Single Daily
af

Nelle Margrethe Hardt

Et lille skridt videre i historien om Slesvigs teater

Delstatsregeringen, Slesvig Kommune og Slesvig-Flensborg Amt dokumenterede mandag, hvordan de vil finansiere det nye teater i Slesvig. Budgettet står dog stadig ikke mejslet i sten.
Delstatsregeringen, Slesvig Kommune og Slesvig-Flensborg Amt dokumenterede mandag, hvordan de vil finansiere det nye teater i Slesvig. Budgettet står dog stadig ikke mejslet i sten.

Mandag skrev Slesvig-Holstens kulturminister Karin Prien, landråd Wolfgang Buschmann og Slesvigs borgmester Arthur Christiansen under på en hensigtserklæring (»letter of intent«), der bekræfter, at de tre tilskudsgivere vil give i alt 12 millioner euro til det nye teaterprojekt i Slesvig.

Sådan en erklæring blev allerede underskrevet i februar 2017. Dengang var budgettet for teateret 9,5 millioner euro, men året efter viste det sig, at det ikke ville holde.

Delstatsregeringen og Slesvig Kommune vil nu hver give 5,5 millioner euro, Slesvig-Flensborg Amt giver en million euro. Erklæringen skal ifølge Arthur Christiansen vise, at de tre parter gør en varig og ærlig indsats for byggeprojektet.

– Det er et af de største og mest langsommelige projekter, jeg har oplevet, men det går fremad, sagde han.

Slesvigs borgmester, Arthur Christiansen, Slesvig-Holstens kulturminister, Karin Prien, og landråd for Slesvig-Flensborg Amt, Wolfgang Buschmann, skrev mandag under på en hensigtserklæring. Den bekræfter, at delstatsregeringen og Slesvig Kommune hver vil give 5,5 millioner euro til det nye teater i Slesvig, mens Slesvig-Flensborg Amt giver en million euro til projektet. Foto: Nelle Margrethe Hardt

Karin Prien fremhævede, at delstat, kommune og amt i fællesskab investerer i kultur.

– Vi er helt enige om, hvor vigtig kulturen er. Den har med attraktivitet og livskvalitet at gøre, sagde hun mandag.

Kan ikke love noget

Byggeplanerne for det nye teater skal findes i en arkitektkonkurrence, som 13 arkitektbureauer deltager i. Frem til november arbejder de på deres udkast. Den 28. november udnævner dommerne en vinder, hvis navn offentliggøres den 10. december. Billederne bliver dog først præsenteret til foråret.

Arkitekterne skal planlægge ombygningen af den tidligere kasernebygning »Heimat« på Freiheit efter de aftalte 12 millioner euro. Der er dog ingen garanti for, at budgettet holder.

– Jeg tror ikke, at de 12 millioner euro er helt urealistiske. Vi må tage det roligt og se, hvad der sker. Jeg er optimistisk i forhold til budgettet, men kan ikke love noget, sagde Arthur Christiansen.

Karin Prien satser på, at delstatsregeringen ikke behøver give mere end 5,5 millioner.

– Lad os afvente konkurrencen og se, om budgettet rækker. Det er ikke nødvendigt at spekulere nærmere på nuværende tidspunkt, sagde kulturministeren.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar