandet for at undgå, at coronavirus kan overføres mellem badegæster.

Det er beskeden fra Miljøstyrelsen på styrelsens hjemmeside.

Opfordringen gælder indendørs svømmehaller, som kører med et særligt lavt niveau af klor på under 0,8 milligram klor per liter vand.

Baggrunden er, at Styrelsen for Patientsikkerhed over for Miljøstyrelsen har rejst tvivl om, hvorvidt et lavt klorindhold er tilstrækkeligt til at inaktivere coronavirus.

Feriecentret Lalandia er et af de steder, der har tilladelse til et særligt lavt niveau af klor i vandet.

Men her har man allerede skruet op for klorindholdet.

– Det gjorde vi allerede tilbage i marts, da WHO (Verdenssundhedsorganisationen, red.) anbefalede, at man skruede op til 1 milligram klor per liter, siger Kent Skovdal, vandtekniker hos Lalandia.

– Vi skal passe på os selv og vores gæster. Det er ikke noget, man tør gamble med, siger Kent Skovdal.

Mange nyere svømmehaller er ifølge Kent Skovdal godkendt til et lavt klorindhold ned til 0,4 milligram per liter.

Det lave indhold af klor er ekstra skånsomt over for badegæster, der reagerer på klor.

Det vil formentlig være de færreste, der ifølge Kent Skovdal kan mærke forskel på, om niveauet er 0,4 eller 1 milligram klor per liter vand.

– Det er stadig lavt i forhold til, hvad det var i gamle dage.

– Da kørte man med et noget højere klorindhold – op til 3-5 milligram per liter vand.

Konkurser når i juni laveste antal i tre år trods corona

06.07.2020 08:40

Antallet af konkurser tog et lille dyk i juni. Her var der 177 konkurser blandt aktive virksomheder, hvilket er ni procent færre end i maj.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er ifølge Kristian Skiver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv, det laveste antal i tre år.

Han frygter dog en stor bølge i andet halvår.

– Der går normalt lidt tid, fra en krise rammer, til problemerne i den enkelte virksomhed ender i en alvorlig situation som en konkurs.

– Desuden er der stor risiko for, at flere virksomheder må dreje nøglen om, når de nuværende hjælpepakker afvikles senere på sommeren, skriver han i en kommentar.

Konkurserne gav 705 tabte fuldtidsjob, hvilket er 21 procent færre end i maj.

Kigges der på andet kvartal som helhed, var der tre procent flere konkurser end i første kvartal.

Jobtabet var dog hele 40 procent større.

– Sammenlignet med tidligere års jobtab på grund af konkurs er der i marts-juni 2020 især tabt mange job blandt hoteller og restauranter, skriver Danmarks Statistik.

Danske spillesteder frygter konkurser ved genåbning

06.07.2020 07:55

Spillesteder landet over frygter at gå konkurs, når de må åbne igen med de nuværende retningslinjer i genåbningens fase 4.

Det ser nemlig ud til, at spillerstederne skal afvise på til 90 procent af deres gæster ved genåbningen. Det skriver DR.

Ifølge Esben Marcher, chef i Dansk Live, er der dårlige udsigter for spillestederne, hvis de skal afvise langt størstedelen af deres gæster ved genåbningen.

– Vi bliver bedt om at åbne, men også bedt om at dø, siger Esben Marcher til DR.

– Kasserne er tomme, så der er ikke penge at stå imod med.

I Kulturministeriets udkast til retningslinjerne for spillestederne er der krav om fire kvadratmeter plads for hver gæst.

Ifølge DR svarer det til, at en koncertsal med plads til 430 gæster kun kan rumme 50.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

AaB satser på 4000 tilskuere til kommende ligakamp

05.07.2020 21:19

Når AaB torsdag møder AGF i 3F Superligaens mesterskabsslutspil, håber hjemmeholdet på mere end 4000 tilskuere.

Det fortæller administrerende direktør Thomas Bælum efter søndagens sejr på 2-0 over Brøndby.

– Nu skal vi aflevere vores protokol for Aalborg Portland Park mandag morgen, og så får vi den endelige godkendelse, når den har været igennem hos Rigspolitiet.

– Så kan vi forhåbentligt åbne op til lige over 4000 folk på torsdag, siger Thomas Bælum.

Klubben satser på op mod ni sektioner af 500 mennesker, hvilket kan bringe tilskuertallet op på 4300. Det er et markant spring fra de 280, som overværede kampen mod Brøndby.

AaB mente nemlig ikke, at der var tid nok til at benytte muligheden for flere tilskuere til søndagens kamp.

Til kampen mod Brøndby var der hverken trommer eller sang. Der var nemlig ikke sat billetter til side til fanklubbens stemningsskabende fans, som man har gjort ved tidligere ligakampe.

AaB-direktøren afviser, at det har sammenhæng med episoden til finalen i Sydbank Pokalen. Her blev kampen afbrudt, da en gruppe AaB-fans ikke fulgte Covid-19-retningslinjerne.

Søndag jublede AaB-spillerne foran næsten tomme tribuner. Det bliver formentlig anderledes i den kommende uge. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Uafhængige domstole fik instrukser før nedlukning

05.07.2020 21:08 – opdateret 22:17

Under coronakrisen har Domstolsstyrelsen og Justitsministeriet blandet sig i de uafhængige domstoles arbejde. Og det er på kant med grundlovens princip om magtens tredeling, skriver Information.

Det vurderer juridiske eksperter på baggrund af dokumenter og mailkorrespondancer, som Information har fået aktindsigt i ved Domstolsstyrelsen.

»Hele ideen med at have domstole er, at de er uafhængige, specielt af den udøvende magt,« siger Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret ved Københavns Universitet.
»Det er en grundpille i en retsstat, og det er den grænse, man overtræder, selvom jeg er sikker på, at intentionen ikke har været ond.«

Han bakkes op af Frederik Waage, der er professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet.
»Man bevæger sig på en knivsæg i forhold til, om man begår grundlovsbrud eller ej. Det er sådan noget som det her, der kan svække den høje tillid til domstolene,« siger han.

De dokumenter og mails, som Information har fået aktindsigt i, kaster lys over forløbet bag nedlukningen af domstolene, der varede fra midten af marts til slutningen af april.

De viser, at Domstolsstyrelsens direktør Kristian Hertz efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Og de giver indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår de kunne åbne igen.

De viser også, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i hvilke typer sager, der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere konkrete sager, som regeringen havde en interesse i, særligt højt.

Coronarelaterede fag oplever vækst i uddannelsessøgning

05.07.2020 17:43

Læger, sygeplejerske og laboratorieforskere har alle været travlt beskæftiget under coronakrisen, og det afspejler sig tilsyneladende i ansøgertallet til de videregående uddannelser.

Eksempelvis har 16 procent flere i år søgt ind på medicinstudiet end i 2019. Det svarer til 602 flere ansøgere.

To procent flere har søgt ind som sygeplejerske. 14 procent flere har søgt ind på det bio- og laboratorietekniske område.

En af dem, der bider mærke i sammenhængen, er Stefan Hermann. Han er formand for Rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler og rektor på Københavns Professionshøjskole.

– Jeg tror, der er en coronaeffekt. Vi får flere, der gerne vil være sygeplejersker og laboranter og også inden for sådan noget som katastrofe- og risikomanagement.

– Det er bestemt positivt, for eksempelvis i sygeplejerskefaget er der stort set ingen ledighed, siger Stefan Hermann.

Under coronakrisen er der blevet forsket i både behandlinger og vacciner, hvilket er den del, eksempelvis bioanalytikere og laboranter beskæftiger sig med.

Stefan Hermann mener, at coronakrisen har åbnet øjnene hos mange for, at det er vigtige fag, som har stor betydning for samfundet.

– Det er både spændende og stimulerende indhold, og det har betydning for mange menneskers velfærd og daglige liv, siger han.

Stefan Hermann håber på, der ikke blot er tale om en enlig svale i 2020.

– Særligt, hvis vi forestiller os en tid, hvor pandemier kommer hyppigere, er der brug for både sygeplejersker og bioanalytikere, og der er meget lav ledighed nu, siger han.

Laboranter og bioanalytikere forskere lige nu i test, behandling og en vaccine mod coronavirus og oplever stor fremgang i ansøgerfeltet til de videregående uddannelser. Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Syv procent flere har søgt ind på videregående uddannelser

05.07.2020 15:22

94.604 har i år søgt ind på en videregående uddannelse, oplyser uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på Twitter.

Der er tale om en stigning på syv procent i forhold til 2019, hvor knap 89.000 søgte ind.

Der var frist for ansøgninger på kvote 1 søndag klokken 12.

– Det er godt, at så mange har lyst til at tage en uddannelse. Det er rigtig godt for den enkelte og giver flere muligheder i livet – men det er også godt for vores samfund, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en skriftlig kommentar.

Oversigten over, hvordan ansøgningerne har fordelt sig, bliver offentliggjort senere søndag.

– Jeg håber, at så mange som muligt får deres ønske opfyldt, tilføjer hun.

Det var ventet, at der i år var ekstraordinært mange, der søgte ind på de videregående uddannelser – ikke mindst på grund af udbruddet af coronavirus.

Med 94.604 ansøgninger i 2020 var niveauet tæt på at slå rekord. I 2016 søgte 94.744 ind.

Du kan ikke tage til udlandet uden pas

05.07.2020 12:44

Husk: Selvom du kan tage på ferie i udlandet igen nu, så går den ikke uden pas.

Syd- og Sønderjyllands Politi bliver af flere borgere, der har glemt at forny deres pas eller få deres børn skrevet ind i passet, spurgt, om de kan rejse uden pas. Det kan man ikke.

Skyland Beach Camp refunderer billetpenge efter aflysning

05.07.2020 10:35

De gæster, som skulle være ankommet til Skyland Beach Camp i dag, vil få mulighed for at få refunderet deres billetpenge.

Det oplyser festcampingpladsen på Facebook.

Fredag i denne uge meddelte Skyland Beach Camp, at festbegivenheden havde besluttet sig for at lukke som følge af politiets anbefaling.

– Team Skyland har siddet i forhandlinger hele dagen og kan nu meddele, at alle uge 28 gæster får refunderet deres penge.

– Dette gælder entrébilletten, tipileje og campingvogntillæg (eksklusiv billetgebyr). Vi vil bestræbe os på at refundere pengene inden for 14 dage, står der i Facebook-opslaget.

Skyland Beach Camp tilbyder også en mulighed, hvor folk kan få overført deres billet til næste års arrangement.

Ifølge arrangøren bliver næste års arrangement efter det oprindelige koncept med blandt andet koncerter og diskotek.

Skyland Beach Camp i Øster Hurup, Nordjylland fredag den 3. juli 2020. Campen åbnede dørene den 28. juni og skulle vare til fredag 3. juli. En ny omgang feriefest var planlagt fra søndag den 5. juli og en uge frem. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Forbered dig, hvis du skal rejse under corona

05.07.2020 07:53

Hvis du skal ud at rejse, skal du forberede dig lidt mere end normalt og være ekstra forsigtig.

Udenrigsministeriet har samlet  en række rejseråd på nettet, der kan hjælpe dig.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Ny model for coronatest skal få flere danskere til at melde sig

04.07.2020 17:39

Fra august vil et repræsentativt udsnit af befolkningen igen blive indkaldt til coronatest landet over.

Det nye er, at man vil teste den samme kontrolgruppe både for aktuel smitte og for antistoffer.

Det siger Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff.

– Så vi skal ulejlige færre mennesker og slå to fluer med et smæk, siger han.

Flere partier har været ude med riven efter regeringspartiet for at have indstillet de repræsentative coronatest.

Det var netop forudsætningen for genåbningen af samfundet, har det lydt.

Men S-ordføreren mener ikke, at man har svigtet.

– De repræsentative test blev sat på pause, fordi de ikke virker. Jeg mener ikke, det er aftalebrud, men netop respekt for aftalen, siger Rasmus Horn Langhoff.

Fire gange har et tilfældigt udsnit af befolkningen i deres e-boks modtaget en indkaldelse til coronatest. Men kun meget få har booket en tid til at få foretaget testen.

Rasmus Horn Langhoff er overbevist om, at man med det nye setup for repræsentative test kan få en højere deltagelse.

– Den store forskel er, at når du indkalder folk til en test for antistoffer, så siger folk ja. De vil gerne testes og se, om de har haft virusset og måske er immune, siger han.

Venstre kræver svar om nedprioritering af værnemidler til plejehjem

04.07.2020 16:05

– Pilen peger på Heunicke.

Sådan lyder det fra Venstres ældreordfører Jane Heitmann, efter DR i dag har afdækket, at toppen i Sundhedsministeriet i marts var med til at lave den prioritering, som betød, at regioner skulle have fortrinsret til værnemidler frem for kommuner. Det skriver DR.

Værnemidlerne skulle beskytte de ansatte mod coronavirus og forebygge, at de bragte smitten videre til patienter og beboere. 

Embedsfolk i Lægemiddelstyrelsen førte beslutningen ud i livet. Og i svar til Folketinget har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) også henvist til Lægemiddelstyrelsen, når han er blevet spurgt til, hvem der stod bag beslutningen. Men nu tegner der sig et andet billede – nemlig at toppen i Sundhedsministeriet var med til at træffe beslutningen.

– Hvis det er Heunicke, der har truffet en politisk beslutning om, at værnemidler til plejehjem og sårbare ældre skulle nedprioriteres, så ville det klæde ham at stå ved den beslutning. Det er en meget, meget omsiggribende og alvorlig beslutning at nedprioritere den allermest sårbare gruppe, nemlig de ældre, siger Jane Heitmann.

– Det kan være gode grunde til, at den beslutning blev truffet. Men jeg synes, at de ældre og de ansatte ude på plejehjemmene har brug for at vide, hvem der traf beslutningen og hvorfor, lyder det fra Venstres ældreordfører.

Prioriteringen blev foretaget i starten af marts, og i de efterfølgende uger begyndte smitten at sprede sig på landets plejehjem.

Jane Heitmann er ældreordfører for Venstre. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Minkavlere ånder lettet op efter negativ coronatest

04.07.2020 15:59

De danske minkavlere kan ånde lettet op, efter at 125 minkfarme landet over er testet negative for coronavirus.

– Det er vi meget, meget glade for. Minkavlerne har nærmest ikke talt om andet, og derfor er vi meget lettede over og glade for, at screeningen viser, at vi har sunde dyr fri for corona, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, til brancheorganisationens hjemmeside.

En screening af hver 10. minkfarm blev iværksat, efter at der blev konstateret coronasmitte på en nordjysk minkfarm. Yderligere to gårde i samme landsdel blev senere konstateret smittet.

Alle tre besætninger er nu aflivet.

Det er tidligere kommet frem, at der på flere af de inficerede gårde arbejdede personer, som var smittet med coronavirus.

Det antages, at det er mennesker, som har bragt smitten ind til dyrene.

Situationen har fået minkavlerne til at tage deres forholdsregler.

– Det er dybt ulykkeligt for de berørte avlere, og jeg tør godt sige, at alle minkavlere i Danmark er blevet meget bevidste om at holde coronasmitte ude af farmene.

– Det er jo os selv, der kan smitte dyrene, og det skal vi undgå, siger Tage Pedersen.

Der er nu indført forholdsregler for hygiejne og stop for adgang af gæster efter råd fra myndighederne.

Danske Minkavlere opfordrer ligeledes til, at minkavlere og medarbejdere bliver testet for at holde virusset ude af gårdene.

Fødevarestyrelsen går nu i gang med at udarbejde en strategi for, hvordan eventuelle smittetilfælde på minkfarme skal håndteres fremover.

Ingen fund af coronavirus i test af 125 danske minkfarme

04.07.2020 10:51

Efter tidligere fund af coronavirus i danske minkbesætninger er der de seneste to uger blevet lavet en national stikprøve-screening.

Samlet er 125 minkbesætninger blevet testet, og i ingen af dem er der fundet coronavirus. Det oplyser Fødevarestyrelsen, som har stået bag screeningen.

Resultatet fra de 125 minkbesætninger, der svarer til en tiendedel af de danske minkfarme, glæder fødevareminister Mogens Jensen (S).

– Regeringen har taget fundet af Covid-19 i minkfarmene meget alvorligt, og nu da vi ved, at sygdommen ikke er udbredt i de danske minkfarme, kan vi koncentrere os om at forebygge smitte i besætningerne og lægge planer for, hvad vi skal gøre, hvis flere besætninger bliver smittet, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Sammen med sundhedsmyndighederne og Fødevarestyrelsen vil regeringen hurtigst muligt lave en strategi for, hvordan nye smittetilfælde skal håndteres fremover.

Ifølge ministeren er det endnu for tidligt at sige præcist, hvornår strategien bliver præsenteret.

– Mink har vist sig modtagelige for sygdommen. Derfor kommer vi til at stille nogle krav til ejerne for at undgå, at vi får flere smittetilfælde.

– På nuværende tidspunkt opfordrer vi derfor minkejere til at udvise ekstra forsigtighed, så de ikke uforvarende kommer til at sprede Covid-19, siger Mogens Jensen.

Screeningen af de 125 minkbesætninger er blevet iværksat efter fund af coronavirus i tre minkfarme. De tre besætninger har ikke været en del af den nationale screening.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Stigning i vanvidsbilisme under coronakrisen

04.07.2020 08:22

Der er blevet mere plads på vejene under coronakrisen, hvilket har fået flere til at træde alt for hårdt på speederen. Det viser en ny opgørelse fra Københavns Politi, skriver DR.

Halvanden gang så mange er taget for såkaldt vanvidsbilisme i første halvdel af 2020 som i hele 2019. Vanvidsbilisme er, når der bliver kørt over 100 procent af det tilladte.

– Det er fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt at køre på den måde. Vanvidsbilisterne spiller hasard med både eget og tilfældige borgeres liv. Derfor er det noget, vi har stort fokus på i vores færdselsindsats,  siger chef for Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Steen Søder. 

I 2019 blev 19 personer sigtet for at overskride hastighedsbegrænsningen med mere end 100 procent. Alene i første halvår af 2020 er 31 personer sigtet for det samme. 

Lønkompensation: 36.000 job er i farezonen

04.07.2020 07:52

36.014 danskere går hjemme med løn fra deres arbejdsgiver, mens arbejdsgiverne får lønkompensation fra staten.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, skriver Fagbladet 3F.

I alt har over 255.000 lønmodtagere været omfattet af ordningen med lønkompensation. De fleste er enten kommet i arbejde igen eller fyret nu.

Det er særligt lønmodtagere i handel og industri, der er sendt hjem. Indenfor handel er der 8.581 og i industrien 8.066 hjemsendte. Så kommer hoteller og restaurationer som den tredjestørste gruppe med 4.293 hjemsendte lønmodtagere.

Vicedirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen, siger at mens hjemmemarkeds-virksomhederne igen mærker en optimisme og fremgang, så ser det værre ud for eksportvirksomhederne.

Alligevel er han rimelig optimistisk med hensyn til beskæftigelsen, også når lønkompensationsordningen udløber.

– Jeg tror faktisk heller ikke, at ledigheden vil stige synderligt, dog afhænger det af, hvordan det går med eksporthvervene i efteråret, siger han.

For fagforbundet 3F er det netop et af de helt store spørgsmål, hvor mange af de hjemsendte lønmodtagere, der får mulighed for at komme i gang igen, eller om hjemsendelsen ender med at blive permanent i form af en fyreseddel.

– Lønkompensation har holdt hånden under rigtig mange job, midlertidigt. Men krisen tynger stadig mange virksomheder, og vi tror desværre også, at nogen ender med en fyreseddel, og derfor er en del af de 36.000 job i farezonen, siger økonom Jesper Grunnet-Lauridsen.

Regeringen sætter repræsentativ coronatest på pause

04.07.2020 07:33

Regeringen har sat den repræsentative undersøgelse af coronasmittens udvikling i befolkningen på pause.

Det viser et notat fra Statens Serum Institut (SSI), skriver Politiken fredag.

17. april indgik regeringen en aftale med Folketingets partier om at udvide første fase af genåbningen.

Her blev det skrevet ind, at “der skal testes et repræsentativt udsnit af befolkningen, så udviklingen kan følges”.

Beslutningen om at sætte undersøgelsen på pause er “et klart brud på den politiske aftale”, mener Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

– Det er helt uacceptabelt. Det er en del af den politiske aftale, og derfor skal vi naturligvis indkaldes til drøftelser i aftalekredsen, før man ændrer på den politiske aftale, siger Peder Hvelplund til Politiken.

– Det her er jo en hjørnesten i hele teststrategien, og det er et særdeles uheldigt tidspunkt at stoppe den repræsentative overvågning af smitten. Lige nu åbner samfundet med høj hastighed, ligesom vi risikerer at stå over for en anden bølge af epidemien, så er vi jo nødt til at vide, hvor udbredt smitten er.

Årsagen til pausen er, at mange af de borgere, der blev indkaldt til coronatest, ikke er mødt op. Andelen af de fremmødte er ifølge Politiken faldet løbende – og i den seneste indkaldelse til undersøgelsen 31. maj er kun 12,9 procent mødt op.

Professor på Rigshospitalet Jens Lundgren håber, at myndighederne hurtigt genoptager stikprøveundersøgelserne, selv om smittespredningen er på lavt blus i Danmark lige nu.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

FCM lukker 3500 tilskuere ind til potentiel guldkamp

03.07.2020 22:04

Cirka 3500 tilskuere kan være til stede, når FC Midtjylland 9. juli på hjemmebane tager imod FC København i 3F Superligaens mesterskabsspil.

På sin hjemmeside skriver midtjyderne, at de nye retningslinjer fra myndighederne gør det muligt at åbne yderligere for tilskuere.

Sponsorer og sæsonkortholdere får førsteret til det begrænsede antal billetter, lyder det fra FCM.

Cirka 2000 pladser går til sæsonkortholdere. Da der er flere end 2000, der har sæsonkort, uddeles billetterne efter først-til-mølle-princippet.

Hvis der fortsat er ledige billetter, efter sæsonkortholderne har haft mulighed for at få fingrene i dem, vil de blive sat til salg offentligt.

Tidligere på ugen sænkede regeringen blandt andet afstandskravet mellem tilskuere til én meter. Dermed kan flere tilskuere komme til fodboldkampe i Superligaen i resten af den igangværende sæson.

Nu bliver det sådan, at der kan sidde 500 tilskuere i hver sektion, som stadion skal inddeles i, og der skal være en meters afstand imellem folk i stedet for de to meter, som hidtil har været kravet.

Restriktionerne til kampene er kommet grundet coronakrisen. Foruden at afstandskravet sænkes til en meter, vil familiemedlemmer og andre nære relationer kunne sidde ved siden af hinanden, fremgår det af bekendtgørelsen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark klar til at ændre rejsevejledning til Storbritannien

03.07.2020 19:19

Storbritannien meddelte fredag, at karantænereglerne i forbindelse med coronakrisen lempes.

Danmark og langt de fleste andre europæiske lande er med på listen over de lande, som fritages for karantæne. 

I øjeblikket fraråder Udenrigsministeriet i Danmark alle ikke-nødvendige rejser til Storbritannien netop på grund af kravet om hjemmekarantæne ved indrejse.

Om udsigten til lempede karantæneregler, skriver Udenrigsministeriet:

– Når Storbritanniens karantæneregler for danske rejsende ophæves, så forventes rejsevejledningen at blive ændret til gul, såfremt Storbritannien fortsat opfylder kriterierne for lave smittetal, som fremgår i den nye model for rejsevejledningerne.

Kriteriet er, at et land skal have under 20 smittede per 100.000 borgere for at blive betragtet som et “åbent” land. 

Det skriver DR.

8300 tilskuere må se AGF-FCK fra lægterne i Aarhus

03.07.2020 16:03

Ceres Park i Aarhus kan med de lempeligere coronarestriktioner huse 8300 tilskuere, når AGF på søndag får besøg af FC København i Superligaen på søndag.

Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.

– Efter en god og professionel dialog i dag – og en gennemgang med de relevante myndigheder – har vi nu fået godkendelse til det antal publikum, som vores planer lagde op til, siger Morten Lerke, der er ansvarlig for publikumsoplevelser i AGF til klubbens hjemmeside.

FCK er nummer to i Superligaen, mens AGF er treer. AGF er syv point efter københavnerne inden topkampen.

Tidligere på ugen sænkede regeringen blandt andet afstandskravet mellem tilskuere til én meter. Dermed kan flere tilskuere komme til fodboldkampe i Superligaen i resten af den igangværende sæson.

Nu bliver det sådan, at der kan sidde 500 tilskuere i hver sektion, som stadion skal inddeles i, og der skal være en meters afstand imellem folk i stedet for de to meter, som hidtil har været kravet.

Restriktionerne til kampene er kommet grundet coronakrisen. Foruden at afstandskravet sænkes til en meter, vil familiemedlemmer og andre nære relationer kunne sidde ved siden af hinanden, fremgår det af bekendtgørelsen.

Regeringens støtteparti De Radikale samt partierne i blå blok havde gerne set, at der allerede nu kunne meldes ud omkring tilskuerkapaciteten til næste sæson. Altså efter august.

Men det kommer ikke til at ske, har Kulturministeriet meddelt. Justitsminister Nick Hækkerup (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil først i august indkalde partilederne til drøftelser af situationen i næste sæson, er meldingen.

Festcampingplads Skyland Beach Camp lukker

03.07.2020 15:08

I en uge har omkring 1500 unge holdt ferie på festcampingpladsen Skyland Beach Camp i Nordjylland.

Næste hold skulle været ankommet på søndag, men festbegivenheden har besluttet at lukke som følge af politiets anbefaling.

Det fortæller medstifter Bjørn Pedersen.

Politiet har vurderet, at arrangementet er i strid med forsamlingsforbuddet.

– Vi synes, det er ærgerligt, hvis der skal komme en shitstorm mod Skyland, når vi nu gør det så godt og har så fint et produkt, siger Bjørn Pedersen.

De gæster, der har været på campingpladsen i uge 27, er taget hjem fredag. Næste hold skulle være kommet på søndag.

– Det vil sige, at jeg nu skal skrive til alle dem, at vi aflyser deres ferie på grund af, at der er gået politik i den.

Bjørn Pedersen ved endnu ikke, om de unge, som nu alligevel ikke kan komme til Skyland Beach Camp, kan få deres penge tilbage.

– Det ville jo være det bedste, men vi har jo også brugt rigtig mange penge, i og med at vi er i gang. Nu må vi se, om vi kan få noget kompensation, ellers må vi i værste tilfælde gøre sådan, at billetten i stedet gælder til Skyland 2021.

Robinson-dyst på stranden under Skyland Beach Camp i Øster Hurup i Nordjylland, torsdag den 2. juli 2020. Nordjyllands Politi har fredag rådet Skyland Beach Camp til at lukke, og den anbefaling har folkene bag begivenheden valgt at følge. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Skyland Beach Camp holdes for første gang i 2020

03.07.2020 14:11

Skyland Beach Camp afholdes i disse dage i Øster Hurup i Nordjylland.

Politiet har dog rådet Skyland Beach Camp til at lukke, fordi vurderingen er, at begivenheden strider mod forsamlingsforbuddet på 50 personer.

Selv hælder festivalen dog mest til at trodse henstillingen og fortsætte festen.

Skyland Beach Camp blander med egne ord “ferie, fest og festival” og henvender sig primært til unge mennesker.

Læs mere om Skyland Beach Camp her:

  • Skyland Beach Camp afholdes for første gang i 2020 på Kattegat Strand ved Øster Hurup i Nordjylland.
  • Festbegivenheden henvender sig primært til unge mennesker.
  • Den afholdes, fordi coronarestriktioner har forhindret festivaler i at blive afholdt i 2020. Derfor er Skyland Beach Camp med egne ord en “plan B” for unge, der gerne vil opleve festivalstemning trods coronakrise.
  • Skyland Beach Camp åbnede den 28. juni og lukker 3. juli. Ifølge planen åbner den igen fra 5. juli til 10. juli.
  • Der er over 1000 gæster til Skyland Beach Camp.
  • Under coronakrisen har arrangørerne forsøgt at indrette sig efter forsamlingsforbuddet på 50 personer. Politiet har dog fredag vurderet, at Skyland Beach Camp overtræder forbuddet og har rådet begivenheden til at lukke.

Kilder: Skyland Beach Camp, Nordjyske, Nordjyllands Politi.

Danmark registrerer under 20 nye smittetilfælde med corona

03.07.2020 14:09

Yderligere 17 er bekræftet smittede med coronavirus i Danmark.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut fredag.

Dermed er der i alt 12.832 bekræftede smittetilfælde med coronavirus i Danmark.

Der er ikke registreret nye dødsfald. Dermed er status, at i alt 606 er døde med coronavirus i Danmark.

27 er indlagt. Det er to færre end torsdag. Der er tre færre på intensiv, så tallet her er nu seks personer i alt, mens der er fire personer i respirator, hvilket er en person mindre end torsdag.

I alt har 11.817 overstået infektion med coronavirus.

En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er indlagt eller død.

Læger og sygeplejersker skal testes systematisk for corona

03.07.2020 07:54

Regionerne vil gennemføre faste test for coronavirus af alt sundhedspersonale.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Personale med normal patientkontakt skal testes hver sjette uge, medmindre personalet er ansat i en såkaldt rød kommune. I det tilfælde vil det ske hver anden uge.

At en kommune er rød, betyder, at der har været over 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge. Det er kun tilfældet for en enkelt kommune på nuværende tidspunkt.

På afdelinger og institutioner med særligt sårbare patienter skal personalet testes hver anden uge.

I forvejen er det blevet besluttet, at alle i plejesektoren skal testes fast for coronavirus. Det er en del af en aftale mellem KL, regionerne og regeringen.

Nedlukning reducerer vold i nattelivet med 90 procent i København

03.07.2020 07:47

Antallet af anmeldelser om voldelige hændelser i nattelivet som røverier og forsøg på manddrab til Københavns Politi er raslet ned under coronanedlukningen.

Faktisk har der været 90 procent færre anmeldelser om vold i nattelivet under coronanedlukningen, viser tal fra politiet.

Statistikken er opgjort i perioden 12. marts til 12. maj, og her var der 16 anmeldelser om vold i nattelivet.

Til sammenligning var der i samme periode i 2019 165 anmeldelser om vold i nattelivet.

Tommy Laursen, politiinspektør hos Københavns Politi, kalder det forventeligt, at voldsanmeldelserne ville falde under nedlukningen.

Men at faldet er så markant, kommer bag på ham.

– Det er vigtigt at understrege, at vi ikke kan tilskrive de barer og diskoteker, der ligger i området, ansvaret for al voldelig adfærd. En stor del af volden sker udenfor og mellem personer, der ikke har besøgt en beværtning. Men det er dog tankevækkende, at nedlukningen – og de medfølgende ændringer i bybilledet – har ført til et så stort fald, siger han i en pressemeddelelse.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Hjemsendte ansatte har fået 14,2 milliarder kroner i løn

02.07.2020 22:21

Siden marts har danske virksomheder kunnet søge om at få kompenseret dele af lønnen til hjemsendte medarbejdere.

Beregninger fra Dansk Industri viser, at mens staten har betalt 71 procent af lønudgifterne, så har virksomhederne skullet betale de sidste 29 procent.

I alt er der betalt 14,2 milliarder kroner i løn til lønkompenserede ansatte ifølge Dansk Industri. Dermed har staten kompenseret 10,1 milliarder kroner, mens virksomhederne har betalt de sidste 4,1 milliarder kroner.

Fald i danske konkurser kan være stilhed før stormen

02.07.2020 19:13

Første halvdel af 2020 har budt på det laveste antal konkurser i tre år, viser tal fra data- og analysevirksomheden Experian.

Men det lave antal konkurser kan meget vel være stilhed før stormen, vurderer Dansk Erhverv, som frygter en stor konkursbølge i anden halvdel af året.

– Det skyldes, at der normalt går lidt tid, fra at en krise rammer, til at problemer rammer den enkelte virksomhed, som må ende med at dreje nøglen om, siger Kristian Skriver, økonom i Dansk Erhverv.

Han ser samtidig en stor risiko for, at flere virksomheder kommer til at dreje nøglen om, når de nuværende hjælpepakker bliver afviklet henover sommeren.

En af hjælpepakkerne er ordningen omkring lønkompensation. Den har dækket lønudgifter for flere milliarder kroner for hjemsendte medarbejdere.

Ifølge Experians tal har i alt 2866 virksomheder måttet lukket ned på grund af konkurs i løbet af de første seks måneder af 2020.

Udover hjælpepakkerne kan antallet af konkurser have været påvirket af, at de danske retter har været lukket ned i en periode under coronaudbruddet.

Det vil sige, at der kan ligge konkurssager, som endnu ikke er behandlet.

Danmark åbner for indrejse fra seks lande uden for Europa

02.06.2020 16:32

Danmark åbner for indrejse fra seks lande uden for EU, Schengen-området og Storbritannien.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er turister fra Australien, Canada, Japan, New Zealand, Sydkorea og Thailand, der fremover må rejse ind i Danmark.

Men danskere frarådes fortsat alle ikke-nødvendige rejser til disse lande.

Det skyldes, at landene alle har indrejserestriktioner eller karantænekrav for danske rejsende.

Når disse lande ophæver restriktionerne for danske rejsende vil Udenrigsministeriet ændre rejsevejledningerne, oplyser Udenrigsministeriet.

Nu kan børn ned til 12 år blive testet i de hvide telte

02.07.2020 14:42

Fra torsdag kan børn ned til 12 år få en coronatest i de hvide testtelte, der er opstillet 16 steder i Danmark.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Børn mellem 12 og 17 år har hidtil skulle testes på sygehusene, og det har tidligere krævet en henvisning fra lægen.

Men nu bliver der åbnet for børn ned til 12 år, der vil kunne få en test uden en henvisning fra deres læge.

Børn ned til 15 år kan selv booke en tid på hjemmesiden coronaprover.dk med NemID, mens børn mellem 12-14 år skal have deres forældre til det.

Børn på 11 år eller mindre skal fortsat testes for coronavirus i sygehusenes testfaciliteter. Det kræver en henvisning fra lægen.

Ingen ud over to angribere er coronasmittet i Brøndby

02.07.2020 14:41

Tirsdag blev der konstateret coronasmitte hos Brøndby-spillerne Simon Hedlund og Samuel Mraz, men torsdag er der ikke andre smittede i truppen end de to angribere.

Det oplyser Brøndby på Twitter.

– Hele truppen (undtagen Simon Hedlund og Samuel Mraz, som begge er i hjemmekarantæne) og stab er her til morgen igen blevet testet for Covid-19. Svarene er nu kommet tilbage, og her var samtlige negative, lyder det.

Hedlund og Mraz er blevet beordret til at blive hjemme i syv dage, begyndende fra mandag 29. juni, lød det fra Brøndby tirsdag.

– Vi følger protokollerne nøje, og ved den ugentlige test af spillere og stab er to spillere testet positive. Begge er symptomfrie, og nu følger vi de givne retningslinjer, der er udarbejdet af Divisionsforeningen for personer, der tester positivt, sagde Brøndby-holdlæge Jonas Vestergaard.

Dermed er både Hedlund og Mraz ude af billedet til søndagens udekamp mod AaB.

Det var efter søndagens udesejr på 2-0 over FC Nordsjælland, at de to testede positiv for corona.

Yderligere 21 tester positiv for coronasmitte

02.07.2020 14:39

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er uændret 29 personer, oplyser Statens Serum Institut.

Der er heller ikke registreret flere coronarelaterede dødsfald siden onsdag. Samlet set er der registreret 606 døde med coronavirus.

Antallet af indlagte på sygehusenes intensivafdelinger er faldet med to til ni personer.

Heraf er fem personer lagt i respirator for at få hjælp til at række vejret. Det er én mere siden seneste opgørelse.

Der er registreret yderligere 21 smittede siden onsdag.

Det skal ses på baggrund af, at 12.154 personer er blevet testet det seneste døgn.

I alt er 12.815 personer bekræftet smittet med coronavirus, siden det første tilfælde af virusset blev konstateret herhjemme 27. februar.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Udenlandske arbejdstagere uden symptomer kan nu få coronatest

02.07.2020 13:08

Gennem coronaepidemien har udenlandsk arbejdskraft fra lande med udbredt coronasmitte kunnet krydse grænsen til Danmark. Det har skabt utryghed på blandt andet byggepladser.

I en pressemeddelelse skriver Beskæftigelsesministeriet, at udenlandske arbejdstagere uden et dansk personnummer nu kan få taget coronatest, selv om de ikke har symptomer.

Faktisk bliver arbejdstagere fra højrisikolande direkte opfordret til at blive testet, hurtigst muligt efter at de er ankommet til Danmark.

Alle kan dog bruge muligheden for at blive testet.

Arbejdstagere, som rejser ind, vil kunne tage testen ved udvalgte grænseovergange eller i en mobil teststation.

Regionerne er i øjeblikket ved at rulle en ordning med testbiler ud, der kører rundt i landet.

Danmark har under hele coronaepidemien holdt grænserne åbne for arbejdskraft, der indrejser fra udlandet.

I slutningen af april bebudede regeringen så en række tiltag, der skal mindske risikoen for, at vandrende arbejdstagere tager coronasmitte med, når de rejser ind og ud af Danmark for at arbejde.

Et af tiltagene er en teststrategi, som altså iværksættes nu.

Coronavirus var i omløb i Danmark tre dage før første tilfælde

02.07.2020 13:02

Flere dage før Danmark officielt fik sit første coronatilfælde – en ansat på TV2 – var der coronavirus i omløb i Danmark.

Det skriver Berlingske.

En test af spildevand fra Solrød syd for København, som stammer fra 23.-24. februar, indeholdt coronavirus. Den TV2-ansatte blev testet positiv 27. februar.

Prøven er taget af Eurofins Miljø, der er Danmarks største miljølaboratorium. Den er taget af nedfrossen spildevand.

– Hvis du ser på datoen, så er det få dage efter vinterferien, hvor masser af danskere var vendt hjem fra skiferier i Østrig og Norditalien, herunder med al sandsynlighed også folk i Solrød, siger Jesper Gamst, direktør for Eurofins Miljø, til Berlingske.

