Single Daily
af

Lars Geerdes

Lirekassens mange muligheder

At høre fire klarinettister og et dreje-orgel samtidig er ikke hverdagskost - og slet ikke i en koncertsal.
At høre fire klarinettister og et dreje-orgel samtidig er ikke hverdagskost - og slet ikke i en koncertsal.

Fra 1700-tallet og helt op til efterkrigstiden har manden med lire­kassen været synlig i gadebilledet. Der findes stadigvæk lirekassemænd (og -kvinder), og med regelmæssige mellemrum afholdes lirekassestævner, blandt andet i Berlin. Det er dog ikke længere et erhverv, der skal sikre spillernes levebrød, men snarere en turist­attraktion. De små pibeorgler på hjul har altid tiltrukket et publikum ved at spille populære melodier med et klangbillede, man først og fremmest forbinder med et besøg på en omrejsende tivoli – glad og måske lidt skævt.

At en lirekasse står på en koncertsals scene er derimod ikke ligefrem hverdagskost, så det var en usædvanlig begivenhed, der fredag aften fandt sted under Schleswig-Holstein Musik Festival (SHMF) i messecentret Husum.

Pierre Charial, en snart 75-årig franskmand, har studeret klaver, fagot og komposition på konservatoriet i Lyon. For godt 30 år siden tog han lirekassen til sig og forvandlede den fra at være et gade- eller tivoliinstrument til et selvstændigt og seriøst koncertinstrument ved at genopføre værker, der netop var skrevet til mekaniske instrumenter af for eksempel Mozart og Haydn, og ved at få komponeret nye værker til lire­kassen af György Ligeti og Pierre Boulez.

Ordet »lirekassen« lyder i denne forbindelse dog alt for meget af gademusik, så vi skifter fra nu af til det mere formelle og fornemme »dreje-orgel«, der stammer fra det ­tyske begreb »Drehorgel«.

Det ser ud som om Pierre Charial bare skal dreje håndsvinget på sit dreje-orgel. Men han skal hele tiden afstemme tempo og lydstyrken med sine medspillere. Han har selv skåret hullerne i kartonstrimlerne, så der hviler et stort ansvar for koncertforløbet på hans skuldre. Foto: Tim Riediger.

Det ser ud som om Pierre Charial bare skal dreje håndsvinget på sit dreje-orgel. Men han skal hele tiden afstemme tempo og lydstyrken med sine medspillere. Han har selv skåret hullerne i kartonstrimlerne, så der hviler et stort ansvar for koncertforløbet på hans skuldre. Foto: Tim Riediger.

Pierre Charial står ikke kun på scenen for at dreje det karakteristiske håndsving på sit instrument. Håndsvinget bruges til at transportere kartonstrimler med huller i igennem instrumentet. Hullerne styrer lufttilførslen til orgelpiberne, og det er Charial selv, der skærer hullerne i kartonet. Han har altså hele ansvaret for, at musikken kommer ud på den rigtige måde. Hans instrument er bygget af André Odin i Paris og råder over 42 taster, 114 piber og tre registre.

I Husum stod Pierre Charial på scenen sammen med den tyske jazzmusiker Michael Riessler og det klassiske klarinetensemble Trio di Clarone, der består af SHMFs portrætkunstner i år, Sabine Meyer, hendes ægtefælle, Wolfgang Meyer, og hendes bror, Rainer Wehle.

Sidstnævnte var også aftenens konferencier i programmet »Paris Mécanique«, der rummede både parisisk gadestemning, fransk avantgarde, nyskrevet jazz og amerikansk underholdningsmusik. Som komponister kan nævnes Erik Satie, Francis Poulenc, Jean Françaix, Igor Stravinskij, Darius Milhaud og Ligeti, men også Scott Joplin og Leroy Anderson samt Michael Riessler med nogle egne værker. Flere gange blev forskellige stykker spillet efter hinanden uden tydelig pause, og Françaix’ fem eksotiske danse blev helt smeltet sammen med tre stykker for solo-klarinet af Stravinskij, hvor hvert trio-medlem havde sin egen sats.

Wolfgang Meyer, Sabine Meyer, Reiner Wehle, Michael Riessler og Pierre Charial (fra venstre) på scenen i Husum. Foto: Tim Riediger

Wolfgang Meyer, Sabine Meyer, Reiner Wehle, Michael Riessler og Pierre Charial (fra venstre) på scenen i Husum. Foto: Tim Riediger

Musikerne, der tidligere har arbejdet sammen i bl.a. nogle plade­indspilninger, optrådte ellers i mange forskellige formationer – fra basklarinet solo over adskillige duetter helt hen til kvintetter, hvor diverse typer klarinetter og en sopransaxofon var med. Den sidste bliver jo af nogle også ironisk kaldt for »gylden klarinet«, så den virkede ikke upassende.

Imponerende var især de stykker, hvor alle klarinettister og dreje-orglet spillede sammen. Her kunne lytteren få fornemmelsen af, at et helt orkester var på scenen. Det sørgede især dreje-orglets alsidige klang­muligheder for.

Men også Andersons »The Type­writer« (for dreje-orgel solo) med sit humoristiske udtryk, og Mil­hauds »Scaramouche« gjorde indtryk. Riesslers eget stykke »Orange« præsenterede basklarinettens evne til at lyde som perkussion-instrument, idet solisten producerede rytmiske trommelyd med klarinettens klapper. Rytmen blev så i en næsten uhørbar, glidende overgang overtaget af dreje-orglet. Det krævede en ekstra fin afstemning mellem de to musikere at få det til at klinge sådan. På grund af den ekstraordinære oplevelse var publikums fokus det meste af tiden rettet mod dreje-orglet og de lange kartonstrimler, man fra tilskuerpladserne kunne se forsvinde ind i og derefter komme ud af instrumentet. Man skal dog ikke glemme, at de fire »blæsere« hver for sig også brillerede med deres virtuose spil.

Schleswig-Holstein Musik ­Festival: Paris Mécanique. Trio de Clarone, Michael Riessler og Pierre Charial. Koncert i Messecentrum Husum, fredag aften

kommentar
deling del

Skriv et svar