Single Daily
af

Kasper Skovse

List vånder sig under byggeboom for 465 millioner

Investeringer for 465 millioner euro er ved at løbe List på nordspidsen af Sild over ende. Trods udbredt lokal modstand bygges der som aldrig før, og det danske mindretal i List er også ved at blive kvalt.
Investeringer for 465 millioner euro er ved at løbe List på nordspidsen af Sild over ende. Trods udbredt lokal modstand bygges der som aldrig før, og det danske mindretal i List er også ved at blive kvalt.

List. Ved List på nordspidsen af Sild finder man vandreklitter og frisk havluft, sælbanker og Tysklands eneste østersbanke, samt masser af gode strande. Det har omverdenen fået øje på.

På ti år er der investeret 415 millioner euro alene i et hotel, et privathospital og et 18 hektar stort feriecenter i List, og samtidig skyder række på række af stråtækte, luksuriøse og ofte ensartede traditionelle Sild-nybyggerier i vejret, og de er ikke tiltænkt de lokale.

For det er de færreste øboere, der magter at betale 310.000 euro for en 41 kvadratmeter et-værelses med havudsigt, en 60 kvadratmeter to-værelses til 885.000 euro, eller 105 kvadratmeter fire-værelses uden havudsigt til den nette sum af 990.000 euro.

Hvis man ønsker et hus, skal man kunne betale fra 1,9 millioner euro og opefter, ikke mindst hvis man 
ønsker havudsigt.

Nej tak uden held

I den henseende følger List prismæssigt helt godt med resten af Sild, bortset fra at byggeboomet først kom, da hæren forlod garnisonsbyen List i 2007.

Da havde List-borgerne med gru set resten af Sild udvikle sig til en ø for millionærer, og derfor opstod der i byen en nej-tak-til-luksusbyggerier bevægelse, som forsøgte at begrænse byggerierne til et minimum. Uden held.

Da hæren forlod List, stod investorerne klar med pengepungen, og i 2010, kun tre år efter at hæren havde strøget flaget, åbnede det fem-stjernede 65 millioner euro dyre, 35.000 kvadratmeter store A-Rosa Hotel. Lige ved stranden med 147 værelser, 30 suiter og 3500 kvadratmeter spa-center. Og A-Rosa var kun første skud i investeringsbøssen.

I 2017 blev der trods indædt lokal modstand taget det første spadestik til det kombinerede spa-, kur- og medicinske privathospital og luksushotel Lanserhof på et lille lyngdækket højdedrag i den østlige del af List, hvor den tidligere officersmesse lå. Her vil fortrinsvis velstående gæster kunne kombinere et lille facelift med afgiftning, fastekure og rensende behandlinger.

Det mest luksuriøse kursted i Europa, og det største turistprojekt i hele delstaten blev det beskrevet i ugeaviser og lokalmedier i november 2017. Pris: 100 millioner euro.

I foråret 2019 satte BIG BAU Unternehmensgruppe så trumf på, da der blev taget spadestik til det 18 hektar kombinerede bolig- og feriehusområde og luksusferiecenter Dünenpark i det forladte kaserneområde midt i List. Pris 250 millioner euro.

Det tidligere kaserneområde i List på Sild ligger midt i bykernen. En række af de gamle kasernebygninger ombygges til ejerlejligheder, mens resten af de 18 hektar skal rumme et kæmpe feriecenter og tilhørende feriehuse. Luftfoto: SSW List

Det tidligere kaserneområde i List på Sild ligger midt i bykernen. En række af de gamle kasernebygninger ombygges til ejerlejligheder, mens resten af de 18 hektar skal rumme et kæmpe feriecenter og tilhørende feriehuse. Luftfoto: SSW List

Kæmper for mindretallet

– Vi oplever et byggeboom uden lige og er også midt i en rivende udvikling, hvor vi kæmper for både at bevare vores by, et lokalsamfund og et dansk mindretal og samtidig prøver at gøre plads til de 600-800 nye arbejdspladser og nytilflyttede, som de mange byggerier afstedkommer, siger SSW-formand og viceborgmester i List, Manfred Koch.

kommentar
deling del

Skriv et svar