Jesper Gamst betegner testmetoden som valid og meget følsom. Han forklarer, at virus må være blevet udskilt via afføring fra et eller flere toiletter i Solrød.

Der er 23.000 indbyggere i Solrød Kommune, som tidligere har været i fokus under coronaudbruddet på grund af et udbrud på et plejehjem og et værtshus.

Eurofins Miljø har også testet spildevand fra enkelte andre kommuner fra februar, men det har ikke givet resultater.

Til gengæld kan virksomheden se – gennem prøver fra hovedstadsområdet, Aarhus og Herning – at der fra midten til slutningen af marts var coronavirus alle steder i spildevandet.

Jesper Gamst påpeger over for Berlingske, at det passer med, at det var tidspunktet, hvor coronavirusset for alvor ramte Danmark, og samfundet efterfølgende blev lukket ned.

Trods stort hop: Økonomer venter flere ledige over sommeren

02.07.2020 11:46

Selv om antallet af ledige under coronakrisen onsdag nåede det hidtil højeste niveau, er det værste sandsynligvis forude.

Sådan lyder vurderingen fra flere økonomer.

Mere end 250.000 har været sendt hjem under ordningen for lønkompensation siden midten af marts, og i takt med at virksomhederne træder ud af ordningen, kan det ende med flere fyresedler.

– Antallet er markant lavere i dag, og selv om jeg ikke forventer, at alle 250.000 ender i ledighed, så ender alle næppe heller i arbejde, siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Hos Dansk Byggeri peger cheføkonom Bo Sandberg på, at der kan gemme sig en forværring den kommende tid, fordi nylige fyringsrunder i store virksomheder som SAS, DFDS og ISS vil gøre sig gældende i ledighedstallene.

Sydbanks cheføkonom, Søren V. Kristensen, ser dystre udsigter for det danske arbejdsmarked.

– De job, som vi taber nu, bliver sværere at genskabe end de job, som blev tabt i den første fase af krisen.

– I begyndelsen var der nemlig tale om personer med en mere løs tilknytning til arbejdsmarkedet, som virksomhederne relativt hurtigt kunne afskedige.

Ledigheden under corona slår rekord

02.07.2020 10:31

1. juli – onsdag – bød på en stor stigning i antallet af ledige i Danmark.

Køen af ledige voksede med lidt over 6000 personer, og dermed er antallet af ledige steget med 54.076 under coronakrisen – fra 9. marts og frem. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Samlet set er 185.913 personer ledige i øjeblikket. Størstedelen er på dagpenge, mens omtrent hver sjette er på kontanthjælp eller lignende ydelser som uddannelseshjælp.

Det er det højeste niveau, som ledigheden har ligget på under coronaudbruddet.

Det er ikke unormalt, at ledigheden stiger den første dag i en måned, og på forhånd havde en række økonomer spået, at der ville komme en markant stigning.

Det hænger sammen med, at mange ansatte med tre måneders opsigelsesvarsel, der blev fyret i marts, først er blevet ledige fra starten af juli.

Udviklingen 1. juli dækker over, at 8030 personer meldte sig som ledige, hvilket er omkring 60 procent højere, end man har set på samme tid de seneste fem år.

Når det samlede antal af ledige “kun” steg med cirka 6000, hænger det sammen med, at der samme dag var omkring 2000, der afregistrerede sig som ledige.

Det er kun lidt over halvdelen af de afmeldte, som har fået job. Resten er enten startet på en uddannelse, er gået på barsel, er blevet syge eller noget helt fjerde.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

15 lande er sikre – Danmark vil fraråde rejser til flere af dem

02.07.2020 09:03

Når de danske myndigheder torsdag eftermiddag lemper rejsevejledningen for en række lande uden for EU, bliver listen kortere end de 15 lande, som EU har blåstemplet som sikre i forhold til coronasmitte.

Blandt andet kommer Australien ikke til at være blandt landene. Det fortæller Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet, til P1 Morgen.

– Jeg kan sige så meget, at listen bliver kortere end EU’s. Vi kommer blandt andet ikke til at åbne for Australien, og det er ikke, fordi de ikke har styr på coronasituationen.

– Det handler udelukkende om, at der er indrejseforbud for det meste af verden – herunder europæere – så derfor giver det ikke mening at lempe rejsevejledningen, siger han til P1 Morgen.

De nuværende lande på EU-listen er Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay.

Samtidig er Kina på listen, men det er betinget af, at landet åbner for indrejse for EU-borgere.

De danske myndigheder ventes at præsentere de nye rejsevejledninger torsdag klokken 16.

Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet, siger, at Australien ikke vil være på listen over lande, som Danmark vil lempe rejsevejledningen for torsdag. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Udbud af villaer og rækkehuse er det laveste i ti år

02.07.2020 07:54

Den seneste måned er udbuddet af villaer og rækkehuse på det danske boligmarked faldet med 2,6 procent.

Faldet betyder, at udbuddet er det laveste i ti år. Det viser nye tal fra Boligsiden.

I juni kom tæt på 6700 huse til salg. Det er på det normale niveau, men der er så meget gang i salgene, at der er tyndet ud i antallet af boliger at vælge imellem for køberne.

Det forklarer Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

– Sælgerne har forstået, at køberne er der, så de sætter nu til salg i stor stil. De kan bare ikke gøre det i samme tempo, som køberne hiver varerne ned fra hylderne, siger Birgit Daetz.

I fire af landets fem regioner har udbuddet ikke været lavere de seneste ti år. Kun i Nordjylland er der nogle måneder mellem 2017 og 2019, hvor udbuddet var lavere.

– Det er en landsdækkende tendens, at udbuddet er lavt. Årsagen er en kombination af det høje salg og de udfordringer, der har været med corona, hvor sælgerne i en periode tøvede med at sætte til salg, siger Birgit Daetz.

De mest udsatte borgere er gået fri af coronasmitte

02.07.2020 07:50

Da coronakrisen brød ud i Danmark, frygtede flere organisationer, at virusset særligt ville ramme hjemløse.

Men det har vist sig at forholde sig modsat. Kun ganske få udsatte borgere har været smittede. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Testindsatser i Aarhus har vist, at ikke én eneste hjemløs i hele kommunen har fået påvist coronavirus.

Kirkens Korshær har sammen med Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune testet omkring 400 misbrugere, hjemløse og udsatte borgere i området.

– Vi testede i slut marts og slut maj, og vi er lykkelige over resultatet. I Aarhus er ikke én testet positiv for coronavirus, fortæller Niels Bjørnø, der er regions- og korshærsleder i Kirkens Korshær, til Kristeligt Dagblad.

Samme billede viser sig i hovedstaden. Det siger Kim Allan Jensen, lokalformand i København i de hjemløses landsorganisation Sand.

– I det store hele har vi ikke haft nogen hjemløse med coronavirus, og jeg tror, det er, fordi vi har taget retningslinjerne seriøst.

– Før corona kunne man sagtens se 50 personer stå samlet og drikke øl på Hulgårds Plads i Københavns Nordvestkvarter, men nu står de fem mennesker her og fem mennesker der. Der er kommet en ny drikkekultur, kan man sige, siger Kim Allan Jensen til Kristeligt Dagblad.

Skrækscenariet med flere hundrede smittede hjemløse er nu forvandlet til en glæde over, at kun ganske få har været smittede. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kulturminister Joy Mogensen kritiserer pokalfinalefans

02.07.2020 07:48

Pokalfinalen mellem AaB og Sønderjyske måtte onsdag aften afbrydes, fordi tilskuerne på AaB’s tribuneafsnit stod stuvet alt for tæt sammen.

Det er nemlig i strid med retningslinjerne, der skal hindre spredningen af Covid-19 til fodboldkampe.

Oplevelsen var ikke noget, der behagede kulturminister Joy Mogensen (S).

– Det er brandærgerligt, at der er en del af publikum, der ikke respekterer, at de her regler er lavet for at passe på os alle sammen, siger hun.

Tirsdag frigav Kulturministeriet nye lempede regler for afstandskrav på fodboldstadioner, og det betyder, at der nu kan komme flere fans til superligakampe.

For eksempel mener FC København at kunne byde 10.500 tilskuere velkommen til næste hjemmekamp, mens FC Midtjylland forventer at kunne have cirka 4500 fans på lægterne.

Oplevelsen til pokalfinalen er noget, der får Joy Mogensen til at løfte en pegefinger.

– Jeg håber, at det her er et signal til alle blandt publikum. Vi har alle sammen glædet os til at være her, og vi lægger også mange følelser i det, men vi skal også huske fornuften, siger hun.

Kulturministeren synes, at det er ærgerligt, at nogle tilskuere ikke kunne holde sig i skindet til pokalfinalen, især fordi hun mener, at publikum har opført sig pænt under de forsøg, der er blevet foretaget i Superligaen med flere tilskuere.

– Men det duer jo ikke, at disciplinen kun er der, når vi forsøger. Når så retningslinjerne er der, så skal disciplinen blive ved med at være der, siger hun.

En gruppe af AaB’s fans stod for tæt under pokalfinalen mod Sønderjyske, og kampen var afbrudt i et kvarter i første halvleg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Pokalfinale er afbrudt for brud på coronarestriktioner

01.07.2020 20:53

Onsdagens pokalfinale i fodbold mellem AaB og Sønderjyske er blevet afbrudt, da tilskuere fra AaB er stimlet for meget sammen og dermed bryder coronarestriktioner.

Kort inden den første halve time var rundet, valgte dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt at afbryde kampen, og spillerne forlod banen.

I den ende med AaB-fans stod en gruppering tæt sammen, som fangrupper havde for vane i tiden før coronapausen.

Efter flere irettesættelser fra stadionspeakeren uden effekt valgte dommeren altså at afbryde kampen i Esbjerg.

Efter et par minutters afbrydelse begyndte flere AaB-fans at indtage nogle af de ledige pladser på aalborgensernes fanafsnit. Flere stadionvagter bidrog til at få guidet AaB-fansene hen på pladserne.

Spillerne kom efterfølgende tilbage på banen blot for at forlade den igen, da de kunne konstatere, at der stadig ikke var styr på fansene.

Stillingen var 0-0 ved afbrydelsen.

Tre danske minkbesætninger ramt af coronaudbrud

01.06.2020 17:36

Endnu en nordjysk minkbesætning skal aflives efter fund af coronavirus, oplyser Fødevarestyrelsen.

Dermed bliver den minkbesætning nummer tre, der skal aflives efter fund af coronavirus.

Her er et kort overblik over situationen med corona på danske minkfarme:

  • I forrige uge blev 11.000 mink på en nordjysk minkfarm aflivet, efter at der var påvist coronavirus i 34 prøver fra dyrene.
  • Samtidig opstod der mistanke om coronavirus i en anden nordjysk besætning.
  • Mistanken blev bekræftet. Over halvdelen testede positiv for smitte med coronavirus. Besætningen på 4200 mink blev aflivet 30. juni.
  • Onsdag oplyser Fødevarestyrelsen, at en tredje nordjysk minkbesætning er ramt af coronavirus. Her er over halvdelen af de testede mink ligeledes smittet.
  • De cirka 5000 mink på den tredje minkfarm skal aflives 3. juli.
  • Det er endnu uvist, hvorvidt smitten på den tredje minkfarm er den samme, som har ramt de første to.
  • I alle tre tilfælde fra Nordjylland har personer med tilknytning til minkfarmene vist sig at være smittet med Covid-19.
  • Efter fund af coronasmitte på de nordjyske minkfarme er myndighederne i gang med at screene 120 minkbesætninger landet over. Svaret ventes i denne uge.
  • Ingen af de tre aflivede besætninger er blandt de 120 minkbesætninger.

Kilde: Ritzau.

Udenrigsministeriet lemper regler for udrejse ud af Europa

01.07.2020 16:28

Udenrigsministeriet indfører torsdag en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen-området og Storbritannien.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Rejsevejledningen vil blive lempet for de lande, der lever op EU’s nye kriterier for indrejse til EU, og som samtidig ikke har betydelige indrejserestriktioner eller karantænekrav for de rejsende, der kommer til landet.

Et vigtigt element i modellen vil være EU’s nye liste over lande, der lever op fastsatte Covid-19-kriterier for indrejse til EU, hedder det i meddelelsen.

Listen blev offentliggjort tirsdag og giver mulighed for turister og forretningsrejsende fra 14 lande for at indrejse til EU.

Listen vil blive justeret hver 14. dag.

– Det er et stort, vigtigt og godt skridt mod mere normale rejsevejledninger, at vi nu har en fælles EU-liste og en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU, Schengen og Storbritannien. Men der er stadig lang vej endnu, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.

Eventuelle ændringer i rejsevejledningerne for lande uden for EU og Schengen vil ifølge meddelelsen blive annonceret torsdag.

Antallet af indlagte med coronavirus er nu under 30

01.07.2020 14:20

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er faldet med tre til 29. Det viser en opdatering fra Statens Serum Institut.

Ud af de indlagte er 11 så syge, at de er indlagt på en intensiv afdeling. Det er en mere end tirsdagens opgørelse. Fire af de 11 patienter har brug for en respirator til at trække vejret.

Der er samtidig registreret et nyt dødsfald blandt coronasmittede. Samlet har der været 606 dødsfald blandt coronapatienter i Danmark siden marts, hvor det første dødsfald blev registreret.

Derudover er der konstateret 26 nye smittede på baggrund af omkring 12.300 test.

Samlet set er 12.794 testet positiv for coronavirus, siden det første tilfælde blev konstateret i slutningen af februar.

Ud af den gruppe har langt størstedelen overstået deres infektion.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Bilsalget har haft det værste kvartal siden 2009

01.07.2020 13:36

Salget af biler har under coronaudbruddet været langt lavere end normalt, men juni viste lidt bedre takter end de foregående måneder.

Samlet blev der solgt 17.931 biler, hvilket er 13 procent lavere end i juni sidste år. Det viser tal fra De Danske Bilimportører.

Trods de bedre takter er salget for andet kvartal 29 procent lavere end samme periode sidste år.

Det er ifølge Dansk Erhverv det svageste kvartal for bilsalget siden 2009, hvor finanskrisen havde ramt Danmark.

– Bilsalget har rent ud sagt haft et forfærdeligt kvartal. Det skyldes, at bilsalget er kraftigt ramt af virusudbruddet, der har lagt en massiv dæmper på både husholdningerne og erhvervenes bilkøb, siger seniorøkonom Kristian Skriver.

– Ved sådan en økonomisk nedtur, hvor ledigheden stiger, og usikkerheden omkring den private økonomi bliver større, er bilkøb et af de steder, der bliver ramt.

– Man holder igen ved måske at vente et år eller to med at udskifte bilen. Det så vi blandt andet i forbindelse med finanskrisen, hvor bilkøbene dykkede kraftigt, siger han.

Hos De Danske Bilimportører mener administrerende direktør Mads Rørvig, at tallene for juni isoleret set viser, at salget af biler er kommet tættere på normalen.

Kristian Skriver fra Dansk Erhverv påpeger, at bedringen i junisalget kan skyldes, at en del udskød deres bilkøb under starten af coronaudbruddet.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kommuner får 8,9 milliarder kroner til ekstra coronaudgifter

01.07.2020 13:34

På grund af coronaudbruddet får kommunerne udbetalt 8,9 milliarder kroner ekstra i starten af september.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger, at pengene skal sikre, at velfærden bliver holdt på samme niveau som tidligere, selv om der har været store udgifter til at håndtere udbruddet af coronavirus.

– Kommunerne har i år blandt andet haft udgifter til ekstra personale, værnemidler, ekstra rengøring og flere ledige, og det skal ikke betyde ringere ældrepleje, dårligere rammer i daginstitutionerne eller forringet velfærd i øvrigt.

Af den samlede udbetaling dækker 1,4 milliarder kroner udgifter til værnemidler og ekstra rengøring i forbindelse med genåbning af de kommunale institutioner.

Det gælder for eksempel vuggestuer, børnehaver og skoler. Her har der været skærpede krav til hygiejne, efter at de åbnede igen i april.

Men størstedelen af pengene skal dække, at coronakrisen har ført til en stigning i ledigheden i landets kommuner.

Der har været en stigning på omkring 48.000 i ledigheden i Danmark siden starten af marts.

Milliarder til ny coronafond skal skabe vækst og nye job

01.07.2020 11:41

Erhvervsministeren sender 5 milliarder kroner til europæisk garantifond, der skal hjælpe særligt små og mellemstore virksomheder, der er ramt af corona-krisen.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelse.

En ny europæisk garantifond på over 185 milliarder kroner skal hjælpe europæiske virksomheder, særligt små og mellemstore virksomheder, med at klare sig igennem corona-krisen. Fonden er ikke mindst vigtig, fordi danske virksomheder vil nyde godt af, at økonomien i hele Europa er stærk.

Det er potentielt også godt nyt for danske virksomheder ramt af coronakrisen. Fonden kan nemlig bygge videre på det samarbejde som Den Europæiske Investeringsbank og dens datterselskab den Europæiske Investeringsfond år har indgået med bl.a. danske banker og Vækstfonden, der drejer sig om udlån til små og mellemstore virksomheder, lån til virksomheders forskning og udvikling mv.

Alle lande, der bidrager, kan søge, og garantifonden vil kunne gavne både eksisterende og nye danske kunder i den Europæiske Investeringsbank, som er ejet af de europæiske lande i fællesskab og som skal administrere fonden.

Pokalfinale i uvante rammer: Stemningen skal nok være i top

01.07.2020 11:30

35.828, 32.140, 31.027 og 31.430.

Det er tilskuertallene til de seneste fire pokalfinaler, men så mange kommer der ikke i nærheden af at være på Blue Water Arena onsdag aften, når Sønderjyske og AaB kæmper om sæsonens første titel i dansk fodbold.

Dels fordi kapaciteten på Esbjergs største stadion kun er lidt over 17.000 og ikke i nærheden af Parkens størrelse, dels fordi coronarestriktioner gør, at kun lidt mere end hver tiende sæde må benyttes.

Der bliver lukket i alt 1750 personer ind til pokalfinalen.

Efter man har fraregnet diverse jobfunktioner til kampen, giver det hver klub råderet over 725 billetter til finalen.

Spillere og trænere havde da også gerne set, at der som sædvanlig var kørt buskaravaner af fans i retning mod hovedstaden, men de er også sikre på, at den alternative indramning nok skal give krydderi til finalen på vestkysten.

– Vi har heldigvis spillet en del kampe, hvor der ikke har været så mange tilskuere, men de tilskuere, der trods alt har været, har hver skreget for en fem-seks medfans. Derfor tror jeg, at der nok skal blive god stemning til pokalfinalen, og det skal nok give gejst videre til spillerne.

– Selvfølgelig havde det været federe at spille for tæt på 40.000 tilskuere, men vi skal finde det positive i, at der trods alt er flere, end der har været til de seneste kampe, siger AaB-anfører Lucas Andersen.

Coronavirus har sat en stopper for fyldte stadioner. Til kampe i Superligaen har der hidtil højst måtte være 500 personer på stadion inkusiv spillere, trænere, klubfolk, dommere, bolddrenge, journalister, vagter og øvrige stadionfunktioner. Fra weekenden skrues der op for det tal. Til pokalfinalen i Esbjerg er der tilladt 1750 personer i alt. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Regeringen dropper krav om seks overnatninger for norske turister

01.07.2020 11:20

Det vil ikke længere være et krav, at turister bosiddende i Norge, skal overnatte seks dage i Danmark for at få lov til at krydse grænsen.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) på et samråd onsdag formiddag.

– En af de ting, som vi kommer til at gøre, og som vi kommer til at melde ud senere i dag, er, at Norge overgår til at være i grænselandsmodellen. Det vil sige, at seks dages-reglen ikke kommer til at gælde længere for personer med bopæl i Norge, siger han.

Justitsministeren og erhvervsminister Simon Kollerup (S) er indkaldt i samråd for at begrunde regeringens beslutning om at kræve, at turister skal overnatte seks dage for at få lov at komme ind i landet.

Nick Hækkerup fortæller, at regeringen har indført kravet om seks overnatninger ud fra et forsigtighedsprincip og for at begrænse turismen i særligt København.

Samrådsspørger Martin Geertsen (V) vil vide, hvornår regeringen påtænker at droppe kravet.

Det giver justitsministeren ikke noget svar på. Han siger blot, at målet er at vende tilbage til normalen så hurtigt som muligt.

Danske sygehuse har sikret sig en vis mængde coronamedicin

01.07.2020 11:04

Danmark har sikret sig en vis mængde af lægemidlet Remdesivir, der har vist sig effektiv i behandlingen af coronavirus.

Det siger Flemming Sonne, der er direktør i Amgros, som står for indkøb af lægemidler til landets sygehuse.

– På nuværende tidspunkt har vi indgået en aftale med Gilead (producenten af Remdesivir, red.) om, at de leverer en vis mængde Remdesivir til behandling af patienter i Danmark.

– Med det smittetryk vi har lige nu, er det vores vurdering, at Danmark er dækket godt ind i en periode, siger han.

Hvor meget af lægemidlet der er tale om, og hvor langt det rækker, kan han ikke sige.

Remdesivir er af det europæiske lægemiddelagentur indstillet til godkendelse som behandling af svært syge coronapatienter.

Forskningsresultater har vist, at patienter med svær Covid-19, der blev behandlet med Remdesivir, kom sig efter 11 dage sammenlignet med 15 dages restitution for patienter, der ikke fik midlet.

Når først den endelige godkendelse af lægemidlet er i hus, vil der ifølge Flemming Sonne blive skruet op for produktionen.

Det vil sikre, at også Danmark kan erhverve lægemidlet, når det, der allerede er på hylderne ude på sygehusene, er brugt op.

Danmark skal spille Nations League i Parken

01.07.2020 10:45

Christian Eriksen og co. får velkendt græs under fødderne til hjemmekampene i den kommende Nations League.

Dansk Boldspil-Union (DBU) skriver i en pressemeddelelse, at de tre hjemmekampe i turneringen mod Belgien, England og Island til efteråret skal spilles i Parken i København.

Det glæder Danmarks til den tid debuterende landstræner, Kasper Hjulmand.

– Vi håber selvfølgelig også, at vi kan spille kampene med masser af fans på lægterne, for det betyder rigtig meget at have masser af stemning og opbakning, når landsholdet spiller, siger han til dbu.dk

Han henviser til, at det endnu ikke vides om og i så fald hvor mange tilskuere der må lukkes ind på stadion til den tid.

Tirsdag gav regeringen lov til, at tilskuerkapaciteten til resten af superligasæsonen kan øges markant, og det giver formentlig håb for DBU og spillerne om, at det som minimum også kan gælde til september, når man indleder Nations League.

Anfører Simon Kjær lægger i hvert fald ikke skjul på, at han håber, coronarestriktionerne vil vil være lempet også til den tid.

– Vi – og de tidligere generationer af landsholdsspillere – har haft mange store stunder i Telia Parken sammen med det danske fodboldfolk, siger han i pressemeddelelsen.

– Så vi håber, at forholdene er til, at vi kan få danske fans på stadion. Deres opbakning betyder altid utroligt meget for os.

DF: Lukket natteliv er uholdbart trods mindre vold

01.07.2020 09:23

Mens store dele af landet har været lukket ned for at begrænse smitten med coronavirus, er anmeldelser af vold faldet med næsten en tredjedel.

Ifølge forskere, politi og Det Kriminalpræventive Råd skyldes det blandt andet, at nattelivet i en periode har holdt helt lukket.

Men på trods af færre voldsepisoder er lukningen af nattelivet ikke holdbart i længden, mener Liselott Blixt, som er fungerende retsordfører for Dansk Folkeparti.

– Det er meget indlysende, at når man beder folk blive indenfor og lukke, så sker der mindre vold. Men det er ikke holdbart i længden, siger hun.

– Hvis vi fortsætter med at holde lukket, så vil der være smugkroer og andet, der popper op, som man slet ikke har styr på.

Professor på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet Linda Kjær Minke peger på en norsk undersøgelse, som har påvist, at for hver time udskænkningsstederne sælger alkohol, øges volden med 16 procent.

Liselott Blixt mener, at det vil være en indgriben i vores frihedsrettigheder, hvis nattelivet bliver pålagt at lukke eller stoppe med at sælge alkohol på et bestemt tidspunkt.

– Det er jo de frihedsrettigheder, som vi er så stolte af i Danmark, siger hun.

Prins Christian udskyder sit kirkelige ja

01.07.2020 08:44

Landet over har konfirmander været nødt til at udskyde deres store dag på grund af coronasituationen.

Det gælder også prins Christian, som skulle have fejret sin konfirmation tidligere på året, men nu må vente endnu længere.

Kongehuset oplyser over for Ekstra Bladet, at kronprinsfamilien har taget en svær beslutning om, at prins Christians konfirmation udskydes til næste år.

Tidligere på foråret blev det oplyst, at prins Christian fortsat fulgte konfirmationsforberedelserne med sin folkeskoleklasse, og at man arbejdede på at finde en dato for konfirmationen efter sommerferien.

Nu ligger det dog fast, at det kirkelige ja først bliver til næste år for parrets ældste søn på 14 år.

Prins Christian er nummer to i den danske tronfølge og vil blive kronprins, når hans far, kronprins Frederik, bliver konge.

Det er ikke første gang, at den kongelige familie har måttet udskyde et arrangement på grund af coronasituationen.

Der var lagt op til den helt store fejring af dronning Margrethes 80-års fødselsdag. Men dele af den traditionelle fejring og en stor fest blev aflyst.

53 færgeruter bliver gratis for cyklister og gående i juli

01.07.2020 07:54

Alle 53 færgeruter i Danmark er gratis for cyklister eller gående i juli måned.

Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

– Det er meget positivt at mærke, hvordan vi alle ønsker at give hinanden de bedste forudsætninger for en god sommerferie herhjemme, nu når grænserne ikke er så åbne, som vi er vant til, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S).

De gratis færgeruter er et led i den såkaldte sommerpakke, som Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet står bag.

Den skal hjælpe turismeerhvervet, som er hårdt ramt af coronakrisen og udsigten til færre udenlandske turister.

Det har været op til færgeselskaberne selv, om de vil udbyde gratis rejser. Hvis de deltager, får de efterfølgende den manglende billetindtægt dækket af staten.

Med sommerpakken blev partierne blandt andet også enige om at sætte en million ekstra billige Orange-billetter til salg og 50.000 rejsepas. Passene giver otte dages fri rejse med kollektiv transport. Alle rejsepas er udsolgt.

Anmeldelser af vold og indbrud er faldet under coronakrise

01.07.2020 07:51

Under coronakrisen har politiet landet over rykket ud til færre indbrud, hærværk og voldstilfælde.

Alene anmeldelser om vold er faldet med 31 procent i ugerne fra nedlukning af landet til første fase af genåbningen sammenlignet med de tre foregående år.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet, Det Kriminalpræventive Råd og Syd- og Sønderjyllands Politi.

Undersøgelsen ser på udviklingen af fem kriminalitetstyper under nedlukningen.

Mens vold, indbrud og hærværk ligger markant lavere end de forrige tre år, ligger husspektakler over.

Der kan være flere forklaringer på faldet i voldsanmeldelser, siger professor ved Syddansk Universitet Linda Kjær Minke.

Hun peger på en norsk undersøgelse, som har påvist, at for hver time udskænkningsstederne sælger alkohol, øges volden med 16 procent.

Det, sammenholdt med den nye viden om faldet i under nedlukningen, bør give anledning til refleksion, hvis man vil forebygge vold fremadrettet, mener hun.

Ud over det markante fald i vold, har der også været et fald på 41 procent i antallet af indbrud i private hjem.

Det skyldes ifølge folkene bag undersøgelsen, at de mange hjemmearbejdende danskere har gjort det vanskeligere at være indbrudstyv i boligområderne.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ansatte, samlevere og voksne børn testes

01.07.2020 07:49

Ansatte i Novo Nordisk og søstervirksomheder samt deres ægtefæller og voksne børn vil fra denne uge kunne få at vide, om de har været smittet med coronavirus.

De indbydes til at aflevere en blodprøve, der kan vise, om de har dannet antistoffer og dermed måske er beskyttet mod at blive smittet igen.

Læs her mere om projektet:

* I løbet af det næste år håber forskerne at teste op mod 40.000 personer ni steder i landet, blandt andet i Aalborg, Hjørring, Kalundborg og i hovedstadsområdet.

* Projektet er et samarbejde mellem forskere på Rigshospitalet, Herlev Hospital, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Statens Serum Institut og Novo Nordisk A/S.

* Deltagerne er medarbejdere i Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S, Novo Holdings og Novo Nordisk Fonden.

* Foruden at få taget en blodprøve skal de udfylde et spørgeskema om arbejdsfunktion, familie, rejsevaner og om de har haft symptomer, der kunne være tegn på corona.

* Blodprøven bliver testet for antistoffer. Testen gentages efter 6 og 12 måneder.

* Foruden at give viden om omfanget af antistoffer skal testen vise, hvor længe personer med antistoffer bevarer dem.

* Novo Nordisk Fonden har givet en bevilling til projektet på 20 millioner kroner.

Kilde: Rigshospitalet og Novo Nordisk Fonden.

Danske myndigheder opgiver foreløbigt antistoftest

01.07.2020 07:40

Myndighederne i Danmark er gået helt væk fra ideen om at udbrede test til danskerne for antistoffer mod coronavirus på individniveau.

Dermed vil det ikke for nuværende blive muligt at få en test for antistoffer i de hvide testtelte rundt omkring i landet. Her kan man lige nu blive podet for at se, om man er smittet med coronavirus.

Det skriver Politiken, som beretter om, at det ellers var meldingen tidligere på foråret.

Sundheds- og Ældreministeriet lægger over for Politiken til grund, at man ikke ved, i hvilken grad antistoffer giver immunitet.

– Der er for nuværende ikke planer om at udbrede test for antistof til danskerne på individniveau, da man ikke ved, i hvilken grad antistoffer giver immunitet. Der er serologiske studier i gang verden over med henblik på at undersøge varigheden af immuniteten, skriver ministeriet til Politiken.

Selv om alle og enhver ikke bare har kunnet bestille en antistoftest fra myndighederne, kan man købe dem rundt omkring på udvalgte apoteker. Testene er dog blevet kritiseret for at være usikre og spild af penge.

I de første 2000 privat udbudte test blev der fundet antistoffer hos cirka ni procent af køberne.

Samtidig kan Novo Nordisk tirsdag berette, at 40.000 ansatte i Novo Nordisk samt søsterfirmaer vil få mulighed for at få lavet en antistoftest.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen.

Et udpluk af tirsdagens overskrifter

30.06.2020 22:26

Regeringen åbner for flere tilskuere resten af sæsonen

Regeringen sænker afstandskravet mellem tilskuere til én meter. Dermed kan flere tilskuere komme til fodboldkampe, bekræfter kulturordfører Kasper Sand Kjær (S).

SAS-redningsplan bygger på millard-besparelser

Der skal de næste år frem mod 2022 spares det, der svarer til 2,8 milliarder danske kroner i luftfartsselskabet SAS. Det fremgår af den redningsplan, som SAS har lagt frem tirsdag.

To Brøndby-spillere er testet positive for coronavirus

Brøndby-spillerne Samuel Mraz og Simon Hedlund er testet positive for coronavirus. Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Ansatte i plejesektoren skal jævnligt testes for corona

Ansatte i plejesektoren skal fremover testes jævnligt for coronavirus. Sådan lyder det i ny aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner.

SF vil genstarte musiklivet med kompensation for halvtomme sale

30.06.2020 20:54

Der er ikke sikret tilstrækkelig hjælp til landets spillesteder, der er en del af genåbningens fase 4.

Med de nuværende coronarestriktioner er det nemlig urealistisk, at spillestederne kan åbne uden store tab, mener SF.

Partiet foreslår derfor, at der indføres en kompensationsordning, som sikrer, at spillestederne kan holde koncerter med et mindre publikum og stadig få det til at køre rundt.

– Vi foreslår, at kulturministeren sammen med erhvervsministeren indkalder til forhandlinger, så vi kan få vedtaget nogle kompensationspakker, der kan hjælpe spillestederne, siger SF’s kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk.

– Problemet er, at når de prøver at afholde koncerter, de må, så kan de få ti procent af den indtjening, de plejer. Og det er langt under, hvad der kan bære.

Landets spillesteder og koncerthuse med stående publikum, der er en del af genåbningens fase 4 til august, skal ifølge et foreløbigt notat fra Kulturministeriet have fire kvadratmeter per tilskuer.

Det vil ifølge spillestedernes brancheorganisation betyde, at de fleste spillesteder kun må lukke ti procent af deres maksimale kapacitet ind.

SF er “lidt forsigtige”, som kulturordføreren udtrykker det. Derfor er det først og fremmest kompensation snarere end lempede restriktioner, som partiet sigter efter.

De nuværende hjælpepakker for spillesteder og koncerthuse udløber 31. august.

Ansatte i plejesektoren skal jævnligt testes for corona

30.06.2020 20:12

Ansatte i plejesektoren skal fremover testes jævnligt for coronavirus.

Sådan lyder det i ny aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Hyppigheden af test af de ansatte afmåles efter, hvordan smittebilledet er i den enkelte kommune.

Personale, der arbejder i en kommune med over 20 eller flere smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge, skal testes minimum en gang inden for to uger og hver anden uge, indtil smittetallene falder.

I øjeblikket er der kun en enkelt kommune, hvor det er tilfældet.

For personale, der arbejder i en kommune med under 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere, skal testes hver sjette uge.

Den nye teststrategi i plejesektoren bliver iværksat, fordi man vil have et klarere overblik over smittebilledet blandt nogle af de mest sårbare grupper under coronaepidemien. Under den kategori hører de ældre.

Minister: Tvungne test for rejsende kan blive nødvendigt

30.06.2020 19:51

Hvis ikke det har den ønskede effekt at opfordre folk til test for coronavirus, når de ankommer fra et land uden for EU til Københavns Lufthavn, kan det blive nødvendigt at gøre test obligatorisk.

Sådan lyder meldingen nu fra justitsminister Nick Hækkerup (S), skriver Jyllands-Posten.

For nuværende vil det fungere sådan, at man bliver opfordret til at tage en test for coronavirus, hvis man rejser fra et land uden for EU og Schengen-området.

Men hvis ikke nok lader sig teste, kan det altså blive en regel frem for en opfordring, skriver Jyllands-Posten.

– Fremover vil langt flere udlændinge og danskere fra særlige risikolande helt ude ved gaten blive mødt af myndighedspersoner, der opfordrer hver enkelt rejsende til at lade sig teste.

– Vi mener fortsat, at frivillighed er vejen frem, men vi følger situationen nøje. Og skulle det vise sig, at kun få indrejsende følger opfordringen om at lade sig teste, og der kommer mange smittede til Danmark fra specifikke områder, kan det komme på tale at indføre obligatoriske test, skriver justitsministeren i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

Hos flere partier er der dog undren over, at det ikke allerede nu er tilfældet.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

FAKTA: Så mange fans kan klubberne tage imod

30.06.2020 17:07

Kulturministeriet oplyste tirsdag, at det fremover vil være muligt at lukke flere tilskuere ind til fodboldkampe, end de 500 der før har været grænsen.

Klubberne har derfor regnet på, hvor mange tilskuere der kan lukkes ind med de lempeligere restriktioner:

FC Midtjylland:

På MCH Arena i Herning regner førerholdet med at kunne slå dørene op for 4500 tilskuere, når det byder FC København velkommen på torsdag i næste uge.

FC København:

Danmarks største fodboldstadion og FCK’s hjemmebane, Telia Parken, regnes med at kunne rumme op til 10.500 tilskuere.

AGF:

Ceres Park forventes at kunne rumme 8.000 til 9.000 tilskuere. Første gang er 5. juli mod FCK.

Brøndby:

På Brøndby Stadion regner klubben med at kunne byde mellem 7000 og 8000 tilskuere velkommen, når holdet tager imod FC Nordsjælland på hjemmebane i mesterskabsspillet 9. juli.

FC Nordsjælland:

3500 publikum regner FC Nordsjælland med at kunne lukke ind på Farum Park, når de tager imod FC Midtjylland i mesterskabsspillet.

Sønderjyske:

På Sydbank Park mener Sønderjyske at kunne åbne op for cirka en fjerdedel af den normale kapacitet på 10.100 tilskuere. 2500 fans, mener sønderjyderne at kunne lukke ind.

Silkeborg:

I Silkeborg anslår klubbens ledelse, at Jysk Park vil kunne lukke i omegnen af 2000 fans ind, når holdet spiller på hjemmebane næste gang.

Kilder: Tipsbladet, Silkeborg IF, FC Nordsjælland, AGF.

Regeringen har åbnet op for, at der nu kan komme endnu flere fans på lægterne til superligakampene. Det har fået klubberne til at regne på, hvor mange de hver især kan lukke ind under de nye retningslinjer. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Sodexo fyrer over 120 rengøringsansatte i lufthavnen

30.06.2020 15:49

125 ansatte får i dag en besked i deres e-boks, hvor der står, at de er fyret fra deres job med at gøre rent i fly i Københavns Lufthavn.

Det skriver Fagbladet 3F.

Rengøringsselskabet Sodexo Airport Services sætter i dag navne på de fyringer, som de varslede 8. juni. Her meldte man ud, at mellem 75 og 100 procent af de ansatte skal afskediges.

– Det er en meget, meget trist dag. Og det er en rædselsfuld periode, vi er midt i, lyder det fra 3F’ernes tillidsrepræsentant i Sodexo, Karin Timmermann.

– Vi havde et stort ønske om, at Sodexo ville opsige efter anciennitet. Altså “sidst ind, først ud”. For det er en nedslidende branche, og vi vil gerne beskytte de medarbejdere, der har været her i lang tid. Men ledelsen har ønsket at lægge vægt på diversitet, siger Karin Timmermann.

Hun havde også håbet på en aftale, som for eksempel handlingsselskabet Aviator har lavet, og som garanterer de opsagte, at de spørges først, når der skal hyres igen.

– Jeg er rigtig ked af, at Sodexo ikke ville være med til at lave en intern jobbank for de opsagte og en garanti for at vende tilbage til jobbet. Det ville have sendt nogle positive signaler til vores kollegaer og helt sikkert medvirke til et bedre arbejdsmiljø i opsigelsesperioden, siger Karin Timmermann.

Men der er også gode ting, der er forhandlet på plads, understreger hun.

– Vi har lavet en aftale om, at alle opsagte tilbydes 14 dages kompetenceafklaringsforløb. Og vi håber på, at vi kan få aftaler om yderligere uddannelse i hus. Det er vigtigt at hjælpe kollegerne videre i nyt job uden for lufthavnen, siger tillidsrepræsentanten.

Coronahjælp: 23.600 virksomheder låner rentefrie milliarder

30.06.2020 15:11

23.600 danske virksomheder har benyttet sig af et tilbud om rentefrie lån for samlet 6,8 milliarder kroner.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

I alt 26.100 virksomheder har søgt om de rentefrie lån, der skal tilbagebetales 1. april 2021.

I alt 2500 virksomheder har ikke opfyldt betingelserne og fået afslag.

Hver tredje ansøgning kommer fra virksomheder inden for handel, hotel og restauration.

– De mange ansøgninger vidner om, at de rentefrie lån har været en attraktiv mulighed for flere tusinder virksomheder inden for netop disse brancher, og jeg er sikker på, at den styrkede likviditet vil gøre en afgørende forskel for mange, siger skatteminister Morten Bødskov (S) i pressemeddelelsen.

Skattestyrelsen sendte i maj breve ud til 300.000 virksomheder, som man vurderede havde mulighed for at komme i betragtning til et lån.

Virksomhederne havde frem til 15. juni til at ansøge om lån svarende til den moms, de havde indberettet i marts eller den lønsumsafgift, der blev indberettet i april.

En række kriterier skal være opfyldt for at få adgang til lånet. Eksempelvis skal virksomhederne have indsendt momsangivelsen i marts til tiden.

Kvinde mistede opsparing – pengene blev fundet i en hæk

30.06.2020 15:10

Søndag var en dyr dag for en 42-årig kvinde fra Østjylland.

Hun frygtede efter eget udsagn, at bankerne ville lukke på grund af coronasituationen, og derfor hævede hun 36.000 kroner fra sin opsparing.

Men de mange kontanter forsvandt fra hendes taske – muligvis blev de stjålet.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Mandag morgen kontaktede den 42-årige kvinde derfor politiet.

Til hendes held havde en anden borger – en 59-årig kvinde – forinden fundet en plastikpose med en usædvanligt stor kontantbeholdning i en hæk.

Fundet blev gjort i Trilleparken i Aarhus Vest. Den gennemsigtige, grønne plastikpose indeholdt 35.000 kroner.

– Det viste sig, at det var de penge, som den 42-årige kvinde havde mistet. Hvordan pengene var havnet i en hæk ved haveforeningen, er dog uklart, men pengene vil nu blive udleveret til rette ejer, skriver Østjyllands Politi.

Dog fratrækkes et beløb, som skal gives i belønning til finderen.

Det er uvist, hvorfor der i plastikposen var forsvundet 1000 kroner, fra ejeren mistede pengene, til de blev fundet i en hæk.

To Brøndby-spillere er testet positive for coronavirus

30.06.2020 14:28

Brøndby-spillerne Samuel Mraz og Simon Hedlund er testet positive for coronavirus. Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Begge spillere skal nu blive hjemme i syv dage, begyndende fra mandag 29. juni.

– Vi følger protokollerne nøje, og ved den ugentlige test af spillere og stab er to spillere testet positive. Begge er symptomfrie, og nu følger vi de givende retningslinjer, der er udarbejdet af Divisionsforeningen for personer, der tester positivt, siger Brøndby holdlæge, Jonas Vestergaard, til klubbens hjemmeside.

De øvrige spillere og personer i staben testes for en sikkerheds skyld igen, oplyser Brøndby.

Tre færre indlagt med corona

30.06.2020 14:04 – opdateret 15:06

Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark er faldet med tre patienter, viser en daglig opdatering fra Statens Serum Institut tirsdag.

Dermed er der 32 indlagte, hvilket er præcis det samme antal som for en uge siden.

Af de 32 indlagte er ti af dem indlagt på en intensiv afdeling, hvilket er én mere end ved mandagens opdatering.

Fire af de ti patienter er tilknyttet en respirator.

Der er ikke registreret yderligere dødsfald i den daglige opdatering. Dermed er der stadig registreret 605 coronarelaterede dødsfald i Danmark.

Coronakrisen har øget danskernes forbrug af tv og netnyheder

30.06.2020 10:34

Danskerne har set markant mere tv under coronakrisen.

Før krisen ramte landet, så danskerne i gennemsnit tv i 2 timer og 19 minutter hver dag.

Men da statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts annoncerede en omfattende nedlukning, steg det gennemsnitlige daglige tv-forbrug med 29 minutter.

Det fremgår af en opgørelse om danskernes medieforbrug fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Forbruget af tv er efterfølgende faldet lidt igen.

Men det gennemsnitlige forbrug ligger i uge 18, som er den sidste uge, undersøgelsen omfatter, stadig otte minutter højere sammenlignet med samme tid sidste år.

Mens flere tændte for deres fjernsyn, var der til gengæld færre, der hørte radio og downloadede podcast.

I rapporten forklares det med, at mange lytter radio og podcast, når de er på farten.

Ligesom tv-forbruget er steget, er forbruget af mediernes nyhedssites også gået voldsomt frem.

Medier som B.T., Ekstra Bladet og TV 2 har ifølge opgørelsen haft flere end 500 millioner sidevisninger i marts.

B.T. havde til sammenligning gennemsnitligt 318 millioner månedlige sidevisninger i 2019, mens TV 2 havde 117 millioner.

En undersøgelse fra Trygfonden har tidligere vist, at 53 procent af befolkningen over 17 år ifølge eget udsagn har fulgt meget mere med i nyhedsmedierne under coronakrisen.

32 procent svarer, at de har fulgt noget mere med, end de plejer.

Regeringen åbner for flere tilskuere resten af sæsonen

30.06.2020 10:30

Regeringen sænker afstandskravet mellem tilskuere til én meter. Dermed kan flere tilskuere komme til fodboldkampe, bekræfter kulturordfører Kasper Sand Kjær (S).

Socialdemokratiets kulturordfører fortæller, at der er opnået enighed om en aftale for resten af indeværende sæson.

Kulturministeriet vil endnu ikke bekræfte, at der er en aftale på plads, men ifølge Kasper Sand Kjær er der opnået enighed om de lempede afstandskrav.

Konkret betyder det, at stadioner kan opdeles i sektioner med maksimalt 500 tilskuere per sektion, og at afstandskravet nedsættes fra to til én meter.

FC København har blandt andet tidligere meldt ud, at man vil kunne inddele Parken i 21 sektioner, og dermed kan klubben lukke 10.500 fans ind til hjemmekampene i resten af sæsonen.

Ledighedshop i maj giver arbejdsløshed på 5,6 procent

30.06.2020 09:53

Stigningen i arbejdsløsheden i maj svarer til, at 6200 fuldtidspersoner mistede arbejdet. Dermed blev arbejdsløsheden skubbet op til 5,6 procent maj.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der er landets førende kilde til at måle arbejdsløsheden over tid.

Danmarks Statistiks tal er blandt andet sæsonkorrigeret og har omregnet hvert enkelt ledige til fuldtidsansatte personer.

Modsat har beskæftigelsesministeriet løbende opdateret på udviklingen af antallet af ledige i råtal uden at lave den samme statistiske behandling.

Selv om Danmarks Statistiks tal for maj er nye, står det derfor også allerede klart, i hvilken retning udviklingen går i juni.

– Stigningen i maj kommer ikke som en overraskelse, fordi vi har de her tal på ugentlig basis fra Beskæftigelsesministeriet. Og de viser endda et fald på cirka 4000 personer i juni, skriver cheføkonom hos Nykredit Troels Kromand Danielsen i en analyse af tallene.

– Mange virksomheder tager nu konsekvensen af svækkede forretningsmuligheder og smider håndklædet i ringen og tilpasser medarbejderstaben. Det vil give flere ledige i de kommende måneder.

SAS-redningsplan bygger på millard-besparelser

30.06.2020 08:49

Der skal de næste år frem mod 2022 spares det, der svarer til 2,8 milliarder danske kroner i luftfartsselskabet SAS. Det fremgår af den redningsplan, som SAS har lagt frem tirsdag.

Planen bygger blandt andet på, at den danske og svenske stat skyder nye penge i SAS, hvilket også medfører, at den danske og svenske stat øger sin ejerandel fra omkring 14 procent til 20 procent.

I alt skal redningsplanen sikre SAS nye penge i kassen – fra både de to stater men også andre parter – for 8,5 milliarder kroner.

Rekordmange børn kommer på sommerlejr efter coronanedlukning

30.06.2020 07:47

I år bliver rekordmange udsatte børn og familier sendt på sommerlejre arrangeret af børneorganisationen Red Barnet.

Omkring 1500 børn og forældre bliver fordelt på i alt 58 lejre. Og det er hårdt tiltrængt for mange i kølvandet på coronanedlukningen.

Det mener Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

Sidste år afholdt Red Barnet 37 sommerlejre. Men i år har der altså været ekstra stor interesse, så det ender ud i 58 lejre.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen.

Langt flere patienter skal tjekkes af lægen via video

29.06.2020 21:07

71.508 gange har patienter mødt deres læge via et videolink, siden coronapandemien i marts lukkede Danmark ned. 2.700 digitale psykologsamtaler er gennemført i samme periode. 2,6 mio. gange alene i maj har danskerne tjekket laboratoriesvar på Sundhed.dk og via app.

Og nu skal danskerne vænne sig til, at sygehusbehandling, kontroller, genoptræning, lægebesøg og psykiatersamtaler fortsat i høj grad kommer til at foregå hjemme i stuen frem for på sygehuset eller hos egen læge – også efter coronatiden, skriver Jyllands-Posten.

Danske Regioner vil med en ny digitaliseringsstrategi grundlæggende ændre vores måde at have kontakt til sundhedsvæsenet på, og fremover skal videokonsultationer, telemedicin og hjemmekontroller være reglen frem for undtagelsen, lyder det.

Satellit-jobcenter åbner i lufthavnen

29.06.2020 19:48

I morgen åbner Tårnby kommune i samarbejde med lufthavnen, SAS og de faglige organisationer et satellit-jobcenter i lufthavnen for at hjælpe de mange ansatte, der i dag har fået en fyreseddel.

Det skriver DR.

– Der vil man de næste uger og måneder kunne fortælle de ansatte, hvad deres uddannelses- og jobmuligheder er, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

– Vi må fra regeringens og Folketingets side gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem videre, siger han.

Regeringen vil vente med at åbne for flere fans

29.06.2020 19:13

Ifølge Ekstra Bladet vil regeringen vente med at åbne for flere tilskuere i Superligaen.

Rets- og idrætsordførere fra de politiske partier har mandag eftermiddag forhandlet om yderligere adgang for tilskuere på de danske fodboldstadioner.

Avisen skriver, at regeringen, Enhedslisten og SF vil vente til 20. august med at beslutte, om der skal lukkes op for flere fans under coronakrisen.

Uden om regeringen er et flertal bestående af partierne De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og De Radikale enige om at lade flere tilskuere overvære kampene i landets bedste fodboldrække allerede fra den kommende weekend.

De Radikales idrætsordfører, Jens Rohde, mener, at kulturminister Joy Mogensen (S) bør følge flertallet.

– Jeg forventer, at ministeren vender tilbage til os for at lytte til vores synspunkter og finde en løsning. Situationen er den lige nu, at hun har et flertal imod sig. Og det er normalt aldrig det bedste udgangspunkt, siger De Radikales idrætsordfører, Jens Rohde, til Ekstra Bladet.

Venstres idrætspolitiske ordfører, Britt Bager, siger desuden til avisen, at ministeren “ikke kan sidde flertallet overhørig”.

Lørdag landede en evaluering af tre forsøgskampe med flere end 500 personer samlet. Kampene Horsens-Randers, Brøndby-FCK og Lyngby-OB havde henholdsvis 700, 3000 og 875 tilskuere til stede.

Evalueringen blåstemplede muligheden for at åbne for flere fans på de danske stadioner.

Kampen mellem Brøndby og FC København i Superligaen var en af tre kampe, der var med i en forsøgsordning. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Remdesivir-behandling af coronapatienter koster 15.500 kroner

29.06.2020 19:11

Den amerikanske medicinalkoncern Gilead Sciences vil tage 390 dollar per dosis for selskabets lægemiddel Remdesivir til behandling af coronavirus.

Prisen gælder for regeringerne i USA og andre udviklede lande. Det oplyser selskabet i en meddelelse mandag, skriver Ritzau Finans.

Ifølge Gilead forventes størstedelen af patienterne at modtage behandlingen i fem dage. Og det kræver seks doser af Remdesivir, som har vist sig at have en god evne til at tøjle coronavirusset.

Dermed vil den samlede behandling i de fleste tilfælde løbe op i 2340 dollar. Det svarer til cirka 15.500 kroner.

Medicinalselskabet har valgt at fastsætte den samme pris for udviklede lande verden over for at undgå at skulle forhandle prisen med hvert enkelt land.

– Prisen bliver tilbudt alle regeringer i udviklede lande rundtom i verden, hvor Remdesivir er godkendt til behandling, oplyser Gilead i meddelelsen.

Remdesivir er et præparat, der hæmmer selve virusset. Det er taget i brug til behandling af alvorligt syge coronapatienter i Danmark.

Det er desuden blevet godkendt til behandling af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Det er et middel, der oprindeligt blev udviklet til at behandle hepatitis og som muligt middel mod ebola.

ISS siger farvel til lønkompensation og opsiger 300 i Danmark

29.06.2020 16:33

Servicevirksomheden ISS har som konsekvens af coronakrisen ikke så meget at lave for sine kunder som tidligere og opsiger derfor 300 medarbejdere.

Det oplyser selskabet mandag i en pressemeddelelse.

Samtidig oplyser ISS, at selskabet træder ud af ordningen om lønkompensation, som det har været tilknyttet siden marts.

Ordningen går groft sagt ud på, at staten har betalt størstedelen af medarbejdernes løn til en vis grænse, hvis virksomhederne sendte dem hjem i stedet for at fyre dem.

ISS kalder opsigelserne for en tilpasning til “en ny virkelighed”.

– Vi har et stort ønske om at fastholde flest mulige arbejdspladser og tage ansvar i den situation, som vi står i som samfund og som virksomhed, siger direktør for ISS i Danmark Christian Lindskov Alsø.

– Samfundet står over for nedsat aktivitet også de kommende måneder, og derfor er vi desværre nødt til at tilpasse vores bemanding til den nye virkelighed for at sikre en sund forretning og arbejdspladser også i fremtiden.

Bekymret borgmester havde gerne undgået festuge for 1000 unge

29.06.2020 16:32

Borgmesteren i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V), havde helst været Skyland Beach Camp, som finder sted ved Øster Hurup i denne og næste uge, foruden.

Arrangementet på den nordjyske østkyst er for festglade unge og samler 1000 personer på campingpladsen i denne uge og op mod 1500 i næste.

Mogens Jespersen mener, at det nok er “lidt uansvarligt” med tanke på coronasituationen. Men han stoler på, at sundhedsmyndigheder og politi, som har tilladt arrangementet, har styr på det.

– Man kan ikke lukke hele sommerlandet ned. Jeg er selvfølgelig lidt bekymret, men stoler på, at politiet har styr på det.

– Det er trods alt under kontrollerede forhold. Jeg støtter mig op af, at politiet har undersøgt sagen. Så længe politiet har tjek på det, så er jeg ganske rolig, siger Mogens Jespersen.

To virologer udtrykker over for DR Nyheder bekymring over arrangementet. Det bliver af virolog ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan betegnet som en “risiko for, at der sker unødvendig spredning”.

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, påpeger, “at denne her virus trives i det, vi kalder superspreder-situationer, og det sådan noget som det her”.

Skyland Beach Camp havde egentlig plads til op mod 6000 gæster. Men deltagerantallet er skåret på grund af coronarestriktionerne.

Området for de såkaldte camps med unge mennesker er delt op med maksimalt 50 beboere i hver camp. Desuden er der skruet op for rengøring og hygiejne.

Arrangørerne af Skyland Beach Camp er løbende i kontakt med politiet.

Gæster bliver opfordret til at lade sig teste, når de tager hjem fra festlighederne.

Ledighedskø vokser: Unge rammer arbejdsmarked på skidt tidspunkt

29.06.2020 15:49

Igen i sidste uge steg antallet af ledige i Danmark, og dermed er ledighedskøen for første gang siden april vokset to uger i træk.

Det fremgår af tal fra Beskæftigelsesministeriet mandag.

Og noget tyder på, at det er de nyuddannede, der har fået sværere ved at finde en arbejdsgiver, der vil ansætte dem, siger cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke.

Han peger på, at der er en usædvanlig stor andel af personer under 30 år blandt de nye ledige. Det er Niklas Praefkes bud, at der er tale om færdigt uddannede, der har svært ved at finde et job.

Hvor de normalt udgør omkring 30 procent, har de i sidste uge udgjort omkring 60 procent.

– Det er jo svært at sige med 100 procents sikkerhed, hvad der er hvad, siger han.

– Men der er et klart billede af, at der er en masse, der færdiggør deres studier, og så skal ud på arbejdsmarkedet, og så har svært ved at få et job.

Samtidig kan man også i Beskæftigelsesministeriets tal læse, at der ikke er tilmeldt flere nye ledige end normalt de seneste fem år. Tværtimod har antallet af nytilmeldte ledige været på et lavere niveau.

Dermed tyder noget på, at det er, fordi færre forlader ledighedskøen, at den vokser.

Niklas Praefke understreger, at der derfor stadig er grund til at være bekymret for, at der bliver flere ledige, i takt med at virksomheder træder ud af ordningen om lønkompensation.

Han og flere andre økonomer retter blikket mod torsdag, hvor det er 1. juli, og dermed tre måneder efter 1. april.

Da mange bliver opsagt med tre måneders varsel, vil personer, der blev opsagt per 1. april, først kunne melde sig ledige 1. juli.

Derfor ventes ledigheden at tage et hop 1. juli, forklarer Niklas Praefke.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer er enig og skriver i en analyse, at det bliver “en sand gyser at følge udviklingen i ledigheden hen over sommeren.”

Regeringen åbner for besøg på plejehjem og sygehuse

29.06.2020 15:29

Borgere på plejehjem og sygehuse vil fra torsdag den 2. juli frit kunne få besøg både ude og inde.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

I tilfælde af lokale smitteudbrud, som det der for nylig er set i Hjørring Kommune, vil der igen kunne indføres restriktioner lokalt.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne komme med både påbud om restriktioner eller deciderede forbud mod besøg, hvis det bliver nødvendigt.

– Besøgsrestriktionerne blev indført for at beskytte nogle af vores mest sårbare borgere mod coronavirus. Jeg er helt klar over, at det har haft store menneskelige omkostninger for både de berørte borgere og patienter og deres pårørende, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

– Med vores offensive teststrategi, intensive smitteopsporing og mulighed for midlertidigt at gribe ind, hvis der blusser smitte op, har vi de nødvendige værktøjer til at sikre, at beboere og patienter i Danmark nu kan modtage besøg i endnu større omfang.

Der vil fortsat være stor fokus på at forhindre smittekæder i at opstå, understreger han. Eksempelvis ved at sikre god hygiejne.

Derudover skal der være adgang til mundbind og andre værnemidler, når man som pårørende besøger ældre på plejehjem eller i egen bolig.

Udsigten til indendørs besøg vækker bekymring i fagforbundet FOA. Det oplyser Torben Hollmann, der er sektorformand for social- og sundhedsområdet, i en pressemeddelelse.

– Nu må de samme politikere og organisationer, som har presset på for en større og hurtigere åbning, tage ansvar og kaste sig ind i kampen for at sørge for, at frontpersonalet får den testning, der er nødvendig for både borgere og ansattes sikkerhed, siger han i en pressemeddelelse.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ny minkbesætning aflives efter udbredt fund af corona

29.06.2020 15:14

Endnu en minkbesætning i Nordjylland skal aflives efter fund af Covid-19 i besætningen, oplyser Fødevarestyrelsen mandag.

Prøver i besætning har vist, at over halvdelen af minkene er smittet med Covid-19, der sygdommen, som man kan få af coronavirus.

– Fødevarestyrelsen har med få dages mellemrum testet en minkbesætning i Nordjylland. Prøver viste, at Covid-19-smitte har spredt sig fra få til mange dyr, så over halvdelen af minkene nu er smittede, skriver Fødevarestyrelsen.

– Regeringen har – på linje med den første smittede minkbesætning – valgt at slå besætningen ned ud fra et forsigtighedsprincip.

Minkene vil derfor blive aflivet 30. juni.

– Siden de første prøver blev udtaget, har minkbesætningen været underlagt restriktioner fra Fødevarestyrelsen. Det betyder, at ingen dyr og kun få mennesker kommer ind og ud af besætningen, skriver Fødevarestyrelsen.

Endnu et dødsfald med corona bekræftet i Danmark

29.06.2020 14:04 – opdateret 15:07

Der er bekræftet yderligere et coronarelateret dødsfald i Danmark, viser Statens Serum Instituts opdatering mandag.

Dermed har 605 personer med coronavirus mistet livet i Danmark.

Antallet af indlagte er også steget med fire siden seneste opdatering fredag. Dermed er 35 personer indlagt med coronavirus.

Selv om antallet af indlagte er steget med fire, er det stadig lavere end for en uge siden. Her var 37 indlagt med coronavirus.

Af de 35 personer, der er indlagt med coronavirus, er ni personer indlagt på en intensiv afdeling. Af dem er fire tilknyttet en respirator.

Myndighederne kommer ikke længere med en opdatering i weekenderne, og derfor er mandagens opdatering den første siden fredag.

I alt 12.751 personer er bekræftet smittede. Det er 71 flere end ved seneste opgørelse. 822.264 personer er blevet testet.

Tilbud

Få alle nyheder og alt indhold online fra Flensborg Avis.

Lige nu kan du få Flensborg Avis digitalt i 4 måneder til introduktionspris på 49,99 euro hhv. 375,- kr.

(Normalpris 68,- euro hhv. 540,- kr.)

Gæster på danske strande tager sol og bader med afstand

29.06.2020 13:05

I weekenden blev badesæsonen med begyndelsen på skolernes sommerferie for alvor skudt i gang, og derfor var livredderne også igen på arbejde.

Og sæsonens første weekend viste, at badegæsterne husker at tage forholdsregler for coronavirus, når de er på stranden.

De er gode til at holde afstand og passe på hinanden.

Det fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i Trygfonden Kystlivredning, efter at badesæsonen for alvor blev skudt i gang i weekenden.

– Vi kan se, at folk er bevidste om ikke at ligge for tæt, og de sørger for at bevæge sig i afgrænsede cirkler, så de ikke kommer hinanden for nært, siger han.

SAS opsiger 700 kabineansatte i Danmark

29.06.2020 09:39

Luftfartsselskabet SAS har omkring 1200 kabineansatte i Danmark, men mandag har tæt på 700 af dem modtaget et opsigelsesbrev.

Det oplyser Christa Ceré, der er formand for CAU, der er fagforeningen for kabinepersonale i SAS.

Det er dermed over halvdelen af de kabineansatte i SAS Danmark, som mandag er blevet opsagt. Det er en sorgens dag, mener formanden.

– Det er rigtig mange, og mine medlemmer har det ikke godt. Hele branchen er jo også ramt, og derfor kan man ikke bare søge et andet job, siger Christa Ceré.

Hun oplyser, at de ansatte har mellem 1-6 måneders opsigelsesvarsel. De har også fået muligheden for at konvertere opsigelsen til en orlovsperiode på op til 24 måneder.

– Det er selvfølgelig et håb om at aktiviteten kan stige, og at de derved langsomt kan vende tilbage, siger hun.

Danskere bragte formentlig corona til Island og Letland

29.06.2020 07:51

Danskere har med stor sandsynlighed bragt coronasmitte videre til blandt andet Island, Sverige og Letland.

Det konkluderer forskere fra Københavns Universitet i et foreløbigt studie, der endnu ikke er blevet vurderet af eksterne forskere på området.

Forskerne har matematisk baggrund. De har mandag offentliggjort et slags coronavirus-stamtræ, som kan give et overblik over, hvordan virus spreder sig mellem mennesker.

Stamtræet viser blandt andet – som ventet – at smitten især kom til Danmark fra skisportsstedet Ischgl i Østrig.

Men samtidig har danskere også med stor sandsynlighed bragt smitten videre til Island, Sverige og Letland.

Det fortæller professor på Institut for Matematiske Fag Matthias Christandl, som er en af forskerne bag studiet.

– Vi kan se, at den type mutation, som er meget udbredt i Danmark, dukker op i Island, Sverige og Letland. Så det er nærliggende, at mutationen opstod i Danmark og siden spredte sig, siger han.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Fodboldorganer satser på fyldte tribuner i næste sæson

28.06.2020 19:02

Tribunerne kan være fyldt til bristepunktet i den kommende superligasæson.

I hvert fald hvis det står til Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU) og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

De har søndag fremlagt en plan, der skal gøre det muligt at have fuld tilskuerkapacitet i næste sæson. Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Planen kommer, efter at der i tre superligakampe for nylig er blevet lavet forsøg, hvor mere end 500 personer er blevet lukket ind på de pågældende stadioner.

Evalueringen af forsøget – foretaget af repræsentanter fra Rigspolitiet, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, DBU og Divisionsforeningen – har konkluderet, at der hen over sommeren godt kan afvikles kampe med flere end 500 personer til stede.

Stabilt under 100 nye tilfælde

28.06.2020 14:17

Der er samlet set blevet registreret 12.675 smittetilfælde med coronavirus i Danmark, siden epidemiens start.

Siden midt i maj har antallet af nye smittede ligget stabilt under 100 nye tilfælde om dagen.

Mens smitten har været på lavt blus i det meste af landet, har der tidligere i juni været et lokalt smitteudbrud i Hjørring Kommune i Nordjylland.

Hjørring var derfor i en periode den eneste kommune i landet, hvor der var flere end 50 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere over en uge. Smittetallet i Hjørring er efterfølgende faldet igen.

DF kræver obligatorisk coronatest af udlændinge fra risikolande

28.06.2020 14:11

Alle udlændinge, der ankommer til danske lufthavne fra såkaldte risikolande, skal tvinges til at tage en coronatest. Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

– Det er vigtigt, at man tester alle, der kommer ind i Danmark med fly fra risikolande. Ligesom man også burde have gjort med det pakistanske fly, der ankom med coronasmittede passagerer for nogle uger siden.

Peter Skaarup henviser til et fly, der ankom fra Islamabad i Pakistan til København 6. juni.

Det har senere vist sig, at der var 21 personer smittet med coronavirus om bord i flyet.

Som det er nu, er det et frivilligt tilbud for udlændinge at tage en coronatest.

For visse rejsende fra lande uden for EU og Schengenområdet samt Storbritannien kan indrejse til Danmark ske, hvis de kan fremvise en negativ coronatest taget senest 72 timer før indrejsen til Danmark.

Omkring 300 danskere er fortsat strandet i udlandet

28.06.2020 13:24

Omkring 300 danskere er fortsat strandet i udlandet, hvor de på grund af udbruddet af coronavirus har svært ved at rejse hjem til Danmark. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Der føres på nuværende tidspunkt kun central statistik over strandede danskere i Indien, Pakistan, Irak og Colombia.

Det skyldes, at der i disse lande fortsat er et stort antal danskere, der på grund af lokale restriktioner eller aflyste flyafgange ikke kan komme hjem.

Den 25. marts – kort efter at Danmark og flere andre lande var begyndt at lukke grænserne – var omkring 1800 danskere registreret som standede i udlandet.

Radikale: Kommission skal forberede os på ny coronabølge

28.06.2020 09:28

De Radikale vil have nedsat en hurtigtarbejdende kommission, der skal undersøge, hvordan Danmark kan håndtere en eventuel anden bølge af udbrud af coronavirus med så lidt social isolation af udsatte risikogrupper, som det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det oplyser partiets sundheds- og ældreordfører, Stinus Lindgren, som mener, at prisen for nedlukningen af Danmark også var en høj grad af social isolation og andre omkostninger for særligt udsatte grupper – en pris, som en kommission altså skal undersøge, hvordan kan blive mindst mulig.

Han peger på, at kommissionen både kan give råd til, hvordan man minimerer smitterisiko fra personale, men også helt lavpraktiske forslag til, hvordan besøg bedst muligt kan afvikles.

Fire er smittet med coronavirus efter bustur til Bornholm

28.06.2020 09:22

I alt fire personer, der var på den samme bustur til Bornholm, er blevet konstateret smittet med coronavirus. Det skriver Nordjyske.

Bussen fra det nordjyske rejseselskab Nilles kørte fra Frederikshavn gennem Jylland, Fyn og Sjælland, hvor flere gæster kom om bord, og endte på Bornholm. Turen gik efterfølgende retur fredag den 19. juni.

Efter hjemkomsten er et ægtepar, som var om bord på bussen, begge blevet konstateret smittet med coronavirus.

Det bekræfter Miriam Bisgaard Christiansen, der er direktør for Nilles, over for Nordjyske.

– De kontaktede os på vagttelefon i tirsdags, og vi kontaktede efterfølgende samtlige gæster, som vi bad om at blive testet, siger hun til avisen.

Direktøren oplyser, at rejseselskabet desuden har været i kontakt med både spisesteder og overnatningssteder, som gruppen har besøgt under turen.

Ifølge Nordjyskes oplysninger er yderligere to af bussens passagerer efterfølgende blevet konstateret smittet.

Coronakrisen har medført færre konkurser end opsvinget

28.06.2020 07:57

Der har været færre ugentlige konkurser under coronakrisen end under det økonomiske opsving, der prægede årene op til krisen. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark, der er pengeinstitutternes brancheorganisation.

Siden coronakrisens begyndelse er der gennemsnitligt blevet indgivet 122 konkursbegæringer på danske virksomheder om ugen, hvilket er et lille fald sammenlignet med tallene i årene fra 2013 til 2020.

Ifølge Finans Danmark skyldes det de kompensationsordninger og hjælp fra pengeinstitutterne, som virksomhederne har kunnet benytte sig af under coronakrisen.

De konkursramte virksomheders medarbejdere fylder på grund af udviklingen også kun beskedent i ledighedsstatistikkerne under krisen.

Det fortæller Niels Arne Dam, der er underdirektør og cheføkonom i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

– Den kraftige stigning i ledigheden er således ikke særligt relateret til konkurser, men snarere til virksomheder, der har været nødt til at skære ned, siger han.

Analysen viser derudover, at det nu er lidt større virksomheder, der fylder mest i konkursstatistikken, sammenlignet med perioden før coronakrisen.

– Det peger på, at coronakrisens bratte start har ramt store såvel som små virksomheder i udvalgte brancher. Det kan samtidig indikere, at hjælpepakkerne i særlig grad har hjulpet de helt små virksomheder, siger Niels Arne Dam.

Derfor advarer han om, at der er en risiko for, at der vil vise sig en »markant stigning« i konkurser blandt enkeltmandsvirksomheder, når hjælpepakkerne udfases.

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Færgeselskab indstiller Sverige-rute efter grænseforvirring

27.06.2020 20:34

Efter bare én dag med delvis grænseåbning til Sverige og færgeoverfart mellem Helsingør og Helsingborg, vender færgeselskabet Sundbusserne om på en tallerken og lukker for overfarten igen.

Der er simpelthen for mange svenskere, der er rejst forgæves på grund af forvirring om de danske regler for, hvorvidt de må rejse ind eller ej. Det fortæller selskabets direktør til TV2 Lorry.

– Det får store konsekvenser. Vi har jo ligget stille i tre måneder, og nu kommer vi til at ligge stille igen. Vi stopper sejladsen igen fra i morgen tidlig, indtil vi ved noget mere om, hvad der kommer til at ske, siger Hans Froholdt, direktør for Sundbusserne, til TV2 Lorry.

Rigspolitiet slår fast: Sydsvenske turister skal vise negativ test

27.06.2020 17:26

Det er ærgerligt, at der har hersket forvirring om indrejsereglerne til Danmark, efter at en delvis genåbning af grænserne er trådt i kraft lørdag. Det siger politiinspektør hos Rigspolitiet Peter Ekebjærg.

Der har blandt andet været uklarhed om, hvorvidt svenskere fra de tre sydlige regioner Skåne, Halland og Blekinge kunne komme ind i Danmark uden at skulle fremvise en negativ coronatest ved indrejsen. Eller om de blot kunne lade sig teste i Danmark kort efter indrejsen.

– Vi har arbejdet her til formiddag på at få præciseret reglerne, så det kommer til at stå mere klart for både borgerne og os selv, hvordan det skal administreres, siger Peter Ekebjærg.

Som reglerne er lige nu, kan ikke alle borgere fra Skåne, Halland og Blekinge rejse frit ind i Danmark uden at være blevet coronatestet derhjemme.

– Hvis formålet er det, vi kalder anerkendelsesværdige formål, altså at man for eksempel skal arbejde herovre, så er praksis den samme, som den hele tiden har været. Så kan folk indrejse (uden en negativ test, red.).

Vil svenskere fra de nævnte områder til Danmark som turister, gælder dog andre regler.

– Så er forudsætningen for, at man kan indrejse, at man har en negativ coronatest. Altså en test, der viser, at man ikke har corona, og den må maksimalt være 72 timer gammel. Det gælder i øjeblikket, fordi de tre sydlige regioner ikke er med på Statens Serum Instituts liste over åbne områder i Sverige, siger politiinspektøren.

Coronalukning af tysk slagteri rammer danske landmænd

27.06.2020 17:21

Coronalukning af et tysk slagteri giver problemer for danske svineproducenter. Det skriver Landbrugsavisen.

Problemet skyldes, at et slagteri i Rheda, der drives af slagterikoncernen Tönnies, er karantænelukket, efter over 1300 medarbejdere er testet positive for coronavirus.

Selvsamme slagteri skulle have slagtet tusindvis af danske svin leveret af danske leverandører til Tönnies’ danske datterselskab, Tican.

Det betyder, at der er opstået en pukkel af svin i Danmark, som landmændene ikke kan komme af med.

Tican har rettet henvendelse til konkurrenten Danish Crown for at høre, om man kan hjælpe med at komme puklen af svin til livs.

Danish Crown ser det dog ikke som koncernens opgave at hjælpe i den nuværende situation, lyder det i en udtalelse fra selskabets formand, Erik Bredholt, til Landbrugsavisen.

Plejecentre åbner for udebesøg efter coronaudbrud i Hjørring

27.06.2020 14:33

Der er kommet så meget styr på coronasmitten, at Hjørring Kommune fra på mandag igen åbner for besøg på kommunens plejecentre.

– Vi er ikke længere et hotspot, når det gælder det generelle smittetryk. Derfor åbner vi gradvist for besøg på plejecentrene fra på mandag, siger Leif Serup, direktør for sundheds-, ældre- og handicapforvaltningen.

Genåbningen for besøg gælder dog ikke plejecentret Vendelbocentret, der anses for epicentret for det lokale smitteudbrud.

Aktuelt er 12 beboere på Vendelbocentret konstateret smittet, og to af dem er indlagt. To beboere med sygdommen Covid-19 er afgået ved døden.

20 medarbejdere på centret er sendt hjem, efter at de er konstateret smittede. 12 er raskmeldt og tilbage på job igen.

Udbruddet førte til, at Hjørring Kommune en overgang skilte sig ud fra landets øvrige kommuner med flere end 50 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere. Men nu er kommunen nede på et-ni nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere over de seneste syv dage.

Sommerferie: Corona skaber mere kø på vejene

27.06.2020 12:28

Det er den første store skiftedag i de danske sommerhuse i skolernes sommerferie. Derfor skal man forvente, at der kan opstå ekstra tryk på de danske veje på tværs af landet. Det fortæller Nicholas Petersson, der er vagthavende i Vejdirektoratet.

På grund af coronakrisen blev danskerne opfordret til af regeringen at holde sommerferien i Danmark.

– Eftersom rigtig mange danskere vælger at holde sommerferie i Danmark, så forventer vi, at der kommer et ekstra tryk på vejene, siger Nicholas Petersson.

– På den anden side er der måske lidt færre udenlandske biler, men vi forventer, at der er flere biler på vejene end normalt, siger han.

Ifølge Vejdirektoratet forventes det, at der vil være flest biler på vejene mellem klokken 11 og 15 lørdag.

Det er særligt ved de store motorveje på tværs af landet, hvor Vejdirektoratet forventer de største kødannelser. Her fremhæves E20, motorvejen hen over Fyn og på E45 i trekantområdet.

Coronakrise får Forsvaret til at optage flere værnepligtige

27.06.2020 11:06

Coronakrisen har efterladt en del af Danmarks unge rådvilde, fordi planer om udlandsophold, studieophold og lignende pludselig er afblæst.

Dermed skal mange finde på noget nyt at give sig til, og her vil Forsvarsministeriet gerne hjælpe.

Ministeriet har således besluttet at øge antallet af værnepligtige med i alt 150 personer fordelt på Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. De bliver fordelt på de tre hold i august 2020, februar 2021 og august 2021.

Svensk forvirring over danske regler: Må vi rejse ind eller ej?

27.06.2020 08:16

I Sverige er der forvirring over, hvad der egentlig er op og ned i forhold til at rejse til Danmark, når den nye danske model for genåbning af grænserne træder i kraft lørdag. Det skriver den svenske avis Sydsvenskan.

Som Thomas Kristensen, pressechef hos Rigspolitiet, udtrykker det over for avisen:

– Reglerne er lidt komplicerede lige nu.

Han oplyser, at hovedreglen er, at man får lov til at rejse ind i Danmark fra Sverige, hvis man har bevis på, at man bor i en af de sydsvenske regioner – Skåne, Halland eller Blekinge – og har et særligt formål for at rejse til Danmark. Det kan eksempelvis være arbejde.

– Har man ikke et særligt formål, så skal man fremvise en negativ coronatest.

Men spørger man Nordsjællands Politi, er svaret, at folk fra de sydsvenske regioner ikke skal kunne fremvise en negativ test for at få lov at rejse ind i Danmark. De skal dog kunne bevise, at de faktisk bor i en af regionerne, skriver Sydsvenskan.

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Efter nye rejsevejledninger: Danskerne vil til Rhodos og Kreta

26.06.2020 22:24

Rejsevejledningerne blev i går lempet, således at danskerne fra i morgen igen kan rejse til en lang række europæiske lande. 

Og allerede nu mærker de danske rejseselskaber, at der er særlig interesse for to græske ferieøer, skriver Berlingske ifølge DR.

Det drejer sig om Kreta og Rhodos.

Hos TUI Danmark oplever man, at Grækenland står for over halvdelen af de rejser, de har solgt i sommer indtil videre. Også hos Spies er Grækenland meget populær.

Både hos TUI Danmark og Spies lyder vurderingen, at Grækenland er populær, fordi landet har klaret sig nogenlunde igennem coronakrisen med få smittede og døde.

Seruminstitut dropper de daglige coronatal i weekenden

26.06.2020 18:44

Siden marts har Statens Serum Institut hver dag offentliggjort opgørelser over situationen med coronavirus i Danmark.

Men det bliver der skruet ned for. Fremover kommer der ikke daglige coronatal i weekenden. Det oplyser Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

De daglige opgørelser omfatter blandt andet, hvor mange der er registreret smittet med coronavirus, samt hvor mange der er døde eller indlagt med virusset.

– Forekomsten af Covid-19 er meget lav lige nu. Når man ser på data fra dag til dag, ser man kun nogle naturlige udsving, som man skal fortolke med forsigtighed.

– Statens Serum Institut har derfor valgt at opdatere Covid-19-data med en lavere frekvens end hidtil. Det betyder, at de daglige tal ikke længere publiceres i weekenden, lyder begrundelsen på hjemmesiden.

Det understreges, at kontaktopsporing og opfølgning på udbrud ikke bliver påvirket af ændringen. Det fortsætter som hidtil, lyder det.

Danmark runder en million coronatest efter sløv start

26.06.2020 17:51

Der er foretaget over en million test for coronavirus i Danmark.

Det viser de seneste tal fra Danske Regioner fredag på baggrund af et udtræk hos Statens Serum Institut.

I alt er der udført 1.001.257 coronatest. Det betyder imidlertid ikke, at over en million danskere er blevet testet, da flere personer kan være blevet testet flere gange.

Der er ikke tal for, hvor mange individer der er blevet testet.

76 procent af testene er blevet foretaget på hospitalerne. De resterende 24 procent af foretaget i eksempelvis de hvide telte, der er stillet op rundtom i landet, som Testcenter Danmark har ansvaret for.

Danmark har i dag en offensiv teststrategi, hvor alle, som udviser symptomer eller har været i kontakt med en smittet, opfordres til at lade sig teste, hvilket der er rig mulighed for.

Men sådan var det ikke, da coronaepidemien brød ud i Danmark.

I begyndelsen af epidemien var det begrænset, hvem der kunne få en test, hvilket var genstand for kritik.

Blandt andet Verdenssundhedsorganisation (WHO) slog flere gange fast, at det for at kontrollere udbruddet var vigtigt at teste så mange som muligt.

Med tiden udvidede myndighederne beredskabet, så flere kunne blive testet. Og i dag kan alle altså blive testet på enten hospitaler eller i de hvide testtelte.

I alt 12.675 i Danmark er blevet testet positive for coronavirus, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Dansk studie: blodtryksmedicin øger ikke risiko for corona

26.06.2020 16:25

Hvis du bruger enten blodtryks- eller hjertemedicin, er du ikke i øget risiko for at blive smittet med coronavirus eller få et værre forløb med sygdommen Covid-19.

Det viser et nyt dansk studie, skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Emil Fosbøl, hovedforfatter på studiet og overlæge på Hjertemedicinsk Klink på Rigshospitalet, er glad for studiets resultater.

– De her lægemidler er noget, vi har undersøgt gennem årtier. Og det er noget af det bedste medicin, vi har.

– Vi ville være rigtige kede af det, hvis mange mennesker stoppede med at bruge det unødvendigt, siger Emil Fosbøl.

Tidligere i coronaepidemien var der frygt for, at medicinen skulle øge risikoen for coronasmitte og give et mere alvorligt sygdomsforløb, for de der blev smittet.

Det fik ifølge pressemeddelelsen nogle patienter til at stoppe med at tage deres hjerte- eller blodtryksmedicin af frygt for smitte med coronavirus.

Omkring en halv million danskere bruger hjerte- eller blodtryksmedicin.

S-minister: Der skal betales topskat af feriepenge

26.06.2020 14:37

Hvis danskerne får udbetalt deres feriepenge, så skal de kun beskattes med en en afgift på 38 procent. Sådan er aftalen, har det lydt fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.

Men nu fastslår Beskæftigelsesministeriet i et nyt notat, at den udlægning ikke er korrekt. I stedet er det aftalt, at danskerne skal betale almindelig indkomstskat, hvis de får indefrosne feriepenge udbetalt.

Dermed står tusindvis af danskere til at skulle betale topskat, hvis de får udbetalt feriepengene.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fastslår nu klart, at den almindelige indkomstbeskatning også er regeringens ønske. Det siger han, forud for at regeringen i august ventes at fremlægge lovforslaget om udbetaling af feriepengene.

Han mener, at en flad skat på 38 procent vil resultere i en stor skattelettelse for topskatteydere.

– Vi har et progressivt skattesystem i Danmark. Det sikrer, at de, der tjener mest også skal betale mest i skat. Det gælder også i denne situation.

– Det er efter min og regeringens opfattelse ikke rimeligt, at man ved at lave en flad skat reelt vil give en skattelettelse til topskatteydere på 18 procent, siger Peter Hummelgaard.

Ifølge ministeren vil det samtidig koste statskassen tre til fem milliarder kroner i tabt provenu, hvis man gennemtrumfer en flad skat på 38 procent.

I notatet peger Beskæftigelsesministeriet på, at afgiften på de 38 procent kun gælder i helt særlige tilfælde. Det er blandt andet, hvis en virksomhed er gået konkurs. Så skal lønmodtageren sikres af Lønmodtagernes Garantifond.

Mens regeringen vil fastholde beskatning med afsæt i den enkeltes trækprocent, så presser flere partier på, for at danskerne skal slippe for topskat på feriepengene.

Antallet af indlagte med coronavirus er faldet med fem

26.06.2020 14:34

En enkelt er død med med coronavirus i Danmark siden seneste opgørelse torsdag. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut fredag.

Dermed er det samlede antal døde med coronavirus 604.

Antallet af indlagte er faldet med fem til 31.

11 er på intensiv afdeling, mens fire er i respirator. Det er disse patienter, som er mest ilde tilredt.

39 flere er smittet med virusset, så det samlede antal tilfælde i Danmark er oppe på 12.675.

Af disse har 11.508 overstået infektionen.

At overstå infektionen betyder, at man ikke er død eller indlagt to uger efter konstateret smitte med virusset.

Der er foretaget lidt under en million coronatest indtil videre.

Helt præcist 998.736 prøver, som er foretaget på 793.499 personer.

Ifølge Søren Riis Paludan, professor i virologi på Aarhus Universitet, er de nye tal godt nyt for den danske coronasituation.

– Det er igen en fortsættelse af den tendens, vi har set længe. Vi bliver ved med at have godt styr på epidemien.

– Tilsvarende ser vi stadigvæk ikke rigtig nogen effekt af genåbningen på indlæggelsestallene, siger Søren Riis Paludan.

Med faldet til 31 indlagte er antallet på det laveste niveau siden 15. marts.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Færre nye smittede: Restriktioner i Hjørring kommune ophæves

26.06.2020 13:52

Antallet af nye smittede med coronavirus falder i Hjørring.

Derfor ophæves de midlertidige restriktioner, der blev iværksat, da smitten brød ud på et plejehjem, gradvist.

Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Det betyder, at der i næste uge vil blive muligt at besøge beboere på ældrecentrene i kommunen udendørs.

Restriktionerne på plejehjemmet Vendelbocenteret, hvor flere blev smittet, opretholdes dog fortsat.

DF: Minister har svækket ældres chance for at få rejsepas

26.06.2020 12:58

Dansk Folkeparti retter nu en hård kritik af transportminister Benny Engelbrecht for at forringe ældres muligheder for at erhverve sig et af de nu udsolgte 50.000 rejsepas.

Køb af rejsepas har nemlig skullet foregå over nettet eller gennem en app. Men det er ikke alle ældre, der har mulighed eller teknologiske kompetencer til at benytte netbetaling, siger ældreordfører Karina Adsbøl (DF).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sundhedsminister og forsvarsminister beklager respirator-sag

26.06.2020 12:12

Sundhedsministeriet var vidende om, at de respiratorer, der skulle sendes til Italien for at hjælpe med coronabehandlingen, ikke kunne bruges til det. Men den viden nåede ikke ministeren.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et samråd fredag.

– Sundhedsministeriets departement får 8. april oplysninger om, at forsvarets respiratorer ikke var egnede til Covid-19 patienter.

– Sundhedsstyrelsen skriver i et bilag til et svar til ministeriet, at vurderingen er, at respiratorerne ikke kan anvendes til Covid-19 patienter.

– Der blev ikke reageret på denne viden i mit system, da bilaget ikke bliver læst før senere. Det er ikke tilfredsstillende, at der i mit hus er viden, der ikke bliver handlet på, siger ministeren.

Sagen går ud på, at Danmark den 8. april tilbød Italien hjælp til dets sundhedssystem ved blandt andet at sende respiratorer. Men de respiratorer, man er klar til at sende til Italien, er af typen Weinmann, som ikke kan bruges.

Restauranter og sportsklubber har flest på lønkompensation

26.06.2020 10:42

Restauranter og sportsklubber har flest på lønkompensation. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Sidste uge var 24.600 ansatte sendt hjem på lønkompensation.

Af dem var 812 ansatte på restauranter, mens 669 medarbejdere i sportsklubber er hjemsendt.

Tæt på 250.000 job har været omfattet af lønkompensationsordningen siden 9. marts.

Det tal er dog faldet, som samfundet gradvist er åbnet op igen.

Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, peger på, at mange har kunnet vende tilbage til deres job igen.

– Det hører dog også med til historien, at flere virksomheder formentlig også har valgt at afskedige deres medarbejdere fremfor fortsat at gøre brug af lønkompensationsordningen, skriver han i en kommentar.

To yderligere ministre indkasserer måske næser i respirator-sag

26.06.2020 09:57

Det trækker op til yderligere to politiske næser i en meget omtalt respirator-sag.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har allerede indkasseret en, og fredag kan forsvarsminister Trine Bramsen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) også indkassere næser for samme sag.

Den handler, om at Danmark tilbød ældre og ubrugelige respiratorer til Italien i forbindelse med coronakrisen.

Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative samt de to regeringsstøtter De Radikale og Enhedslisten var flertallet bag næsen til Kofod. Og samme flertal er igen i spil i forbindelse med fredagens samråd.

Det oplyser Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen.

De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, og Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, bekræfter, at der sagtens kan være to yderligere næser på vej i sagen.

Samrådet begynder klokken 11.

Corona-udstilling åbner på Steno Museet

26.06.2020 09:26

Hvordan ser corona-krisen ud fra børnenes perspektiv? Det giver børn og unge deres bud på gennem tegninger, film, genstande og dagbogsnotater i en ny pop-up-udstilling på Steno Museet. Det skriver Aarhus Universitet Science Museerne i en pressemeddelelse.

Udstillingen er bygget op omkring 45 tegninger, som børn i alderen 1-12 år har tegnet til en tegnekonkurrence i Politiken. Dagbøger og forskellige genstande som natbukser og strikkepinde fra elever i en 8. klasse fortæller om, hvordan det føltes at være en del af en verdensomspændende krise. Samtidig formidler fem af tegnerne deres oplevelser via ét af de mest brugte digitale medier under corona-krisen, nemlig Zoom.

I udstillingen inviteres gæsterne også til at tegne, bl.a. med den populære StineStregen, og give deres perspektiv på en unik og mærkelig tid.

DSB melder udsolgt: 50.000 rejsepas er afsat på få dage

26.06.2020 07:58

Fredag morgen melder DSB udsolgt af 50.000 rejsepas, der blev sat til salg tirsdag. Det oplyser DSB.

Rejsepassene koster 299 kroner og giver otte sammenhængende dages rejse i hele Danmark med metro, bus, tog og letbane. Rejsepassende gælder i perioden fra 27. juni til 9. august.

Interessen har været stor for rejsepassene, og det glæder transportminister Benny Engelbrecht (S).

– De er jo gået som varmt brød. Jeg synes, det er utrolig positivt, at danskerne har taget så godt imod muligheden for at holde ferien i Danmark og gøre brug af den kollektive trafik, siger han.

Rejsepassene er en del af en sommerpakke, hvor der blev afsat 700 millioner kroner til at styrke turisme og aktivitet i Danmark over sommeren.

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Et udpluk af torsdagens overskrifter

25.06.2020 22:25

Udenrigsministeriet åbner for rejser til det meste af Europa

Udenrigsministeriet åbner grænser og lemper rejsevejledninger for næsten alle EU-lande fra lørdag den 27. juni. Det betyder, at ikke-nødvendige rejser ikke længere frarådes.

Der er dog lande, Udenrigsministeriet fortsat fraråder rejser til. Det gælder Irland, Malta, Portugal, Rumænien, Sverige (undtagen regionen Västerbotten) og Storbritannien.

41 med relation til demo og Pakistan-fly er coronasmittet

I alt 12 personer med relation til stor demonstration og 29 personer med relation til et fly fra Pakistan til Danmark er smittet med corona.

Flertal er enig om luftfartspakke uden grønne krav

Et politisk flertal er enig om en luftfartspakke til 260 millioner kroner, der skal understøtte branchen, som er i knæ på grund af coronasituationen.

De to støttepartier og Alternativet forlod forhandlingerne, fordi pakken ikke stiller grønne krav til branchen.

Københavns Lufthavne spår milliontab efter coronakrisen

Københavns Lufthavne forventer i år et underskud på mellem 450 og 750 millioner kroner efter skat på grund af coronakrisen.

Svensk forståelse for danske indrejsekrav

25.06.2020 21:12

Selvom det foreløbigt kun er svenskere fra regionen Västerbotten, som må rejse ind i Danmark fra 27. juni, er formanden for Region Skåne forstående for de nye krav til indrejse.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Tidligere kunne skåningene se frem til at rejse ind i Danmark fra 27. juni.

Men Udenrigsministeriet meldte torsdag, at grænserne åbnes for alle EU-lande med undtagelse af Portugal og næsten hele Sverige fra på lørdag.

Det skyldes, at ministeriet inddeler EU-lande i henholdsvis “åbne lande” og “karantænelande”, alt efter om de lever op til en række kriterier.

I praksis betyder det, at indrejse bliver tilladt fra lande samt regioner i de nordiske lande, hvor der er under 20 coronasmittede for hver 100.000 indbyggere om ugen.

Og lige nu er det kun den svenske region Västerbotten, som kan leve op til dette krav. Her er tallet 17,9 inficerede for hver 100.000 indbyggere.

– Det er godt, at der er oprettet et system, så de enkelte regioner kan godkendes.

– Vi er nødt til at komme under 20 inficerede per 100.000 indbyggere, siger Carl Johan Sonesson til TT.

Svenskere fra andre regioner end Västerbotten kan dog rejse ind i Danmark, hvis man har særlig grund til at rejse ind, såsom arbejde eller familie i Danmark.

Tæt på udsolgt: DSB har solgt 47.000 rejsepas

25.05.2020 19:35

Rejsepassene, der giver mulighed for at rejse i sommerlandet i otte dage med tog, metro, bus og letbane, er særdeles eftertragtede.

De i alt 50.000 rejsepas, som koster 299 kroner, blev sat i salg tirsdag. Torsdag aften er status, at DSB har solgt 47.000 rejsepas, og dermed er der tæt på at være udsolgt.

Det oplyser DSB’s pressevagt torsdag aften.

Ifølge DSB’s pressevagt regner man med, at de resterende rejsepas bliver solgt fredag.

Onsdag er salget gået lidt langsommere, da der er tekniske problemer med selskabets salgssystemer. Problemet opstod onsdag eftermiddag.

Det har blandt andet medført, at kravet om pladsbillet, som gælder fjern- og regionaltog, er suspenderet. Og det har altså også haft indflydelse på salget af rejsepas, som det stadig er muligt at købe trods de tekniske problemer.

DSB ved ikke, hvornår salgssystemerne igen fungerer som vanligt.

Frirejsebilletterne er en del af en sommerpakke, der med 700 millioner kroner afsat af Folketingets partier skal sætte gang i forbruget efter udbruddet af coronavirus.

80 brugere har anvendt app til at advare om mulig smitte

25.06.2020 18:56

For en uge siden lancerede Sundhedsministeriet en app til smitteopsporing.

Til og med onsdag er appen “Smittestop” downloadet 497.000 gange. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Det er imidlertid langtfra alle, der har set sig nødsaget til at tage appen rigtig i brug endnu.

Hvis man er testet positiv for coronavirus, giver appen mulighed for at give besked til andre brugere, som man har været tæt på. Den funktion har 80 brugere hidtil benyttet sig af.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) anser appen som et vigtigt supplerende redskab til den manuelle opsporing, som sundhedsmyndighederne står for.

– Med appen har vi tilføjet et digitalt værktøj, der kan hjælpe med at bryde de skjulte smittekæder, siger han i pressemeddelelsen.

– Danskerne har taget godt imod den app. Mange har hentet den, og 80 brugere har inden for den første uge brugt appen til at advare personer, som de ikke kender, om, at de muligvis har været udsat for smitterisiko, så de kan blive testet.

Ifølge Magnus Heunicke har appen på den første uge allerede “vist sit værd”.

Hvis man er testet positiv for coronavirus, giver appen mulighed for at give besked til andre brugere, som man har været tæt på. Den funktion har 80 brugere hidtil benyttet sig af. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Coronavirus og samarbejdsproblemer giver Harboe røde tal

25.06.2020 17:53

Bryggeriet Harboe kommer ud af regnskabsåret 2019/2020 med et samlet underskud på cirka 33 millioner kroner efter skat, da blandt andet coronavirus og markedsudfordringer har ramt hårdt økonomisk.

For 2018/2019 var underskuddet på cirka 13 millioner kroner efter skat.

Det fremgår af selskabets årsregnskab. Regnskabsåret sluttede 30. april, hvor coronakrisen havde varet cirka lidt over halvanden måned.

Den samlede omsætning er dog større end året før. Harboe kommer ud af regnskabsåret med en samlet omsætning på 1414 millioner kroner.

Året før var omsætningen på 1370 millioner kroner.

Harboe har udover problemerne, der er kommet som følge af coronavirus, en række udfordringer på primært afrikanske og sydamerikanske markeder.

Blandt andet opsagde bryggeriets distributør i efteråret 2019 samarbejdet uden varsel. I Nordeuropa er der hård konkurrence på markedet for private label-produkter.

Harboe producerer blandt andet øl og sodavand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Norge lukker døren helt til Sverige efter mere coronasmitte

25.06.2020 17:49

Norge åbner fra 15. juli for rejser til EU-lande og EØS-lande, men samtidig frarådes alle rejser til Sverige, også øen Gotland, som tidligere var undtaget.

Det siger statsminister Erna Solberg på et pressemøde.

Sverige er et af seks europæiske lande, som nordmændene frarådes at rejse til, fordi der er større risiko for at blive syg med Covid-19.

– Vi beholder indrejsekarantænen for folk, som kommer fra lande med højt smittetryk, siger Solberg.

De nordiske statsministre har tidligere torsdag holdt et videomøde for at orientere hinanden, oplyser den svenske tv-station SVT.

Norge har hidtil kun tilrådet rejser til Danmark, Grønland, Færøerne, Island og Finland. Det skete med virkning fra 15. juni.

Ved den lejlighed tillod man også rejser til Gotland. Men i mellemtiden er smittetrykket på øen steget, og så røg det sidste stykke af Sverige på nej-listen torsdag.

Solberg siger, at Gotland ikke længere indfrier de norske sundhedsmyndigheders krav, når det gælder det maksimalt antal smittede.

Det er en bet for Sverige, der samtidig har fået besked fra Danmark, at danskere frarådes rejer til Skåne, selv om landsdelen tidligere blev undtaget. Kun Västerbotten i det nordlige Sverige er undtaget.

For både Norge og Danmark er kriteriet for at åbne for rejser til lande i Europa, at der er færre end 20 coronasmittede per 100.000 indbyggere.

FAKTA: Disse lande kan man rejse til fra på lørdag

25.06.2020 17:47

I mere end tre måneder har Udenrigsministeriet frarådet rejser til det meste af Europa.

Men fra lørdag den 27. juni får langt de fleste lande en gul rejsevejledning. Det betyder, at ikke-nødvendige rejser ikke længere frarådes.

Vejledningerne bygger blandt andet på det kriterie, at et land ikke må have flere end 20 coronasmittede per 100.000 indbyggere.

Her er listen over de lande, hvor rejsevejledningen bliver ændret:

* Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Schweiz.

* Nogle lande forbliver dog orange. Når et land er orange fraråder Udenrigsministeriet fortsat alle ikke-nødvendige rejser til landet.

Det gælder Irland, Malta, Portugal, Rumænien, Sverige (undtagen regionen Västerbotten) og Storbritannien.

Kilder: Udenrigsministeriet.

Turister i skyggen på en græsk taverna på øen Karpathos i Grækenland. Fra på lørdag bliver rejser til Grækenland ikke længere frarådet. Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen udskyder bryllup igen – ny dato er ukendt

25.06.2020 16:41

Statsminister Mette Frederiksen (S) udskyder endnu engang sit bryllup, der skulle have været afholdt lørdag den 18. juli.

Det sker, fordi hun skal deltage i et topmøde i EU-regi.

Det skriver hun på Facebook.

Mette Frederiksen skulle have været gift med sin kæreste, Bo Tengberg, allerede i sommeren 2019.

Men parret valgte at udskyde brylluppet til i år, da der var folketingsvalg i 2019, og hun derefter blev statsminister.

Men i år ramte coronakrisen og optog det meste af statsministerens tid, og derfor har det været uvist, hvornår hun kunne blive gift.

– Størst af alt er kærligheden. Og det skal nok lykkes snart at blive gift. Jeg glæder mig til at sige ja til Bo (der heldigvis er meget tålmodig), skriver hun på Facebook.

Statsministerens bryllupsgæster må dog væbne sig med tålmodighed, da der endnu ikke er sat en ny dato på brylluppet.

Netop bryllupper har været genstand for meget debat under coronakrisen.

I lang tid svævede danskernes store fester, herunder bryllupper, i en tynd tråd på grund af forsamlingsforbuddet, der i lang tid lå på maksimalt ti mennesker.

Forsamlingsforbuddet er dog lempet, og det er muligt at holde bryllupsfester sommeren over.

En regel om, at bryllupsfester skulle slutte ved midnat, hvis festen holdes i et lejet restaurationslokale, mødte ligeledes en del kritik, og reglen er siden blevet afskaffet.


FAKTA: Disse kriterier skal lande overholde for at rejse

25.06.2020 16:08

Danske borgere kan fra lørdag den 27. juni rejse til og fra lande i EU- og Schengenområdet – såfremt de opfylder en række kriterier, som viser, at de har smitten med coronavirus under kontrol.

Her kan du læse om kriterierne:

* Der er indført et testkriterium, som myndighederne er ved at udforme. For alle disse lande vil Udenrigsministeriet samtidig gå tilbage til at lave individuelle rejsevejledninger.

* For at være »åbent« skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere per uge.

* Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til »karantæneland« være ved 30 smittede per 100.000 indbyggere.

* Det gøres for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge.

* Der vil også blive stillet krav til landenes testregimer. Statens Serum Institut vil ugentligt udarbejde en tabel med lande, der klassificeres som henholdsvis »åbne« eller »karantænelande».

* Den nye model træder i kraft fra 27. juni.

* Hvis landene ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende, vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger blive gule for alle åbne lande.

* Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser, men opfordre rejsende til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret.

* For danske borgere, der vender hjem fra rejser til gule lande, vil opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst bortfalde.

Kilde: Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet åbner for rejser til det meste af Europa

25.06.2020 15:50 – opdateret 15:53

Udenrigsministeriet åbner grænser og lemper rejsevejledninger for næsten alle EU-lande. Grænsen er fortsat lukket for turister fra Portugal og dele af Sverige.

Åbningen af grænserne gælder fra lørdag den 27. juni og baserer sig på nogle objektive kriterier.

Blandt andet på antallet af smittede, som skal ligge på under 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Der er krav om, at turister skal have booket mindst seks overnatninger i Danmark for at få lov at komme over grænsen.

Personer med et såkaldt anerkendelsesværdigt formål vil fortsat kunne indrejse uanset om landet er kategoriseret som åbent.

I forhold til de opdaterede rejsevejledninger fraråder Udenrigsministeriet ikke længere rejser til de fleste lande.

Der er dog lande, Udenrigsministeriet fortsat fraråder rejser til.

Det gælder Irland, Malta, Portugal, Rumænien, Sverige og Storbritannien. Det skyldes smittetryk eller lokale indrejserestriktioner og betydelige karantænekrav

EU-agentur giver grønt lys til første medicin mod corona

25.06.2020 15:13

Komité i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har godkendt det første lægemiddel til behandling af coronasyge efter en lynbehandling på et par uger. Der venter dog formelt grønt lys fra EU.

Det drejer sig om lægemidlet Remdesivir, som oprindelig er udviklet til andre formål, men som i forsøg har vist sig at have en god virkning på personer, som er meget syge af coronavirus.

Formelt skal EU-Kommissionen godkende EMA’s godkendelse. Det kan ske i løbet af en uge, og det regnes ifølge det tyske nyhedsbureau dpa for en formalitet.

Der er tale om en betinget godkendelse af præparatet fra Gilead.

Medicinkomitéen i EMA anbefaler Remdesivir til smittede med corona fra 12 år med lungebetændelse og med behov for kunstigt tilført ilt.

Så snart EU-Kommissionen har godkendt, kan læger i EU bruge stoffet til disse patienter.

Medicinen bliver dog allerede anvendt på hospitaler – også i Danmark. Det skyldes, at godkendelsesprocessen har flere etaper, og tidligere skridt har gjort det muligt at anvende præparatet – men uden en anbefaling.

Aviator fyrer nu 238 i Københavns Lufthavn

25.06.2020 15:12

Nedtællingen er stået på længe. Men nu er det blevet til virkelighed. I disse timer bliver 238 ansatte ringet op af deres chefer med en trist besked: Du er fyret.

Turen er kommet til handlingselskabet Aviator, der sætter gang i den anden massefyring efter kollegerne Menzies i marts. Det skriver Fagbladet 3F.

Fyringerne startede her klokken 9, hvor supervisorer i Aviator begyndte at ringe rundt til de ansatte.

Dermed er startskuddet gået til den første af de store fyringsrunder i lufthavnen her resten af juni – efterfulgt af CFS, SAS Ground Handling og Sodexo.

Tillidsmand Allan Slawecki oplever, hvordan sms’erne tikker ind med beskeder om fyringer:

– Det har været en forfærdelig situation. Jeg sover ikke om natten og kan ikke lade være med at tænke på, om de kolleger, som skal fyres, skal gå fra hus og hjem.

Forventningen er, at der igen bliver brug for nogle af de fyrede i takt med, at flytrafikken så småt åbner op igen. Blandt andet har KLM meldt ud, at de vil være tilbage på fuldt program i Københavns Lufthavn i slutningen af juli.

Allan Slawecki er også godt tilfreds med, at det i de seneste ugers forhandlinger er lykkes at reducere antallet af fyringer fra de oprindeligt 335 til de nu 238. Det skyldes blandt andet, at 51 har taget imod frivillige fratrædelser.

Flyselskab siger farvel til ni ud af ti danske ansatte

25.06.2020 14:11

Det danske flyselskab Jet Time fyrer 313 medarbejdere – svarende til mere end ni ud af ti af de ansatte. Det skriver DR.

Fyringerne rammer både piloter, kabinepersonale og flymekanikere.

Jørgen Holme, der er administrerende direktør for selskabet, kalder det den værste dag i selskabets historie.

– Det er selvsagt en meget trist dag for os alle sammen i Jet Time-familien – den værste dag uden sammenligning i vores 15-årige historie, skriver han i en mail til DR Nyheder.

Jet Time leverer transportløsninger for charterarrangører og flyselskaber og private og offentlige virksomheder.

Selskabet har også 57 ansatte i Finland. De er i øjeblikket hjemsendt.

Ingen nye coronadøde i Danmark – indlagte stiger

25.06.2020 14:08

Der er ingen nye dødsfald med coronavirus i Danmark.

Det viser seneste opgørelse fra Statens Serum Institut torsdag. Dermed er det samlede antal døde med coronavirus i Danmark 603.

Antal indlagte stiger med tre. Dermed er i alt 36 nu indlagt.

Ni personer er på intensiv afdeling, og fire er i respirator. Det er disse patienter, der har det værst.

21 flere er smittet, så der i alt er 12.636 bekræftede smittetilfælde i Danmark. Af dem har 11.460 overstået infektionen.

41 med relation til demo og Pakistan-fly er coronasmittet

25.06.2020 14:02

I alt 12 personer med relation til stor demonstration og 29 personer med relation til et fly fra Pakistan til Danmark er smittet med corona.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Af de 12 smittede med relation til demonstrationen har ti deltaget i selve demonstrationen. De andre to er nære kontakter.

Flyet fra Pakistan landede den 6. juni i Københavns Lufthavn. 21 af de i alt 29 smittede med relation til flyet fra Pakistan til Danmark var om bord på selve flyet. Resten er nære kontakter.

Tivoli siger farvel til færre end frygtet – afskediger 233

25.06.2020 13:46

Tivoli i København siger farvel til 233 medarbejdere som led i den spareplan, der blev annonceret 11. juni. Det oplyser forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Det er omkring 10 procent af de ansatte. Det er dog færre end de 440 afskedigelser, som Tivoli havde lagt op til.

Dagen er ifølge administrerende direktør Lars Liebst en af de “værste og sværeste” dage i Tivolis historie.

Tivoli er blevet hårdt ramt af udbruddet af coronavirus, der i midten af marts fik Danmark til at lukke ned for at begrænse smitten.

Nedlukningen har betydet, at parken har måttet holde lukket i to måneder.

I starten af juni kunne parken igen slå dørene op. Det var dog for færre gæster og uden mulighed for at holde store koncerter.

Tivoli har varslet, at 2020 kan ende med et underskud på op mod 100 millioner kroner.

FAKTA: 260 millioner kroner skal hjælpe dansk luftfart

25.06.2020 13:28

Coronakrisen har ramt luftfartsbranchen hårdt. Torsdag er der lavet aftale, som skal hjælpe indenrigsflyvning.

Regeringen, Venstre, De Radikale og De Konservative er enige om at afsætte op til 260 millioner kroner til at støtte dansk luftfart.

Aftalen blev præsenteret torsdag eftermiddag.

  • Der afsættes en ramme på 135 millioner kroner i 2020 til at støtte indenrigsruterne.
  • Partierne er også enige om, at der i aftalen bliver afsat 25 millioner kroner til klimabidrag.
  • Med aftalen bliver der også afsat en ramme på 90 millioner kroner til at sætte lufthavnstaksten ned og dermed understøtte de danske lufthavne.
  • Desuden bliver der afsat ni millioner kroner til Vestdanmark Connected, der arbejder for at tiltrække udenrigsflyruter til Vestdanmark.
  • Ordningerne gælder fra den 1. august 2020.

Kilde: Transport- og Boligministeriet.

Flertal er enig om luftfartspakke uden grønne krav

25.06.2020 13:22 – opdateret 13:35

Et politisk flertal er enig om en luftfartspakke til 260 millioner kroner, der skal understøtte branchen, som er i knæ på grund af coronasituationen.

De to støttepartier og Alternativet forlod forhandlingerne, fordi pakken ikke stiller grønne krav til branchen.

– Det har været meget vigtigt for regeringen og partierne, at vi skal sikre et grønt hjørne.

– Det er noget af det, vi skal se på, når vi går i gang med klimahandlingsplanen for transportområdet. Men det er for tidligt at tale om ekstra byrder for en branche, der er helt i knæ, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Parterne har aftalt at mødes igen til september.

Københavns Lufthavne spår milliontab efter coronakrisen

25.06.2020 12:05

Københavns Lufthavne forventer et trecifret million-underskud i 2020 på grund coronakrisen. Det oplyser selskabet i en meddelelse til børsen.

Selskabet forventes i år et underskud på mellem 450 og 750 millioner kroner efter skat.

Uden de statslige hjælpepakker ville tabet dog have været endnu større. Så ville det forventeligt havde været på mellem 700 og 1000 millioner kroner.

Luftfarten står ifølge Thomas Woldbye, der er administrerende direktør for Københavns Lufthavne, i en meget alvorlig situation.

– Selv om der på det seneste er kommet positive udmeldinger om mere lempelige rejserestriktioner, så vil det forventeligt tage lang tid, før den kommercielle passagertrafik vil komme tilbage til niveauet før Covid-19, siger han i meddelelsen.

Genåbning gav massiv stigning i detailsalget i maj

25.06.2020 09:32

Danskerne har i den grad svinget dankortet, efter at samfundet er begyndt at åben igen efter corona-nedlukningen.

Der har givet en massiv fremgang i detailsalget i maj, der er steget 9,4 procent fra april. Det oplyser Danmarks Statistik.

Det er den største månedlige stigning siden starten af 2000, hvor statistikken blev lanceret.

Den massive stigning er ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv, en ketchupeffekt.

I marts til maj har salget været 1,1 procent lavere end i perioden december 2019 til februar 2020, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Udenrigsministeriet kommer med nye rejsevejledninger

25.06.2020 07:53

Regeringen indfører med virkning fra den 27. juni en ny model for åbning af grænserne og lempelse af rejsevejledningerne for lande i EU- og Schengenområdet samt UK. Listen over åbne- og karantænelande offentliggøres i dag, torsdag den 25. juni.

Her kan du læse de nye kriterier:

  • For at være “åbent” skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere per uge.
  • Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til “karantæneland” være ved 30 smittede per 100.000 indbyggere.
  • Det gøres for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge.
  • Der vil også blive stillet krav til landenes testregimer. Statens Serum Institut vil ugentligt udarbejde en tabel med lande, der klassificeres som henholdsvis “åbne” eller “karantænelande”.
  • Der fastlægges en liste over åbne- og karantænelande 25. juni. Den nye model træder i kraft fra 27. juni.
  • Hvis landene ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende, vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger blive gule for alle åbne lande.
  • Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser, men opfordre rejsende til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret.
  • For danske borgere, der vender hjem fra rejser til gule lande, vil opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst bortfalde.

Kilde: Udenrigsministeriet.

Pædagoger: Corona-normeringer har styrket børnenes trivsel

25.06.2020 07:44

Mere omsorg og nærvær til det enkelte barn, færre konflikter mellem børnene og bedre tid til at tage sig af børn i udsatte positioner.

Det er bare nogle af de positive effekter, som mange af landets pædagoger har oplevet under de første uger af genåbningen, hvor der flere steder var markant flere pædagoger til børnene end normalt. Det skriver BUPL i en pressemeddelelse.

Det viser en ny stor undersøgelse med deltagelse af over 13.000 pædagoger, som har været på arbejde under anden fase af genåbningen.

Fire ud af ti pædagoger har oplevet bedre normeringer, fordi der har været færre børn, og mulighed for at arbejde med børnene i små børnegrupper, som de sundhedsfaglige retningslinjer krævede.

Ni ud af ti pædagoger har haft bedre tid til at tage sig af det enkelte barn, og otte ud af ti har op-levet færre konflikter mellem børnene og bedre mulighed for at tage sig af sårbare børn. Endelig har pædagogerne haft bedre tid til aktiviteter og ture ud af huset med børnene.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Oslofærgen sejler igen – dog uden natklub og fællesbuffet

25.06.2020 07:38

Nu bliver det igen muligt at sejle fra Danmark til Norge med Oslofærgen, efter at ruten har været lukket i mere end tre måneder på grund af coronakrisen.

Det danske rederi DFDS genoptager torsdag ruten mellem København og Oslo. Og samtidig åbner rederiet en ny rute mellem Frederikshavn og Oslo.

Når de første passagerer vender tilbage, vil meget være, som det var før nedlukningen. Men håber man på natklub og buffet, vil man gå forgæves.

Derudover har DFDS besluttet, at færgerne til en start sejler med reduceret kapacitet for at sikre, at der er masser af plads til at holde afstand – også når man forlader sin egen kahyt.

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen.

Et udpluk af onsdagens overskrifter:

Banker skal ikke tvinges til at lægge penge til side endnu

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) skriver i en pressemeddelelse, at den kontracykliske kapitalbuffer bliver fastholdt på nul procent som minimum et år endnu.

Bufferen er et statsligt værktøj, der kan pålægge banker at ruste sig til dårlige tider i gode tider.

Forskere vil lede efter corona i kloakvand fra december

Danske forskere vil undersøge, om der kan findes spor af coronavirus i dansk spildevand helt tilbage fra december.

I Italien har man fundet spor af coronavirus i spildevand fra december.

Ingen er døde med coronavirus det seneste døgn i Danmark

Der er ikke registreret nogen døde med coronavirus det seneste døgn.

Dermed ligger det samlede antal personer, der er døde med coronavirus i Danmark, uforandret på 603.

Statsministeren afviser at have lagt bånd på Brostrøm

Under coronakrisen har Statsministeriet med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen ikke stoppet hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut i at sige, hvad de mente.

– Statsministeriet har ikke i forbindelse med Covid-19-krisen søgt at forhindre, at personer tilknyttet Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller i øvrigt andre myndigheder kunne udtale sig offentligt om krisen og om de tiltag, der er taget for at imødegå den, skriver Mette Frederiksen.

Krav om seks overnatninger for turister bygger ikke på evidens

Regeringen kræver, at udenlandske turister minimum skal booke seks overnatninger for at få lov at krydse grænsen til Danmark.

Det er for at begrænse risikoen for, at der rejser turister ind, som kan starte nye kæder af smitte med coronavirus, forklarer justitsminister Nick Hækkerup (S) under en spørgetime i Folketingssalen onsdag.

Han siger samtidig, at kravet ikke bygger på evidens.

 

Coronanedlukning førte til usædvanlig mild influenzasæson

24.06.2020 18:05

Influenzasæsonen 2019/2020 var i forvejen på vej til at være ganske mild sammenlignet med de tre foregående sæsoner.

Men da store dele af det danske samfund lukkede ned 12. marts på grund af coronaepidemien, skete der et drastisk fald i det allerede lave antal influenzatilfælde.

Det skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

– Influenzavirus stoppede simpelthen med at cirkulere på få uger. Og herefter var hovedparten af de undersøgte influenzaprøver negative, siger afdelingslæge Lasse S. Vestergaard fra Statens Serum Institut på hjemmesiden.

I alt blev 68.530 patienter undersøgt for influenza i 2019/2020-sæsonen. Blandt dem var 7575 positive.

– Det svarer til en positivrate på 11 procent, hvilket er lavere end de sidste to år. I 2017/2018 nåede vi op på 29 procent positive blandt de undersøgte. Og i 2018/2019 var positivraten 20 procent, siger Lasse S. Vestergaard.

En influenzasæson løber fra uge 40 det ene år til uge 20 året efter.

Tilbud

Få alle nyheder og alt indhold online fra Flensborg Avis.

Lige nu kan du få Flensborg Avis digitalt i 4 måneder til introduktionspris på 49,99 euro hhv. 375,- kr.

(Normalpris 68,- euro hhv. 540,- kr.)

Krav om seks overnatninger for turister bygger ikke på evidens

24.06.2020 17:29

Regeringen kræver, at udenlandske turister minimum skal booke seks overnatninger for at få lov at krydse grænsen til Danmark.

Det er for at begrænse risikoen for, at der rejser turister ind, som kan starte nye kæder af smitte med coronavirus, forklarer justitsminister Nick Hækkerup (S) under en spørgetime i Folketingssalen onsdag.

Han siger samtidig, at kravet ikke bygger på evidens.

– Det er der jo ikke en evidensbaseret sandhed i. Sundhedsmyndighederne siger til os, at hvis vi åbner grænserne og inviterer folk ind, så er der en risiko for, at vi får inviteret nye smittekæder ind, som kan brede sig i landet, siger han.

Plantecenter forvandler corona-nedlukning til online-succes

24.06.2020 17:23

For mange danske virksomheder har den delvise nedlukning af Danmark for at begrænse smittespredningen i landet været et slag i mellemgulvet – men for plantecenterkæden Plantorama var den ekstra hjemmetid til haveejere med grønne fingre også en mulighed, som blev grebet.

Det fortæller plantecenterkæden i forbindelse med sit regnskab for sidste år.

Plantorama havde igen i 2019 vokseværk og har nu 11 plantecentre i hele landet.

Og her blev der travlt, da lønmodtagere i hele Danmark blev sendt hjem i marts og april. Det fik plantecenteret til at satse på, at kunderne kunne bestille digitalt og enten hente eller få bragt sine varer ud.

Det har ifølge direktør Peter Vang Christensen været en succes.

Rejsebranche frygter at hjælpepakke bliver til boomerang

24.06.2020 15:47

Det, der var tiltænkt som en hjælpende hånd til rejsebranchen, kan måske ende som en boomerang, der kommer til at ramme den pressede branche, så snart 2021 løber ud.

Tirsdag udvidede regeringen og et flertal på Christiansborg den puljepenge, som rejsebranchen kan låne, mens rejserestriktioner og aflyser plager branchen.

Og hvis nogle af selskaberne går konkurs, er der 300 millioner kroner af statens penge, som kan bruges på at dække statsgaranterede lån. Hvis selskaberne ellers vel og mærke går konkurs før 2022.

Ifølge direktøren for Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykiær kan aftalen læses således, at fra 2022 skal selskaberne hæfte kollektivt for lånene i tilfælde af konkurser.

I aftalen står der:

– For konkurser efter 31. december 2021 skal rejsebranchen således igen kollektivt dække tab.

Sådan har det også tidligere været, og Erhvervsministeriet bekræfter, at aftalen skal forstås sådan, at tingene vender tilbage til tilstanden før hjælpepakkerne.

Så hvis et selskab, der har taget et lån for at komme gennem coronakrisen, går konkurs, kan det skabe en domino-effekt, hvor andre selskab vælter, fordi de skal betale det første selskabs udestående.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Statsministeren afviser at have lagt bånd på Brostrøm

24.06.2020 14:39

Under coronakrisen har Statsministeriet med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen ikke stoppet hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut i at sige, hvad de mente.

Det skriver Mette Frederiksen i et svar til Folketingets Udvalg for Forretningsorden.

– Statsministeriet har ikke i forbindelse med Covid-19-krisen søgt at forhindre, at personer tilknyttet Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller i øvrigt andre myndigheder kunne udtale sig offentligt om krisen og om de tiltag, der er taget for at imødegå den, skriver Mette Frederiksen.

Spørgsmålet er stillet af Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

I takt med, at regeringen lukkede store dele af Danmark ned for at begrænse udbredelsen af coronavirus, blev der flere gange spekuleret i, om eller i hvor høj grad, der var enighed mellem regeringen og myndighederne om, hvad de korrekte og passende tiltag var.

I starten af forløbet var direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm til stede på ganske mange pressemøder – specielt dem ledt af Mette Frederiksen – men var senere i forløbet fraværende. Hvilket blev noteret af blandt andre journalister.

Mette Frederiksen har flere gange rost myndighederne og gør det igen i Folketingssvaret.

– Sundhedsmyndighederne har leveret en helt enorm arbejdsindsats under denne krise.

– De har arbejdet i døgndrift i månedsvis for at få os bedst muligt igennem den svære tid, vi har stået i og står i som samfund. Det skylder vi dem en stor tak for, skriver Mette Frederiksen i svaret til udvalget.

I svaret bliver det desuden understreget, at der har været løbende kommunikation mellem regering og myndigheder.

Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og statsminister Mette Frederiksen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ingen er døde med coronavirus det seneste døgn i Danmark

24.06.2020 14:19

Der er ikke registreret nogen døde med coronavirus det seneste døgn.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut onsdag.

Dermed ligger det samlede antal personer, der er døde med coronavirus i Danmark, uforandret på 603.

Generelt er der kun meget små udsving i dagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

Antallet af indlagte er steget med en til 33. Heraf er der fortsat otte patienter indlagt på intensiv, som det også var tilfældet tirsdag.

Af patienterne på intensiv er der onsdag én færre, der er lagt i respirator. I alt er der blot fire patienter med coronavirus i respirator i onsdagens opgørelse.

Siden tirsdag er 54 personer blevet testet positiv for coronavirus.

Forskere vil lede efter corona i kloakvand fra december

24.06.2020 13:51

Danske forskere vil undersøge, om der kan findes spor af coronavirus i dansk spildevand helt tilbage fra december.

Det fortæller Frank Møller Aarestrup, professor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

– Det er ikke noget, der stopper en eventuel anden bølge af udbruddet eller redder menneskeliv nu. Men der er en akademisk interesse i det, siger Frank Møller Aarestrup.

I Italien har man fundet spor af coronavirus i spildevand fra december.

Coronavirus blev første gang identificeret i december 2019 i Wuhan i Kina.

Den første smittede dansker blev bekræftet i slutningen af februar.

Før man begiver sig ud i at teste for coronavirus i spildevand, skal der dog arbejdes på testproceduren. Den skal være så præcis som mulig, siger Frank Møller Aarestrup.

Han fortæller, at det formentlig kan ske på den anden side af sommerferien.

Frank Møller Aarestrup understreger dog, at det er vigtigt at være kritisk over for den italienske undersøgelse, som peger på virus i spildevandet allerede i december.

Der er risiko for at få et falsk positivt resultat, siger han.

Coronakrisen har fået flere ældre til at handle på nettet

24.06.2020 13:47

Coronakrisen har i høj grad fået danskerne til at handle mere på nettet – og det er især blandt de ældre borgere, at stigningen er markant.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I løbet af de seneste tre måneder har tre ud af fire danskere handlet på nettet.

Sammenlignet med samme periode sidste år er det en stigning på fem procentpoint, hvilket er den største stigning i syv år.

Krisen har især skabt mange nye onlinekøbere blandt de ældre mellem 75 og 89 år. For denne aldersgruppe ses der en stigning på 65 procent siden 2016.

Under coronakrisen har en lang række butikker holdt lukket, hvilket ifølge Danmarks Statistik kan være en forklaring på udviklingen.

Og ikke mindst de ældre er blevet opfordret til at holde afstand til andre mennesker, hvilket kan have øget onlinesalget i denne aldersgruppe.

33 procent af danskerne har handlet online mellem tre og fem gange de seneste tre måneder.

17 procent har handlet seks til ti gange – og 14 procent har handlet online flere end ti gange.

Coronakrisen tvinger jernstøberi til at fyre 120 medarbejdere

24.06.2020 12:00

Jern-støberiet Valdemar Birn i Holstebro er så hårdt ramt af corona-krisen, at virksomheden må afskedige 120 medarbejdere den 29. juni – altså om fem dage.

Det oplyser administrerende direktør for Vald. Birn A/S, Jens Axel Birn til DR P4 Midt & Vest.

– Vi kan desværre se, at vores ordrebeholdning også ind i det andet halvår vil være vigende, så derfor er de nødt til at lave en tilpasning af deres organisation, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Lige nu tegner den nærmeste fremtid dystert for virksomheden.

– Der skal flere ordrer ind, og krisen gå over igen. Det er det eneste, der kan gøre noget ved det. Men det tegner ikke sådan de næste seks måneder, siger Jens Axel Birn.

Det bliver ifølge Jens Axel Birn ikke muligt at undgå afskedigelser ved at lave arbejdsfordeling, nedsat tid eller satse på frivillige opsigelser.

– Vi er meget kede af det, men vi er nødt til at reducere bemandingen med 120 medarbejdere.

Til gengæld håber Jens Axel Birn, at det bliver muligt at lave omskolingsprojekter, jobbanker og lignende for de fyrede medarbejdere.

Afskedigelserne effektures fra 29. juli.

Banker skal ikke tvinges til at lægge penge til side endnu

24.06.2020 10:48

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) skriver i en pressemeddelelse, at den kontracykliske kapitalbuffer bliver fastholdt på nul procent som minimum et år endnu.

Bufferen er et statsligt værktøj, der kan pålægge banker at ruste sig til dårlige tider i gode tider. Bufferen er et krav til størrelsen af bankers og realkreditinstitutters egenkapital.

Meldingen fra ministeren kommer, efter at Det Systemiske Risikoråd tirsdag oplyste, at dets anbefaling er, at bufferen ikke bliver rørt før 2021 og dermed ikke reelt hævet før 2022.

I marts blev bufferen frigivet for at sikre, at bankerne havde ekstra kapital til rådighed til de forventede tumultariske tider under coronanedlukningen og derefter.

– Der er heldigvis faldet mere ro på de finansielle markeder siden marts, men jeg mener, at det er fornuftigt at vente med at genopbygge bufferen igen, da usikkerheden i økonomien stadig er stor, skriver Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Frigivelsen af bufferen i midten af marts betød, at bankerne fik låst for 200 milliarder kroner kapital op, de så kan bruge til eksempelvis udlån.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil ikke i år pålægge bankerne at lægge mere til side. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Elever testet positive: To klasser i Hillerød sendt hjem

24.06.2020 10:01

To klasser samt lærere på to forskellige skoler i Hillerød i Nordsjælland er sendt hjem, efter elever i hver klasse er testet positive for coronavirus.

Det skriver TV 2 Lorry ifølge DR.

Den ene elev går i 1. klasse på Grønnevang Skoles afdeling på Jespervej, mens den anden går i 5. klasse på Hillerød Vest Skolen.

Klassekammerater og lærere fra de to klasser samt 10 medarbejdere er derfor sendt hjem, oplyser Hillerød Kommune i en pressemeddelelsen.

Eleverne er hjemsendt i syv dage, og hvis de derefter er symptomfri, kan de vende tilbage i skolerne igen.

Medarbejderne skal corona-testes, mens det er op til forældrene om børnene skal, oplyser Hanne Frederiksen, der er skolechef i Hillerød Kommune.

Regering foreslår 80 millioner kroner til indenrigsflyvning

24.06.2020 07:38

Luftfartsbranchen har i overført betydning og bogstaveligt talt haft svært ved at holde sig på vingerne under coronasituationen og har brug for en indsprøjtning.

Derfor foreslår regeringen at afsætte op til 80 millioner kroner til at støtte indenrigsflyvning ifølge lækkede papirer fra forhandlingerne, som Ritzau har set.

Forslaget er at lade ordningen gælde i tre måneder, og en aftale ventes inden længe. Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil nemlig gerne have en aftale, inden lovgivningsarbejdet sættes på pause over sommeren.

De tre støttepartier har stillet krav om, at en genstart af luftfarten skal være grøn. For SF er det vigtigere at få grønne krav igennem fremfor yderligere millioner til at understøtte luftfarten.

Regeringen har derfor ifølge papirerne foreløbig foreslået en pulje til klimatiltag på 15 millioner kroner, men SF vil hellere holde branchen op på egne forslag.

– For os er det utrolig vigtigt, at der stilles grønne krav. Vi har haft en coronakrise, men vi har stadig en klimakrise, vi skal håndtere, siger transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bilister advares om risiko for tæt sommertrafik

24.06.2020 07:34

Bilister på de danske veje skal denne sommer indstille sig på mere trafik og længere rejsetid, fordi flere danskere end normalt forventes at holde sommerferie herhjemme som følge af de begrænsede muligheder for at rejse ud af landet under coronakrisen.

Det forudser Vejdirektoratet ifølge en pressemeddelelse.

Især på hovedvejene til og fra de store sommerhusområder er der udsigt til ekstraordinær trængsel.

– Især lørdage i sommerferien forventes der risiko for kø og forlænget rejsetid, da den dag traditionelt er skiftedag i mange sommerhuse, skriver direktoratet.

Den første store trafikbølge ventes at ramme vejnettet allerede fredag eftermiddag, hvor skolernes sommerferie begynder.

– Og den vil sandsynligvis fortsætte resten af den pågældende weekend med størst risiko for køer og forlænget rejsetid om lørdagen mellem 11.00 og 15.00. Gennem resten af sommerferien vil dette mønster gentage sig – altså med forhøjet risiko for køer og trængsel på vejene i weekenderne, særligt lørdage med ferietrafik på tværs af landet i begge retninger, skriver direktoratet.

En anden forsinkende faktor kan være kontrollen ved grænserne. Især på lørdage skal bilister væbne sig med tålmodighed, fordi lørdag er skiftedag i sommerhusene.

Til gengæld vil der ifølge Vejdirektoratet være færre biler på vejene og kortere rejsetid i myldretiderne på hverdagene. Mange mennesker vil derfor opleve at kunne komme hurtigere på arbejde end normalt.

Mange danskere forventes i år at tilbringe sommerferien hjemme, og det kan ifølge Vejdirektoratet skabe ekstraordinær trængsel på vejene fra denne uge, hvor skolernes sommerferie begynder. (Arkivfoto er fra Blokhus i Nordjylland). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Et udpluk af tirsdagens overskrifter:

Især arbejdspladser i hovedstadsområdet har brugt lønkompensation

222.100 lønmodtagere var hjemsendt på lønkompensationsordningen i april.

Især i hovedstadsområdet var mange sendt hjem på ordningen. De fem kommuner med den højeste andel af job med lønkompensation ligger alle i hovedstadsområdet.

Tre måneder uden besøg på bosteder er slut

I tre måneder har beboere på bosteder og døgninstitutioner landet over været underlagt et besøgsforbud for at hindre smitte med coronavirus.

Men fra onsdag ophæves det midlertidige besøgsforbud på socialområdet, så beboere på sociale tilbud igen kan få besøg som normalt.

En person er registreret død med corona det seneste døgn

En person er registreret død med coronavirus det seneste døgn. Dermed er i alt 603 personer registreret døde med corona i Danmark.

Antallet af indlagte med coronavirus på landets hospitaler falder med fem til 32.

De første ti sager om corona-arbejdsskader er anerkendt

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har afgjort 18 af de sager, hvor Covid-19 er meldt som en arbejdsskade.

Ti af sagerne er blevet anerkendt, mens de resterende otte er blevet afvist.

Rift om rejsepas: Over halvdelen er solgt på én dag

Der er stor interesse for 50.000 rejsepas, der giver mulighed for at rejse i sommerlandet i otte dage med tog, metro, bus og letbane.

Tirsdag aften er status, at der er solgt over 28.000 rejsepas.

 

Rift om rejsepas: Over halvdelen er solgt på én dag

23.06.2020 20:54

Der er stor interesse for 50.000 rejsepas, der giver mulighed for at rejse i sommerlandet i otte dage med tog, metro, bus og letbane. Prisen er 299 kroner.

Tirsdag aften er status, at der er solgt over 28.000 rejsepas. På bare de to første timer af salget tirsdag morgen var der solgt cirka 10.000 pas.

DSB’s pressevagt oplyste, at der skete en overbelastning af systemet på grund af den store efterspørgsel.

De første ti sager om corona-arbejdsskader er anerkendt

23.06.2020 18:55

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har afgjort 18 af de sager, hvor Covid-19 er meldt som en arbejdsskade.

Det skriver AES på sin hjemmeside.

Ti af sagerne er blevet anerkendt, mens de resterende otte er blevet afvist.

I alle de anerkendte sager har en person fået sygdommen Covid-19 efter at være udsat for smitte i forbindelse med arbejde.

De otte afviste sager handler ikke om diagnosen Covid-19, men om andre sager, som kan relateres til coronapandemien.

Den seneste opgørelse fra AES viser, at i alt 565 coronarelaterede arbejdsskader er blevet anmeldt.

Opgørelsen omfatter sager om selve sygdommen, men også sager om eksempelvis allergi efter brug af værnemidler.

Der er lyspunkter for det midtjyske iværksætteri trods coronakrisen

23.06.2020 15:32

Mens tre af Danmarks fem regioner oplever tilbagegang i antallet af nystartede virksomheder er der fremgang at spore i Region Midtjylland. Her har 12.6% flere nemlig valgt at etablere virksomhed det seneste år:

“Ud af de 19 kommuner, vi dækker i Erhvervshus Midtjylland, glæder det mig, at vi samlet set er i fremgang i forhold til iværksætteriet i en tid, der for mange ikke har været gunstig at starte virksomhed i.” siger Søren Olesen, formand for Erhvervshus Midtjyllands bestyrelse i en pressemeddelelse.

Hele 13 ud af de 19 midtjyske kommuner er i vækst på iværksætterfronten.

En person er registreret død med corona det seneste døgn

23.06.2020 14:28

En person er registreret død med coronavirus det seneste døgn. Dermed er i alt 603 personer registreret døde med corona i Danmark.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut tirsdag.

Antallet af indlagte med coronavirus på landets hospitaler falder med fem til 32.

Heraf er i alt otte indlagt på intensiv – og fem af dem ligger i respirator.

Det er en lille stigning sammenlignet med mandag, da der var syv på intensiv og fire i respirator.

Det seneste døgn er der bekræftet 34 nye smittetilfælde i befolkningen.

Eksperter skal granske regeringens coronahåndtering

23.06.2020 13:44

Den historiske nedlukning af Danmark, som statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede på et pressemøde 11. marts, bliver nu centrum for en ekspertgruppes undersøgelse.

Det er et bredt politisk flertal er enige om. Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen skal granske sundhedsvæsnets beredskab, men også de beslutninger, der lå til grund for nedlukningen af Danmark midt i marts.

Siden udbruddet af coronavirus ramte Danmark, har Folketingets politikere på få dage vedtaget flere hastelove. Og regeringen har truffet afgørende beslutninger.

I beretningen, som skal danne grundlag for udredningen, står der:

– Flertallet anerkender, at Danmark står i en helt ekstraordinær situation på grund af Covid-19. Ikke tidligere har Danmark oplevet en krise som denne.

– Derfor har regeringen, Folketinget og befolkningen på meget kort tid skullet tage et stort ansvar og træffe vigtige beslutninger af væsentlig betydning for både befolkningens sundhed og samfundsøkonomien.

– Det rejser naturligvis spørgsmålet, om Danmark var godt nok forberedt på Covid-19, og om der blev truffet de rigtige beslutninger i forbindelse med nedlukningen af Danmark.

Resultaterne bliver efter planen fremlagt i januar 2021.

Hårdt presset rejsebranche får mere hjælp

23.06.2020 11:45

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har lavet en aftale for pakkerejsebranchen, som spænder et sikkerhedsnet ud for de danske rejsende og pakkerejsebranchen frem til den 31. august.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker blandt andet ved at øge det lån, staten har givet branchen, fra 1,5 mia. kr. til 2,25 mia. kr.

– Pakkerejsebranchen er et af de erhverv, der blev først ramt af corona-krisen, og det er desværre også et af de erhverv, der nok vil mærke eftervirkningerne længst. For de fleste af os skal nok holde sommerferien i Danmark i år, og det presser branchen endnu mere. Derfor har vi valgt at forlænge vores hjælpende hånd sammen med en række andre tiltag, der alt sammen skal sørge for at sikre en bæredygtig rejsebranche fremadrettet, så vi også har et sted at booke vores ferie på den anden side af alt det her, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Partierne er bl.a. blevet enige om følgende:

  • Statsgarantien forlænges til 31. august 2020.
  • Statsgarantien øges fra 1,5 mia. kr. til 2,25 mia. kr.
  • Koblingen mellem individuel gældsoptagning og kollektiv tilbagebetaling af tab på statsgarantien fjernes.
  • Videre drøftelse af oplæg til et lovforslag til justeringer af Rejsegarantifonden, så Rejsegarantifonden vil være bedre rustet til at håndtere kriser i rejsebranchen.
  • Rejsegarantifonden får et tilskud på 1 mio. kr.

SAS mærker øget interesse: Genåbner syv ruter til i juli

23.06.2020 11:33

SAS genåbner flyvningen til yderligere syv destinationer fra København i juli. Det oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse.

Der genåbnes ruter til de to græske byer Chania og Thessaloniki og til Venedig, Oblia, Pisa i Italien.

Derudover kan der fra juli igen flyves til polske Warszawa og Pula i Kroatien.

Genåbningen begrundes med, at efterspørgslen langsomt vender tilbage.

– Yderligere destinationer fra Norge, Sverige og Danmark vil løbende blive tilføjet, når efterspørgslen vender tilbage, skriver SAS i meddelelsen.

Samtidig skruer SAS op for afgangene på flere ruter – blandt andet til græske Athen, Oslo i Norge og Chicago og New York i USA.

Udbruddet af coronavirus og indførelsen af rejserestriktioner har betydet, at SAS har måttet holde mange af sine fly på jorden.

Siden er der flere gange blev genåbnet flere ruter, og nu tilføjes der altså flere destinationer, som danskerne kan flyve til på sommerferie.

Også norske Norwegian er på vej tilbage i luften fra København. I juli genåbnes der 18 ruter fra Danmark.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tre måneder uden besøg på bosteder er slut

23.06.2020 09:31

I tre måneder har beboere på bosteder og døgninstitutioner landet over været underlagt et besøgsforbud for at hindre smitte med coronavirus.

Men fra onsdag ophæves det midlertidige besøgsforbud på socialområdet, så beboere på sociale tilbud igen kan få besøg som normalt. Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

De sociale tilbud omfatter eksempelvis opholdssteder for børn og unge, døgninstitutioner, diverse botilbud og kvindekrisecentre.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er glad for, at hverdagen så småt vender tilbage.

– Vi skal både beskytte sårbare mennesker mod coronasmitte og mod ensomhed, der har ramt mange hårdt. Derfor har vi nu ophævet det generelle besøgsforbud på socialområdet, siger hun i pressemeddelelsen.

Ifølge flere organisationer har restriktionerne i praksis betydet, at mange helt har været afskåret fra besøg siden 18. marts, hvor besøgsforbuddet trådte i kraft.

Med ophævelsen af forbuddet bliver besøgene normaliseret. Det understreges imidlertid, at det er vigtigt, at der fortsat bliver taget generelle forholdsregler for at undgå coronasmitte under besøg.

Samtidig har de lokale ledelser mulighed for at indføre besøgsrestriktioner på det enkelte tilbud, hvis der for eksempel er beboere, som er meget sårbare i forhold til smitte.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er glad for, at hverdagen så småt vender tilbage på landets bosteder. Det samme er flere organisationer. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Især arbejdspladser i hovedstadsområdet har brugt lønkompensation

23.06.2020 09:18

222.100 lønmodtagere var hjemsendt på lønkompensationsordningen i april.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Ordningen for lønkompensation er lavet som konsekvens af coronakrisen og giver virksomheder mulighed for at sende ansatte hjem med løn.

Især i hovedstadsområdet var mange sendt hjem på ordningen. De fem kommuner med den højeste andel af job med lønkompensation ligger alle i hovedstadsområdet.

Tårnby har med stor afstand den højeste andel lønkompenserede job. 43,8 procent af de private job i april var omfattet af ordningen. Det hænger blandt andet sammen med, at Københavns Lufthavn har adresse i kommunen.

Næsthøjest ligger Rødovre med 18,8 procent efterfulgt fulgt af Frederiksberg med 15,5 procent. Lavest på listen er Kalundborg med 4,3 procent og Samsø med 4,8 procent.

Ordningen er blevet forlænget en række gange. Den gælder foreløbig til 29. august.

Fodboldspiller fra 2. division smittet med coronavirus

23.06.2020 08:55

Et coronatilfælde har ramt fodboldklubben Slagelse i 2. division.

Det bekræfter Slagelse-træner Ulrik Balling, som fortæller, at alle spillere og ledere bliver testet for coronavirus.

– Da vi blev bekendt med, at vi havde en smittet spiller lørdag aften, så fik jeg travlt med at ringe rundt.

– Søndag fik vi alle spillere og ledere testet, og så er vi ellers gået i gang med at få svar, siger Slagelse-træner Ulrik Balling til Sjællandske.

Avisen var i kontakt med Slagelse-lejren mandag eftermiddag, og på det tidspunkt var der ikke tikket positive testsvar ind.

Onsdag skal Slagelse spille en kamp i 2. division på udebane mod Vejgaard, men coronasituationen har skabt usikkerhed før opgøret.

– Lige nu har jeg ikke noget større overblik over situationen. Jeg ved, at vi har fået alle mand testet, og jeg ved, at nogle skal testes igen tirsdag. Og så håber vi, at de kan nå at få svaret på den anden test, siger træneren.

Han krydser fingre for, at truppen ikke bliver lagt ned af en kollektiv coronavirus.

– Lige nu kan vi kun afvente og se, om vi har fået det isoleret til blot et enkelt tilfælde i truppen, eller om vi bliver hårdt ramt, siger Ulrik Balling.

Rift om rejsepas sender DSB’s hjemmeside på overarbejde

23.06.2020 07:41

Der er stor interesse 50.000 rejsepas, der giver mulighed for at rejse i sommerlandet i otte dage med tog, metro, bus og letbane. Prisen er 299 kroner.

Faktisk er interessen så stor, at der i løbet af den første halve time, fra salget gik i gang tirsdag morgen klokken 6.00, blev solgt 1000 pas.

DSB’s pressevagt oplyser, at der er sket en overbelastning af systemet på grund af den store efterspørgsel. Kunder opfordres til at væbne sig med tålmodighed.

Man har mulighed for at købe rejsepasset nu og kan bruge det i perioden 27. juni til 9. august.

Voksne kan tage to børn under 12 år med gratis.

Frirejsebilletterne er en del af en sommerpakke, der med 700 millioner kroner afsat af Folketingets partier skal sætte gang i forbruget efter udbruddet af coronavirus.

Aftalen blev præsenteret fredag med en række tiltag, der skal styrke turismen og aktiviteten i Danmark over sommeren.

Den offentlige transport har været hårdt ramt under coronakrisen, hvor myndighederne har rådet folk til at undgå myldretiden på grund af risiko for smitte med coronavirus.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ketchupeffekt førte til rekord i boligsalget i maj

23.06.2020 07:38

I maj nåede det samlede boligsalg for en enkelt måned det højeste niveau i de seneste 10 år.

Her blev solgt i alt 8682 boliger, hvilket er 15 procent mere end i samme måned sidste år.

Det viser Boligsidens opgørelse af bolighandlerne for maj.

Tallene dækker over salg af 4992 huse, 1558 ejerlejligheder og 2132 sommerhuse.

Det høje salg kommer efter et lavt salg i april, hvor aktiviteten på boligmarkedet har været dæmpet på grund af coronakrisen.

Derfor er det overraskende, at salget er vendt så stærkt tilbage, siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom hos Nykredit.

Hun peger på to årsager til udviklingen på boligmarkedet.

For det første er de fleste danskeres økonomi ikke blevet ramt af krisen. Og coronavirusset har ikke afskrækket folk fra at købe et sommerhus eller en anden bolig.

Derudover var der godt gang i boligmarkedet inden coronavirussets ankomst.

– Flytteplanerne blev for mange sat på hold, da landet delvist lukkede fra medio marts.

– Men nu er køberne vendt tilbage, og har skabt den her ketchupeffekt i antallet af handler med huse og ejerlejligheder i maj, siger Mira Lie Nielsen.

Salget af huse og ejerlejligheder i april og maj er dog lavere end i samme periode sidste år.

Med andre ord er det kun sommerhussalget, som har været højere sammenlignet med 2019.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Et udpluk af mandagens overskrifter

Nu kører corona-testbilerne i sommerlandet

Feriegæster i det danske sommerland kan fra mandag og hen over sommeren få en hurtig coronatest på en række særligt udvalgte steder med mange mennesker.

Mobile teststationer i form af særligt indrettede biler kører rundt i sommerlandet og gør holdt ved populære feriesteder.

73.000 job gik tabt i april

Det danske arbejdsmarked styrtblødte arbejdspladser i april under corona-nedlukningen.

Store dele af det danske arbejdsmarked oplevede en nedlukning i april, og det kan læses i tallene for, hvor mange lønmodtagere der måtte sige farvel til deres job.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik forsvandt der det, der svarer til 73.000 fuldtidsstillinger.

Virolog: Intet tyder på superspredning med corona ved demo

Fire personer med relation til den store Black Lives Matter-demonstration i København den 7. juni er bekræftet smittede med coronavirus.

Men det er et lavt tal, og intet tyder lige nu på, det skulle være en såkaldt supersprederbegivenhed, hvor mange skulle være blevet smittet på en gang.

Hjørring sender 20 biler ud for at coronateste 3000 ældre

Hjørring Kommune sender fra på onsdag 20 biler ud til 3000 hjemmeboende ældre for at teste dem for coronavirus.

Det oplyser Leif Serup, direktør for ældre-, sundheds- og handicapforvaltningen.

Læger: Anden bølge af coronavirus er sandsynlig

En anden bølge af coronavirus er sandsynlig, mener flere læger, der fremhæver små, lokale udbrud i Danmark og et lavt antal personer med antistoffer som nogle af årsagerne.

 

Nu tjekkes 120 minkfarme landet over for coronavirus

22.06.2020 17:22

Efter fund af coronasmitte på to nordjyske minkfarme er myndighederne mandag gået i gang med at screene 120 minkbesætninger landet over.

Det svarer til cirka 10 procent af det samlede antal minkfarme.

– De 120 minkbesætninger testes løbende i denne uge. De er fordelt ud over hele landet, dog med flest i Nordjylland, fordi der er flest besætninger der, skriver Fødevarestyrelsen i en e-mail til Ritzau.

I sidste uge blev 11.000 mink på en nordjysk minkfarm aflivet, efter at der var påvist coronavirus i 34 prøver fra dyrene.

Samtidig opstod der mistanke om coronavirus i en anden nordjysk besætning.

Mistanken blev bekræftet. 46 prøver fra besætningen blev analyseret, og to mink viste sig smittet.

Der skal nu laves yderligere test af denne besætning, før man beslutter, hvad der skal ske med dyrene.

Statens Serum Institut (SSI) har slået fast, at det er den samme type virus, der genfindes hos de pågældende personer og dyrene.  Men man kan endnu ikke se, om menneskene har smittet dyrene eller omvendt.

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Grænseåbning begynder at fylde færgerne

22.06.2020 14:55

En uge efter grænseåbningen til Tyskland og Norge har flere færger mærket at passagererne begynder at komme tilbage. Scandlines melder om en mangedobling siden åbningen.

Mandag morgen i sidste uge rullede de første turister fra Tyskland igen af færgerne i Rødby og Gedser. Og siden er mange flere kommet til. Det skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse

– Det har været en god uge i Scandlines, og et trist forår er afløst af optimisme. Vi er ikke oppe på samme niveau som under en normal sommer, men turisterne er begyndt at komme tilbage, og vi håber på, at det fortsætter henover sommeren, siger Søren Poulsgaard Jensen, adm. direktør i Scandlines.

De to ruter Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock havde i den dårligste uge under nedlukningen blot 955 personbiler med ombord sammenlagt.

I den første uge, efter grænserne er åbnet, var tallet oppe på 18.640 personbiler (12. juni – 22. juni).

– Turisterne har været klar så snart bommene gik op, og det er dejligt at se de begynder at fylde færgerne igen. Retningslinjerne ændrer sig nærmest dag for dag, og hvis kravet om seks overnatninger også fjernes, kan færge- og passagerrederierne redde en del af højsæsonen, siger Jacob K. Clasen, direktør for erhvervspolitik og analyse i Danske Rederier. 

Yderligere to coronasmittede danskere døde siden fredag

22.06.2020 14:11

Siden fredag er yderligere to coronasmittede danskere afgået ved døden.

Det oplyser Statens Serum Institut mandag, efter at tallene ikke er blevet opdateret i weekenden.

Det bringer det samlede antal dødsfald op på 602.

Der er mandag 37 danskere indlagte med coronavirus. Det er det samme antal som den seneste opdatering fredag.

Syv af dem er indlagt på intensiv, og fire er i respirator. Fredag var antallet henholdsvis seks og to.

Region Syddanmark advarer ansatte mod rejser til Sverige

22.06.2020 12:51

Ifølge JydskeVestkysten har Region Syddanmark i et brev til 25.000 medarbejdere om, at de risikerer »ansættelsesretlige konsekvenser«, hvis de rejser til et land, som Udenrigsministeriet fraråder at rejse til.

Det omfatter selv efter den varslede lempelse af rejsevejledningerne blandt andet til dele af Sverige og Portugal.

Ifølge avisen står der i brevet til de mange ansatte, at der “på det kraftigste” opfordres til, at de ikke holder ferie i lande, hvor Udenrigsministeriet fraråder tilrejse.

Trodser ansatte rådet, kan det »efter omstændigheder blive betragtet som væsentlig misligholdelse af din ansættelse, hvilket i sidste ende kan medføre ansættelsesretlige konsekvenser«, ifølge avisen.

Torsdag præsenterede regeringen et sæt kriterier, som lande vil blive bedømt på fra 27. juni, når det kommer til, om der på grund coronavirus bliver frarådet indrejse.

Læger: Anden bølge af coronavirus er sandsynlig

22.06.2020 12:49

En anden bølge af coronavirus er sandsynlig, mener flere læger, der fremhæver små, lokale udbrud i Danmark og et lavt antal personer med antistoffer som nogle af årsagerne.

Lars Østergaard, speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital og en af forfatterne til et indlæg i Berlingske om en mulig anden bølge, er glad for lave tal for indlagte og døde med coronavirus i Danmark.

Men han bringer også en advarsel.

– Vi skal ikke tro, virus er helt væk, og at det aldrig vender tilbage. Jeg tror ikke, det er et realistisk scenarie.

– Med så få personer, der har været smittet, er det i hvert fald sandsynligt, at der vil komme en anden bølge, hvis vi ikke forbereder os godt på, at den må komme, siger han.

I Berlingske skriver han sammen med læge og ph.d. Ida Donkin og Jens Lundgren, som er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, at “en anden bølge synes uundgåelig”.

Lægerne henviser til, at når få danskere har været smittede, har få også udviklet antistoffer, og derfor er færre modstandsdygtige overfor virusset.

– Vi afventer selvfølgelig, hvad der sker på vaccineområdet. Men vi kan ikke sige, at virus er udryddet, siger Lars Østergaard.

Spørgsmål: Men det er ikke bevist, at antistoffer gør en person immun over for virus. Kan man basere påstanden om, at en anden bølge er uundgåelig, på det?

– Det er rigtigt, og man kan sige, at 98 procent helt overordnet ingen antistoffer har. De har i hvert fald ingen immunitet. Om der så er nogle af de to procent, der har antistoffer, som er immune, ved vi ikke, siger Lars Østergaard.

Efter seks ugers fald: Ledighedskøen vokser igen

22.06.2020 11:48

Efter seks uger med gode nyheder voksede ledighedskøen i sidste uge, viser Beskæftigelsesministeriets tal. Seks uger i streg blev der færre ledige, men i sidste uge blev der 1673 flere ledige.

Udviklingen i ledigheden er et resultat af antallet af personer, som framelder sig og tilmelder sig som ledige.

Og efter flere uger, hvor færre end normalt de seneste fem år meldte sig i ledig på jobcentrene rundt om i Danmark, ændrede billedet sig i sidste uge.

Her hoppede antallet af personer, der kom ned for at melde sig ledig, lige præcis op over gennemsnittet for de seneste fem år. Altså efter i flere uger at have været et stykke under.

Man skal derudover være opmærksom på, at når personer framelder sig som ledige vil det i fire ud af ti tilfælde ikke være fordi, at de har fået et nyt job. De kan eksempelvis i stedet være gået på pension, efterløn, barsel eller være blevet syge.

Den nye udvikling kommer ikke som et lyn fra en klar himmel. Forrige uge blev der varslet flere større fyringsrunder fra arbejdspladserne end i nogen anden uge i år.

V-formand parkerer forslag om halvering af moms

22.06.2020 11:36

Venstre havde forud for den aftale, som skal sætte gang i økonomien igen og udfase hjælpepakkerne, foreslået at halvere momsen. Fra talerstolen i dag omtaler Jakob Ellemann-Jensen nu forslaget i datid.

– Jeg synes, det var et fremragende forslag, men vi fik noget andet i stedet for. Vi fik en ekstra uge koblet på feriepengene i forhold til regeringens forslag, siger han.

– Dermed får vi sendt nogle penge ud til forbrug. At gøre begge dele på en gang mener jeg, vil være en overstimulering af økonomien.

– Meldingen herfra er klar. Jeg synes, det var et fremragende forslag, men nu er vi kørt i en anden retning, og det her er parkeret i en mølpose.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hjørring sender 20 biler ud for at coronateste 3000 ældre

22.06.2020 11:07

Hjørring Kommune sender fra på onsdag 20 biler ud til 3000 hjemmeboende ældre for at teste dem for coronavirus.

Det oplyser Leif Serup, direktør for ældre-, sundheds- og handicapforvaltningen.

– Vi er af Styrelsen for Patientsikkerhed blevet rådgivet til det for at få et indblik i, om der skulle være nogle, som går rundt med smitte andre steder, end der hvor vi har konstateret, at smitten er, siger Leif Serup.

Et udbrud af virusset har ramt plejecentret Vendelbocentret i Sindal.

31 medarbejdere er hjemsendt, og 15 beboere er smittet. Én beboer, der var testet positiv for coronavirus, er afgået ved døden. Tre af de 15 smittede beboere er indlagt.

Hjørring Kommune har iværksat et omfattende program for test af beboere og medarbejdere på kommunens øvrige plejecentre.

Der har været smittetilfælde på tre skoler, og senest er 11.000 mink på en minkfarm i området blevet aflivet, fordi besætningen var inficeret.

Ældre og syge, der bor hjemme og modtager hjælp fra kommunen, har hidtil ikke været omfattet af testprogrammet. Men det bliver de nu.

– Vi har allieret os med 20 lægestuderende, der oplæres i at pode. Og så har vi 20 biler med chauffører, der fra onsdag morgen kører ud til de ældre.

– Vi kommer til at skulle teste borgerne to gange, så der vil gå to-tre uger, før vi er igennem, siger Leif Serup.

Han understreger, at det er frivilligt for de ældre, om de ønsker at blive testet.

Plejehjemmet Vendelbocentret i Hjørring Kommune er hårdt ramt af et udbrud af coronasmitte. Nu er et omfattende testprogram for medarbejdere og borgere i kommunens ældrepleje iværksat for at skabe overblik og inddæmme virusset. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

V-formand fra talerstolen: Regeringen har gjort krisen værre

22.06.2020 11:04

Efter kun ganske få minutter på Folketingets talerstol under afslutningsdebatten i dag leverer Jakob Ellemann-Jensen, formanden for Venstre, en skarp kritik af regeringens håndtering af coronakrisen.

– Danmark er midt i en økonomisk krise. Vi ved ikke, hvor dyb den bliver, men regeringen har gjort den værre, siger han.

– Genstarten af dansk økonomi har været nølende, genåbningen har været rodet. Et næsten dagligt lotteri med skiftende meldinger.

Han fremhæver rejsevejledninger og grænserestriktioner, som, han mener, er blevet ændret »igen og igen«.

Jakob Ellemann-Jensen lægger også afstand til den aftale, som skal sætte gang i økonomien igen og udfase hjælpepakkerne.

Aftalen blev indgået af et bredt flertal af Folketingets partier – også Venstre er med – for godt en uge siden. Den indeholder blandt andet en aftale om at udbetale tre ud af fem uger af de indefrosne feriepenge.

Desuden får alle på overførselsindkomst udbetalt 1000 kroner.

– Det er mig ubegribeligt, at Socialdemokratiet gjorde det til en betingelse for, at danskerne kunne få udbetalt deres egne feriepenge, siger han.

Virolog: Intet tyder på superspredning med corona ved demo

22.06.2020 11:01

Fire personer med relation til den store Black Lives Matter-demonstration i København den 7. juni er bekræftet smittede med coronavirus.

Men det er et lavt tal, og intet tyder lige nu på, det skulle være en såkaldt supersprederbegivenhed, hvor mange skulle være blevet smittet på en gang.

Det siger Søren Riis Paludan, professor i virologi på Aarhus Universitet.

– Man kan ikke udelukke det, men indtil videre ser det ikke sådan ud, siger han.

Over 15.000 mennesker var samlet til demonstrationen.

Efterfølgende udtrykte flere fagfolk og politikere bekymring for, at der skulle være sket en voldsom spredning af smitte med coronavirus.

Sundhedsministeriet kunne senere bekræfte, at en person til stede ved demonstrationen var testet positiv for coronavirus.

Søndag kom det frem, at i alt fire er bekræftet smittede. Tre af dem deltog i demonstrationen, mens den fjerde var nært relateret til en deltager.

Det blev dog påpeget, at der kan være et mørketal.

– Der kan være et mørketal, og hvis en af de her fire smittede ender med at smitte rigtig mange videre, kan bolden lige så stille starte med at rulle.

– Men der er ikke noget, der tyder på det lige nu, siger Søren Riis Paludan.

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Indsats mod corona baseres på varslingssystem

22.06.2020 09:38

Coronasmitten risikerer at blusse op igen til efteråret, lyder det fra Mette Frederiksen. 

Hun siger, at myndighederne vil være langt bedre forberedt. 

– Til efteråret, hvor vi risikerer ny eller højere smitte, vil vi basere indsatsen på et nationalt varslingssystem. Hvor myndighederne på baggrund af objektive tal for smittespredningen udformer en risikovurdering. Som samtidig er knyttet til de indsatser, der kan sættes i gang for at reducere smittespredning. På den måde bliver det tydeligt og gennemsigtigt for alle, hvor vi er nu. Og hvad vi gør, hvis smitten blusser op igen, siger hun. 

Statsminister roser arbejdsgivere og arbejdstagere

22.06.2020 09:30

Mette Frederiksen roser danskerne, både arbejdsgivere og arbejdstagere, for at have været meget omstillingsparate under krisen.

– Ham, der henter vores skrald, hende, der gør rent. Buschaufføren, lastbilchaufføren. Ham eller hende, der sidder i kassen i supermarkedet. Og tusindvis af andre danske lønmodtagere. Alt for ofte har vi taget jer for givet.

– Nu blev I på arbejde, da andre var sendt hjem. Vi kan ikke undvære jer. Mon ikke det har aftvunget en ny respekt?

– Og lærere, pædagoger og pædagogiske assistenter og mange andre. I har organiseret nødpasning, nødundervisning og genåbning. I fik mulighed for at tænke tingene forfra. Hurtigt. Uden det sædvanlige bureaukrati, siger hun.

Statsministeren vender også tommelen op for Folketingets partier, som undervejs i forløbet har indgået aftaler i samlet flok.

– På kun én uge i marts aftalte vi to store økonomiske hjælpepakker. Og indgik en historisk trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter om lønkompensation. Et enigt folketing stod bag aftalerne.

– Alt det har vi udrettet sammen. Vi har holdt hånden under tusindvis af virksomheder og tæt på en kvart million lønmodtagere.

– Trepartsaftalen viser styrken ved vores samfundskontrakt. Den offentlige sektor og den private sektor arbejder tæt sammen. Det er helt unikt, siger Mette Frederiksen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette F.: Danmark, det er godt gået

22.06.2020 09:10

Statsminister Mette Frederiksen (S) adresserer i sin tale under Folketingets afslutningsdebat coronakrisen, som har præget den afsluttende del af folketingsåret markant.

– Aldrig har det været mere tydeligt, hvor afhængige vi er af hinanden.

– I Danmark er 600 mennesker døde med corona. Hvert mistet liv er et tab.

– Men på den alvorlige baggrund har vi reddet mange flere menneskeliv sammen. Hindret, at endnu flere blev virussens ofre. Det kan vi være stolte af, siger hun.

– Vi har ved fælles kraft vundet første halvleg i kampen mod corona. Det vi har udrettet sammen – alle i Danmark – vil gå over i historien. Vi kan være taknemmelige. Vi kan være stolte. Danmark, det er godt gået, siger Mette Frederiksen fra talerstolen

Forbrugernes tillid til økonomien vokser i takt med genåbning

22.06.2020 09:04

Noget tyder på, at i takt med at Danmark åbner op, får de danske forbrugere troen på fremtiden tilbage. Danmarks Statistik opgør løbende, hvad de danske forbrugere tænker om deres egen og samfundets økonomi.

Og efter en mavepuster, da coronavirusset kom til Danmark, og landet blev lukket delvist ned, ser humøret ud til at være i bedring hos de danske forbrugere.

Mens forbrugerne stadig tænker, at samfundets økonomi er helt til rotterne, er troen på, at det hele bliver bedre om et år, vendt tilbage.

De seneste år har danske forbrugere haft mere tro på, at deres egen familie vil klare sig bedre det kommende år end samfundet som helhed.

Det er stadig tilfældet, og efter et chok i april er forbrugernes tro på, at deres økonomi er bedre stillet om et år tilbage på niveauet før coronakrisen.

Noget tyder dog også på, at de danske forbrugere kan se muligheden for at gøre et godt køb i størrelsesorden et fjernsyn, en vaskemaskine eller lignende.

Normalt mener forbrugere, at det vil være bedre at lave et sådan køb de næste 12 måneder fremfor lige nu. Men i juni er den logik vendt om. Nu har forbrugerne mere fidus til at spendere nu end at vente et år.

Danske forbrugere er ved at få humøret og troen på fremtiden tilbage. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lærer og elev smittet med covid-19

22.06.2020 09:02

Søndag fik skoleleder på Nørre Vedby Skole Steen Blom den triste besked, at en lærer og en elev på Nørre Vedby Skole er konstateret smittet med covid-19. Det skriver Folketidende.dk.

– Det har fået den konsekvens, at fire klasser og ni lærere er sendt hjem i karantæne, siger skoleleder Steen Blom til Folketidende.
Søndag blev der sendt besked til forældrene på skolen, hvor skolelederen informerede om sagen.

I beskeden orienterede skolelederen om, at man efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne, og skoleforvaltningen havde sat gang i et opsporingsarbejde i samarbejde med de berørte og kommunelægen.

– Et af kriterierne er, om elever og lærere har haft ”nær kontakt” – altså været inden for en afstand på en meter, fortæller Steen Blom.

De ni skolelærere og elever fra fire klasser fik søndag besked på, at blive hjemme i karantæne, indtil de alle er testet negative, eller ikke have oplevet symptomer på corona i 14 dage. Og de smittede må først møde op på skolen igen efter at have været symptomfri i to døgn.

Alle de berørte medarbejdere og klasser har modtaget særskilt underretning herom.

Fredag i denne uge går skolerne på sommerferie, og det betyder, at mange elever og lærere ikke når at komme tilbage inden sommerferien.

73.000 job gik tabt i april

22.06.2020 08:12

Det danske arbejdsmarked styrtblødte arbejdspladser i april under corona-nedlukningen.

Store dele af det danske arbejdsmarked oplevede en nedlukning i april, og det kan læses i tallene for, hvor mange lønmodtagere der måtte sige farvel til deres job.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik forsvandt der det, der svarer til 73.000 fuldtidsstillinger. Danmarks Statistik oplyser, at tallene er behæftet med usædvanlig stor usikkerhed på grund af corona-situationen.

Hvis man lægger tallene fra marts oveni, er det, der svarer til 93.000 fuldtidsjob forsvundet.

Cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv Tore Stramer kalder faldet for “rent ud sagt rystende læsning”

– Vi har aldrig tidligere set et så voldsomt fald i beskæftigelsen på kun to måneder i statistikkens levetid siden 2008, skriver han i en analyse af tallene.

– Til sammenligning faldt beskæftigelsen med cirka 13.500 personer om måneden i både marts og april 2009, da finanskrisen var på sit højeste.

Nu kører corona-testbilerne i sommerlandet

22.06.2020 07:40

Feriegæster i det danske sommerland kan fra mandag og hen over sommeren få en hurtig coronatest på en række særligt udvalgte steder med mange mennesker.

Mobile teststationer i form af særligt indrettede biler kører rundt i sommerlandet og gør holdt ved populære feriesteder som Marienlyst, Blokhus, Løkken og Odsherred. Det oplyser flere regioner.

Også populære attraktioner som Lalandia, Djurs Sommerland og Ree Park får besøg af testbiler, hvor man kan droppe ind og få en test uden at bestille tid på forhånd.

– På den måde vil vi jo kunne finde ud af, om der pludselig er et udbrud af Covid-19 i et ferieområde, siger Søren W. Rasmussen lægefaglig enhedschef i Region Sjælland.

Her tager man i første omgang fat på at teste ved Lalandia og Marienlyst og senere en række andre steder blandt andet Odsherred.

Ifølge Per Sabro Nielsen, lægefaglig direktør for præhospitalet i Region Midt, har man i det midtjyske udvalgt ti hotspots, hvor der er mange turister, der får besøg af testbussen. Det er for eksempel også ved Silkeborgsøerne.

Hverken danske eller udenlandske turister skal betale for testen.

I Region Hovedstaden vil fem mobile teststationer køre rundt til udvalgte steder blandt andet i Nordsjælland og på Bornholm ifølge regionen, der endnu ikke kan oplyse nærmere.

I Region Nordjylland bliver der testet blandt andet i Øster Hurup, Hals, Blokhus, Løkken, Lønstrup, Vorupør samt ved Skallerup Klit Feriecenter.

De mobile teststationer er et element i den nationale teststrategi. De placeres også ved grænseovergange, lufthavne og færger.

Ud over turister er de også møntet på ansatte i butikker, i forlystelsesparker, på restauranter og lignende, oplyser Justitsministeriet.

Stranden ved Blokhus i Nordjylland er populær om sommeren. Fra mandag kan feriegæster lade sig teste for corona på udvalgte hotspots. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Tilskuerforsøg i Brøndby mødes med ros og håb om mere

21.06.2020 22:22

Det så ikke ud af meget, som Brøndbys fans havde stillet sig op med tre sæder imellem sig i søndagens 1-1-derby mod FCK.

Men det kunne mærkes og høres af både spillere og trænere nede på banen, som tog godt imod forsøget med omkring 3000 tilskuere.

Derbyet var en af i alt tre superligakampe i 29. spillerunde, hvor der var flere end de 500 tilskuere, der ellers maksimalt må være på grund af coronapandemien.

– Det var dejligt at have folk tilbage på stadion. De skabte en hel fantastisk kulisse, selv om der kun var i nærheden af 3000, siger Brøndby-backen Jens Martin Gammelby.

– Det gjorde en forskel. Hver gang man tacklede eller lavede noget godt, kunne man høre folk. Det er det, vi savner. I stedet for, at det bare er bænken, der råber, siger Gammelby.

Kulturminister Joy Mogensen (S) har været med til at åbne for forsøgene i Superligaen med henblik på at få flere tilskuere på stadion.

Dagen før søndagens Brøndby-kamp fortalte hun, at hun er forsigtig optimist på fodboldens vegne.

– Jeg vil håbe, at vi meget snart kan få åbnet mere, for det er virkelig modsatrettet at skulle lukke ned. Det er ikke det, der er meningen med kulturen, idrætten og foreningslivet.

– Det er netop meningen, at vi skal ud at møde hinanden. Men det afhænger både af, hvordan de her forsøg forløber samt sygdommens udvikling, siger Joy Mogensen.

Senere på året er der også planlagt andre store sportsbegivenheder, og håbet er at få åbnet endnu mere.

Der blev skrålet igen fra lægterne på Brøndby Stadion, selv om tilskuerne ikke kunne stå skulder ved skulder på grund af coronapandemien. – Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Flere end 300.000 har downloadet corona-app

21.06.2020 19:03

Flere end 300.000 har hentet den danske app »Smittestop«, der skal hjælpe med at stoppe spredningen af coronavirus.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Twitter.

Tempoet, hvormed danskerne downloader appen, er gået ned, efter at den torsdag alene blev downloadet 245.000 gange. Det er det højeste antal, en offentlig app har fået inden for det første døgn, efter at den blev lanceret.

I april anslog et studie fra Oxford University, at epidemien i et samfund ville kunne bremses, hvis 60 procent af befolkningen bruger en app til smittesporing.

Nu fire smittet efter demonstration

21.06.2020 15:58

 For to uger siden kom det frem, at en deltager i en demonstration for sortes rettigheder i København var konstateret smittet med coronavirus.

Nu er fire personer med relation til demonstration konstateret smittet. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en meddelelse.

– Vi arbejder intenst på at stoppe alle smittekæderne, så virussen ikke breder sig yderligere, siger Anette Lykke Petri i meddelelsen.

Hun er overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Luftfartsbranche vil have hjælp til rute-genstart

21.06.2020 15:56

Der er brug for en økonomisk håndsrækning for at få luftfartsbranchen i gang igen efter udbruddet af coronavirus.

Det siger Michael Svane, direktør for brancheforeningen Dansk Luftfart, der hører under Dansk Industri.

– Der er brug for en økonomisk støtte til at komme i gang med flyruterne igen, for vi har ikke passagergrundlag til at have dem i gang, siger han.

Det er en af to muligheder, som han ser for sig.

– Det andet er at lempe eller fritage branchen for nogle af de afgifter, som vi i dag betaler, lyder det fra Michael Svane.

Kommer der ikke en håndsrækning, kan det få store konsekvenser i form af flere afskedigelser i branchen, frygter Michael Svane.

– Vi vil også se et mindre aktivitetsniveau, og derfor vil vi også kunne frygte for Danmarks internationale tilgængelighed – altså, hvor mange markeder kan vi nå frem til set med erhvervslivets øjne, siger han.

Der indledes søndag politiske forhandlinger om en hurtig genstart af den hårdtprøvede branche.

Antallet af smittede på plejecenter stiger

21.06.2020 14:25

Endnu en af de ældre beboere på plejecentret Vendelbocentret i Sindal er konstateret smittet med corona. Og endnu en smittet beboer er blevet indlagt på sygehuset.

Status er derfor, at 14 beboere har fået corona og to er indlagt på sygehuset, oplyser ældredirektør Leif Serup til DR Nordjylland.

På personalesiden er status uændret: 32 er sendt hjem, fordi de er smittet. Andre fire har symptomer og møder derfor heller ikke op på centret.

Natten til lørdag døde en af beboerne af eller med corona.

Lav risiko for smitte fra raskmeldte coronapositive

21.06.2020 10:16

Der er en ganske lav risiko for, at personer, der er testet positive for coronavirus, flere uger efter at de har overstået infektionen, stadigvæk smitter.

Det mener ledende overlæge og professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen.

Han vurderer, at hvis det var muligt at smitte i længere tid efter endt sygdom, ville epidemien i Danmark have set anderledes og mere voldsom ud.

Danskere testes coronapositive igen efter flere uger

21.06.2020 08:20

Personer, der har overstået infektion med coronavirus, er testet positive igen efter flere uger.

Det viser foreløbige resultater fra svælgprøver foretaget på Aarhus Universitet. Det skriver TV2.

De positive testresultater kunne man se for omkring 20 procent af 200 testpersoner.

Resultaterne kommer bag på Martin Tolstrup, der er læge og lektor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet. Han er en af de forskere, der står bag studiet.

– Vi er ret overraskede over den høje andel, der fortsat er positive.

– De her prøver er foretaget mindst fire uger, efter personerne er blevet meldt raske, og derfor forventede vi ikke, at så mange stadig havde virus i kroppen, siger Martin Tolstrup til TV2.

Ifølge Martin Tolstrup er der ikke på nuværende tidspunkt grund til at tro, at de »raske« virusbærere fortsat smitter.

Tilliden til politikerne topper under corona

21.06.2020 07:30

Danskerne har fået mere tillid til politikerne under coronakrisen. I hvert fald, hvis man skal tro TrygFondens Tryghedsmåling 2020.

Faktisk har danskernes tillid til politikerne aldrig været højere siden den første valgundersøgelse i 1971, viser målingen.

– Befolkningen føler, at politikerne står sammen om at løse problemerne – både i forhold til smitte og økonomi, og at der både bliver udvist samarbejdsvilje og handlekraft, siger forskningschef i TrygFonden Anders Hede.

Undersøgelsen er gennemført årligt siden 2004. Her bliver der spurgt om danskernes tryghedsfornemmelse og om emner som familie og økonomi.

Forskerne har indsamlet data om tilliden til politikerne fra 17. til 22. maj 2020.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Spredning af coronavirus set på 19 hospitaler

20.06.2020 21:34

To af tre af Danmarks hospitaler vurderer, at personale eller patienter er blevet smittet med covid-19 på sygehuset.

Mere end 160 ansatte og et ukendt antal patienter er sandsynligvis blevet smittet med coronavirus på danske sygehuse. Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget, hvor 26 af 27 offentlige hospitaler har svaret.

I alt angiver 19 hospitaler, at de har oplevet et eller flere tilfælde af smittespredning, hvor én person med stor sandsynlighed har smittet mindst to andre på sygehuset.

Det er »et helt usædvanligt højt tal«, mener Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Endnu en minkfarm er ramt af coronavirus

20.06.2020 20:34

Der er konstateret smitte hos to mink på endnu en dansk minkfarm i Nordjylland. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at myndighederne nu har fundet Covid-19 i to nordjyske minkbesætninger på en uge. Ministeriet beslutter derfor, at 120 farme i Danmark nu skal testes.

– Det er meget beklageligt, der nu er fundet smitte på den anden minkfarm i Nordjylland. Det gør selvfølgelig, vi må stille os det spørgsmål, om det er enkeltstående tilfælde, eller om det har bredt sig.

– Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at teste 120 minkfarme over hele landet, så vi kan få en fornemmelse af, hvor meget det har bredt sig, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Der er også konstateret Covid-19-smitte i minkejerens hund. På verdensplan er der fundet enkelte kæledyr med Covid-19, men det er første gang, at det sker i Danmark.

Molslinjen efterlyser proces for refusion af billetter

20.06.2020 14:36

Færgeselskabet Molslinjen mangler klarhed for, hvad der skal ske med de bookinger, som nu bliver gjort gratis eller sat ned i pris på grund af sommerpakken.

– Der skal være en proces for, hvordan vi håndterer dem, som allerede nu har booket, så vi ikke skaber mere utilfredshed end tilfredshed, siger Jesper Maack, pr- og kommunikationschef ved Molslinjen.

Inden sommerpakken blev præsenteret, forventede selskabet en høj belægningsprocent på færgerne i juli, august og september, og allerede nu har Molslinjen mange bookinger i de måneder, som sommerpakken dækker over.

Molslinjen regner med en øget interesse for færgerejser som følge af den nye sommerpakke for færgerejser, som blev præsenteret fredag.

Politiet: Sankthansforsamlinger på under 50

20.06.2020 13:45

Tusindvis af danskere samles hvert år om det traditionsrige sankthansbål for at fejre sankthans.

Det kommer også til at ske i år den 23. juni, men danskerne skal stadig overholde en række coronarestriktioner for at undgå smittespredning.

Danskerne må ifølge reglerne samles op til 500 personer, hvis den væsentlig overvejende del sidder ned, men det vil være meget svært for arrangørerne at styre det, lyder det fra Nationalt Beredskabscenter ved Rigspolitiet.

Derfor opfordrer man til, at borgerne under alle omstændigheder samles under 50 personer.

– Bekymringen er, at man tror, man må være 500, når bare nogen sidder ned. Det er derfor, vi skærer den til og siger, man skal være opmærksom på, at selv om mange sidder ned, gælder reglen om højest 50 personer stadig, siger vicepolitiinspektør John Jensen.

De nuværende coronarestriktioner betyder, at det er forbudt at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 50 personer til stede samtidig.

Sidder den væsentlig overvejende del ned, må man dog som nævnt være op til 500.

Forbuddet gælder ikke i private boliger og haver. Her må op til 500 også samles.

Det kræver ikke en tilladelse fra politiet at afholde et sankthansarrangement.

Nationalt Beredskabscenter opfordrer danskerne til at være opmærksomme på, at forsamlinger ikke overskrider 50 personer. Det er dog tilladt at samles op til 500 personer, hvis alle sidder ned. Arkivfoto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Plejehjemsbeboer i Sindal død med corona

20.06.2020 10:00

Flaget vajer i dag på halv ved Vendelbocentret i Sindal. I nat døde en af beboerne af eller med coronasmitte.

Det oplyser ældredirektør Leif Serup fra Hjørring Kommune til DR Nordjylland.

Han oplyser også, at antallet af smittede personaler nu er øget med tre til ialt 32. Fem ansatte er sendt hjem med symptomer og kan også være smittet. Til gengæld vender to ansatte tilbage – frikendt for corona.

13 beboere er blevet smittet – en er altså død og en anden er indlagt på sygehus.

Seruminstitut: En god nyhed

20.06.2020 08:11

Det er en god nyhed, når Statens Serum Institut (SSI) fortæller, at det er det samme virus, som er fundet i mink og blandt beboere og personale på et plejehjem i Hjørring.

For det bekræfter, at der i princippet kun er tale om et udbrud af corona i området.

Det siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

Ensomheden er eksploderet under corona

20.06.2020 07:45

Nedlukningen under coronakrisen har betydet, at antallet af svært ensomme danskere er blevet mere end fordoblet og nu udgør en femtedel af befolkningen. Samtidig svarer syv ud af ti ensomme danskere, at coronakrisen har fået dem til at føle sig endnu mere alene, skriver Kristeligt Dagblad.

Professor Michael Bang Petersen fra institut for statskundskab ved Aarhus Universitet leder Hope-projektet, der løbende måler danskernes reaktioner på coronakrisen. Ifølge ham tyder foreløbige resultater ikke på, at der er sket en eksplosion af ensomhed generelt.

– Vi ser særligt oplevelser af ensomhed og stress hos grupper, der også har det svært uden for coronatiden. Det er især de yngre, der føler sig stressede og alene, siger Michael Bang Petersen.

Hope-projektets måling af ensomhed, offentliggjort den 22. april, viste, at 29 procent af de 18-34-årige følte sig ensomme, mens det gjaldt 19 procent af de personer, der var over 56 år.

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Et udpluk af fredagens overskrifter:

Yderligere syv smittet med corona på nordjysk plejehjem

Antallet af coronasmittede medarbejdere på plejehjemmet Vendelbocentret i Hjørring Kommune er fredag steget med syv til i alt 29 personer.

Der er 12 beboere, der er smittet med coronavirus.

Sammenlagt er 41 medarbejdere og beboere på plejehjemmet således smittet med virusset.

Én person mindre er indlagt med corona

Der er én person mindre indlagt med coronavirus i Danmark, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut fredag. Dermed er 37 personer indlagt. Seks af dem er indlagt på en intensiv afdeling, hvoraf to er tilknyttet en respirator.

240.000 danskere har downloadet app til smittesporing

Den danske app “Smittestop” er blevet downloadet 240.000 gange det første døgn.

Appen, der skal hjælpe med at opspore smitte med coronavirus, blev lanceret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag.

Sommerpakke sikrer billige færger og et nyt rejsepas

Et politisk flertal er enige om fordelingen af 700 millioner, der skal få danskerne ud i sommerlandet.

I skolernes sommerferie vil det blive muligt at købe et rejsepas, der for 299 kroner giver fri rejse i otte dage med kollektiv trafik.

Derudover bliver overfarten på danske færger gratis for cyklister og fodgængere.

Afstandskrav i skoler og børnehaver frafalder efter sommerferien

Skoler og uddannelsesinstitutioner kan fra den 1. august undervise efter de almindelige bestemmelser i lovgivningen.

Det fremgår af nye retningslinjer for dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner.

 

SSI: Det er samme virus hos mink, avlere og på plejehjem

19:06.2020 22:21

Den virus, der er fundet i mink på en minkfarm i Sindal i Hjørring Kommune, er den samme, som er blevet fundet hos minkavleren og i de smittede på plejehjemmet Vendelbocentret.

Det skriver DR Nyheder, der har fået det bekræftet af Anders Fomsgaard, der er overlæge og virusforsker på Statens Serum Institut.

Han fortæller, at de har brugt deres spritnye genetiske værktøj på prøver fra minkene på farmen i Sindal, på minkavlerne, som er syge, og på beboere på det nærliggende Vendelbocenter.

– Og vi kan se, at det er et og samme virus. De har smittet hinanden, siger han til DR Nyheder.

Anders Fomsgaard kan dog ikke sige, hvem der har smittet hvem i første omgang.

Tidligere fredag skrev Nordjyske, at sammenlagt 41 medarbejdere og beboere på plejehjemmet Vendelbocenteret er konstateret smittet med coronavirus.

Antallet af coronasmittede medarbejdere på plejehjemmet steg fredag med syv til i alt 29 personer. Der er desuden 12 beboere, der er smittet med coronavirus.

Minken på minkfarmen, hvor der også er blevet konstateret smitte med coronavirus, er blevet aflivet. Der er tale om cirka 11.000 mink.

Gyldendal og tre andre forlag melder afbud til årets Bogforum

19.06.2020 21:15

Fire forlag har meldt afbud til årets Bogforum, der løber af stablen i slutningen af oktober.

Det oplyser arrangøren bag Bogforum, BC Hospitality Group, i en pressemeddelelse.

Gyldendal og Politikens Forlag er sprunget fra. Det samme er Gutkind og Modtryk ifølge mediet Mediawatch.

Ifølge Mediawatch bunder afbuddene i de retningslinjer og restriktioner, som arrangørerne har meldt ud.

Til mediet siger Gutkinds direktør, Jacob Søndergaard, at der er flere årsager.

Forlaget tvivler på, at der vil dukke de 30.000 mennesker op, som Bogforum regner med, fordi der stadig er frygt for coronavirus.

Turismeerhverv: Ny pakke redder ikke vores sommer og efterår

19.06.2020 19:30

Den nye sommerpakke sender danskerne ud i landet, men den redder ikke sommeren og efteråret for turisme- og oplevelsesbranchen.

Sådan lyder det fra Horesta, som er brancheforening for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

Ifølge Horesta er turisme- og oplevelsesbranchen fortsat meget hårdt ramt af coronakrisen.

– Vi må sige, at det på ingen måde hjælper de brancher, der er hårdest udsat. Vi har et turisterhverv, der bløder, og vi har virksomheder, der endnu ikke er åbnet. Hjælpepakkerne er ved at blive udfaset, og vi har ikke med denne pakke set målrettede initiativer, der er med til at igangsætte et forbrug i turismen, siger politisk direktør Kirsten Munch.

Hun vil have afskaffet kravet om seks overnatninger, og så vil hun have politikerne tilbage i forhandlingslokalet.

Afstandskrav i skoler og børnehaver frafalder efter sommerferien

19.06.2020 18:26

Skoler og uddannelsesinstitutioner kan fra den 1. august kan undervise efter de almindelige bestemmelser i lovgivningen.

Det fremgår af nye retningslinjer for dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner.

Fra august bliver det således muligt at fravige den generelle anbefaling om at holde minimum en meters afstand mellem elever, når det er nødvendigt for at efterleve kravene i de almindelige bestemmelser for undervisningen.

Yderligere 50 millioner til spejder- og idrætsforeninger

19.06.2020 18:14

I april blev der afsat 50 millioner kroner til lokale idræts- og spejderforeninger, som var plaget af aflyste arrangementer og svigtende indtægter.

Nu udvides puljen med yderligere 50 millioner kroner.

Det sker som en del af den politiske sommerpakke på omkring 700 millioner kroner, som regeringen og et flertal i Folketinget fredag er nået til enighed om.

– Vi er utrolig glade og taknemmelige, siger Morten Mølholm Hansen, som er direktør i Danmarks Idrætsforbund.

FAKTA: Sommerpakke giver billigere tog og oplevelser

19.06.2020 17:48

Et politisk flertal er fredag enige om en sommerpakke, der skal sparke gang i økonomien ved at understøtte turismen.

Pakken indeholder en række initiativer for i alt 700 millioner kroner:

Billigere offentlig transport:

  • For 299 kroner vil man få mulighed for at købe fri rejse med al kollektiv transport i en periode på otte sammenhængende dage i skolernes sommerferie (fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august).
  • Billetten købes på DSB’s hjemmeside og gælder til tog, bus, metro, lokaltog og letbane i hele landet.
  • Børn i alderen 12-15 år rejser til halv pris, mens de mindre børn er gratis, når de rejser sammen med voksne.
  • DSB udbyder en million Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie til 99 kroner, inklusive pladsbillet.

Billigere oplevelser:

  • Pakken giver halv pris på en række kulturoplevelser.

Støtte til sommerhusudlejere:

  • Øget skattefradrag for sommerhusudlejere.

Sommerpakke sikrer billige færger og et nyt rejsepas

19.06.2020 17:24

Et politisk flertal er enige om fordelingen af 700 millioner, der skal få danskerne ud i sommerlandet.

I skolernes sommerferie vil det blive muligt at købe et rejsepas, der for 299 kroner giver fri rejse i otte dage med kollektiv trafik.

Derudover bliver overfarten på danske færger gratis for cyklister og fodgængere.

Det skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) på Twitter.

Tiltagene er en del af den politiske sommerpakke på omkring 700 millioner kroner, som regeringen og et flertal i Folketinget fredag er nået til enighed om udmøntningen af.

Sommerpakken skal få danskerne til at rejse rundt i hele landet og bruge kultur- og naturoplevelser over sommeren.

Som en del af sommerpakken bliver også sommerhusfradrag og halv pris på kulturoplevelser. Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.

240.000 danskere har downloadet app til smittesporing

19.06.2020 16:53

Den danske app “Smittestop” er blevet downloadet 240.000 gange det første døgn. Det oplyser Sundhedsministeriet i en mail.

Appen, der skal hjælpe med at opspore smitte med coronavirus, blev lanceret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag.

Og frem til torsdag ved midnat har 240.000 danskere altså valgt at downloade appen på deres telefoner.

Med appen kan brugere give besked til andre brugere af appen, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med ny coronavirus.

Én person mindre er indlagt med corona

19.06.2020 14:14

Der er én person mindre indlagt med coronavirus i Danmark, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut fredag. Dermed er 37 personer indlagt. Seks af dem er indlagt på en intensiv afdeling, hvoraf to er tilknyttet en respirator.

Det betyder, at der er en patient færre tilknyttet en respirator end i Statens Serum Instituts opdatering fra torsdag.

Der er ikke registreret nogle nye dødsfald med corona. I alt er der registreret 600 personer, der er døde med coronavirus i Danmark.

Dermed er tendensen et stabilt faldende antal coronarelaterede indlagte og dødsfald.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Appelinstans fastholder skrivebordsnedrykninger i håndbold

19.06.2020 12:02

Håndboldsæsonen 2019/20 er endegyldigt afsluttet, og for flere klubber betyder det tvangsnedrykning fra deres respektive rækker.

Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans stadfæster nemlig Håndboldens Appelinstans’ afgørelse om, at håndboldsæsonen er afblæst på grund af coronavirus, og at afgørelsen af håndboldrækkerne sker, som Udvalget for Professionel Håndbold meldte ud 15. april.

Det oplyser DIF i en pressemeddelelse.

Det er håndboldklubberne Odder, Nordsjælland og EH Aalborg, der har ført sagen frem til DIF’s Appelinstans.

Da sæsonen blev afblæst før tid på grund af coronapandemien, lå Nordsjælland til nedrykning i herreligaen med fire point op til redning med to grundspilskampe tilbage.

Bedre så det ud for EH Aalborgs hold i landets bedste række på damesiden, hvor nordjyderne havde tre kampe til at kæmpe sig til en ny sæson. Holdet havde samme pointantal som Skanderborg.

Odder fra herrernes 1. division havde også en fin mulighed for at forblive i rækken, men blev også dømt til nedrykning.

Det var i første omgang Udvalget for Professionel Håndbold under DHF, der besluttede at fastfryse stillingen og kåre mestre, nedrykkere og oprykkere.

Yderligere syv smittet med corona på nordjysk plejehjem

19.06.2020 10:51

Antallet af coronasmittede medarbejdere på plejehjemmet Vendelbocentret i Hjørring Kommune er fredag steget med syv til i alt 29 personer.

Det skriver Nordjyske.

Der er 12 beboere, der er smittet med coronavirus.

Sammenlagt er 41 medarbejdere og beboere på plejehjemmet således smittet med virusset.

– Vi har ikke konstateret smittede på andre af vores plejecentre, men har nu 29 smittede medarbejdere på Vendelbocentret, siger Leif Serup, direktør for Sundheds-, ældre- og handicapforvaltningen i Hjørring Kommune, til Nordjyske.

Han oplyser, at cirka halvdelen af de hjemsendte medarbejdere har symptomer på coronavirus.

Der har også været konstateret smitte blandt elever på tre skoler – Højene Skole, Bagterp Skole og Lundergårdskolen.

Der meldes dog fredag ikke om flere smittede blandt eleverne.

Man arbejder sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed samt Sundhedsstyrelsen på at begrænse smitten.

Eksempelvis er der iværksat test af beboere på kommunens plejecentre, og der vil også blive tilbudt test til medarbejdere i ældreplejen.

Hjørring Kommune er den eneste af landets kommuner, hvor der har været flere end 50 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Bureauer oplever rejselystne men forvirrede kunder

19.06.2020 09:45

Hos rejsebureauerne Spies og Bravo Tours oplever man stor interesse blandt danskerne for at flyve sydpå, men mange er også forvirrede over de nye kriterier, der skal opfyldes, før rejser til lande ikke frarådes.

Fra myndighederne lyder det, at et land skal have coronasmitten under kontrol, før man med god samvittighed kan rejse dertil fra den 27. juni.

Det betyder konkret, at et land skal have under 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Desuden skal de have et ordentligt testniveau.

– Det skal vi og vores kunder finde ud af, hvordan vi håndterer. Det er klart, det er en dimension i den her åbningspakke, der kan være svær at håndtere, siger Jan Vendelbo, direktør hos Spies og formand for Rejsearrangører i Danmark, som er charterarrangørernes brancheforening.

Hos Bravo Tours er direktør Peder Hornshøj enig:

– Jeg kan godt forstå, at folk er rundtossede, og det er vi også. Det her med, om man nu risikerer at lukke ned igen, er selvfølgelig en risiko.

– Jeg er dog rimelig fortrøstningsfuld. I de lande, der åbnes for rejse til, skal der meget til, før de kommer i risiko for at blive lukket igen, siger han.

Begge rejsebureauer oplever en massiv efterspørgsel. Særligt, fordi man regnede med, at ikke-nødvendige rejser blev frarådet indtil 31. august.

Foto: Jaime Reina/AFP/Ritzau Scanpix

Sommerhusmarked startede året med højere priser og flere handler

19.06.2020 07:56

Markedet for sommerhuse har været brandvarmt i årets første tre måneder, viser statistik fra Finans Danmark. Der er blevet handlet flere fritidshuse og til en højere pris end i flere år.

Omkring 1900 fritidshuse skiftede hænder i årets første tre måneder. Det er det højeste antal handler i et første kvartal siden 2004.

Samtidig var der flere penge at hente for sælgerne. Et typisk sommerhus på 80 kvadratmeter blev solgt til en gennemsnitspris på 1.274.000 kroner.

Det er ifølge Finans Danmark, der er pengeinstitutternes brancheorganisation, det højeste niveau i næsten ti år.

Der er dog store regionale forskelle. I Nordsjælland handles et typisk 80 kvadratmeter stort sommerhus til 1.657.000, mens et sommerhus på samme størrelse i Vestjylland koster lige over en million.

Efter kvartalet sluttede faldt antallet fritidsboliger til salg.

Tallene er fra årets første tre måneder, og dermed er den sidste halvdel af den sidste måned påvirket af nedlukningen i Danmark som følge af coronaudbruddet.

Derfor er det også svært at udlede præcis, hvilken effekt nedlukningen og udbruddet har haft på markedet på baggrund af tallene fra Finans Danmark.

Andre kilder såsom Boligsiden har dog tidligere oplyst, at der efter april og maj var langt færre fritidshuse til salg, end der plejede at være, hvilket har indikeret en stor efterspørgsel.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En stor del af danskerne vil bruge feriepenge på forbrug

19.06.2020 07:39

Et ekstra restaurantbesøg, nogle gode flasker vin eller nyt tøj.

Mange milliarder vil formentlig blive spenderet, når danske lønmodtagere får nogle af deres indefrosne feriepenge udbetalt senere på året.

Det viser en ny måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

57 procent svarer, at de agter at takke ja til tilbuddet om at få udbetalt feriepengene, mens 27 procent er i tvivl. 15 procent vil slet ikke have pengene udbetalt.

Hos de personer, som tager imod pengene eller er i tvivl, svarer knap halvdelen – 48 procent – at de vil bruge størstedelen på forbrug i Danmark, mens tre procent vil bruge dem i udlandet.

25 procent er i tvivl om, hvad pengene skal gå til. 23 procent regner med at sætte pengene ind på opsparingen.

Feriepengene svarer samlet til en udbetaling på omkring 60 milliarder kroner.

Danske lønmodtagere får senest udbetalt de tre ugers feriepenge i oktober. Det er også en mulighed at vente indtil pensionen med at få dem sat ind på kontoen.

1011 danskere er blevet spurgt i Voxmeter-undersøgelsen, som blev foretaget, inden at Udenrigsministeriet meldte ud, at danskere fra 27. juni ikke længere frarådes at rejse rundt i størstedelen af Europa.

Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Dansk mission i Irak sikres med coronamasker for millioner

19.06.2020 07:35

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har bedt Nato om at frigive danske midler i forsvarsalliancen til at sende ansigtsmasker til Irak.

Danske styrker skal overtage Natos mission i Irak senere på året, og det sker under ikke blot militære sikkerhedsudfordringer, men også sundhedsmæssige.

– Det helt afgørende er, at vi kan fortsætte vores tilstedeværelse i Irak, siger Bramsen.

Det kræver ifølge ministeren nogle »helt særlige forholdsregler«, da coronavirus også er i Irak.

– Det er baggrunden for, at vi fra dansk side, med sigte på at vi om lidt skal overtage lederskabet af Natos mission i Irak, har valgt at sige, at vi ønsker at finansiere disse ansigtsmasker og bruge to millioner på det, siger hun.

Det er planen, at Danmark fra november eller december skal varetage ledelsen af Natos opgraderede mission i Irak.

Omkring 210 danske soldater er trænet og klar, lød meldingen fra Trine Bramsen på et videomøde onsdag til kollegerne i Nato.

En proces er i gang, hvor Nato tager et større ansvar i Irak, mens en international koalition ledet af USA skruer ned.

Det hele er dog ikke faldet på plads endnu, og den nuværende parlamentariske opbakning til konkrete bidrag kan ændres, blandt andet på grund af coronakrisen, vurderer ministeren.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Et udpluk af torsdagens overskrifter

18.06.2020 22:25

Danmark åbner for flere rejser og turisme fra 27. juni

Nye rejsevejledninger og grænselempelser betyder, at der fra 27. juni kan rejses til og fra de fleste lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.

Den 25. juni kommer der en liste over åbne- og karantænelande.

Dansk corona-app kan advare efter kontakt med smittet

På et pressemøde i Det Kongelige Biblioteks Have præsenterer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag den længe ventede app til smartphones, som skal hjælpe med opspore smittede med coronavirus.

Appen har fået navnet “Smittestop”

Kærester fra hele verden er nu velkomne i Danmark

Kærligheden har ikke længere nogen grænser, og således kan personer med en kæreste i Danmark snart rejse hertil, uanset hvor i verden de kommer fra.

Fra lørdag 27. juni vil de anerkendelsesværdige formål blive udvidet til også at omfatte tredjelande.

16 passagerer på fly fra Islamabad 6. juni smittet med corona

Styrelsen for Patientsikkerhed har fundet 18 smittetilfælde med coronavirus, som kan spores tilbage til et fly, der fløj fra Islamabad til København 6. juni.

16 passagerer er testet positive, mens yderligere to personer, der er “nære kontakter” også er smittet.

Tryg vil tidligst tillade afbestilling 24 timer før afrejse

18.06.2020 20:21

De nye rejsevejledninger, som blev præsenteret torsdag, betyder, at Udenrigsministeriet fra dag til dag kan fraråde rejser til lande, hvor smitte med coronavirus stiger.

Det øger usikkerheden for ferielystne danskere, og samme usikkerhed rammer forsikringsselskaberne.

Sådan lyder det fra forsikringsselskabet Tryg. Som konsekvens af de nye rejsevejledninger vil selskabet nu ikke tillade sine kunder at afbestille rejser før tidligst 24 timer inden afrejse.

– Vi ser desværre ingen anden udvej end at indføre regler om, at man ikke kan afbestille sin rejse før 24 timer inden, den finder sted, udtaler koncernchef Morten Hübbe i et skriftligt svar.

– Desværre giver regeringen os ikke andet valg. Det ville en gang imellem være rart, hvis politikerne ville tænke lidt mere over, hvilke konsekvenser deres beslutninger har uden for Christiansborg. For det her virker ikke helt gennemtænkt, siger Morten Hübbe.

Tryg vil med tiltaget undgå at betale erstatning for rejser, som alligevel kan gennemføres. Det risikerer nemlig at blive en dyr forretning for forsikringsselskabet.

Udenrigsministeriets melding om, at vejledningen kan ændre sig alt efter smitten i et givent land, betyder, at danskere, der skal på ferie, i princippet kan ende med at måtte pakke kufferten ud igen lige inden afrejse.

– Beslutningen kunne næsten ikke være værre og sværere at skulle navigere efter, hvor man nu kan åbne og lukke lande hver eneste uge, siger Morten Hübbe.

Tilbud

Få alle nyheder og alt indhold online fra Flensborg Avis.

Lige nu kan du få Flensborg Avis digitalt i 4 måneder til introduktionspris på 49,99 euro hhv. 375,- kr.

(Normalpris 68,- euro hhv. 540,- kr.)

Tusindvis af iPhone-brugere kan ikke hente ny corona-app

18.06.2020 20:15

Mange ejere af iPhones kan ikke hente den app til at spore smitte med coronavirus, som Sundhedsministeriet har lanceret torsdag, fordi det kræver den nyeste opdatering af styresystemet.

Dermed udelukkes folk, der har en iPhone 6 eller en ældre model, fordi disse ikke kan hente den nyeste softwareopdatering.

Det skriver Politiken.

Potentielt er det hundredtusindvis af danskere, der ikke har mulighed for at hente appen.

Avisen har indhentet data fra teleselskabet 3, der siger, at det er hver tiende iPhone-ejer, der ikke kan hente appen.

Med appen kan brugere få besked, hvis man har været tæt på en anden bruger, der bliver testet positiv for coronavirus.

Problemet gælder ikke for telefoner med et Android-styresystem. Det gælder kun for iPhones.

Ifølge Politiken sker det, fordi Sundhedsministeriet har valgt at bruge Apple og Googles fælles platform for sporing af smittespredning. Den bygger på en bluetooth-teknologi, som kun nyere iPhones kan bruge.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Mølbak om grænseåbning til de fleste EU-lande: Et ret stort skridt

18.06.2020 17:44

Efter tre måneder med skrappe rejserestriktioner på grund af coronavirus har regeringen åbnet for, at danskere inden længe kan tage til udlandet og holde ferie.

Ifølge Kåre Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), kan man trygt tage på sommerferie.

Men det kræver, at man sørger for at holde sig opdateret i rejsevejledningerne for de enkelte lande. Situationen kan nemlig hurtigt kan ændre sig.

Den nye model for at åbne grænserne og lempe rejsevejledningerne gælder rejser til og fra lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.

Åbningen er betinget af, at landene hver især opfylder visse objektive kriterier. Herunder at de skal have under 20 nye smittede med coronavirus per 100.000 indbyggere per uge.

I øjeblikket er det kun Sverige og Portugal, der ikke opfylder kriteriet.

Det betyder altså, at danskere stadig skal holde sig fra at tage til lande uden for EU, ligesom borgere i tredjelande ikke kan få lov at krydse den danske grænse. Medmindre de har et såkaldt “anerkendelsesværdigt formål”.

Kåre Mølbæk siger, at det er vigtigt, at man i genåbningen ikke går for hurtigt frem.

– Jeg tror, det er vigtigt at tage et skridt ad gangen, og det her er faktisk et ret stort skridt i forhold til dem, der tidligere er taget. Og så må vi jo se, hvordan det går, siger han.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Epidemiforsker om rejsekriterier: Få udbrud kan tippe balancen

18.06.2020 17:35

Overordnet set giver de nye rejsekriterier god mening. Men der skal få smitteudbrud med coronavirus til, før tingene kan ændre sig, og det kan blive en dyr og besværlig affære.

Sådan lyder vurderingen fra Christian Wejse, speciallæge på Aarhus Universitetshospital og lektor på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med epidemier og global sundhed.

Meldingen kommer, fordi det fra den 27. juni ikke længere frarådes at rejse til en række lande i EU og Schengen-området samt Storbritannien, hvis de opfylder en række kriterier.

Et af kriterierne er, at der skal være under 20 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere i landet per uge.

– Det er et meget brugbart mål.

– Men så vidt jeg kan se, ligger England for eksempel nok lige på vippen. Der skal ikke så mange udbrud til, før tingene kan flytte sig, siger Christian Wejse.

Desuden vil danske myndigheder undersøge testaktiviteterne i landene og sørge for, at de er gode nok.

Her kan det blive sværere at få et overblik, mener Christian Wejse, selv om han tror på, at det er muligt at få tilstrækkelig med data til at vurdere rejsereglerne for det pågældende land.

– Der står bare, at man vil vurdere, hvor meget landene tester. Det er ikke særlig godt beskrevet.

– Man kan i hvert fald godt få data på, hvor mange der er testet positive de seneste syv dage. Hvor meget man tester, og om man tester relevant, kan blive sværere at få en sikker viden om, siger han.

Offentlige overenskomstforhandlinger fortsætter som planlagt

18.06.2020 17:31

Forhandlingsfællesskabet har netop besluttet, at landets offentlige ansatte skal forhandle nye overenskomster som planlagt til næste år.

Det skriver A4 Arbejdsliv.

Der har tidligere været uenighed om, hvorvidt overenskomstforhandlingerne skulle udskydes til 2022 på grund af coronakrisens påvirkning af dansk økonomi.

Efter et møde i Forhandlingsfællesskabet tirsdag eftermiddag har landets fagforbund på det offentlige område dog besluttet at forhandlingerne skal finde sted næste forår.

FAKTA: Danskerne skal bruge mundbind på foretrukne rejsemål

18.06.2020 16:48

Rejsevejledningerne bliver senere på måneden blødt op, så danskerne kan komme på sommerferie i store dele af Europa.

Læs her, hvad restriktionerne er i danskernes fem mest yndede rejsemål.

Spanien (17 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Spanien har fortsat et afstandskrav på to meter, og der kan være begrænsninger i, hvornår man må gå ud.

– Man må ikke forsamle sig mere end 20 personer, og antallet af besøgende på eksempelvis museer og i teatre er begrænset.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i det offentlige rum.

Italien (10 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Der skal holdes mindst en meters fysisk afstand. Man må ikke forsamle sig flere, end at afstandskravet kan efterleves.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i offentlig transport og indendørs arealer.

Grækenland (8 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Der er forsamlingsforbud på ti personer undtaget eksempelvis bryllupper, hvor der må være 30-50 personer.

– Der må maksimalt køre to i en taxa.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i blandt andet offentlig transport, storcentre, apoteker og hospitaler.

– Biografer, teatre og koncertsale er fortsat lukkede.

Tyskland (6 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Der er ikke forsamlingsforbud, men større arrangementer er forbudt.

– Det er obligatorisk at bære mundbind i offentlig transport og butikker.

Frankrig (5 procent af danskernes rejser på fire overnatninger eller derover går hertil):

– Forsamlinger på over ti personer er forbudt.

– Det er lovpligtigt at bruge mundbind i al offentlig transport, på stationer og i taxa. Butikker kan kræve, at kunder bærer mundbind.

Kilder: Danmarks Statistik, ambassader i de respektive lande.

Myndighed undersøger ny nordjysk minkfarm for coronasmitte

18.06.2020 16:47

Fødevarestyrelsen undersøger torsdag, om endnu en nordjysk minkbesætning er smittet med coronavirus.

Det oplyser beredskabschef Nikolas Hove.

– I dag er vi ude i en anden besætning, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed gennem sin tætte smitteopsporing har fundet ud af, at en person med tilknytning til minkfarmen har været smittet med coronavirus.

Fødevarestyrelsen venter at have svar på prøverne sidst på ugen.

Onsdag meddelte styrelsen, at der for første gang herhjemme var konstateret coronavirus på en nordjysk minkfarm.

En person med tilknytning til farmen var smittet.

34 prøver fra mink blev analyseret og viste, at dyrene havde coronavirus i sig.

Minkene viste ikke symptomer på smitte, men dyrene bliver alligevel slået ned ud fra et forsigtighedsprincip.

Det er ikke givet, at det også kommer til at ske i det nye tilfælde, hvis der altså konstateres smitte i besætningen.

Fødevarestyrelsen er torsdag i gang med at aflive 11.000 mink.

Det er endnu ikke afklaret, om det er personen med tilknytning til minkfarmen, der har bragt smitten ind, eller om dyrene kan have smittet personen.

Statens Serum Institut oplyser til Ritzau, at man på nuværende tidspunkt ikke kan udtale sig om smittevejen.

Kærester fra hele verden er nu velkomne i Danmark

18.06.2020 16:38

Kærligheden har ikke længere nogen grænser, og således kan personer med en kæreste i Danmark snart rejse hertil, uanset hvor i verden de kommer fra.

Det fremgår af regeringens nye model for genåbning af grænserne, som blev offentliggjort torsdag.

– Jeg forstår godt, at mange danskere gennem flere måneder har ydet store ofre for at få styr på pandemien, og at der er et ønske om afklaring om rejse og indrejse, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Fra lørdag 27. juni vil de anerkendelsesværdige formål blive udvidet til også at omfatte tredjelande.

Dermed kan kærester, bedsteforældre og børnebørn rejse til Danmark, hvis de kan fremvise en negativ coronatest, som skal være foretaget senest 72 timer før indrejse.

Det gælder også folk på erhvervsrejser og folk, der skal til jobsamtale. Folk på erhvervsrejser behøver dog ikke fremvise en coronatest, da de allerede før udvidelsen var omfattet af begrebet anerkendelsesværdigt formål.

Det er kun kærester fra EU-lande eller fra Storbritannien, som må komme til Danmark lige nu. Derudover må ægtefæller eller samlevere til danskere fra resten af verden også krydse grænsen.

Venstre vil halvere prisen for at krydse Storebæltsbroen

18.06.2020 16:06

Danskere, der skal krydse Storebælt i sommervarmen, skal have knap så mange penge op af lommen, hvis det står til Venstre. Det skriver TV2 ØST.

Lige nu forhandler partiet med regeringen om en sommerpakke på 700 millioner kroner. Her vil Venstre bruge en del af pengene på halvere prisen for at krydse Storebæltsbroen i skolernes sommerferie.

– Jeg tror, at det vil have en ret stor betydning, fordi lige pludselig vil det ikke være så uoverskueligt for folk på Sjælland at tage i Odense Zoo eller for fynboere at tage i Sommerland Sjælland eller i Knuthenborg Safaripark, siger folketingsmedlem Louise Schack Elholm (V) til TV2 ØST.

Venstre vil også sænke priserne på færgeforbindelsen mellem Spodsbjerg på Langeland og Tårs på Lolland samt på Molslinjen mellem Odden og Aarhus. Præcis hvor meget Venstre mener, at priserne skal sænkes på færgebilletterne, er endnu uvist.

Louise Schack Elholm, der er valgt i Sjællands Storkreds, håber, at en aftale om en sommerpakke kan være forhandlet færdig i denne uge.

Tax free-virksomhed fyrer over 100 i Københavns Lufthavn

18.06.2020 15:58

107 medarbejdere i tax free-butikker i Københavns Lufthavn er torsdag blevet fyret.

Det skriver mediet Ugebrevet A4, der har fået fyringerne bekræftet af fagforeningen HK Handel Hovedstaden.

Det tale om ansatte tilknyttet virksomheden Gebr. Heinemann. Virksomheden har cirka 350 ansatte, hvoraf de fleste arbejder i de seks butikker i Københavns Lufthavn.

De 350 ansatte har ifølge Ugebrevet A4 været hjemsendt på lønkompensation under coronakrisen.

Hos HK Handel Hovedstaden kalder formand Mette Høgh situationen for trist.

– Det er en meget trist og bekymrende nyhed. Det er tragikomisk, at den kommer på en dag, hvor regeringen ellers lemper rejsevejledningerne, siger hun til Ugebrevet A4.

Ifølge Mette Høgh er man blevet enig med virksomheden om et såkaldt outplacement-forløb.

Forløbet indebærer blandt andet, at de fyrede får hjælp til at søge et nyt job.

SAS vil åbne flere ruter og sikre virusfri luft i fly

18.06.2020 15:39

Fra 27. juni kan danskere igen med god samvittighed rejse til EU-lande med et lavt antal coronasmittede, og det får flyselskabet SAS til at åbne nye ruter og sende flere fly på vingerne.

Flyene vil så vidt muligt blive fyldt op, siger Sille Beck-Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS.

Hun kalder det enormt positivt, at der nu lempes på rejsevejledningerne.

– Vi lever af at flyve passagerer rundt, og det betyder også, at vi åbner flere ruter hen over sommeren.

– Nu må vi se, hvordan danskerne og skandinaverne reagerer på dagens udmeldinger. Men vi er klar til at møde efterspørgslen, forsikrer Sille Beck-Hansen.

Der er taget flere sikkerhedsforanstaltninger, så danskerne kan rejse trygt, siger hun.

Hun beretter om, at man har et filtersystem, der skal sikre ren luft. Derudover skal man have mundbind på under rejsen, og der er også indført en skærpet rengøringsprocedure.

Danmark når 600 coronarelaterede dødsfald

18.06.2020 13:41

Der er registreret yderligere to corona-relaterede dødsfald, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut, som er udsendt torsdag.

Dermed når antallet af døde med coronavirus i Danmark op på 600 personer.

Tallene viser også, at der siden opdateringen onsdag er blevet en patient mindre, der er indlagt på et hospital i Danmark med coronavirus. Dermed er antallet nede på 38.

Seks af de patienter ligger på en intensiv afdeling, og tre af dem er i respirator.

16 passagerer på fly fra Islamabad 6. juni smittet med corona

18.06.2020 13:35

Styrelsen for Patientsikkerhed har fundet 18 smittetilfælde med coronavirus, som kan spores tilbage til et fly, der fløj fra Islamabad til København 6. juni.

16 passagerer er testet positive, mens yderligere to personer, der er “nære kontakter” også er smittet.

Alle relevante personer er kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Alligevel vil styrelsen ikke udelukke, at der kan konstateres flere smittetilfælde i fremtiden med relation til den flyafgang.

Rejsedestinationer skal opfylde udvalgte kriterier

18.06.2020 13:29

25. juni kommer der en liste over åbne- og karantænelande. Ud fra de valgte kriterier kan Udenrigsministeriet oplyse, at langt de fleste lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien vil blive åbne lande.

– For at være “åbent” skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

– Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til “karantæneland” være ved 30 smittede pr. 100.000 indbyggere, skriver ministeriet.

Kofod siger, at der endnu ikke er en model på plads for lande uden for Europa.

Turister fra naboregioner fritages fra dansk overnatningskrav

18.06.2020 12:51

Personer bosat i Slesvig-Holsten i Tyskland har allerede kunnet rejse ind i Danmark siden i mandags. Nu har regeringen åbnet for at personer fra Skåne, Halland og Blekinge i Sverige fritages fra krav om seks overnatning i Danmark for at komme ind i landet.

Kofod: Pandemien er mere under kontrol end vi havde drømt om

18.06.2020 11:58

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen har foretaget en kovending ved nu at åbne for rejser til en række lande efter i lang tid at have begrænset rejser over grænserne:

– På bare en måned er pandemien kommet mere under kontrol, end vi havde drømt om. Derfor har man ikke bare i Danmark, men også i andre lande rykket åbningen frem, siger Jeppe Kofod.

Jeppe Kofod siger på spørgsmålet om, at mange danskere har planlagt ferie i Danmark, fordi de ikke troede, at det var muligt at rejse ud i Europa:

– Vi laver rejsevejledningen på baggrund af, hvordan virkeligheden ser ud. Med de kriterier, vi har lagt ind nu, så er der mulighed for at åbne mere op. Så skal vi også gøre det.

– Jeg kan godt forstå, at der er mange danskere, der har været utrygge om, hvad de kan i sommerferien og gerne vil tilbage til en normal situation, siger Jeppe Kofod.

Han mener, at det kan sammenlignes med den gradvise åbning internt i Danmark. Her er det også sket gradvist og når det var muligt, siger Jeppe Kofod.

Danmark åbner for flere rejser og turisme fra 27. juni

18.06.2020 11:40

Nye rejsevejledninger og grænselempelser betyder, at der fra 27. juni kan rejses til og fra visse i lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

– Jeg er glad for, at vi nu kan tage et væsentligt skridt mod normalisering og gøre det muligt for danskerne at rejse til flere lande i Europa, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

– Vi står et væsentligt bedre sted i Danmark, end vi havde turdet håbe på for bare kort tid siden.

– Derfor kan vi nu lempe rejsevejledningerne på en måde, som gør, at vi kan åbne op for det meste af Europa og gå fra orange til gul i rejsevejledningerne, siger han.

Modellen vil fastsætte nogle objektive kriterier. Blandt andet om et lavt antal smittede. Det vil fremover vil være afgørende for, hvilke af landene der åbnes op for, lyder det.

FAKTA: Det skal smittesporingsappen bruges til

18.06.2020 10:43

Det skal være nemmere at opspore smittede personer med coronavirus fremover ved hjælp ag appen “Smittestop”.

Den blev lanceret torsdag.

Blive klogere på, hvad appen skal til:

  • Formålet med appen er at give borgere mulighed for at orientere personer, man har været i nærheden af, hvis man bliver smittet med coronavirus.
  • Det er muligt at blive orienteret af andre om, at man har været i kontakt med en person, der er smittet med Covid-19.
  • Formålet med appen er at gøre smitteopsporingen hurtigere og nemmere. Det skal ske ved at:
    • Det er muligt at notificere kontakter, som man ikke kender.
    • Man kan notificere kontakter, man ikke umiddelbart kan huske.
    • Processen er hurtigere, da notifikationen kan ske direkte fra den smittede til kontakterne uden anden menneskelig indblanding.
    • Det er helt frivilligt, om man vil downloade og bruge appen.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet og smittestop.dk

Alt for få danskere dukker op til vigtig corona-undersøgelse

18.06.2020 10:02

Smittespredningen i samfundet skal overvåges ved løbende at teste et repræsentativt udsnit af danskerne.

Men alt for få borgere møder op, når de bliver indkaldt, og derfor er undersøgelsen nærmest ubrugelig.

Det viser et notat fra Statens Serum Institut, skriver Politiken.

Hver uge indkalder Statens Serum Institut 1750 repræsentativt udvalgte danskere til at blive testet for coronavirus.

I alt er 5250 borgere blevet indkaldt til test i de første tre uger af undersøgelsen. Men kun 1067 er blevet testet – heraf er én blevet testet positiv.

Derudover er der langt flere ældre end unge blandt dem, der rent faktisk er mødt op.

Det betyder det, at undersøgelsen ikke er repræsentativ.

Dansk corona-app kan advare efter kontakt med smittet

18.06.2020 09:39

På et pressemøde i Det Kongelige Biblioteks Have præsenterer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag den længe ventede app til smartphones, som skal hjælpe med opspore smittede med coronavirus.

Appen har fået navnet “Smittestop”.

– Kontaktopsporing er helt afgørende for at opspore og stoppe smittekæder. Appen er et godt våben til at bryde ukendte smittekæder. Vi ved eksempelvis, at der har været en smittet person ved en stor demonstration i København. Der vil den nye app være god til at opspore smittekæderne, siger Magnus Heunicke.

Med appen kan brugere give besked til andre brugere af appen, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med ny coronavirus.

Appen kan derved give besked til personer, som man ikke kender, og som man derfor ikke på anden vis kan advare om, at de muligvis har været udsat for smitterisiko. Derefter kan de blive testet.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Danskere advares om skattesmæk efter corona-hjemmearbejde

18.06.2020 07:49

56.000 danskere modtager torsdag et brev fra Skattestyrelsen i deres e-boks, hvor de opfordres til at få rettet forskudsopgørelsen for at undgå et skattesmæk. Det oplyser Skattestyrelsen til Radio4.

Tusindvis af pendlere, der får befordringsfradrag, risikerer nemlig at skulle betale penge tilbage i skat, hvis de har arbejdet hjemme under coronakrisen.

For kørselsfradraget gælder kun de dage, hvor man faktisk kører til arbejde.

Ifølge underdirektør i Skattestyrelsen Karoline Klaksvig ser det ikke ud til, at danskerne har været opmærksomme på at få rettet i forskudsopgørelsen.

Hurtigtest viser antistoffer mod corona hos ni procent af køberne

18.06.2020 07:45

For 299 kroner har man i en uge kunnet købe en test for antistoffer mod coronavirus i området i og omkring hovedstaden, og det har lidt over 2000 borgere benyttet sig af.

Af dem har ni procent antistoffer mod coronavirus i blodet, oplyser firmaet bag. Det hedder Practio.

Antistofferne indikerer, at man har været smittet med virusset. Det vides endnu ikke med sikkerhed, om antistofferne gør en person immun over for at blive smittet igen, eller hvor længe antistofferne bliver i blodet.

Testen er dog blevet kritiseret af Statens Serum Institut (SSI), der selv har lavet en stikprøve, hvor man har målt antistoffer blandt 1071 tilfældigt udvalgte danskere i 30 kommuner. Personerne fik foretaget en blodprøve, som blev sendt til et laboratorie.

Her havde 1,1 procent antistoffer mod coronavirus. Det svarer til 12 personer.

Der er dog den forskel, at de nye antistoftest er blevet solgt på apoteker i og omkring København, hvor coronavirus har ramt hårdere end andre dele af landet.

Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, er meget skeptisk og mener, at testen er alt for usikker.

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage i igen i morgen.

Et udpluk af onsdagens overskrifter:

Corona konstateret hos mink i nordjysk besætning

Der er for første gang herhjemme konstateret corona hos mink i en nordjysk besætning.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Besætningen vil nu blive aflivet ud fra et forsigtighedsprincip, oplyser myndigheden.

Første danske coronapatient har fået nyt lægemiddel

Den første danske coronapatient har onsdag fået præparatet dexamethason mod Covid-19.

Det er sket på Hvidovre Hospital, hvor professor og overlæge i infektionsmedicin Thomas Benfield selv har ordineret det til en indlagt patient.

Præparatet er et binyrebarkhormon, der allerede bruges til behandling af en række andre lidelser.

Ingen nye coronadødsfald i Danmark: Færre indlagte

Antallet af indlagte med coronavirus falder, og der er ikke registreret nogle nye coronarelaterede dødsfald, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut onsdag.

Der er i alt 598 dødsfald, der relateres til sygdommen covid-19, i Danmark.

Regeringen vil snart åbne grænsen for kærester fra hele verden

Kærester fra lande uden for EU må i øjeblikket ikke komme til Danmark på grund af de lukkede grænser, men det agter regeringen at lave om på snart.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) under onsdagens spørgetime i Folketingssalen.

Over 60.000 fuldtidsjob er forsvundet under coronakrisen

De seneste måneder har coronakrisen kostet tusindvis af personer deres job.

Nu viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, at der fra februar til april er sket et fald i beskæftigelsen på over 60.000 fuldtidspersoner.

Med faldet har cirka 2,2 millioner mennesker været ansat på fuld tid i april.

 

Titusindvis af studerende har taget imod ekstra SU-lån

17.06.2020 22:21

Da coronakrisen lukkede ned for store dele af Danmark, betød det også, at mange studerendes mulighed for at tjene penge ved siden af SU’en via studiejob forsvandt.

Derfor indførte Folketinget mulighed for at optage forhøjede SU-lån. Det har studerende i titusindvis gjort.

– Godt 40.000 elever/studerende har gjort brug af den udvidede lånemulighed i de første to måneder (marts og april), mens tallet er godt 30.000 for maj og juni, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i et notat.

Ifølge notatet var der i marts i alt 74.000 med et SU-lån. 41.000 af disse valgte at forhøje lånet. I maj var tallene 67.000 og 32.000.

Ministeriet skriver, at “de, der får udbetalt det forhøjede lån, i altovervejende grad vælger at få hele beløbet på 6388 kroner per måned udbetalt”.

De 6388 kroner svarer til to gange SU-lån og kommer altså potentielt oven i den normale sats. Det betyder, at studerende samlet har kunnet låne op til 9582 kroner om måneden.

836 bøder er givet for overtrædelse af forsamlingsforbud

17.06.2020 18:45

Politiet har haft bødeblokken fremme under coronakrisen. Der er udstedt 836 bøder for overtrædelse af forsamlingsforbuddet landet over, siden det trådte i kraft den 18. marts og frem til den 14. juni.
Det viser en aktindsigt fra Rigspolitiet.

Grænsen for forsamlinger lå fra 18. marts og indtil 8. juni på ti personer.

8. juni blev det hævet til 50, og det er planen, at det præcis en måned efter – den 8. juli – skal hæves til 100 personer.

Flere af sigtelserne er kommet på tidspunkter med godt vejr, hvor folk har bevæget sig ud i solen.

Få tyverier af værnemidler under coronakrisen

17.07.2020 18:37

Da coronakrisen i slutningen af marts var på sit højeste, vakte nogle sager om tyveri af blandt andet håndsprit fra hospitaler og plejehjem stor opsigt og forargelse.

På det tidspunkt var håndsprit en mangelvare. Derfor var tyveri af håndsprit en af de forbrydelser, der skulle udløse markant hårdere straffe.

Men sager om tyveri af værnemidler har været til at overse, viser et svar fra justitsministeren til Folketingets Retsudvalg.

Ifølge en opgørelse, som Rigspolitiet har foretaget, er der registreret 17 sager om tyveri af værnemidler ved indbrud på hospital eller ved tyverier på hospitaler eller plejehjem.

Den første sag er registreret 9. marts, og den seneste er registreret 27. april. Der har ikke været nogen sager i maj.

Over 60.000 fuldtidsjob er forsvundet under coronakrisen

17.06.2020 17:11

De seneste måneder har coronakrisen kostet tusindvis af personer deres job.

Nu viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, at der fra februar til april er sket et fald i beskæftigelsen på over 60.000 fuldtidspersoner.

Med faldet har cirka 2,2 millioner mennesker været ansat på fuld tid i april.

Ifølge Dansk Industri, landets største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, er beskæftigelsesfaldet fra februar til april det største nogensinde på så kort tid.

To klasser er sendt hjem i Holbæk efter mistanke om corona

17.06.2020 16:17

En elev på Tuse Skole ved Holbæk mistænkes for at være smittet med coronavirus, og det har fået skolens ledelse til at sende to klasser hjem.  Det skriver TV2 Øst.

Beslutningen er taget, efter at den ene elev tirsdag udviste tegn på corona. Det fortæller Palle Spånhede, der er pædagogisk leder for 7. til 9. klasse på skolen.

– Det er 7.A og 8.A, der har været i Strandparken (i Holbæk, red.) i går i forbindelse med undervisningen, der er blevet sendt hjem.

– Her var der en af eleverne, der udviste tegn på corona, siger Palle Spånhede til TV2 Øst.

Ifølge ham har eleven et familiemedlem, der er testet positiv for coronavirus.

Forældrene til de hjemsendte elever er informeret om situationen, og efter anbefalinger fra myndighederne bliver alle elever nu testet for coronavirus.

Endnu en person mistænkes for snyd med corona-hjælp

17.06.2020 14:46

En 29-årig ejer af en virksomhed er onsdag blevet anholdt og sigtet for svindel med lønkompensation.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Manden sigtes for svindel for cirka 430.000 kroner. Han fremstilles onsdag i et grundlovsforhør.

Politiet har fundet flere personer, som det mistænker for at have snydt med hjælpepakkerne.

Blandt andet blev en 45-årig kvindelig direktør og en 53-årig mandlig daglig leder i et selskab i byggebranchen også fremstillet i et grundlovsforhør onsdag. Det skete i Retten i Nykøbing Falster.

De sigtes for svig af særlig grov karakter med offentlige midler for cirka 1,7 millioner kroner ved at udnytte ordningen med lønkompensation.

Senioranklager Rune Jensen fortæller, at de to er blevet varetægtsfængslet ind til 6. juli.

Ordningen med lønkompensation er en del af hjælpepakkerne til erhvervslivet, som er vedtaget på grund af coronakrisen.

Regeringen vil snart åbne grænsen for kærester fra hele verden

17.06.2020 14:29

Kærester fra lande uden for EU må i øjeblikket ikke komme til Danmark på grund af de lukkede grænser, men det agter regeringen at lave om på snart.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) under onsdagens spørgetime i Folketingssalen.

– Jeg vil gerne understrege, at vi ikke har nogen som helst intention om at opretholde restriktionerne længere end højst nødvendigt, og jeg er af den sikre formening, at vi også snart vil kunne åbne grænser for kærester, der er bosat i tredjelande, siger ministeren.

Det er De Radikales Andreas Steenberg, der vil vide, hvornår danskere med kærester i udlandet kan få besøg igen.

Det er kun kærester fra EU-lande eller fra Storbritannien, som må komme til Danmark lige nu. Derudover må ægtefæller eller samlevere til danskere fra resten af verden også krydse grænsen.

Andreas Steenberg spørger Nick Hækkerup, hvorvidt kærestepar fra alle lande fra 1. juli kan se hinanden igen.

– Jeg synes, at 1. juli lyder som lang tid, siger justitsministeren og lægger dermed op til, at grænsen kan blive åbnet for kærestepar inden.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ingen nye coronadødsfald i Danmark: Færre indlagte

17.06.2020 14:12

Antallet af indlagte med coronavirus falder, og der er ikke registreret nogle nye coronarelaterede dødsfald, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut onsdag.

Der er i alt 598 dødsfald, der relateres til sygdommen covid-19, i Danmark.

Statens Serum Institut har ændret måden at opgøre antallet af indlagte med coronavirus.

Med den nye opgørelsesmetode er der 39 indlagte, hvilket ifølge opgørelsen er fire færre end tirsdag.

Tirsdagens daglige opdatering fulgte den tidligere opgørelsesmetode og viste, at der var 60 indlagte. Men den metode er altså kasseret.

Der er seks personer, der er indlagt på en intensiv afdeling. Af dem er fire personer lagt i respirator.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsens råd: Ædru skal hjælpe med afstand til fester

17.06.2020 13:54

Hvis man påtænker at afholde en fest med et større selskab i nær fremtid, har Sundhedsstyrelsen onsdag udsendt nogle råd til at mindske risikoen for smitte med coronavirus.

Her anbefaler styrelsen blandt andet, at man ved steder, hvor der kan opstå trængsel såsom ved udskænkning eller toiletter, kan sætte markeringer på gulvet, der hjælper gæsterne med at holde afstand.

Samtidig anbefalinger styrelsen, at man som vært søger hjælp til at få retningslinjerne overholdt, hvis man påtænker at servere alkohol.

– Ved servering af alkohol bør man være opmærksom på, at anbefalingerne kan være sværere at følge, jo mere der bliver indtaget, skriver Sundhedsstyrelsen.

– Ved større arrangementer kan du med fordel bede en eller flere om at holde sig ædru og have særligt fokus på, at værter og gæsterne har mulighed for at overholde anbefalingerne.

Ud over afstandsmarkører anbefaler Sundhedsstyrelsen også, at man sætter plakater op, som de fleste vil kende fra butikker og andre offentlige steder, med gode råd til generelt at undgå smittespredning.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Småøerne håber på gratis færger efter sommerferien

17.06.2020 13:39

Regeringen vil gøre overfarten på 49 sejlruter gratis for cyklister og gående som en del af en kommende sommerpakke.

Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, kvitterer for forslaget, der nu skal forhandles om på Christiansborg.

Regeringen lægger op til, at forslaget – hvis det bliver en realitet – skal gælde i juli.

Men det ville være mest hensigtsmæssigt, hvis forslaget først gælder efter skolernes sommerferie, lyder det fra Dorthe Winther.

– Vi er rigtige glade for, at man har tænkt øerne ind i en kommende sommerpakke.

– Men vi vil foreslå, at man skyder det til august og september – altså efter skolernes sommerferie. Det er her, der er mest brug for det, siger Dorthe Winther.

Ud fra de foreliggende bookinger er der ifølge øernes formand godt fyldt op på øerne i juli.

Det skyldes, at mange danskere vælger at holde sommerferien herhjemme.

– Og turistaktørerne på mange småøer har ikke umiddelbart mulighed for at skrue op for kapaciteten, siger Dorthe Winther.

Hun peger også på, at det kan blive et problem for øboerne at komme frem og tilbage i juli, hvis det er her, det store træk på færgeruterne kommer til at ligge.

Tilbud

Få alle nyheder og alt indhold online fra Flensborg Avis.

Lige nu kan du få Flensborg Avis digitalt i 4 måneder til introduktionspris på 49,99 euro hhv. 375,- kr.

(Normalpris 68,- euro hhv. 540,- kr.)

Første danske coronapatient har fået nyt lægemiddel

17.06.2020 13:23

Den første danske coronapatient har onsdag fået præparatet dexamethason mod Covid-19.

Det er sket på Hvidovre Hospital, hvor professor og overlæge i infektionsmedicin Thomas Benfield selv har ordineret det til en indlagt patient.

Præparatet er et binyrebarkhormon, der allerede bruges til behandling af en række andre lidelser.

Tirsdag offentliggjorde britiske forskere et studie, der viser, at dexamethason nedbringer dødeligheden blandt coronapatienter, der er så syge, at de skal have ilt eller ligge i respirator.

Thomas Benfield erkender, at det er usædvanligt at begynde at bruge et kendt præparat på en ny lidelse på baggrund af et enkelt videnskabeligt studie, der er offentliggjort i en pressemeddelelse i udlandet.

Professoren fremhæver, at man i den ideelle verden ville have mindst to uafhængige studier, der viser det samme, før man gik i gang med at bruge et præparat.

– Men det er svært at forestille sig, at det kan lade sig gøre, mens pandemien kører. Og så skal man jo huske på, at når vi reagerer hurtigere end sædvanligt, så er det jo fordi, alternativet kan være døden, siger han.

Spørgsmål: Men I tør godt at give det alene på baggrund af det britiske studie?

– Ja, for dexamethason er noget, vi bruger ofte, og vi bruger det også til infektioner i forvejen. I en noget større dosis endda.

– Så tanken er, at det er et stof, vi kender, og hvor vi ved, hvad der er af bivirkningsproblemer, siger Thomas Benfield.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Corona konstateret hos mink i nordjysk besætning

17.06.2020 12:58

Der er for første gang herhjemme konstateret corona hos mink i en nordjysk besætning.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Besætningen vil nu blive aflivet ud fra et forsigtighedsprincip, oplyser myndigheden.

Prøver fra 34 mink fra den nordjyske besætning er blevet analyseret og har vist, at dyrene havde coronavirus i sig.

Analysen blev foretaget, efter at en person tilknyttet minkfarmen tidligere havde fået konstateret Covid-19.

Der skal nu laves en teststrategi for at afklare, om andre minkbesætninger i området er smittet.

Derudover skal der laves retningslinjer for, hvordan en lignende situation skal håndteres.

Mink, der får coronavirus, risikerer at få alvorlige vejrtrækningsproblemer og dø.

Prognoser aflyser boligejeres værste corona-mareridt

17.06.2020 12:54

Boligejere, der fik sved på panden, da coronakrisen ramte Danmark, kan igen sove godt om natten, hvis de stoler på de seneste dages prognoser fra Nationalbanken og Det Økonomiske Råds formandskab, også kaldet vismændene.

Her spås et fald i boligpriserne i 2020, men begge ser lyst på 2021 og 2022 for det danske boligmarked.

Ifølge en analyse fra Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann vil eventuelle prisfald i 2020 være indhentet i årene efter.

– Boligmarkedet har overrasket positivt de seneste måneder. Vi har set, at der bliver solgt mange boliger, og der har ikke været kø hos ejendomsmæglerne for at sætte sine boliger til salg, siger hun.

– Derfor har boligmarkedet ikke udviklet sig så grelt som frygtet, da coronakrisen brød ud.

Vismændenes spår et fald i huspriser på 1,8 procent i år og løft på 3,1 procent næste år.

Nationalbanken går lidt videre end det. I bankens prognose falder huspriserne i år med 2,3 procent. Men i 2021 stiger de med to procent, inden 2022 ifølge prognosen vil opleve en vækst i huspriser på 5,4 procent.

Dermed behøver boligejere ikke at frygte en gentagelse af finanskrisen, forklarer Lise Nytoft Bergmann.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Elev smittet med corona – nu er 12 skoleklasser sendt hjem

17.06.2020 11:38

Elever fra 12 klasser på forskellige skoler i Frederikshavn er hjemsendt, efter at en elev fra 7. klasse er testet positiv for coronavirus.

Det skriver Frederikshavn Kommune på kommunens hjemmeside.

En elev fra 7. klasse på Privatskolen i Frederikshavn blev mandag konstateret smittet med coronavirus.

Han havde weekenden forinden været til fodboldkamp med sit U14-hold, som nu hjemsendes, indtil de kan blive testet for Covid-19.

– Der er endnu ingen andre elever, der er konstateret smittet med Covid-19, men vi vælger ud fra et sikkerhedsprincip at hjemsende alle elever, der har spillet fodbold med pågældende elev og dermed har været udsat for smitterisiko.

Det siger Anders Brandt (S), der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Der er tale om i alt 12 klasser i årgangene 5. til 8. klasse, der er hjemsendt og fjernundervises.

I første omgang skal de elever, der spillede med den smittede elev fra Privatskolen, testes for Covid-19.

Hvis de tester positiv, skal resten af eleverne fra de pågældende klasser testes.

Radikale: Regeringen skal snart melde ud om rejsekriterier

17.06.2020 11:36

Regeringen skal ikke tøve for længe med en udmelding om, hvilke lande det bliver muligt at rejse ind- og ud fra hen over sommeren. Det mener en række partier, heriblandt støttepartiet De Radikale.

– Det er helt uholdbart, at vi er det eller blandt de mest restriktive lande i EU, siger De Radikales leder, Morten Østergaard.

– Så det haster med at få sagt til danskerne, at selvfølgelig kan I rejse rundt i Europa og også i resten af verden på sommerferie.

– Der kan være steder, hvor smittens udbredelser er så høj, at man ikke kan anbefale, at folk tager derhen. Men så må man pege på de lande. Det kan ikke nytte noget, at man lukker Europa eller resten af verden ned.

– Jeg forventer, at regeringen meget hurtigt får bevæget sig væk fra den tilgang, hvor vi skal holdes hjemme i vores eget land, selv om der ikke er noget sundhedsfagligt belæg for det, siger han.

Mette Frederiksen: Vi præsenterer rejsekriterier om kort tid

17.06.2020 10:45

Der vil gå lidt tid endnu, før der er nyt om de danske grænser. Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) efter møde i Udenrigspolitisk Nævn og Europaudvalget onsdag.

– Vores opgave er at genåbne Danmark forsvarligt. Vi skal lave en model, som er holdbar ind i et efterår, hvor vi må forvente at smitten fortsat er i vores samfund og i andres.

– Vi forventer at præsentere en model med objektive kriterier for ind- og udrejse inden for kort tid, siger Mette Frederiksen.

Dermed er der endnu ikke nyt om, hvilke lande det bliver muligt at rejse ind- og ud fra hen over sommeren.

Statsministeren fastslog tirsdag, at regeringen arbejder på en model med »objektive kriterier«, der skal afgøre, hvilke lande der kan åbnes for. Det vil betyde, at borgere fra lande med få smittede vil kunne rejse ind i Danmark som turister ligesom danske borgere kan rejse ud til landene som turister.

Nationalbanken tror på dansk comeback fra coronakrise i 2021

17.06.2020 09:58

Den danske økonomi vil ifølge Nationalbankens prognose være skrumpet med 4,1 procent, når året er omme. Til gengæld vil en næsten tilsvarende vækst i 2021 betyde, at det tabte vil være hurtigt hentet.

Til gengæld kan faldet i beskæftigelsen komme til at trække spor flere år ud i fremtiden, viser prognosen.

Nationalbankens prognose, der er udsendt onsdag, ligner dermed den prognose, som Det Økonomiske Råds formandskab, også kaldet vismændene, kom med tirsdag.

Her lød det mest sandsynlige scenarie, at den danske økonomi vil skrumpe med 4,4 procent i år for derefter at hente det tabte i 2021.

Nationalbankens prognose viser et fald i beskæftigelse på 40.000 personer i 2020. Og selv om beskæftigelsen står til at stige i 2021 og 2022, vil den ikke nå det niveau, som Danmark lå på før coronakrisen.

Badmintonforbund virustester alle Final 4-spillere

17.06.2020 09:47

Når danmarksmesterskabet for badmintonhold fredag og lørdag skal afgøres ved et afbudsramt Final 4-stævne i Brøndby Hallen, bliver det med spillere, der har fået foretaget en test for coronavirus.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

– Det er vigtigt for os, at alle kan være trygge ved afviklingen af Final 4. At vi Covid-19-tester samtlige spillere inden turneringen giver spillere, klubber, arrangører og tilskuerne en ro i maven for, at rammerne er trygge og sikre.

– Det giver det bedst mulige grundlag for toppræstationer på banen og en underholdende og spændende afvikling af Final 4, siger Bo Jensen, der er direktør i Badminton Danmark.

Det er KMD og Qlife, der skal stå for at teste spillerne. Spillerne kan forvente at få svar 20 minutter efter at have fået foretaget testen. Det er de samme virksomheder, der står for at teste fodboldspillere og klubpersonale i Superligaen og 1. division.

Final 4-stævnet bliver dog ikke med de hold, der oprindeligt skulle have deltaget på baggrund af Badmintonligaens grundspil.

Vendsyssel og Greve meldte nemlig fra til stævnet, da begge klubber mente, at det ikke ville være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at deltage.

I stedet har Skovshoved og Værløse takket ja til at gøre Højbjerg og Solrød Strand selskab i weekendens stævne.

730 millioner skal sikre løft til ledige og uddannelse under krise

17.06.2020 09:25

I alt 730 millioner kroner skal være med til at give et ekstraordinært løft til både kommende dimittender og personer, der har mistet deres job under coronakrisen.

Det meddeler Beskæftigelsesministeriet onsdag.

Aftalen, som er delt i to, giver blandt andet faglærte og ufaglærte, der har en forældet uddannelse, mulighed for at begynde på en erhvervsuddannelse, hvor de får 110 procent af den dagpengesats, de hidtil har fået.

Der bliver også lavet et ekstra løft af erhvervsrettede kurser, sådan at man kan sikre ledige en fleksibel omstilling til nye job og brancher. Det skal blandt andet være muligt at få styrket sine digitale kompetencer.

Næste år bliver puljen til korte erhvervsrettede kurser hævet fra cirka 120 millioner kroner til omkring 225 millioner kroner, fremgår det af aftalen.

Den såkaldte positivliste bliver i år og næste år suspenderet. Det betyder, at det bliver muligt for flere at tage en erhvervsuddannelse gennem voksenlærlingeordningen.

Nyuddannede får også en håndsrækning i form af en forlænget traineeordning frem til 1. juli 2022, så flere dimittender kan få en hurtig indsats mod et job.

Professor kalder forsøg med hormonpræparat mod corona lovende

17.06.2020 09:12

Det er en hyldevare på hospitaler verden over, og nu kan det måske også indgå i behandlingen af Covid-19-patienter.

Det er britiske forskeres konklusion, efter at de har afprøvet det kunstige hormonpræparat, dexamethason.

I et forsøg med behandling med midlet viste det sig, at en tredjedel af de mest alvorligt syge med Covid-19 overlevede.

Storbritanniens sundhedsminister, Matt Hancock, har straks meddelt, at midlet vil blive en del af standardbehandlingen.

I Danmark ser Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, store perspektiver i brugen af dexamethason.

– Jeg synes virkelig, det er interessant. Vi har i lang tid diskuteret, om det ville være gavnligt for patienter at prøve at dæmpe deres immunreaktion over for infektionen.

– Det ser ud fra de engelske lægers udtalelser ud til at være tilfældet med det her middel, siger han.

Det gode ved dexamethason er ifølge professoren, at det er meget udbredt og billigt.

– Det er en hyldevare på hospitaler i alle dele af verden. Det er umiddelbart tilgængeligt og bliver brugt til mange indikationer. Det kan tages i brug umiddelbart, siger Jens Lundgren.

Hvis en dansk læge skønner, at midlet kan være gavnligt i en konkret situation, vil det ifølge Jens Lundgren være muligt straks at benytte midlet.

Selv vil han lige nærlæse det britiske studie, før han vil ordinere det til coronapatienter.

Coronaord har nået ordbogen med epidemisk hast

17.06.2020 08:18

Ingen verdensbegivenhed har så hurtigt sat sit præg på alverdens ordbøger som den aktuelle pandemi, der har ført til optagelse af 33 nye coronaord i Den Danske Ordbog.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Blandt de 33 ord er udprægede coronaord som »coronavirus«, »værnemiddel«, »flokimmunitet«. »smittetryk« og »superspreder«.

Minister om respiratorsag: Afgørende viden blev ikke videregivet

17.06.2020 08:14

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er utilfreds med, at medarbejdere i Forsvaret i Danmark vidste, at respiratorer, som blev tilbudt til Italien, var ubrugelige til coronabehandling.

– Berlingske skriver, at Forsvarskommandoen har haft mistanke om, at nogle af de famøse respiratorer til Italien kun var egnet til transport – ikke behandling af corona, skriver Trine Bramsen på Twitter.

– Den afgørende viden er ikke blevet videregivet. Det holder selvsagt ikke. Og jeg vil have det undersøgt, skriver forsvarsministeren.

Berlingske har bragt historien på baggrund af en korrespondance, som avisen har fået aktindsigt i.

Korrespondancen fandt sted tidligt om morgenen 8. april, hvilket var samme dag, hvor Danmark tilbød at sende respiratorerne til Italien.

Hos Forsvarskommandoen svarer en souschef blandt andet, at man er »klar over udfordringerne« med respiratorerne, men at Udenrigsministeriet »formentlig kun tænker i signalværdi«.

Derudover kan Forsvarskommandoen ikke udelukke, at der er brug for »transportrespiratorer« i Italien.

Udenrigsministeriet afviser i et e-mailsvar til Berlingske den udlægning, at ministeriet kun skulle tænke i signalværdi.

Herfra lyder det, at man først 12. april fik at vide fra Sundhedsministeriet, at respiratorerne ikke kunne bruges til coronabehandling.

Forsvarskommandoen kunne tirsdag ikke kommentere sagen over for Berlingske, men vil vende tilbage.

Norwegian åbner 76 ruter fra 1. juli – 18 fra Danmark

17.06.2020 08:01

Det norske lavprisselskab Norwegian skruer fra juli op for trafikken igen – herunder ved at genåbne 18 ruter fra Danmark.

I alt bliver 76 ruter genåbnet meddeler Norwegian i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Blandt ruter, som Norwegian åbner fra juli, indgår ruter mellem Billund og Oslo, København og Oslo og København og Stockholm.

Derudover kan man flyve med Norwegian fra København til en række europæiske storbyer såsom Berlin, Amsterdam, London, Edinburgh, Krakow, Budapest og München.

Der bliver også åbnet for en række ruter sydpå til blandt andet Nice, Kreta, Split, Malaga, Barcelona, Alicante samt Mallorca og De Kanariske Øer.

Norwegian kommer dermed til at matche SAS, der tirsdag oplyste, at der åbnes for en lang række ruter til andre europæiske byer samt tre ruter til USA.

For både SAS og Norwegian gør det sig gældende, at rejsende skal bære mundbind på hele rejsen. Børn under seks år er undtaget.

Samtidig vil der ikke være servering om bord på flyene.

Foto: Henning Bagger

Svensk minister kritiserer danske turisters opførsel

17.06.2020 07:57

Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, langer ud efter danske turisters ageren i forhold til corona-retningslinjer i Sverige.

Det gør hun i et interview med Dagens Nyheter, der blev offentliggjort søndag.

Her bliver hun spurgt, hvad hun mener om, at Sverige tillader turister fra andre nordiske lande at komme dertil på ferie, mens svenskere ikke kan rejse den anden vej for at tage på ferie.

– Vi bryder os jo ikke om det, det er klart. Men hvis de skal komme her, kræver det, at de følger reglerne. Vi får rigtig mange mails om, at der kommer folk fra Danmark, som ikke respekterer den sociale distance og flytter borde sammen på restauranter og alt muligt, siger hun.

Hun understreger dog, at danske turister er velkomne, så længe de følger retningslinjerne.

Over for TV2 i Danmark oplyser det svenske udenrigsministeriums pressetjeneste, at udtalelserne bygger på oplysninger, som den svenske regering modtager.

I en mail påpeger pressetjenesten, at Ann Linde ikke siger, at danskere i højere grad end svenskere bryder retningslinjerne.

Hver anden dansker er helt tryg ved tempo for genåbning

17.06.2020 07:45

Halvdelen af danskerne synes, at genåbningen af landet under coronakrisen foregår i et passende tempo.

Det viser en måling, som instituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.

20 procent mener, at genåbningen går lidt for hurtigt, mens 19 procent mener, at den går en smule for langsomt.

2,4 procent mener, det går alt for hurtigt.

1073 personer har svaret i målingen i perioden 11.-15. juni.

Samtidig viser målingen, at der stadig er stor opbakning til nedlukningen af Danmark i marts.

Således erklærer 70,3 procent sig uenige eller helt uenige i, at nedlukningen var en overreaktion og ikke burde have været så omfattende.

I april lavede Voxmeter en undersøgelse af danskernes holdning til regeringens håndtering af coronakrisen, og her var flere tilfredse – lidt over 86,3 procent mente, at regeringen overordnet set havde håndteret coronakrisen godt.

3000 tilskuere lukkes ind til kamp mellem Brøndby og FCK

17.06.2020 07:42

Brøndby har nu officielt fået grønt lys til at lukke flere tilskuere ind på stadion.

På sin hjemmeside skriver superligaklubben, at myndighederne har givet tilladelse til, at op til 3000 personer må lukkes ind på Brøndby Stadion til søndagens kamp mod FC København.

Som reglerne foreskriver, får udeholdet ingen tilhængere på stadion.

Kampen er en af tre, som er blevet valgt til et forsøg med at lukke flere fans ind til superligakampe efter coronakrisen.

Foruden kampen mellem de to ærkerivaler er opgørene Horsens-Randers og Lyngby-OB valgt til forsøget.

Superligaklubberne fik i sidste uge lov til at samle 500 personer til kampe. Tallet dækker både over spillere, tilskuere, klubpersonale og øvrige personer på stadion.

Klubberne har imidlertid et håb om, at der kan lukkes markant flere fans ind til kampene. Ifølge Divisionsforeningens protokol skal der være særlige coronaretningslinjer for fansene, som blandt andet skal holde afstand og møde op ved indgangene på forskellige tidspunkter.

En evalueringsgruppe bestående af personer fra politiet, sundhedsmyndighederne og Divisionsforeningen skal vurdere, om forsøgene giver anledning til at spille flere kampe med over 500 personer på stadion sommeren over.

225 tilskuere var på plads til søndagens superligakamp mellem Brøndby og AGF. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

 

Flensborg Avis siger tak for i dag. Vi er tilbage igen i morgen. 

Et udpluk af tirsdagens overskrifter:

Minister åbner for færre timer i folkeskolen

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) åbner nu for, at folkeskoleelever kan få en kortere skoledag. I stedet for klasseundervisning kan eleverne eksempelvis arbejde mere hjemme eller på et bibliotek.

Ingen nye døde med corona det seneste døgn

Det seneste døgn er 33 personer testet positiv for coronavirus, mens antallet af indlagte er steget med to.

Der er endnu engang ikke registreret nogle døde med coronavirus det seneste døgn.

Tre forskellige udbrud i Danmark

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger på et pressemøde, at der i øjeblikket er tre forskellige udbrud i Danmark.

Det ene er i Hjørring, som myndighederne er ved at optrevle. Det andet er et fly fra Pakistan, der landede i Københavns Lufthavn den 6. juni.

Seks personer, der alle har været ombord på flyet, er blevet testet positive, og Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med at opspore de resterende passagerer på flyet.

Det tredje udbrud er Black Lives Matter-demonstrationen, hvor mindst en person er smittet.

Regeringen vil give valgfrihed om indefrosne feriepenge

Det kan blive op til danskerne selv, om de ønsker at få udbetalt deres indefrosne feriepenge, eller om de vil vente, til de går på pension.

Regeringen vil sende gående og cyklister gratis med færgen

Regeringen foreslår i de igangværende forhandlinger om en sommerpakke, at cyklister og gående skal have mulighed for at komme gratis med færger i Danmark i juli.

Regeringen vil sende gående og cyklister gratis med færgen

16.06.2020 22:13

Regeringen foreslår i de igangværende forhandlinger om en sommerpakke, at cyklister og gående skal have mulighed for at komme gratis med færger i Danmark i juli.

Det skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) på det sociale medie Twitter.

– I dag indledtes forhandlinger om sommerpakken. Den skal komme hele landet til gode.

– Derfor foreslår regeringen blandt andet, at det i hele juli skal være gratis for gående og cyklister at komme med færgen – blandt andet til landets mange øer, skriver Benny Engelbrecht og slutter af med at titulere sig selv som cykelminister.

Sommerpakken, som der lige nu forhandles om, skal stimulere dansk økonomi, som er hårdt ramt under coronakrisen.

Regeringen vil give valgfrihed om indefrosne feriepenge

16.06.2020 21:40

Det kan blive op til danskerne selv, om de ønsker at få udbetalt deres indefrosne feriepenge, eller om de vil vente, til de går på pension.

Det siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Ritzau.

På grund en ændring i ferieloven har danskerne fået indefrosset fem ugers feriepenge.

De stod til at blive udbetalt, når den enkelte går på pension, men mandag blev det besluttet, at en del i stedet udbetales til efteråret.

Det skal være med til at sætte gang i forbruget efter coronakrisen.

Der er tale om tre af de indefrosne uger. De resterende to forhandles der om til efteråret.

Speciallæge: En demo-smittet behøver ikke være alvorligt

16.06.2020 19:44

Det fik flere til at frygte for corona-inddæmningen, da 15.000 mennesker 7. juni samlede sig til en antiracistisk demonstration i København.

Tirsdag – 9 dage senere – har Sundhedsministeriet så kunnet fortælle, at én person, der har deltaget i demonstrationen, er konstateret smittet.

Det behøver dog ikke være alvorligt for bremsningen af smittespredningen.

Det vurderer Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital og lektor i folkesundhed ved Aarhus Universitet.

– Det er mere noget, man ser i små lukkede lokaler, at man smitter mange ved berøring af overflader. Så jeg tvivler på, at vedkommende har smittet et stort antal. Men vi må se, hvordan resultaterne bliver de kommende dage, vurderer han.

Sundhedsministeriet opfordrer alle, der har deltaget i demonstrationen, til at lade sig teste – uanset om man udviser symptomer eller ej.

Tre forskellige udbrud i Danmark

16.06.2020 18:37

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger på et pressemød, at der i øjeblikket er tre forskellige udbrud i Danmark.

Det ene er i Hjørring, som myndighederne er ved at optrevle. Det andet er et fly fra Pakistan, der landede i Københavns Lufthavn den 6. juni.

Seks personer, der alle har været ombord på flyet, er blevet testet positive, og Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med at opspore de resterende passagerer på flyet.

Det tredje udbrud er nu Black Lives Matter-demonstrationen.

– Det viser med al tydelighed, at epidemien stadig er i vores samfund, og det kan hurtigt gå galt. Det her er en meget smitsom sygdom, som spreder sig selv ved en enkelt smittet.

– Derfor er det så afgørende, at vi også her i sommerperioden passer på hinanden og fortsætter med at overholde myndighedernes anbefalinger, siger Magnus Heunicke.

Mindst én coronasmittet efter Black Lives Matter demonstration

16.06.2020 18:06 – opdateret 18:19

Der er bekræftet mindst én smittet med coronavirus efter Black Lives Matter demonstration, hvor flere end 15.000 deltog søndag 7. juni.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde tirsdag aften.

– Det var en meget, meget stor demonstration, hvor 15.000 deltog, siger han.

Han opfordrer folk til at lade sig teste, hvis de har deltaget i demonstrationen og stået tæt på andre. Det gælder, uanset om man udviser symptomer eller ej.

Hvis man udviser symptomer, opfordrer han folk til at kontakte egen læge telefonisk. Det er vigtigt, at man ikke møder op hos lægen.

Ingen nye døde med corona det seneste døgn

16.06.2020 14:13

Det seneste døgn er 33 personer testet positiv for coronavirus, mens antallet af indlagte er steget med to.

Der er endnu engang ikke registreret nogle døde med coronavirus det seneste døgn.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut tirsdag.

Til gengæld stiger antallet af indlagte med coronavirus med to personer. I alt er 60 personer indlagt med virusset på de danske hospitaler.

Antallet af indlagte på intensiv er faldet med en til ni, mens der ligesom i går fortsat er fire af de indlagte, der ligger i respirator.

Der er det seneste døgn registreret 33 nye smittede i den nye opgørelse. Dermed er i alt 12.250 personer bekræftet smittede, siden epidemien gjorde sit indtog i Danmark.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vismænd frygter nu eksportfald mere end ny nedlukning i Danmark

16.06.2020 14:01

Den største fare mod en smertefri genrejsning af dansk økonomi, synes nu at være, at resten af verden ser ud til at være hårdere ramt end Danmark.

Det fremgår af vismændenes såkaldte diskussionoplæg, der er udgivet tirsdag.

I hvert fald er frygten for en anden bølge af coronasmitte i Danmark udskiftet med frygten for svag efterspørgsel efter danske produkter i udlandet i de økonomiske vismænds skrækscenarie for dansk økonomi.

Vismændene har arbejdet med nogle forskellige scenarier for, hvad coronakrisen vil få af betydning i Danmark. Blandt andet et pessimistisk scenarie. Om det skriver vismændene:

– Det pessimistiske april-scenarie var baseret på, at der ville komme en anden smittebølge, som ville føre til en nedlukning af økonomien af samme karakter som i foråret, om end kun af halvt omfang.

– I lyset af erfaringerne høstet i coronakrisens første fase vurderes det nu mindre sandsynligt, at et sådan scenarie med omfattende nedlukning vil udspille sig.

– I sagens natur kan det ikke udelukkes. Men det vurderes at være mere sandsynligt, at et mere negativt scenarie vil være drevet af øget usikkerhed om den økonomiske og sundhedsmæssige situation og en deraf følgende svagere vækst i udlandet og den indenlandske efterspørgsel.

I det scenarie spår vismændene, at en række økonomiske nøgletal i Danmark vil blive mere dyster læsning.

Bruttonationalproduktet, der er et udtryk for størrelsen på Danmarks økonomi, vil skrumpe i 2020 med 7,5 procent i stedet for 4,4 procent. Ledigheden vil vokse til 232.000 personer i stedet for 150.000.

Men selv i det mere positive scenarie – som er det scenarie, vismændene ser som det mest sandsynlige – står eksporten til at falde med 12 procent i 2020.

Vismændene hæfter sig også ved, at der synes at være grund til at være optimistisk vedrørende dansk økonomis comeback.

Her peges på, at forbruget og boligmarkedet er tæt på tilbage til niveauet før coronakrisen.

Mindre gode nyheder er der at hente uden for landets grænser. Her synes de store økonomier ikke at komme sig lige så hurtigt som den danske.

Norwegian vil igen flyve i Danmark efter måneders fravær

16.06.2020 13:45

Norwegian er tilbage i Danmark efter flere måneders fravær under coronakrisen.

Det norske flyselskab genoptager 1. juli sin rute mellem Aalborg og København. Det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.

Norwegian har indført en række tiltag for at undgå smitte med coronavirus. Det gælder blandt andet krav om, at alle passagerer over seks år skal bære mundbind om bord på flyene, hvilket også er et krav i de danske lufthavne.

Under coronakrisen har Norwegian kun fløjet på enkelte indenrigsruter i Norge, men om to uger bliver der altså åbnet en indenrigsrute i Danmark.

Coronakrisen har været en hård omgang for det norske flyselskab, der har balanceret på randen af en konkurs.

I maj lykkedes det selskabet at lave en aftale med kreditorerne og aktionærerne, som skar omkring ni milliarder kroner af selskabets gæld og sikrede adgang til en milliardstor hjælpepakke fra den norske regering.

Redningsplanen forventes at kunne holde Norwegian flyvende ind i 2021.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringen vil åbne grænser for lande med få smittede

16.06.2020 13:43

Regeringen vil opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok, til at dets borgere kan få lov til at rejse ind i Danmark.

Dermed kan indrejse til Danmark snart blive normaliseret for flere lande. Statsminister Mette Frederiksen siger:

– Vi vil i regeringen gerne nu opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok, til at dets borgere kan besøge Danmark.

– Med andre ord – hvis smitten i et land er på et acceptabelt niveau, så er det vores ønske at åbne grænserne til det land.

– Det vil gøre det lettere løbende at åbne for ind- og udrejse og stadig have styr på situationen herhjemme, siger Mette Frederiksen i forbindelse med spørgetimen i Folketinget til statsministeren.

Regeringen vil først præsentere de konkrete kriterier for Udenrigspolitisk Nævn, før man offentliggør dem, siger statsministeren.

Fra mandag kunne turister fra de første lande få adgang til Danmark. I første omgang blev der åbnet for turister fra Tyskland, Norge og Island, der ligesom Danmark har et lavt antal smittede og indlagte.

Men også en række andre europæiske lande har fået styr på antallet af smittede. Det er disse lande, der nu snart kan få adgang til Danmark.

SAS skruer op for trafikken i juli

16.06.2020 13:41

SAS skruer op for trafikken i juli og sender 40 fly på vingerne mod 30 i juni. Det oplyser SAS i en pressemeddelelse tirsdag.

Det betyder mere trafik til og fra København, men også flere afgange til og fra Oslo og Stockholm.

– I takt med at restriktioner og indrejseregler lempes i forskellige lande, ser vi en stigning i efterspørgslen på rejser, siger fungerende pressechef i SAS Sille Beck-Hansen i meddelelsen.

For rejsende fra København betyder det, at det vil være muligt at flyve til en række europæiske lande og de amerikanske byer New York, Chicago og San Francisco.

Fra Oslo og Stockholm bliver der i første omgang tale om hovedsageligt ruter internt i Norden, de største hovedstæder i Europa samt destinationer i Sydeuropa.

Uanset hvor man flyver fra, vil der dog være krav om, at passagerer bærer mundbind på deres rejse. Derudover vil der ikke blive serveret mad på flyene.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Seks passagerer på fly til København er coronasmittet

16.06.2020 12:13

Flere personer smittet med COVID-19 har været ombord på det samme fly til København.

Det har Styrelsen for Patientsikkerhed kunnet konstatere gennem sit arbejde med smitteopsporing.

Det drejer sig indtil videre om seks personer, hvoraf de fire har været smitsomme, imens de har været ombord på flyet.

Styrelsen for Patientsikkerhed er nu i gang med at opspore andre passagerer fra flyet, der har siddet i nærheden af de fire smittede, og derfor potentielt kan være smittet med COVID-19.

Der er tale om fly nummer PK8771 fra Islamabad i Pakistan, der er landet i Københavns Lufthavn den 6. juni.

Personer, der har været ombord på det pågældende fly opfordres til at være ekstra opmærksomme på symptomer på COVID-19.

Hjørring Kommune finder otte nye smittetilfælde i ældreplejen

16.06.2020 12:06

Tirsdag er antallet af personer, der er bekræftet smittet med coronavirus i ældreplejen i Hjørring Kommune steget til 33.

Det sker, efter at der på plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal er bekræftet yderligere fire smittede blandt personalet. Dermed er i alt 17 af plejehjemmets ansatte bekræftet smittede.

Det oplyser Leif Serup, der er direktør for Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune.

Der er det seneste døgn ikke fundet nogle nye smittetilfælde blandt beboerne på Vendelbocenteret, hvor 12 hidtil er bekræftet smittede.

Derudover er to borgere i hjemmeplejen tirsdag konstateret smittet, og ligeså er to ansatte fra en af kommunens private leverandører i hjemmeplejen.

Udbruddet af coronavirus i Hjørring Kommune fik mandag sundhedsmyndighederne til at iværksætte en lang række tiltag.

Beboere på alle kommunens plejecentre skal testes to gange. Blandt de ansatte er der iværksat test af alle ansatte på de arbejdspladser, hvor der er konstateret smittede.

Men derudover vil også de cirka 2000 ansatte på ældre-, sundheds- og handicapområdet blive tilbudt at blive testet en gang om ugen de næste to måneder.

Kongens Have lukker tidligt for at komme uro til livs

16.06.2020 11:19

Kongens Have i København lukker to timer tidligere sommeren ud for at stoppe ulovlig adfærd i haven.

Frem til slutningen af sommeren vil Kongens Have i København lukke klokken 20.00 på alle ugens dage.

Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ændringen sker, da styrelsen har konstateret, at et voksende antal besøgende i haven opfører sig i strid med ordensreglerne.

Ud over de ændrede lukningstider gør styrelsen opmærksom på, at der kun må spilles dæmpet musik i haven uden brug af en form for højttaler eller forstærker.

Derudover vil personer, som tvinger sig adgang til haven udenfor åbningstiden, blive anmeldt til politiet.

Kongens Have er stadig på politiets liste over hotspots, hvor politiet fører tilsyn og kan indføre et midlertidig opholdsforbud, hvis for mange mennesker samles.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skoler vil af med afstandskrav: Vi skal tilbage til hverdagen

16.06.2020 11:04

Det bliver svært at vende tilbage til en normal hverdag i landets folkeskoler efter sommerferien, hvis de nuværende krav om en meters afstand mellem eleverne fortsat skal være gældende.

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening (KL), der er arbejdsgivere for folkeskolerne i landets 98 kommuner.

Afstandskravet gør, at mange skoler er nødt til at opdele klasserne. En del skoler har desuden været nødsaget til at tage idrætshaller eller telte i brug til undervisningen.

Nu vil kommunerne af med det nuværende afstandskrav. Thomas Gyldal Petersen peger på, at den øvrige del af samfundet er ved at være oppe i omdrejninger.

– Det allervigtigste hensyn er, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gå i skole. Genåbningen af samfundet går hurtigt nu. Vi kan gå i fitnesscentre og til fysiske fritidsaktiviteter, køre i fyldte busser og holde fest til klokken to om natten.

– Derfor vil det give skuffede forventninger, hvis elever, forældre og medarbejdere møder ind til skoler efter sommerferien, som fortsat kun er delvist genåbnet, siger Thomas Gyldal Petersen.

Hos Skolelederforeningen mener formand Claus Hjortdal ligeledes, at der skal en afklaring på plads, så skolerne kan planlægge næste skoleår.

– Det strammer meget til ude på skolerne, eftersom der kun er meget kort tid til, at den praktiske planlægning skal være færdig.

– Derfor er det nødvendigt at kende retningslinjerne, så skoleledelsen sammen med skolens personale kan skabe en så tryg og god skolestart for elever og forældre som overhovedet muligt, siger han i en skriftlig kommentar.

Lærere: Fjernundervisning kan ikke erstatte undervisning i klassen

16.06.2020 09:20

Det er en god idé at lære af de erfaringer, folkeskolen har gjort sig under coronakrisen, hvor halverede klasser, flere lærere og hjemmeundervisning har været en del af hverdagen.

Det siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening.

Han tvivler dog på, at de konkrete overvejelser om, at nogle elever skal arbejde mere hjemme, kan fortsætte efter coronakrisen, som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lægger op til.

– Hvis vi skal tale kvalitet i undervisningen, har det her vist, at også lærer-elev-relationen er helt afgørende. For der hvor eleven for alvor lærer noget, er i den sociale relation med sine kammerater og læreren.

– Det kan være hensigtsmæssigt nok i en periode, hvor vi stadig har nogle særregler for skolen på grund af den situation, samfundet er i. Men fremadrettet vil den form for fjernundervisning aldrig kunne erstatte den gode undervisning oppe i klasselokalet, siger han.

Ledere frygter skattesmæk: Feriepenge skal være frivilligt

16.06.2020 09:07

Fagforeningen Lederne mener, at udbetalingen af de indefrosne feriepenge skal være frivillig.

Lederne påpeger, at de mere end 400.000 danskere, der betaler topskat, risikerer at skulle betale mere i skat, hvis de får pengene nu, end hvis de venter til pensionsalderen, som det oprindeligt var meningen.

– Det er vigtigt at huske, at feriepengene er lønmodtagernes egne penge, og derfor skal man naturligvis også selv kunne bestemme, om man vil tage imod tilbuddet om at få udbetalt pengene nu, siger direktør Henrik Bach Mortensen.

– For de over 400.000 danskere, som betaler topskat, kan det nemlig give et skattesmæk at få pengene nu, fremover som oprindelig planlagt når de går på pension, siger han i en skriftlig kommentar.

Ritzau forsøgte mandag at få afklaret, om udbetalingen af feriepenge er tvungen, men Beskæftigelsesministeriet er ikke vendt tilbage med et svar.

Feriepenge kommer først i efteråret: Teknikken er ikke på plads

16.06.2020 08:37

Et flertal i Folketinget blev mandag enige om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge.

Pengene kommer først ind på kontoen om nogle måneder – senest til oktober.

Årsagen er blandt andet, at pensionsselskabet ATP, der administrerer feriepengene, skal udvikle en teknisk løsning, der gør det muligt at udbetale pengene før tid. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Der er indefrosset fem ugers feriepenge grundet en ændring i ferieloven. Pengene skulle egentlig først være udbetalt%

kommentar
deling del

Comments are closed here.